Liv og lys går hånd i hånd
„Hos dig er livets kilde, i dit lys skuer vi lys!“ — Sl. 36:10.
1, 2. Hvordan kan vi af kontraster lære at sætte større pris på lyset, både som en nødvendighed og som en kilde til glæde?
LYS og mørke er en at de største kontraster man kan tænke sig. Hvis du ved højlys dag spadserer gennem et åbent landskab for første gang, vil du føle dig tryg og rolig. Ikke alene vil du kunne iagttage det der er tæt ved dig, tage et par skridt og række hånden ud og røre ved det, men du vil også klart kunne se fjernere landskaber og skelne nogle af enkelthederne, ja endda noget som bevæger sig helt ude i horisonten. I tæt mørke vil det imidlertid være dumdristigt at tage et eneste skridt uden at have en lampe i hånden. Du ville bevæge dig med stor varsomhed og forsigtighed.
2 Ikke alene er lys en betingelse for alle livsformer og livsytringer, men det fylder tillige livet med skønhed og glæde. Måske har du oplevet at vandre fra middagssolens stikkende stråler ind i skovens skygge. Hvilken behagelig kontrast! Hvorfor virker det så tiltalende? Fordi lyset her falder blødt og mildt i dit øje, som møder et utal at skygge- og farvenuancer mens du står og betragter de forskellige træer og deres løvhang og måske blomsterne i underskoven. Når du løfter dine øjne vil de ikke blændes af solen, for grene og blade vil dele himmelhvælvet i tusindtallige små bitte lysprikker og strålebundter. Du ville ønske at du bare kunne blive stående der og nyde al denne tavse skønhed, især hvis du ledsages af en der også forstår at nyde den i tavshed.
3. Hvilken naturlig sammenhæng er der mellem lys og liv?
3 Naturligvis vil du ikke fatte lysets enorme værdi, hverken den praktiske nytte eller de endeløse glæder vi høster af det, medmindre du er i live og kan se med dine øjne. Jo bedre dit helbred er og jo bedre dine øjne ser, desto større glæde vil du have af lyset. Liv og lys går hånd i hånd.
4. (a) Hvorfor betragter mange liv og lys som selvfølgeligheder, og hvordan viser de det? (b) Hvilken oplevelse burde kunne tale til sådanne selvbevidste mennesker?
4 Det er sørgeligt at mange mennesker tager alt dette for givet. De er glade for selv at drage nytte af livet og lyset, men de tænker ikke et øjeblik over hvor liv og lys har sin oprindelse. De tror at livet er blevet til ved noget af et tilfælde, ved en udviklingsproces som ingen har iværksat eller styrer. Hvad kilden til lys angår, siger de at vi mennesker på jorden har tilstrækkeligt i solen. Hvilken overraskelse, ja hvilket chok, ville de ikke have fået hvis de var kommet ud for det samme som en mand engang oplevede og berettede om over for kong Agrippa II: „Mens jeg var på rejse . . . så jeg ved middagstid på vejen, konge, et lys fra himmelen, klarere end solens glans, stråle omkring mig og omkring dem som rejste sammen med mig.“ Hvem var denne mand? Ved hvilken lejlighed indtraf dette, og hvad skulle det betyde? — Apg. 26:13.
5. Hvorfor kan Saulus’ oplevelse, der førte til hans omvendelse, anses for troværdig og pålidelig?
5 Mange, også blandt dem der kalder sig kristne, tror at visse dele af Bibelen der er skrevet som historiske beretninger, i virkeligheden hører hjemme i myternes og legendernes verden. Men selv de der hylder dette synspunkt vil ikke benægte at en sådan mand som Paulus, der oprindelig kaldtes Saulus fra Tarsus, virkelig har levet og har skrevet mange breve som indgår i De kristne græske Skrifter. Der er heller ikke nogen grund til at tvivle på enkelthederne ved Saulus’ omvendelse, således som de skildres af Lukas, den pålidelige historiker, i Apostelgerninger 9:1-30. Hele beretningen, også de ord Saulus talte til Jesus ved den lejlighed, bærer sandhedens umiskendelige præg. Det der skete var helt på tværs af hvad Saulus overhovedet forestillede sig, når man betænker i hvilken hensigt han var på vej mod Damaskus. Han beskriver hvor inderligt han hadede de kristne og forklarer kong Agrippa at „i alle synagogerne har jeg ved at straffe dem mange gange, prøvet at tvinge dem til at afsværge deres tro; og jeg rasede i den grad imod dem at jeg endog forfulgte dem i byer uden for landet“, det vil sige uden for Jerusalem. Det var på vejen til Damaskus han fik sit livs chok og overraskelse, således som beskrevet ovenfor. Det var lejligheden. Hvad betød hændelsen? — Apg. 26:8-11.
At vidne om lyset betyder liv
6. Hvilken opgave fik Saulus overdraget af Jesus, og hvorfor bør det interessere os?
6 Det vil være i vor egen interesse og til stor gavn for os at lægge nøje mærke til hvad Jesus sagde til Saulus ved denne lejlighed. Vi vil lære meget om den nære samhørighed mellem liv og lys og se hvordan vi alle er berørt deraf, uanset hvordan vi reagerer. Jesus sagde med henblik på den opgave som han var i færd med at overdrage Saulus: „Derfor har jeg nemlig vist mig for dig, for at udvælge dig som tjener og vidne om ting du har set og om ting jeg vil lade dig se angående mig, idet jeg udfrier dig fra dette folk og fra nationerne, som jeg sender dig til for at åbne deres øjne, for at vende dem fra mørke til lys og fra Satans myndighed til Gud, for at de kan få tilgivelse for synder og en arv iblandt dem der er helligede ved troen på mig.“ — Apg. 26:16-18.
7. Hvordan tilkendegav Saulus, siden hen kendt under navnet Paulus, at han påtog sig den tildelte opgave?
7 Saulus påtog sig uden tøven denne opgave, at være et vidne, hvilket fremgår af det han videre fortalte kong Agrippa: „Derfor . . . var jeg ikke ulydig mod det himmelske syn, . . .jeg [har] fortsat indtil denne dag med at vidne for både små og store . . . at Messias skulle lide, og at han som den første til at blive oprejst fra de døde skulle forkynde lys både for dette folk [jøderne] og for nationerne.“ (Apg. 26:19-23) Saulus fattede helt ideen med det Jesus havde sagt til ham. Spørgsmålet er: Har du fattet ideen med Jesu ord og forstået hvordan de skal berøre dig? Tænk over det.
8. (a) Vis hvordan nogle udtryk kan have både en bogstavelig og en billedlig betydning. (b) Hvad viser at Bibelen benytter sig af billedsprog?
8 Det er tydeligt at Jesus benyttede billedsprog da han talte til Saulus om at han skulle se visse ting og åbne øjnene på andre for at vende dem fra mørke til lys. Det var der intet nyt eller usædvanligt ved. Der består en nær forbindelse mellem vort bogstavelige syn og vort sind, og ikke sjældent benytter vi i tilknytning til sind og hjerte udtryk som kan have enten en bogstavelig, fysisk betydning, eller en billedlig, til tider åndelig, betydning, Har du ikke ofte sagt: „Det kan jeg godt se,“ idet du mener at du har forstået hvad der er blevet sagt? Vi har også et udmærket eksempel i det brev som Paulus skrev til efeserne og hvori han bad om at Gud måtte ’give dem visdoms og åbenbarings ånd i den nøjagtige kundskab om ham, idet deres hjertes øjne var blevet oplyst’. — Ef. 1:17, 18.
9. Hvilke kontraster er lys og mørke billeder på?
9 Af det foregående ses det at lys benyttes som et rammende symbol på sandhed og hermed beslægtede begreber der tåler at komme i søgelyset, såsom retfærdighed. Mørke benyttes derimod som et symbol på vildfarelse og uvidenhed og hermed beslægtede begreber der ikke tåler at komme i søgelyset, såsom skændige handlinger og onde gerninger.
10. (a) Var det sandhed i al almindelighed Paulus vidnede om? (b) Hvilke goder vil anerkendelsen af Bibelens sandheder skridt for skridt føre til?
10 Paulus forstod øjensynlig at han under ledelse af den opstandne Herre Jesus skulle vidne om lyset ved at „gøre sandheden kendt“.(2 Kor. 4:2) Her drejer det sig ikke om sandhed i al almindelighed, men om sandheden i Guds ord, Bibelen. (Joh. 17:17; 1 Tim. 2:4; 2 Tim. 2:15) De mennesker der reagerede positivt på sandheden ville få sindets øjne åbnet så de kunne se hvilke skridt de måtte tage, ikke alene for at træde ind i lyset men også for at træde ind til livet. Og dette liv er, i lighed med lyset, langt, langt mere end det nuværende fysiske, midlertidige liv der rører sig i vor krop og organisme. At der skal lægges en sådan dybere mening i ordet liv fremgår af hvad Paulus videre skrev til Efesermenigheden: „Jer gjorde Gud levende skønt I [førhen] var døde i jeres overtrædelser og synder.“ Denne forklaring er kun det første skridt hen imod en fuld forståelse at hvad liv er i Guds øjne. — Ef. 2:1.
11. (a) Hvordan kan vi vidne om lyset, og i hvilken forstand har dette med liv at gøre? (b) Hvilken indstilling skal vi i denne forbindelse undgå?
11 Vi kan derfor sige at liv og lys går hånd i hånd, både billedligt, åndeligt og bogstaveligt. At vidne om lyset, sandheden, betød liv, ikke blot for Paulus, men vil også gøre det for os — for det første når vi tager imod lyset, og for det andet når vi bringer lyset videre til andre. Kan du nu se, forstå, hvor og hvordan du kommer ind i billedet? Det kan måske hjælpe på det hvis vi ofrer lidt mere opmærksomhed på de ord Jesus henvendte til den mand der var på vej til Damaskus. Hvor mærkeligt det end lyder kunne Saulus nu, selv om han var berøvet sit bogstavelige syn for en tid, begynde at se med sindets øjne, ja faktisk så han alting fra en helt ny synsvinkel. Hans hjerte var heller ikke upåvirket. Han optrådte jo ikke oprørsk eller ulydigt. Vi sætter vor lid til at det samme kan siges om os, med tanke på den advarsel Jehova gav Ezekiel: „Menneskesøn! Du bor midt i den genstridige slægt, som har øjne at se med, men ikke ser, og øren at høre med, men ikke hører; thi de er en genstridig slægt.“ — Ez. 12:2.
Hvis myndighed er du underlagt?
12. Hvad var selve målet med den opgave som Saulus skulle udføre, og hvilket spørgsmål rejser dette?
12 Da Jesus talte til Saulus gav han udtryk for at hensigten med at åbne folks øjne var „at vende dem fra mørke til lys og fra Satans myndighed til Gud“. (Apg. 26:18) Disse ord røber at både mørke og lys, eller vi kunne sige både død og liv, har hver sin oprindelse og hver sin myndighed der behersker dem. Mon ikke vi ønsker at vide hvilken myndighed vi er underlagt og hvorledes vi kan overføres fra den ene til den anden om dette skulle tiltrænges?
13. Hvordan viser Bibelen at Jehova er kilden til (a) lys og (b) liv?
13 Guds ord fortæller utvetydigt at Jehova er kilden til både liv og lys. Han er „himlens skaber . . . Gud, som dannede jorden, frembragte . . . den, . . . danned den til at bebos“. Skabelsesberetningen i Første Mosebog bekræfter dette: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ Dernæst hedder det: „Og Gud sagde: ’Der blive lys!’“ — nemlig på jordkloden. Længere henne læser vi at „Gud gjorde de to store lys, det største til at herske om dagen,“ det vil sige solen, jordens væsentligste kilde til lys og også til energi, uden hvilken livet på kloden ville være umuligt. Som kronen på det jordiske skaberværk „dannede Gud [Jehova] mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen“ skabt „i Guds billede“. Adam og derpå Eva blev skabt fuldkomne, med de sanser og egenskaber der gjorde det muligt for dem i fuldt mål at udnytte og nyde både liv og lys. — Es. 45:18; 1 Mos. 1:1, 3, 16, 27; 2:7.
14. Af hvilken grund må Jehova være den højeste myndighed, og hvilke spørgsmål giver det anledning til at stille?
14 Heraf skulle det tydeligt fremgå at Jehova Gud er livets og lysets kilde og ophav, Skaberen og Livgiveren, og derfor med god ret er den højeste myndighed og den højeste regeringsinstans. (Sl. 103:19; Dan. 4:17, 35; Åb. 4:11) Når vi forstår at det forholder sig sådan, vil det være naturligt at vi gerne vil vide hvordan der overhovedet kan være en myndighed som modstår Jehova. Hvad mente Jesus med „Satans myndighed“? Hvordan blev den til? Og hvordan kan vi blive ’vendt fra denne myndighed til Gud’?
15. (a) Hvordan søgte Satan underfundigt at tage grunden væk under Guds myndighed? (b) På hvilken måde kom dette til at berøre de ord Gud havde udtalt? (c) Hvad var det der inderst inde fik Adam og Eva til at handle som de gjorde?
15 Som den inspirerede beretning viser, søgte Satan at benytte sin indflydelse meget underfundigt, og det lykkedes ham. Hvordan? Ved hjælp af antydninger og løgn. Vildledende tale gav han under løgnens dække ud for at være sandhed. Kort sagt: Han gjorde mørke til lys. Det er værd at hæfte sig ved at det gjaldt liv, for han sagde jo at Eva ikke skulle dø men fortsat leve i kødet på jorden dersom hun gjorde som han foreslog. Han lovede at hun skulle blive meget mere oplyst da han med slangen som mellemled sagde til hende: „Når I spiser deraf [den forbudte frugt], åbnes eders øjne.“ Derpå antydede han at hun ville få frihed til at være sin egen myndighed uafhængigt af Gud: „I bliver som Gud til [selv] at kende godt og ondt.“ (1 Mos. 3:1-5) Satan hævdede således at Guds ord og bud til Adam ikke skulle regnes for at være det sande lys der kunne lede og bevare ham og hans hustru på den rette vej der fører til livet. Først besluttede Eva og derpå Adam at lade hånt om Guds letforståelige og direkte bud og at slå ind på den selviske uafhængigheds vej, en vej der førte bort fra livet og lyset i Guds gunst ind i mørket og døden. — Sl. 119:105; se også Andet Korinterbrev 11:14.
16. (a) Hvorfor kan det være meget lærerigt at undersøge hvilken strategi Satan anlægger? (b) Hvordan kaster Bibelen lys over dette?
16 Vi standser her et øjeblik for at kaste et blik på Satans mest anvendte strategi. Med underfundighed og bedrag frister han os til at se på tingene ud fra et selvisk synspunkt, sådan som Eva gjorde. Dersom vi i vort hjerte ledes af selviske motiver, vil vi intetanende falde i Satans snare og let blive blindet og bedraget. Vi søger at retfærdiggøre vore handlinger, og frygten for Gud er ude af vore tanker. Læg mærke til hvor klart og stærkt dette udtrykkes i Salme 36:2-4: „Synden taler til den gudløse inde i hans hjerte; gudsfrygt har han ikke for øje; thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans brøde og hade ham [thi han smigrer for sig selv i sine egne øjne med Hensyn til at finde sin Synd for at hade den, Lindberg]. Hans munds ord er uret og svig, han har ophørt at handle klogt og godt.“ Hvordan Gud ser på den slags mennesker har profeten Esajas rammende beskrevet: „Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør mørke til lys og lys til mørke . . .! Ve dem, der tykkes sig vise og er kloge i egne tanker!“ Vi skal sandelig være på vagt for at vi ikke „skal blive forhærdet ved [og derfor blindet af] syndens bedragende magt“. — Es. 5:20, 21; Hebr. 3:13.
17. Hvor meget var mennesket selv skyld i at det mere og mere blev offer for Satans indflydelse?
17 Menneskeheden i almindelighed er lige siden oprøret i Eden kommet mere og mere under Satans indflydelse og magt. Selv om Satan må bære hovedansvaret, kan mennesket langtfra sige sig fri for skyld. Husk på at Gud ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd over for menneskenes verden. Han er ganske vist usynlig, men „hans usynlige egenskaber ses . . . klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de er uden undskyldning“. Helt i samklang med Salme 36:2-4 forklarer Paulus videre at „skønt de [menneskene] kendte Gud, herliggjorde de ham ikke som Gud, og de takkede ham heller ikke, men de blev tomhjernede i deres overvejelser, og deres uforstandige hjerte blev formørket“. (Rom. 1:19-23) Det var ganske vist Satan der gjorde mørke til lys, men det må indrømmes at menneskene i almindelighed har foretrukket mørket og ugudeligheden fremfor lyset, hvilket finder bekræftelse i Enoks inspirerede profeti, der betoner ugudeligheden ved at bruge ordet fire gange. (Jud. 14, 15) De tre eneste beskrevne undtagelser i tiden op til Vandfloden, nemlig Abel, Enok og Noa, tjener til at vise at det store flertal var uden undskyldning. De nævnte mænd „vandrede med Gud“. Om Noa forklares det at han ’frygtede Gud og blev en dom over verden’. — 1 Mos. 5:22; 6:9; Hebr. 11:4-7, da. aut.
Myndighed udøvet af riger
18. På hvilken måde kom Satans myndighed til udfoldelse efter Vandfloden?
18 Efter Vandfloden fulgte den tid da Satan begyndte at udfolde sin myndighed i kraft af bestemte jordiske herredømmer. For første gang læser vi om et kongerige. Satan fandt i Nimrod et villigt redskab for sine ærgerrige mål. Om Nimrod læser vi: „Han var den første der blev mægtig på jorden. Han optrådte som en mægtig jæger i opposition til Jehova. . . . Og begyndelsen til hans rige var Babel . . . i Sinears land. Fra dette land drog han [på erobringstogt] til Assyrien og gav sig til at bygge Nineve.“ — 1 Mos. 10:8-12, NW.
19. (a) Hvordan viste det sig at nogle modarbejdede Jehova, og hvordan reagerede han? (b) Hvordan førtes dette modarbejde videre, selv om det havde lidt et knæk?
19 Drevet af den samme trods og ærgerrighed besluttede nogle mænd at tilrane sig myndigheden og at holde fast ved den. De sagde: „Kom, lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden!“ Intet kunne passe bedre ind i Satans planer. Men det var en direkte modarbejdelse af Jehova, den suveræne Herre, og hans erklærede hensigt. Han lukkede ikke øjnene for det. Gud „steg ned for at se byen og tårnet, som menneskebørnene byggede“, og hans iagttagelser mundede ud i at „når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem“. Det fælles mål de var blevet enige om at nå, afskar Jehova dem fra ved at forvirre deres sprog, hvilket tvang dem til at sprede sig ud over jorden. (1 Mos. 9:1; 11:1-8; Apg. 4:24) De fleste foretrak imidlertid stadig et herredømme udøvet af mennesker, og der har altid været mennesker der i Satans ånd ærgerrigt har stræbt efter magt og myndighed. Dette førte til menneskeskabte riger, i begyndelsen byriger, der udvidedes til at omfatte en hel egn, såsom Moabs og Ammons riger, og til sidst endte i storriger og verdensriger.
20. (a) Hvordan har religion spillet ind i menneskeskabte styreformer? (b) Hvilken undtagelse herfra nævnes i Bibelen? (c) Hvordan har Satan fastholdt sit herredømme over det meste af menneskeheden, og i hvilken udstrækning?
20 Religionen indtog en fremtrædende plads i disse riger, men herskerne og deres undersåtter anerkendte ikke at Jehova var den højeste Hersker som de havde pligt til at tilbede og adlyde. (Jer. 10:10; Dan. 6:27) I Bibelen nævnes der kun én undtagelse, nemlig Melkizedek, Salems konge. Han virkede også som „Gud den Allerhøjestes præst“, og da han velsignede Abram sagde han: „Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber.“ Abram omtalte Gud på lignende måde da han talte til Sodomas konge. (1 Mos. 14:18-23) I kraft af falsk religion og bedrag var det i almindelighed Satan, sammen med de ulydige engle som havde sluttet sig til ham, der fastholdt herredømmet over alle rigerne, hvilket erkendes af de færreste fordi Satan og hans dæmonhorder er usynlige for det menneskelige øje. Usynlige, ja, men ikke desto mindre foretagsomme. Ved tre lejligheder benyttede Jesus udtrykket „verdens hersker“ om Satan Djævelen. Og idet Paulus forklarer at den kristnes kamp står imod Djævelen, fortæller han at denne kamp foregår „imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske“. — Joh. 12:31; 14:30; 16:11; Ef. 6:11, 12; se også Andet Korinterbrev 4:4.
21. (a) Hvad indebærer det at blive udfriet fra Satans myndighed? (b) Hvor spændt er forholdet i dag mellem de to parter?
21 Når Jesus derfor sagde til Saulus at han skulle vende folk „fra Satans myndighed til Gud“, betød det ganske enkelt at de skulle overføres fra ét herredømme til et andet. Paulus skrev: „Han [Jehova] har udfriet os fra mørkets myndighed og overført os til sin elskede søns rige.“ (Kol. 1:13) I dag er det spændte forhold mellem de to parter, Jehova Gud og Satan Djævelen, ved at nå bristepunktet. Det forudsagte „fjendskab“ imellem dem skal snart bryde ud i lys lue. (1 Mos. 3:15) Under Satans herredømme er mørket blevet tættere end nogen sinde. De styrende og de styrede ved ikke hvor de skal vende sig hen for at finde en løsning på deres mange tornede problemer. Der hersker ’et mørke som man kan tage og føle på’. (2 Mos. 10:21, 22) Men under Jehovas herredømme ved hans Messiaskonge, Kristus Jesus, skinner retfærdighedens og sandhedens lys stærkere og klarere end nogen sinde, således at Guds undersåtter i tryg forvisning og uden vaklen ved hvilken vej de skal vandre mens de nyder mange åndelige glæder og fornøjelser. Den strid menneskene er blandet ind i, står altså om regeringsmyndighed og -magt.
22. Hvor og hvordan beskrives det (a) at Messiasriget får myndighed og magt og (b) hvordan Satan har kæmpet for at opnå verdensherredømmet?
22 Læg mærke til hvordan denne tanke understreges i Åbenbaringsbogen. Johannes ser et syn og hører høje røster fra himmelen sige: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ Dette fandt sted i 1914, hvor hedningenationernes uafbrudte herredømme over verden afsluttedes, idet Gud havde tilladt det i 2520 år fra 607 f.v.t. Johannes oplever nu i synet indførelsen af Messiasriget, krigen i himmelen, og dragens, Satan Djævelens, udvisning fra himmelen. Så lyder følgende kundgørelse: „Nu er frelsen og magten og riget som tilhører vor Gud, og myndigheden som tilhører hans Messias, blevet til virkelighed.“ Modsætningen møder vi i det næste syn, der fortæller hvordan dragen giver „vilddyret“ (symbolet på Satans verdensomfattende politiske organisation) „sin magt og sin trone og stor myndighed“, hvilket medfører at alle jordens folk tilbeder det. Tilsvarende myndighed og dyrkelse tilskrives også „vilddyrets billede“, et symbol på den organisation vi i dag kalder De forenede Nationer. Det går så vidt at Satans organisation „med tvang“ foranlediger alle til at bære sit kendemærke, uden hvilket det er så godt som umuligt at eksistere. — Åb. 11:15; 12:10; 13:2, 15-17.
23. (a) Hvilke spørgsmål bør vi nu stille os selv? (b) Hvordan skal sidste del af Salme 36:10 forstås, og hvilken slutning fører det til?
23 Hvis myndighed er du underlagt? Vil du være tilfreds med at du ikke er til at skelne fra alle dem der støtter Satan Djævelens verdensorden? Eller vil du hellere end gerne væk fra hans myndighed men er ikke helt på det rene med hvilke skridt du skal tage, bange for hvad det kan medføre? Så slå op på Salme 36 og hent frisk mod. Efter at salmisten først har beskrevet dem der har den indstilling at alt hvad de gør er ret, i hvert fald i deres egne øjne, og som derfor er ude af stand til at se eller lære at hade deres fejl og vildførende opfattelser, går salmisten over til at beskrive Jehova, der lovprises for sin kærlighed og godhed, sin trofasthed og retfærdighed, samt de velsignelser der tilflyder dem som søger tilflugt under hans vinger. Jehova er „livets kilde“ fortæller salmisten i vers 10, og føjer til: „I dit lys skuer vi lys!“ Med andre ord: Kun hvis vi lærer at betragte alt, også os selv, med Guds øjne, kan vi vendes fra mørket til lyset og indse hvilke skridt vi skal tage for at opnå evigt liv under Guds myndighed. Lykkelige vil vi være dersom vi vandrer hånd i hånd med lyset, med sandheden og retfærdigheden, for „retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag“. Så kan vi med David bede bønnen: „Lad din miskundhed [kærlige godhed, NW] blive over dem, der kender dig, din retfærd over de oprigtige af hjertet.“ — Sl. 36:6-11; Ordsp. 4:18.
[Illustration på side 368]
Da Adam og Eva valgte den selviske uafhængigheds vej, førtes de bort fra lys og liv og ind i mørke og død
[Illustration på side 369]
Gud afskar de trodsige tårnbyggere i Babel fra deres mål da han forvirrede deres sprog