Hvordan undgår man at skulle fortryde senere?
VI VED alle hvad det vil sige at fortryde noget. Det vil sige at ønske at man kunne gøre det om og gøre det anderledes. Det indebærer en følelse af sorg over noget man har gjort eller forsømt. Vi har alle gjort noget som vi ville ønske vi kunne gå tilbage og gøre om igen.
Men tænk et øjeblik på hvordan det er med vor Gud, Jehova, i denne henseende. Bibelen siger: „Han, som er Israels herlighed, lyver ikke, ej heller angrer han [han fortryder ikke, NW]; thi han er ikke et menneske, at han skulle angre [fortryde, NW]!“ (1 Sam. 15:29) Jehova har ikke noget at angre eller fortryde. Når han tænker tilbage er der ikke et sted eller et tidspunkt i de endeløse årtusinder hvor han har begået en fejl eller handlet uklogt, uretfærdigt eller ondt. Når Jehova gør noget, er det rigtigt fra begyndelsen og det behøver aldrig at ændres.
Det samme kan ikke siges om mennesker. Heller ikke om Jehovas tjenere her på jorden, undtagen naturligvis det fuldkomne menneske Jesus Kristus. — 1 Pet. 2:22.
Eksempler på at mennesker har fortrudt
Der var for eksempel Guds tjener Moses. Han havde det oprørske Israels folk at tage sig af i fyrre år. Han kæmpede for at prøve at hjælpe israelitterne til at vinde Jehovas godkendelse så de kunne komme ind i det forjættede land. Til tider måtte han heftigt argumentere med det genstridige folk. Endelig, efter at de i mange år havde vandret omkring i ørkenen, oprandt dagen da de skulle gå ind i det forjættede land. Hvilken glæde der må have været i Israel!
Men netop som de stod og skulle drage derind, mindede Jehova Moses om noget som han og hans broder Aron havde gjort: „I handlede troløst imod mig iblandt israelitterne ved Meribat-Kadesj’ vand i Zins ørken.“ Derfor sagde Gud til Moses: „Herovrefra skal du se ud over landet, men du skal ikke komme derind, ind i det land, jeg vil give israelitterne!“ (5 Mos. 32:49-52) Hvor må Moses have fortrudt at han bar sig sådan ad ved Meriba! Han ønskede sikkert af hele sit hjerte at han ikke havde være så ufornuftig. — 4 Mos. 20:9-13.
Så var der Guds tjener David som engang handlede uret ved at foretage en folketælling i Israel. Han blev krævet til regnskab for dette, og bad derfor til Jehova: „Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort! Men tilgiv nu, [Jehova], din tjeners brøde, thi jeg har handlet som en stor dåre!“ (2 Sam. 24:10) Det er tydeligt at Davids hjerte var fyldt med anger over det han havde gjort. Det var virkelig et alvorligt fejltrin; det kostede til sidst 70.000 af hans undersåtter livet. (2 Sam. 24:15) Hvordan ville man mon føle hvis man havde begået et fejltrin der endte med at koste 70.000 mennesker livet? David må bittert have fortrudt hvad der var sket!
Også den kristne apostel Peter erfarede denne smerte. Jesus sagde natten før sin død noget ildevarslende om Peter. „I denne nat,“ sagde Jesus, „før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.“ Peter var tilsyneladende stødt over at Mesteren kunne så meget som antyde noget sådant! „Selv om jeg skulle dø med dig,“ protesterede han, „vil jeg aldrig fornægte dig.“ — Matt. 26:34, 35.
Men pludselig tog begivenhederne fart den nat, og snart befandt Peter sig i nye omgivelser. Få timer efter stod han over for mennesker der ikke delte hans tro og som anklagende sagde: „Han var sammen med Jesus fra Nazaret.“ Før han rigtig forstod hvad der skete, havde han flere gange sagt til dem: „Jeg kender ikke det menneske.“ Så galede hanen. I hele sin gru gik det nu op for ham hvor forkert han havde handlet. Sønderknust gik han udenfor og „græd bitterligt“. (Matt. 26:70-75) Ord kunne ikke udtrykke hvor ulykkelig han var og hvor bittert han fortrød.
Mange flere eksempler kunne nævnes. Næsten ingen af fortidens trofaste tjenere for Gud har undgået at gøre et eller andet som de senere fortrød. Det samme er sikkert tilfældet i dag. Hvad med dig? Hvad har du at fortryde?
Tænk tilbage på, lad os sige de sidste fem år. Kan du erindre noget som er sket i disse år og som du nu har grund til at fortryde? Har du taget dig for store friheder, ligesom Moses, og har senere måttet bøde for det? Eller har du, ligesom David, gjort noget forkert som er gået ud over andre? Eller har du, ligesom Peter, ladet menneskefrygt drive dig til at følge en forkert handlemåde? Det kan også være forhold af anden art som du nu fortryder. I hvert fald kender vi alle denne ubehagelige følelse når der er noget man må fortryde. Spørgsmålet er: Hvad kan vi gøre?
Skal vi være mismodige?
Mange mennesker bliver ved med at ruge over deres fejltrin. Men løser det problemet? En undskyldning til den man har forurettet kan hjælpe til at genoprette det gode forhold. At undgå de omstændigheder der førte til den forkerte handling vil hjælpe til at undgå fremtidige vanskeligheder. Men mismod er kun spild af tid, og oven i købet et farligt spild. Det fører ofte til søvnløshed, mavesår og andre alvorlige vanskeligheder fordi ens tanker ikke er ved det arbejde man skal udføre. Man løser ikke det ene problem man har, men skaber blot flere.
Hvis man har handlet uret, måske overtrådt Guds lov eller ignoreret hans ords vejledning, bør man søge tilgivelse hos Gud. Det kan man gøre ved at benytte sig af de muligheder som Gud har tilvejebragt. Jesus belærte sine efterfølgere om at bede til Gud om tilgivelse. (Mark. 11:24, 25) Han sagde ikke at de ville blive belønnet for at være mismodige, men for at bede i tro. Jehova har sørget for at de der virkelig angrer deres synder, også kan få deres synder tilgivet, hvis de retter deres adfærd og ydmygt søger tilgivelse hos Gud på grundlag af hans søns genløsningsoffer. — Ap. G. 3:19; 1 Joh. 2:1, 2.
Undgå at skulle fortryde senere
Det som vi først og fremmest bør være optaget af nu, er det øjeblikkelige og det fremtidige. Vi må holde fast ved en trofast kurs som vil forhindre at vi får noget at fortryde senere. Ligesom vi har set fem år tilbage i tiden, lad os da se fem år frem i tiden. Det bringer os frem til året 1975. Hvad vil vi have at fortryde til den tid? Hvad gør vi i dag, som vi om nogle år vil ønske at vi ikke havde gjort eller havde gjort anderledes? Eller hvad undlader vi at gøre i dag, som vi om nogle år ville ønske at vi havde gjort?
Jehova har oplyst os tilstrækkeligt til at vi ret nøje kan vide hvordan fremtiden vil udvikle sig. Hans ord åbenbarer at vi hastigt nærmer os afslutningen på hele denne onde tingenes ordning. (Matt. 24:3-14; 2 Tim. 3:1-5; 1 Joh. 2:17) Verdens had og vold vil flamme endnu heftigere. Respektløshed for loven vil blive værre. Antireligiøsiteten vil blive fremherskende. Denne indstilling vil blive så stærk at den til sidst vil føre til ødelæggelse af hele den falske religions verdensimperium, Babylon den Store. — Åb. 18:1-8.
Når afslutningen på denne tingenes ordning snart kommer, hvad vil da være det vi har mest behov for? Hvad vil være mest værdifuldt for os at eje? Ikke vore penge eller materielle ejendele. Heller ikke forbindelsen med visse mennesker eller institutioner i denne verden som viser os venlighed. Nej, vort mest værdifulde eje og det vi har mest brug for vil være en urokkelig tro på vor Gud, Jehova.
Vi vil have brug for at være fuldstændig forvisset i vort hjerte og sind om at Jehova virkelig er til og at alt hvad Bibelen siger om ham er sandt. Vi må eje en fast overbevisning om at vor frelse er sikret selv om det endog skulle lykkes Djævelen at berøve os livet. Hvis man til den tid har nogen tvivlsspørgsmål i sit sind, nogen svage punkter i sin tro, hvis man ikke er fuldstændig overbevist om at det man tror på er sandt, vil man få noget at fortryde. Det vil være vanskeligt, om ikke umuligt, at stå fast uden denne tro.
Det vigtigste vi kan være optaget af nu er at opbygge, styrke og befæste vor tro. Som altid hjælper Jehova os til at få opfyldt dette behov. Alle de ting der er nødvendige for at opbygge troen, findes i den kristne menigheds daglige virksomhed. Tro opbygges gennem vedholdende bøn, dagligt studium af Guds ord, samvær med andre i samme tro, trofast overværelse af møderne og regelmæssig deltagelse i forkyndelsen. Den kristne menighed træffer foranstaltning til alle disse former for virksomhed.
Det ville være meget uklogt af Jehovas folk at ringeagte disse livsvigtige foranstaltninger. Hvor tåbeligt at betragte bøn som noget der kun er nødvendigt i den yderste nød! Hvilken fejltagelse at regne studiet af Guds ord for et slid man helst skulle undgå! Hvor kortsynet at betragte det at man bør undgå verdslige venners selskab som en uretfærdig begrænsning! Hvor umodent at mene at vi godt kan svigte nogle af møderne i ugens løb! Hvilken mangel på værdsættelse hvis vi kun deltager uregelmæssigt i forkyndelsen! Disse sider af vor kristne aktivitet som opbygger troen, er alle meget nødvendige hvis vi hver især skal gøre fremskridt og opnå åndelig styrke.
I hvor høj grad er du optaget af alt dette? Er du en trofast mødedeltager eller en sjælden gæst? Er du en aktiv støtte eller en uinteresseret tilskuer? Har personlige interesser været det vigtigste for dig? På grundlag af det vi har lært i Guds ord forstår vi at de der nu forsømmer deres åndelige behov en dag vil ønske at de ikke havde gjort det. De opsøger ligefrem noget at fortryde senere.
Vi ønsker ikke at få noget at fortryde på disse områder. Apostelen Paulus giver os et klogt råd med denne formaning: „Gør dit yderste for at fremstille dig som godkendt af Gud, som en arbejder der intet har at skamme sig over [det vil sige: intet har at fortryde], som anvender sandhedsordet på rette måde.“ (2 Tim. 2:15, NW) Lad „sandhedsordet“ lede dig. Anvend dets principper på alle livets områder. Hold blikket rettet mod det vidunderlige håb som ordet fortæller os om. Ved at gøre dette vil du spare dig selv for mange oplevelser som du kun vil have grund til at fortryde.