Singapore undertrykker et kristent mindretal

NÅR en „ny“ nation bliver til begynder folk rundt om i verden som regel at tænke på hvilken kurs dens regering vil afstikke for sit folk. I hvor høj grad vil den nye nations ledere vise at de udøver deres magt og myndighed med visdom og mådehold? Vil der være frihed for alle? Eller vil mindretalsgrupper komme til at lide under styret? Folk spørger sig selv: „Kunne jeg tænke mig at komme til at bo der, kunne jeg tænke mig at besøge landet eller at gøre forretninger i landet?“

En af jordens „nye“ nationer er Singapore, en ørepublik der ligger ud for sydspidsen af Malacca-halvøen. Hovedstaden, som også hedder Singapore, er en af verdens travleste havnebyer, idet den anløbes af omkring 40.000 skibe om året. Da Singapore skilte sig ud fra føderationen Malaysia i 1965, blev det et selvstændigt land. Dets befolkning er sammensat af alle racer; omkring tre fjerdedele er af kinesisk afstamning, cirka en sjettedel er malajer, og resten er mindretalsgrupper af indere, pakistanere og europæere. Læg nu mærke til hvilke udtalelser nogle af Singapores ledere fremkom med i 1967. De gav tilsyneladende forsikring om at den nye regering absolut ikke ville blive nogen trussel mod folkets frihed.

Under overskriften: „Lee: Succes . . . det er når et mindretal ikke kan mærke at det er et mindretal“ fortalte avisen The Straits Times for 16. marts 1967 at Singapores premierminister Lee Kuan Yew havde sagt til landets parlament at ’hvis Singapore om ti år fra nu af stadig maner til religiøs tolerance og minder om de fortrin der er ved et samfund bestående af mange racer, vil regeringen være kommet til kort’. Premierministeren sagde at ’ingen frygtede nogen forfølgelse eller undertrykkelse på grund af race, religion eller sprog i Singapore’.

To måneder senere (den 24. maj 1967) havde den samme avis følgende overskrift: „SINGAPORE VISER HELE VERDEN VEJEN: RELIGIONSFRIHED.“ Der stod blandt andet: „Arbejdsminister Jek Yeun Thong har i dag anmodet buddhister og andre, uden hensyn til religion og race, om at medvirke til at sikre at Singapore forbliver en bastion for tolerance imellem de mange racer og de mange religioner, sådan at landet kan blive stærkt og målbevidst.“ Avisen citerede derefter ministeren for denne udtalelse: „Vor styrke ligger ikke i at begrænse borgerne til blot at tro på en eller anden statsreligion men i at tillade enhver at have en hvilken som helst religion, sådan at alle er glade og tilfredse ved at yde landet deres bedste. . . . Ingen er nogen sinde blevet og ingen vil nogen sinde blive forfulgt eller diskrimineret på grund af sin tro.“

Alt dette harmonerede fuldt ud med de ophøjede principper der er nedfældet i artikel 11 i Singapores forbundsgrundlov, der garanterer ethvert menneske ret til at bekende og udøve sin tro.

Derfor vil det måske være lidt af et chok for mange at høre at Singapore mindre end fem år senere er blevet skueplads for statsundertrykkelse af et religiøst mindretal, Jehovas kristne vidner.

Der er for tiden over 27.000 menigheder af Jehovas vidner i 207 lande og områder over hele jorden. Undtagen i visse diktaturstater og mange kommunistlande kan disse menigheder af Jehovas vidner overalt frit praktisere deres tro. Spørgsmålet rejser sig derfor ganske naturligt: Hvorfor er Singapores ledere gået i aktion mod Jehovas vidner? Er Jehovas vidner dér anderledes end deres brødre andre steder på jorden? Har de en anden lære eller er deres opførsel anderledes?

Her følger en førstehåndsrapport om hvad der skete, udarbejdet af Norman D. Bellotti, der indtil for nylig sammen med sin hustru tjente som missionær i Singapore.

Udvist efter 23 år

Hans beretning begynder således:

„Morgenen den 12. januar 1972 gryede som enhver anden morgen i troperne, og i Singapore var dette virkelig en herlig morgen. Min hustru Gladys og jeg vidste at det ville blive varmere op ad dagen; det ville sikkert blive over 30 grader varmt. Vi havde boet i Singapore i 23 år. Det var vort hjem. Og blandt østens byer er Singapore en af de pæneste; den er både ren og grøn. De der besøger byen opdager hurtigt at befolkningen er velstående.

Min hustru og jeg var kommet til Singapore i begyndelsen af 1949 som missionærer for Jehovas vidner. Da vi havde kendskab til de gode ting Bibelen indeholder og det vidunderlige håb den fremholder for oprigtige mennesker af alle racer, havde vi viet vort liv til at hjælpe andre med at lære den gode nyhed om Guds rige at kende. Det er den gode nyhed der er tale om i bønnen Fadervor, nemlig at Guds rige vil komme og at Guds vilje vil ske på jorden som i himmelen. — Matt. 6:9, 10.

Denne formiddag, den 12. januar, havde Gladys aftale om at lede gratis bibelstudier i forskellige hjem, og hun var snart på vej hen til den første familie. Jeg gik i gang med mit arbejde på kontoret for Watch Tower Bible and Tract Society, hvis afdelingskontor i Singapore jeg var leder af. Jeg var netop ved at ordne noget korrespondance til Jehovas vidners menigheder, da telefonen ringede og en herre ved navn Huan Tzu Hong ønskede at tale med mig. Han præsenterede sig som embedsmand fra indenrigsministeriet og bad mig komme hen på hans kontor med det samme for at træffe ham. Det lød til at sagen hastede. Da jeg ikke lige havde noget transportmiddel til rådighed, blev det aftalt at jeg skulle komme klokken 14.

Omkring tyve minutter senere kørte en politibil op gennem indkørselen til afdelingskontoret i Jalan Sejarah nr. 11, og der blev afleveret et brev fra hr. Huan, som bekræftede den aftale vi lige havde truffet i telefonen. Jeg skrev under for modtagelsen af brevet. Det lod sandelig til at være en vigtig sag, noget der hastede.

Klokken 14 ankom jeg til indenrigsministerens kontor og blev ført ind. Hr. Huan hilste på mig, efter at jeg var blevet præsenteret af hr. Woon, en anden embedsmand fra ministeriet. Huan kom straks til sagen og forklarede grunden til at jeg skulle komme. Han sagde at indenrigsministeren, dr. Wong, havde pålagt ham at overrække mig en befaling, hvis indhold stod at læse på et maskinskrevet ark som han nu rakte mig. Det var en udvisningsordre, udstedt i henhold til kapitel 109 i Loven om Udvisning. Befalingen lød således:

Jeg, WONG LIN KEN, der er den minister som for tiden har ansvar for udvisninger, befaler herved i overensstemmelse med afsnit 8 i Loven om Udvisning at NORMAN DAVID BELLOTTI, født den 13. oktober 1919 i AUSTRALIEN, skal forlade SINGAPORE før udløbet af en periode på fjorten dage at regne fra den dag hvor en kopi af denne befaling er blevet overrakt, og derefter forblive uden for SINGAPORE.

Endvidere fastsætter jeg herved den 19. januar 1972 som den dato på eller før hvilken nævnte NORMAN DAVID BELLOTTI skal stille den sikkerhed der foreskrives i underafsnit (5) i samme afsnit, et beløb på et tusind dollars som kaution.

Endvidere befaler jeg i kraft af de beføjelser underafsnit (3) af samme afsnit hjemler mig, at De, NORMAN DAVID BELLOTTI, før De forlader Singapore, skal henvende Dem til Singapores indvandringsinspektør.

Givet under min hånd i dag, den 12. januar 1972.

Underskrevet: Wong Lin Ken

Chokeret læste jeg befalingen. Der var ikke anført nogen grund til at jeg skulle udvises. Jeg spurgte hr. Huan hvad grunden til denne beslutning var. Han sagde at han ikke kendte enkelthederne, da han blot var blevet anmodet af ministeren om at overrække mig befalingen. ’Ministeren ved sikkert hvorfor.’ Jeg spurgte om jeg kunne komme til at træffe ministeren. ’Nej,’ svarede han. Kunne jeg så få en aftale om at træffe ham? Det var ’umuligt’, sagde han. Loven siger ikke noget om at en udvisningsordre skal begrundes. Hr. Huan ville gerne have mig til at skrive under på kopien hurtigst muligt; så var hans arbejde overstået.

Men jeg prøvede at trænge dybere ind i sagen og pegede på at det er en plet på ens omdømme at blive udvist af et land, især så velkendt et sted som Singapore. Var jeg under anklage for en eller anden form for undergravende virksomhed? Eller blev jeg beskyldt for at være kommunist? En der udvises er som regel en slet person, og jeg ville bestemt sætte pris på at få noget at vide om hvorfor jeg skulle forlade landet.

Hr. Huan havde ingen kommentarer. Jeg sagde: ’Det betyder altså at jeg har kunnet bo her i landet i treogtyve år uden at nogen så vidt jeg ved har fremført nogen klage imod mig, uden at nogen myndighedsperson er kommet til mig for at tale med mig om det bibelundervisningsarbejde jeg udfører, og uden at nogen embedsmand har haft mandsmod nok til at udspørge mig eller beskylde mig for en eller anden fejl, den være sig virkelig eller formodet, og nu får jeg altså overrakt en udvisningsordre uden at nogen gør sig den ulejlighed at fortælle mig hvad det hele drejer sig om og uden at jeg kan få lov at give nogen forklaring.’ Hr. Huan svarede at han ikke havde flere oplysninger at give mig; ’enhver har sit arbejde, og dette var nu engang hans arbejde’, sagde han.

Jeg kvitterede for modtagelsen af befalingen. Da hr. Huan nu var færdig med denne del af sin opgave, gik han over til at oplæse den del af loven som fortæller hvad der vil ske med folk der ikke efterkommer en udvisningsordre.

Jeg forsikrede ham om at jeg havde været lovlydig i de sidste 23 år og at jeg stadig ville adlyde loven. Staten har ingen grund til at være bange for en gudfrygtig der elsker Bibelen. I årenes løb har jeg haft den forret at træffe mange embedsmænd og tale med dem om Bibelens løfter. Hvert år har der været afholdt stævner, og vi har for det meste benyttet lokaler der ejes af myndighederne. Vi har ofte benyttet Singapores Kongressal, Kulturcenteret, Victoria Memorial Hall, og mange andre forsamlingslokaler. Hver gang jeg har haft at gøre med de ansvarlige for disse lokaler, er det foregået på et høfligt og hjerteligt plan. De ledende folk har aldrig haft nogen klager mod os, og de har aldrig nægtet os lov til at benytte lokalerne. I 1963 tilrettelagde Watch Tower Society et stort internationalt stævne i Victoria Theatre, og der kom gæster fra hele verden. For at afholde disse stævner ansøgte jeg hver gang om polititilladelse og fik den altid bevilget. Betjentene i de forskellige afdelinger har altid behandlet mig respektfuldt. Mange af dem tror selv på Bibelen. Derfor blev jeg i høj grad overrasket og chokeret da jeg fik overrakt en udvisningsordre.

Hr. Huan pålagde mig at deponere 1000 Singapore-dollars hos ham senest den 19. januar, som sikkerhed for at jeg ville forlade landet til den fastsatte tid. Før jeg forlod hans kontor sagde jeg at jeg var forbløffet over at man tog sådanne skridt mod en mand der forkyndte Bibelen, og endda uden at give nogen grund. Hr. Huans sidste ord den dag var: ’Når De kommer tilbage den 19. for at betale de 1000 dollars, vil der sikkert være kastet mere lys over sagen.’

Jeg vendte hjem og fortalte min kone hvad der var sket. Så satte vi os ned sammen for at finde ud af hvad vi nu skulle gøre. Hvor skulle vi tage hen? Hvad skulle vi tage med og hvad skulle vi efterlade? Ville vi nå at sige farvel til alle vore gode venner? Vi havde været der i treogtyve år, og vi havde venner over hele Singapore og over hele Malaysia. Og hvad mente han egentlig med at ’der sikkert ville være kastet mere lys over sagen den 19.’?

Vi behøver næppe at sige at det var med tungt hjerte vi begyndte at pakke. Venner og naboer kom på besøg og spurgte hvad det var der foregik. ’Hvorfor? Hvorfor?’ lød spørgsmålet hele tiden. Men der var ikke noget svar. Indenrigsministeren, dr. Wong Lin Ken, havde ikke givet noget svar i sin udvisningsordre. Han havde aldrig talt med mig og var ikke i stand til at imødekomme min ansøgning om audiens. ’Forsvind og bliv væk!’ lød ordren. Men der blev ikke givet nogen grund og ingen forklaring. To dage senere, om morgenen den 14. januar, var vi et godt stykke fremme med afrejseplanerne. Men før dagen var omme skete der noget som forbløffede os alle. Det skulle blive en sort dag for Singapore.

Hængelås på rigssalen

Lige før middagstid ankom politiet til Jehovas vidners rigssal på Exeter Road nr. 8, som ligger lige over for en travl markedsplads. Der blev opslået en bekendtgørelse på indgangsdøren om at menigheden var opløst.

Samme dag, den 14. januar 1972, havde indenrigsministeren, dr. Wong Lin Ken, frataget Singapore-menigheden af Jehovas vidner dens stilling som en indregistreret forening. Cirka ti år tidligere havde menigheden ladet sig indregistrere i overensstemmelse med Loven om Selskaber og Foreninger, og rigssalen var det indregistrerede hovedsæde. Året rundt blev der regelmæssigt afholdt bibelundervisningstimer på engelsk og kinesisk.

Drejede det sig om hemmelige møder? Nej, alle møderne var offentlige, og i de senere år havde salen altid været fyldt hver søndag. Hvert år blev der afholdt generalforsamling efter forskrifterne, og årsberetningen og regnskabet blev på de dertil bestemte formularer indsendt til myndighederne. Alle bestyrelsesmedlemmerne i denne indregistrerede menighed var kristne ordets tjenere, og ingen var udlændinge. De var lovlydige borgere, mænd der yder en ærlig arbejdsindsats hver dag, mange endda i statens tjeneste.

Denne menighed af Jehovas vidner, som min hustru og jeg havde været tilsluttet i treogtyve år, havde god orden ved sine møder; der var ingen højlydt musik og ingen råben der kunne forstyrre naboerne. Det var ikke propaganda for nogen ’vestlig kultur’. Selve Bibelen, som vidnerne lader sig lede af, er en orientalsk bog, som er skrevet og bevaret af folk fra mellemøsten. Ikke et eneste medlem af Jehovas vidners menighed i Singapore har nogen sinde været arresteret eller anklaget for nogen forbrydelse eller nogen overtrædelse i det hele taget. Menigheden havde foretaget sin forkyndelse offentligt, og der havde ikke været nogen klager. Mange tusind mennesker var glade for at læse bladene Vagttårnet og Vågn op!

Men nu havde Singapores regering forbudt denne kristne menighed. Disse ærlige mænd og kvinder og børn kan nu ikke længere mødes til kristen gudsdyrkelse i deres rigssal. Det betragtes fra nu af som ulovligt. For dem er der nu ikke længere nogen religionsfrihed.

Lovens håndhævere gjorde sig nu klar til at bryde ind i rigssalen for at stjæle. Hvis de blot havde bedt formanden, næstformanden eller kassereren for den indregistrerede menighed om nøglen til salen, ville de have fået en. En telefonopringning ville have været nok. Men de foretrak dramatisk og med magt at bryde ind gennem fordøren. De tog alt af værdi, og i særdeleshed tog de alle bibler, alle bibelske bøger og blade, og bøger fra salens bibliotek.

Bygningens opsynsmand, der boede i en lejlighed ovenpå, var ikke hjemme. Politiet trængte ind i hans lejlighed og stjal hans personlige ejendele, ja selv hans personlige eksemplar af Bibelen! Rigssalen blev nu lukket med en hængelås. Da opsynsmanden kom hjem om eftermiddagen kunne han ikke engang komme ind i sin egen lejlighed. En borger var lukket ude af sit eget hus, og havde kun det han gik og stod i! Da han på grund af hængelåsen ikke kunne komme ind og få et brusebad og skifte skjorte og benklæder, blev han tvunget til at låne et sæt skiftetøj.

Den bankkonto der tilhørte Singapore-menigheden af Jehovas vidner blev også beslaglagt af myndighederne. Det var penge der var blevet givet som frivillige bidrag af venligsindede og gavmilde mennesker som ønskede en større udbredelse for bibelundervisningsarbejdet i Singapore. Ingen af pengene var indkommet gennem kollekt eller indsamlinger. Menigheden havde heller ikke drevet nogen som helst form for forretning.

Denne fredag aften, den 14. januar, skulle et af de sædvanlige bibelske møder afholdes kl. 19 i rigssalen. Mange at de tilsluttede Jehovas vidner og deres venner hørte ikke at regeringens indgriben blev bekendtgjort i radioen, fordi de havde været i færd med at forberede sig til dette møde. Da de ankom til rigssalen så de til deres forfærdelse en stor hængelås på døren. Blandt dem var formanden og næstformanden for den indregistrerede menighed. Ingen havde fortalt dem noget om forbudet. Ikke en eneste embedsmand havde vist det høflige hensyn at underrette disse medborgere om det indgreb regeringen havde foretaget mod deres tro og deres frihed til at tilbede Gud og studere Bibelen. Disse mænd og deres familier måtte gå skuffede hjem.

Forbud mod bibelsk litteratur

Samme dag faldt hammeren endnu en gang. Kulturminister Jek Yeun Thong forbød alle trykte skrifter som udgives af Watch Tower Bible and Tract Society. Meddelelsen blev offentliggjort i „Government Gazette“ samme dag:

I medfør af de beføjelser der gives i afsnit 3, underafsnit (1), i Lov om uønskede Publikationer, forbyder kulturministeren herved import, salg og uddeling af alle publikationer der er udgivet eller trykt af Watch Tower Bible and Tract Society.

Kulturminister Jek er den samme mand der som arbejdsminister fem år tidligere havde tilskyndet hele befolkningen til at medvirke til at Singapore kunne forblive ’en bastion for tolerance imellem de mange racer og de mange religioner’. Han udtalte dengang: ’Ingen er nogen sinde blevet og ingen vil nogen sinde blive forfulgt eller diskrimineret på grund af sin tro.’ Men nu tog man religionsfriheden fra mindretalsgruppen Jehovas vidner, og hr. Jek var med til det.

Endelig, om aftenen den 14. januar, fremkom der lidt om hvilke grunde regeringen retfærdiggjorde sine indgreb mod dette kristne mindretal med. Singapores radio og fjernsyn bekendtgjorde at Singapore-menigheden af Jehovas vidner var blevet opløst og Selskabets publikationer forbudt, ved at udsende denne pressemeddelelse fra indenrigsministeriet:

Regeringen har i dag opløst Singapore-menigheden af Jehovas vidner, da dens eksistens er til skade for samfundets vel og den gode orden i Singapore. Sektens lære og propagandametoder er baseret på den påstand at ’Satan’ og hans styrelse er ansvarlig for al organiseret regeringsmyndighed og religion. Resultatet af det kommende ’Harmagedon’ vil være at alle undtagen Jehovas vidner, som skal arve jorden, vil blive udslettet. På grund af denne lære påberåber sektens medlemmer sig at være neutrale i tilfælde af krig. Dette har medført at en del værnepligtige Jehovas vidner har nægtet at udføre militærtjeneste. Nogle af dem nægter endda at bære uniform.

’Moderorganisationen’ for Singapore-menigheden af Jehovas vidner er Watch Tower Bible and Tract Society, som er indregistreret i Amerikas forenede Stater. Dette selskab har en australsk missionær (N. D. Bellotti) i Singapore, hvis hverv det er at sørge for import af dette selskabs publikationer og distribution af disse til Singapore-menigheden af Jehovas vidner og andre. Da Jehovas vidners menighed i Singapore nu er opløst, vil der ikke længere være behov for sådanne skrifter, eller for at han forbliver i Singapore. Regeringen har derfor forbudt alle skrifter fra Watch Tower Bible and Tract Society og bedt hr. Bellotti om at forlade landet.

Den bibelske levevis skadelig?

Dagen efter, den 15. januar, fortalte aviserne om forbudet. Lokale journalister og fotografer og udenlandske pressefolk belejrede afdelingskontoret for at få mere at vide; de sagde at sagen ikke stod helt klart. Jeg kunne ikke give andre oplysninger end dem der stod i regeringens pressemeddelelse. Jeg skulle udvises fordi jeg førte bibler og bibelsk litteratur ind i republikken, sådan som jeg havde gjort i de sidste treogtyve år. Bestyrelsen for Singapore-menigheden af Jehovas vidner havde ikke fået noget at vide. Deres ’forbrydelse’ bestod tilsyneladende i at de havde læst Bibelen og disse beslægtede publikationer.

Bemærk at regeringens pressemeddelelse sagde at den fortsatte eksistens af Jehovas vidners menighed i Singapore ’er til skade for samfundets vel og den gode orden i Singapore’. Hvilke beviser og hvilke kendsgerninger kunne støtte denne påstand? Det at en lille mindretalsgruppe tror at Gud snart vil fjerne al ondskab og genindføre Paradiset på jorden og at ’de sagtmodige skal arve jorden’, kan da ikke ødelægge den gode orden i noget land. Betragt et hvilket som helst land på jorden i dag, og du vil ikke finde noget der tyder på at Jehovas vidner nogen sinde har forsøgt at forstyrre et lands indre ro. Ligesom apostelen Paulus har de ’sagt [sig] løs fra al skjult og skammelig adfærd, så [de] ikke går underfundigt til værks, ikke heller forfalsker Guds ord, men anbefaler [sig] til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn ved åbent at forkynde sandheden’. (2 Kor. 4:2) De stræber oprigtigt efter at adlyde apostelen Peters formaning: ’Lad jeres færd blandt hedningerne være god, så de — på grund af de gode gerninger, de får at se — på deres besøgelsesdag kan prise Gud netop for det, de nu bagtaler jer for, som om I var forbrydere.’ — 1 Pet. 2:12.

I treogtyve år har min hustru og jeg benyttet bøger og blade udgivet af Watch Tower Bible and Tract Society i vort bibelundervisningsarbejde i Singapore. Vi kan sige det samme som både Jesus og apostelen Paulus sagde, nemlig at intet er blevet gjort ’i det skjulte’ eller ’i en afkrog’, men offentligt og ganske åbenlyst. (Joh. 18:20; Ap. G. 26:26) Vi har været med til at udbrede Bibelen på engelsk, kinesisk og tamil og vederlagsfrit tilbudt at hjælpe mennesker der elsker Bibelen, til at få en bedre forståelse af den. I en verden der stadig bevæger sig længere og længere væk fra de ophøjede adfærdsnormer der findes i Bibelen, finder Jehovas vidner at mange er ivrige efter at få at vide hvad Gud siger om dette i sit ord. Vi har ikke prøvet at påtvinge nogen en ny tro, men har hjulpet dem der gerne ville vide mere om Bibelen og det håb den giver for fremtiden.

Jehovas vidner hverken billiger eller ophidser til uro eller anarki; tværtimod lærer de at det er rigtigt at underlægge sig myndighederne. De anerkender at Gud har tilladt de jordiske regeringer at fungere under den nuværende tingenes ordning, og at ’den, som sætter sig op imod øvrigheden, [derfor] står Guds ordning imod’. (Rom. 13:1, 2) De tror naturligvis også på hvad Bibelen lærer om at Gud inden længe vil erstatte alle jordiske styreformer med Kristi Jesu fuldkomne styre fra himmelen. (Dan. 2:44) Men Jehovas vidner ved at dette vil ske ved Guds egen indgriben, og ikke ved at de selv skal prøve at gennemføre en forandring af den slags. Derfor undgår de omhyggeligt at blande sig i de nuværende myndigheders funktioner.

Deres neutrale standpunkt i verdens forskellige konflikter og i forbindelse med deltagelse i militærtjeneste bygger ikke på sekteriske dogmer eller propaganda, men på Bibelens klare udtalelser. Det var Jesus Kristus der sagde til sine disciple: ’Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. . . . en tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres.’ — Joh. 15:19, 20.

Jehovas vidner lever i harmoni med de ord der er indgraveret på en mur der vender ud mod De forenede Nationers Plads i New York, og som er citeret fra Esajas 2:4 i Bibelen: ’Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.’ Singapore er medlem af De forenede Nationer. Verdens nationer lever ganske vist ikke efter de citerede ord. De opbygger stadig våbenlagre og øver sig stadig i våbenfærd. Men kan man med rette sige at de der virkelig lever efter disse ord, ja som hellere vil lide forfølgelse end overtræde dem, udgør en fare for ’samfundets vel og den gode orden’? Hvordan kan man, i en verden der bliver stadig mere voldspræget, sige at disse mennesker sætter et dårligt eksempel ved deres fredelige livsførelse? Ville jorden ikke være et smukkere, behageligere og mindre farligt sted at bo hvis alle, eller bare de fleste, fulgte disse oprigtige kristnes eksempel?

I de år jeg har været i Singapore har jeg oplevet adskillige optøjer hvor mange mennesker har mistet livet. Men ikke et eneste af Jehovas vidner har nogen sinde været indblandet i den form for uroligheder. Ikke en eneste af Watch Tower Society’s publikationer har nogen sinde anbefalet voldsanvendelse.

Kan man sige at det er skadeligt for et land at Jehovas vidner peger på hvad Bibelen siger i Åbenbaringen, kapitel 16, versene 14 til 16, nemlig at Guds store krig nærmer sig og at den kaldes ’Harmagedon’? Den der advarer sin nabo om en kommende katastrofe og viser hvor man kan finde sikkerhed, vil normalt blive betragtet som en god ven. En sådan advarsel giver Jehovas vidner, og det gør de fordi de nærer venskabelige følelser over for alle landes befolkning. De kan naturligvis ikke gøre andet end at advare. Det er folks egen sag om de vil tro dem eller ej.

Den 18. januar vendte jeg tilbage til indenrigsministeriet for at betale de 1000 Singapore-dollars. Allerede nu havde det vist sig at hr. Huan havde ret i at ’der den 19. sikkert ville være kastet mere lys over sagen’. Et lille samfund af kristne havde ikke længere lov til at mødes for at tilbede deres Gud. Deres mødested var blevet plyndret og ejendommen beslaglagt og forseglet; deres bankkonto var blevet fastlåst.

Da jeg nu kom for at give hr. Huan pengene, undskyldte han og sagde at han havde givet forkerte oplysninger. Det der krævedes var at en af de lokale beboere skulle komme og underskrive en erklæring om at han ville stille sikkerhed for at jeg forlod landet til den fastsatte tid. Hvis jeg ikke gjorde det, ville denne mand miste sine penge og man ville kunne arrestere mig og tage sig af mig. Da jeg havde fået mange gode venner i Singapore, var det ikke svært at finde en der ville underskrive.

Bedrøvede missionærer tager afsked

Tiden var ved at udløbe. Det kostede os mange tårer at sige farvel, men vor tro på den sande Gud Jehova var stadig stærk. Sandheden er ikke ’propaganda’. Nej, den formår at trøste og styrke sind og hjerte. Den giver oprigtige mennesker noget at leve for. Den gør dem til bedre mænd og kvinder.

Både over for hr. Huan i indenrigsministeriet og den fungerende indvandringsinspektør, hr. Tan Han Tuan, som havde tilbageholdt mit pas indtil lige før min afrejse, forklarede jeg at jeg ikke nærede nogen bitre følelser over for styret i Singapore. Jeg var kommet til landet som en respektfuld gæst, og jeg ville forlade det som en respektfuld gæst. Jeg havde været meget glad for at opholde mig i landet. Men jeg var bedrøvet over at se at der var sket noget forfærdeligt, at nogle af Singapores borgere var blevet frataget deres tilbedelsesfrihed og at man prøvede at forhindre dem i at gøre hvad deres samvittighed bød dem og give udtryk for deres tro. Det er en skam at en mindretalsgruppe af oprigtige og lovlydige kristne, hvis eneste ønske er at leve fredeligt i harmoni med Bibelens lære, er blevet behandlet så hårdt. I andre oplyste lande har man udtalt sig meget gunstigt om Jehovas vidners gode kristne opførsel. Det er i høj grad en skam at disse kristne vidner for Jehova ikke kan mødes til gudsdyrkelse i Singapore, som er medlem af Det britiske Statssamfund, og at selv de forskellige bibeloversættelser de benytter, og som trykkes af Watch Tower Society, er blevet forbudt sammen med de andre bøger og blade de anvender i forkyndelsen af Riget.

Om aftenen den 25. januar 1972 forlod min hustru og jeg republikken Singapore. Vi efterlod vore brødre og søstre i Jehovas vidners menighed i Singapore, som havde været vore venner i det meste af vort liv.“

Hvordan kan du hjælpe?

Vi beder for denne lille gruppe kristne i Singapore. Måske ønsker også du at nævne dem i bøn til Jehova Gud, idet du beder om at han må beskytte dem der elsker ham og at han må lade forkyndelsen af sit sandhedsord få fremgang, selv under vanskelige forhold. (2 Kor. 1:8-11; 2 Tess. 3:1, 2) Apostelen Paulus sagde, da han var fange fordi han forkyndte den gode nyhed om Guds rige: „Men Guds ord er ikke bundet.“ — 2 Tim. 2:9.

Måske har du også lyst til at udtrykke din bekymring over for de ledende i republikken Singapore, og anmode dem om at tage deres beslutning op til en fornyet og uhildet overvejelse. Den „nye“ nation Singapore har bestemt ingen grund til at frygte mennesker som lever op til de ophøjede normer for kristen opførsel som Bibelen indeholder. Deres fastholden ved neutralitet i verdens forskellige konflikter er ingen grund til at kristne skulle lukkes ude af deres mødesal.

Måtte det nu i 1972 vise sig at være sandt som en avisoverskrift forkyndte i 1967: „SINGAPORE VISER HELE VERDEN VEJEN: RELIGIONSFRIHED.“ Ja, måtte republikken Singapores ledere sætte et ophøjet eksempel og vise sig i stand til at træffe en klog afgørelse ved at give dette lille mindretal, Jehovas kristne vidner, deres religionsfrihed tilbage. På foregående side findes navne og adresser på medlemmer af republikken Singapores regering, som du måtte ønske at skrive til.

[Ramme på side 359]

His Excellency Dr. B. H. Sheares

President of the Republic of Singapore

The Istana

Singapore 9

Republic of Singapore

Mr. Lee Kuan Yew

Prime Minister of the Republic of Singapore

Prime Minister’s Office

City Hall

Singapore 6

Republic of Singapore

Dr. Goh Keng Swee

Minister of Defence

Ministry of Defence

Pearl’s Hill

Singapore 2

Republic of Singapore

Dr. Wong Lin Ken

Minister for Home Affairs

Ministry of Home Affairs

Pearl’s Hill

Singapore 2

Republic of Singapore

Mr. Jek Yeun Thong

Minister for Culture

Ministry of Culture

City Hall

Singapore 6

Republic of Singapore

Mr. S. Rajaratnam

Minister for Foreign Affairs

Ministry of Foreign Affairs

City Hall

Singapore 6

Republic of Singapore

Mr. E. W. Barker

Minister of Law and National Development

National Development Building

Maxwell Road

Singapore 2

Republic of Singapore

Mr. Michael Chai

Acting Controller of Immigration

Immigration Department

Empress Place

Singapore 6

Republic of Singapore