Hvor der især er behov for flere forkyndere af den gode nyhed

„Kom over til Makedonien og hjælp os!“ — Ap. G. 16:9.

1, 2. Hvad oplevede Paulus da han første gang besøgte Efesus, hvad forstod han og hvad lovede han?

FOR dem der forstår at det er den kristnes pligt at forkynde den gode nyhed om Guds rige, er det en betagende oplevelse at finde mennesker der indtrængende beder dem om at blive og undervise dem i sandheden. Paulus, en af Jesu Kristi apostle, oplevede dette da han første gang besøgte byen Efesus i Lilleasien. Det var omkring midten af det første århundrede efter vor tidsregning. Han gjorde et kort ophold dér da han på sin anden missionsrejse var på vej tilbage til Antiokia i Syrien. Da folk i en synagoge hørte ham forkynde den gode nyhed bad de ham om at blive der så de kunne høre mere.

² Paulus forstod at behovet for forkyndere af den gode nyhed i Efesus var stort. Han kunne ikke på det tidspunkt blive der og hjælpe dem, men han lovede at komme tilbage idet han sagde: „Jeg skal vende tilbage til jer en anden gang, om Gud vil.“ (Ap. G. 18:21) Det gjorde han på sin tredje missionsrejse, og han blev der i tre frugtbringende år. Han opbyggede en menighed i Efesus, der mere end fyrre år senere fik en særskilt omtale af den opstandne Jesus Kristus. Jesus inspirerede apostelen Johannes til at rose menigheden i Efesus for dens møje og dens udholdenhed, men også til at irettesætte den fordi den havde ’svigtet sin første kærlighed’. — Åb. 2:2-4.

3. Hvordan lagde Paulus den rette indstilling for dagen da han talte med efeserne på sin tredje missionsrejse?

³ Ved slutningen af sin tredje missionsrejse gjorde Paulus ophold i Milét, en lille by lidt syd for Efesus, og han sendte bud efter de ældre mænd i menigheden i Efesus. Da de kom, talte han med dem og mindede dem om hvordan han havde ofret sig for at de kunne høre den gode nyhed. Fra det øjeblik han var ankommet til den romerske provins Asien, et område der omfattede den vestlige del af halvøen Lilleasien og hvis hovedstad var Efesus, var han fortsat med at forkynde den gode nyhed trods forfølgelse. De der i vor tid rejser ud hvor behovet for forkyndere af den gode nyhed er stort, må have den samme opofrende indstilling.

4. Hvordan reagerede Paulus på bønnen om at komme over til Makedonien og hjælpe folk der?

⁴ Ved en tidligere lejlighed havde Paulus vist sin villighed til at tjene hvor der var behov for flere forkyndere. Det var på hans anden missionsrejse. Han befandt sig i byen Troas i det nordvestlige hjørne af halvøen Lilleasien. Der fik han et syn af en makedonier der bad ham om at komme over og hjælpe folk i Makedonien. (Ap. G. 16:9, 10) Paulus, som forstod at det måtte være Jehova der ønskede at han skulle rejse til dette distrikt hvor behovet var meget stort, gik straks om bord i et skib og sejlede til Neapolis i Makedonien. Herfra drog han til byen Filippi, som lå på en handelsrute. Han havde altid for skik at slå sig ned i byer der lå på handelsruter, øjensynlig for at hans forkyndelse af rejsende kunne blive bragt videre til andre byer. Den menighed han oprettede i Filippi var ham altid meget taknemmelig for hans indsats og sendte ham ofte gaver.

5. Hvilket eksempel har Paulus, Akvila og Priskilla sat for os der lever i dag?

⁵ Paulus er et udmærket eksempel for Jehovas indviede tjenere i dag. Han satte Guds riges interesser først i sit liv og var villig til at rejse ud til andre steder hvor behovet for forkyndere var stort. Dette ser også ud til at have været tilfældet med Akvila og Priskilla. Paulus mødte dem i Korint under sin anden missionsrejse, og da han rejste derfra ledsagede de ham så langt som til Efesus. Der slog de sig ned og forkyndte. De der i vor tid er indviede tjenere for Jehova kan vise den samme villighed til at tjene hvor behovet for forkyndere af den gode nyhed er større end hvor de bor.

Steder hvor behovet er stort

6, 7. (a) Hvordan kan en forkynder af Riget bære mere frugt? (b) Bør en kristen flytte til et andet distrikt hvis han opnår gode resultater hvor han bor?

⁶ Der er mange steder i dag hvor behovet for flere forkyndere af den gode nyhed er meget stort, og dette giver indviede Jehovas tjenere en enestående mulighed for at yde så frugtbringende en indsats i tjenesten som muligt i den korte tid der er tilbage for den nuværende tingenes ordning.

⁷ Hvis en af disse indviede kristne opnår gode resultater i det distrikt hans menighed har fået tildelt, og hvis folk viser at de er lydhøre over for den gode nyhed om Riget og slutter sig til Jehovas organisation, er der naturligvis behov for ham på stedet. Han har en arbejdsmark der bærer god frugt og han kan lige så godt fortsætte med at arbejde dér som rejse andre steder hen. Men hvad nu hvis distriktet bliver gennemarbejdet ofte uden at hans anstrengelser bærer megen frugt? Skal han da lade hænderne synke eller holde op? På ingen måde! Hans udholdenhed er velbehagelig for Jehova Gud.

8. Hvorfor er det tilrådeligt at flytte, om muligt, hvis et distrikt er ufrugtbart?

⁸ Men hvis hans forhold tillader ham at være til hjælp i et andet distrikt hvor der er behov for flere forkyndere, kunne man spørge om det da ikke ville være klogt af ham at rejse ud til dette distrikt? En fisker som bliver klar over at hans båd ligger på et sted hvor det står sløjt til med fiskeriet, vil flytte sin båd hen til en fiskeplads hvor der er større mulighed for at gøre en god fangst. Han er interesseret i at fange så mange fisk som muligt før dagen er forbi. Som fiskere i åndelig forstand ønsker Jehovas vidner i dag at arbejde hvor deres anstrengelser bærer mest frugt.

9, 10. Nævn nogle af de lande med et meget stort behov som de der kan flytte til et andet land bør tage i betragtning.

⁹ Det er måske muligt for en familie at lægge sine forhold således til rette at den kan rejse til et andet land hvor behovet for forkyndere er usædvanlig stort. I De forenede Stater er antallet af forkyndere i forhold til befolkningstallet én til 524, i Danmark én til 390, men der er adskillige lande hvor forskellen mellem disse to tal er langt større, hvilket viser at der er et stort behov for flere forkyndere af den gode nyhed om Guds rige. I Bolivia er forholdet for eksempel én til 4222, i El Salvador er det én til 1951, i Guatemala én til 2298, i Colombia én til 3021, i Ecuador én til 2095, i Paraguay én til 2963, og i Peru én til 3007. Disse lande ligger alle i Mellem- og Sydamerika, hvor „fiskeriet“ har vist sig at give meget gode resultater. I nogle af disse lande findes der imidlertid stadig hele byer uden en menighed af Jehovas folk.

¹⁰ Lad os nu kaste et blik på Afrika og se hvor stort behovet for forkyndere af Riget er her. I Burundi er antallet af Jehovas vidner i forhold til befolkningstallet én til 71.174, i Senegal er det én til 20.339, i Gambia én til 35.111, på Elfenbenskysten én til 9513, i Kenya én til 11.094, i republikken Mali én til 700.000, i Niger én til 106.296, i Tchad én til 50.000 og i Uganda én til 98.234. Disse lande ville være en glimrende fiskeplads for indviede Jehovas tjenere som kunne flytte til et andet land.

11, 12. Fortæl hvad Jehovas vidners missionærer erfarer i nogle af de afrikanske lande.

¹¹ I nogle af disse lande er der så megen interesse at vidnerne må skrive dem der ønsker at studere Bibelen sammen med dem, op på ventelister. I Kenya spilder vidnerne for eksempel ikke tiden på folk der ikke holder en aftale. Hvis den som studiet skulle have været holdt med, nogle gange ikke er hjemme på det aftalte tidspunkt, vil vidnet ophøre med studiet og bruge sin tid på andre der viser større værdsættelse. Hvis nogen, efter at studiet med vedkommende er ophørt, lover at holde sine aftaler og gerne vil begynde studiet igen, bliver han eller hun skrevet op nederst på listen over dem der venter på et studium.

¹² En missionær der rejste til Dahomey beretter at hun i løbet af godt seks måneder ledede femten hjemmebibelstudier. Hun skriver: „Der er ikke tid nok til at tage sig af alle dem som gerne vil studere. Vi er ved at blive godt kendt i byen, og folk standser os på gaden og spørger om vi vil læse med dem.“ De gode betingelser for „at fiske“ i disse lande ses af den storslåede vækst i antallet af dem der slutter sig til Jehovas organisation. Disse tager også aktivt del i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget.

13. Hvad oplevede et vidne på Truk-øerne, og hvilket spørgsmål stilles her til os hver især?

¹³ Som det kan forventes har de der er rejst ud til lande hvor behovet for forkyndere er meget stort, haft opmuntrende oplevelser. En forkynder der besøgte nogle af de mange øer i Truk-området, mødte folk som aldrig havde set en bibel og som aldrig havde hørt den gode nyhed om Riget. De lyttede ivrigt til ham. Da han forlod en ø efter i nogen tid at have forkyndt for folk der, spurgte de gentagne gange: „Hvornår kommer du tilbage?“ Hvor lig indbyggerne i fortidens Efesus da Paulus første gang besøgte dem! Kan du efterkomme bønnen om at ’komme og hjælpe’ dér hvor behovet er stort?a

I ens eget land

14. Hvordan kan man i sit eget land komme til at tjene hvor der er behov for flere forkyndere af Riget?

¹⁴ Hvis en familie ikke er i stand til at rejse til et andet land har den måske mulighed for at flytte til et af de isolerede distrikter der findes i dens eget land. Mange vidner har gjort dette med godt resultat. Nogle er flyttet til et distrikt der lå langt borte fra det sted de boede, og andre er blot flyttet nogle få kilometer til et sted hvor der var brug for mere hjælp. I nogle tilfælde er distriktet isoleret og ikke tilsluttet en af Jehovas vidners menigheder. Der må interessen først oparbejdes, så der kan dannes en menighed. Det kan også være at der findes en menighed men at den er lille og svag. Den har brug for hjælp og opmuntring. I andre tilfælde har en menighed måske brug for en stærkere ledelse, og derved byder der sig en mulighed for at en moden forkynder i Jehovas organisation sammen med sin familie kan flytte til en sådan by og hjælpe denne menighed.

15. Hvordan kan modne vidner hjælpe en lille menighed?

¹⁵ Modne forkyndere som flytter til en lille menighed der har brug for hjælp kan udrette meget godt. Ved at føre an i tjenesten kan de give nyt liv til menigheden og hjælpe de lokale vidner til at blive mere produktive „menneskefiskere“. (Matt. 4:19) De kan være opildnende eksempler for den lokale menighed, ligesom Paulus og hans ledsagere var det for menigheden i Tessalonika. Paulus skrev til de kristne i denne menighed: „Brødre, elskede af Gud! vi ved, at I er udvalgte; thi vort evangelium kom ikke til jer i ord alene, men i kraft og i Helligånd og fuld vished; I ved jo også, hvordan vi for jeres skyld optrådte iblandt jer. Og I blev vore efterfølgere, ja Herrens.“ — 1 Tess. 1:4-6.

16. Hvilken særlig glæde erfarede apostelen Paulus, og hvordan kan vidner i dag opleve den samme glæde i deres eget land?

¹⁶ Apostelen Paulus fandt stor glæde ved at være den første til at forkynde den gode nyhed om Riget i nye distrikter. I sit brev til de kristne i Rom gav han udtryk for denne glæde: „Jeg sætter en ære i ikke at forkynde evangeliet dér, hvor Kristi navn allerede har lydt, for at jeg ikke skal bygge på en andens grundvold, men som der står skrevet: ’De, for hvem han ikke var forkyndt, skal se ham, og de, som intet har hørt, skal forstå.’“ (Rom. 15:20, 21) De vidner der i dag er villige til at rejse til et isoleret distrikt hvor der ikke er oprettet nogen menighed, kan erfare den samme glæde.

17. Af hvilken beskaffenhed må de der tænker på at rejse ud hvor behovet for forkyndere er særlig stort, være?

¹⁷ De der rejser ud hvor behovet er større, må nødvendigvis have en dyb værdsættelse af Guds ords sandheder og give udtryk for denne værdsættelse ved nidkært at tage del i tjenesten. Det må være nogle der er stærke i sandheden og som er ’rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af dem for det håb, som er i dem’. (1 Pet. 3:15) Det må være nogle som er villige til at udholde ubehageligheder, trængsler og endog forfølgelse for at fortsætte i tjenesten. Det var denne indstilling apostelen Paulus havde. Han sagde: „I ved selv, hvordan min færd iblandt jer var hele tiden, lige fra den første dag jeg kom her til provinsen Asien: hvordan jeg har tjent Herren i al ydmyghed og under tårer og prøvelser.“ — Ap. G. 20:18, 19.

De der ikke kan rejse ud

18, 19. Hvilken ordning kan der træffes for at de der ikke er i stand til at rejse ud, kan tjene hvor der er et stort behov?

¹⁸ Men hvad med dem der ikke kan rejse ud? Hvordan kan de tjene hvor der er behov for flere forkyndere af Guds rige? Det kan være at der inden for deres zone på cirka tyve menigheder findes et distrikt hvor der bor mange som er interesserede i den gode nyhed, men at den lokale menighed har alt for meget distrikt til at kunne tage sig af denne interesse. Menigheden kan da træffe en ordning med vidner i en anden menighed om at de må komme og følge denne interesse op. Hvorfor skulle de bruge deres tid i et ufrugtbart distrikt når der er mulighed for bedre „fiskeri“ i et distrikt som en anden menighed har, men som er for stort til at menigheden kan tage sig af det?

¹⁹ Vidner i andre dele af zonen som kan rejse til et sådant distrikt kan få til opgave at tage sig af interessen der. Når de finder interesserede vil de søge at oprette studier med dem og lede disse studier regelmæssigt. Det vil naturligvis koste dem noget i tid og penge. Hvis de kan klare denne udgift vil de kunne tjene hvor der er behov for flere forkyndere af Riget uden at skulle flytte hjemmefra.

Hvordan man overvinder problemer

20-22. Beskriv de problemer der kan opstå med hensyn til bolig og arbejde og hvordan de kan løses.

²⁰ Som det kan forventes vil der uden tvivl opstå problemer for enhver der rejser ud til et distrikt som ligger fjernt fra hjemmet eller som flytter til en anden by eller et andet land. For dem der flytter kan det betyde at de må nøjes med boligforhold der er under den standard de er vant til. Dette vil kræve en ændring i deres indstilling hvis de skal kunne fortsætte forkyndelsen i det nye distrikt. Det vil blive vanskeligt for dem at forblive der hvis de til stadighed tænker på det de har forladt.

²¹ Et andet problem kan være at finde arbejde, men er det umuligt at løse dette problem? I nogle tilfælde har de lokale Jehovas vidner kunnet hjælpe en familie til at finde arbejde. I andre tilfælde har det været nødvendigt at familiefaderen tog et arbejde der var anderledes end det han var vant til. Han har måske endog måttet tage et arbejde der ikke er så godt betalt, men det kan være nødvendigt for at kunne blive boende dér hvor behovet for forkyndere er stort. Her er det atter vigtigt at opøve den rette indstilling. Paulus viste hvilken indstilling man bør have da han sagde: „Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det.“ — 1 Tim. 6:8.

²² Den familie der flytter vil derfor gøre sit bedste for at klare sig med den lavest mulige indtægt og måske mindre ønskværdige boligforhold, for at kunne blive hvor der er behov for flere forkyndere af Riget. Det vil være at sætte Guds riges interesser før de materielle, hvilket Jesus anbefalede. — Matt. 6:33.

23. Hvordan bør man se på det at forlade gode venner for at tjene hvor der er behov for flere forkyndere af den gode nyhed?

²³ Det kan også være et problem at skulle forlade gode venner. Det at man flytter betyder dog ikke afslutningen på venskaber men snarere at man får mulighed for at få flere venner. Man vil finde nye venner at føje til dem man allerede har. Husk Jesu løfte om at de der forlader hjem og slægtninge for at forkynde den gode nyhed om Riget et andet sted, vil få hjem og slægtninge hundredfold igen. Nye venner som også er indviede tjenere for Jehova Gud, vil komme til at stå én lige så nær som kødelige slægtninge. Deres gæstfrihed vil få dem til at åbne deres hjem for dem der er rejst ud. De der er blevet uddannet på Vagttårnets bibelskole Gilead og som er rejst ud som missionærer til andre lande, har erfaret at det var sandt hvad Jesus sagde. — Mark. 10:29, 30.

24. Hvad hjælper til at mindske problemerne i forbindelse med at tjene hvor der er behov for forkyndere?

²⁴ Uanset hvilke problemer der kan opstå når man ønsker at tjene hvor behovet for flere forkyndere er stort, vil glæden over at kunne hjælpe folk til at få kundskab om Guds ords sandheder langt overskygge dem. Det er anstrengelserne og udholdenheden værd. Der ligger en indre tilfredsstillelse i at vide at man hjælper andre og, fremfor alt, gør det der behager Gud. Modne vidner kender den tilfredshed man opnår når ens bestræbelser i tjenesten bærer frugt. Tænk på hvor langt større denne glæde vil være når frugten er overvældende stor, fordi man arbejder i et distrikt hvor behovet er stort. Der er i sandhed lykke ved uselvisk at give af sin tid og energi for at hjælpe folk til at lære Jehova, hans søn og hans vidunderlige hensigter med menneskene at kende.

Beregn omkostningerne

25. Hvad er det nødvendigt at en familie gør før den flytter?

²⁵ De der er indviede tjenere for Jehova bør gøre deres stilling op og alvorligt overveje om de kan rejse hen hvor der er behov for flere forkyndere. Hvis en familie mener at den kan rejse til et andet land eller til et andet sted inden for landets grænser, må den nødvendigvis beregne omkostningerne og finde ud af om den kan gennemføre det. Jesus forklarede hvorfor det er så vigtigt at gøre det: „Hvis nogen af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først hen og regner ud, hvad det vil koste — om han har nok til at få det færdigt? For har han lagt grunden uden at kunne fuldføre det, så vil alle, som ser det, give sig til at spotte ham.“ — Luk. 14:28, 29.

26, 27. Hvorfor er det fornuftigt at arbejde hvor vore bestræbelser bærer mest frugt, og hvordan satte Paulus et eksempel i denne henseende?

²⁶ Eftersom den tid der er tilbage for den gamle tingenes ordning er meget kort, er det fornuftigt at arbejde hvor vore bestræbelser bærer mest frugt. Hvis vi er i stand til at flytte, er der ingen grund til at blive ved med at kæmpe med et ufrugtbart distrikt når fiskeriet er bedre i et andet distrikt der mangler forkyndere. Men hvis en familie flytter, bør den kunne blive hvor den kommer hen. Det er derfor nødvendigt at man først planlægger og beregner omkostningerne.

²⁷ Apostelen Paulus indså det kloge i at rejse til et mere produktivt distrikt da han blev klar over at „fiskeriet“ ikke var godt der hvor han var. Det var grunden til at han ikke blev længere i Athen. Det var et forholdsvis ufrugtbart område. Han flyttede derfor til Korint, hvor han blev i halvandet år under sin anden missionsrejse. Det var det Herren ønskede han skulle. I et syn sagde han til Paulus: „Frygt ikke, men tal og ti ikke; for jeg er med dig, og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt folk i denne by.“ (Ap. G. 18:9, 10) Det viste sig at være sandt.

28, 29. Hvilken fremgangsmåde bør en familie følge hvis den beslutter sig til at rejse ud hvor den kan gøre en større indsats?

²⁸ Hvad skal en familie gøre hvis den, efter at have beregnet omkostningerne, beslutter at den på en eller anden måde kan tjene hvor der er behov for flere forkyndere af den gode nyhed? Alle familiens medlemmer bør forelægge sagen for Jehova i bøn og bede om hans vejledning og hjælp til at træffe den rette beslutning. Derpå kan de gå i gang med at træffe alle de nødvendige forberedelser for at sikre sig at de kan forblive i det nye distrikt når de ankommer dertil. Hvis det er muligt bør det nye distrikt udforskes på forhånd, især hvis det indbefatter flytning. Der må findes både bolig og arbejde.

²⁹ Hvad nu hvis familien beslutter sig til at rejse til et andet land? Så kan den skrive til Vagttårnsselskabets afdelingskontor i det land den ønsker at rejse til og bede om de oplysninger der er brug for. Hvis familien imidlertid overvejer at flytte til et andet distrikt i det land den bor i, kan den skrive til Selskabets kontor i dette land, og Selskabet vil være glad for at oplyse familien om de steder hvor der især er brug for flere forkyndere af den gode nyhed.

30. Hvordan kan man bedst følge Jesu Kristi og Paulus’ eksempel? Hvorfor?

³⁰ Det ville være godt hvis familien kunne bruge det meste af tiden i tjenesten som pionerer. Så ville den kunne udrette meget mere og det ville være lettere for den at tage sig af de interesserede der findes. Det er den måde hvorpå man bedst kan følge det eksempel som Jesus og apostelen Paulus satte, idet de viede det meste af deres tid til tjenesten.

31. Hvad er Jehovas organisations store vækst et vidnesbyrd om, og hvordan har de der har tilsluttet sig organisationen vist deres taknemmelighed for at nogen har forkyndt den gode nyhed for dem?

³¹ Den vældige vækst Jehovas organisation har erfaret siden afslutningen på den anden verdenskrig er et godt vidnesbyrd om hvor frugtbærende forkyndelsen af den gode nyhed om Riget har været. Den er også et vidnesbyrd om at den forkyndelsesmetode der anvendes er den bedste. I 1945 var der 141.606 vidner der forkyndte den gode nyhed i 68 lande. I 1970, femogtyve år senere, var organisationen vokset til mere end ti gange dette antal, nemlig til 1.483.430 aktive forkyndere i 206 lande. For de mange der har hørt den gode nyhed og taget imod den, har deres fødder som bragte dem sandheden, været „skønne“, sådan som profeten Esajas forudsagde. (Es. 52:7, NW) De er taknemmelige for at der nu i tiden findes mennesker som er villige til at forkynde den gode nyhed om Riget, selv i afsides egne. De viser deres taknemmelighed ved også at forkynde den gode nyhed til gavn for endnu flere. Når de gør det, følger de den handlemåde som anbefales af Jehovas organisation.

32. Hvordan ser vi nu opfyldelsen af Esajas 60:22?

³² Vi ser nu opfyldelsen af profetien i Esajas 60:22: „Den mindste bliver en stamme, den ringeste et talrigt folk. Jeg er [Jehova]; når tid er inde, vil jeg fremme det i hast.“ Den stadig større fart hvormed folk tager imod forkyndelsen af den gode nyhed om Riget, er et tydeligt vidnesbyrd om at vi nu oplever den tid da Jehova i hast fremmer sin jordiske organisations vækst.

33. Hvorfor er det nødvendigt at Jehovas vidner nøje gennemtænker hvordan de kan øge deres indsats som forkyndere af den gode nyhed om Riget?

³³ Indsamlingen er stor, arbejderne få og tiden til at udføre arbejdet i meget begrænset. Hvis du har indviet dig til Jehova som et af hans vidner, så gennemtænk nøje hvordan du kan øge din indsats i den store indsamling af mennesker der ønsker at eje Jehovas gunst og opnå hans riges velsignelser. Overvej alvorligt hvordan du kan øge din indsats i den kristne tjeneste ved at arbejde hvor der er behov for flere forkyndere af den gode nyhed om Guds rige. Er det dér hvor du nu bor?

[Fodnote]