„Hos den suveræne Herre Jehova har jeg søgt tilflugt“

FORTALT AF ISOBEL FOSTER

VORT hjem lå mellem yppige grønne bakker og skønne dale i Irland, og der blev jeg født den 15. januar 1880. Mens jeg endnu var ganske lille mistede jeg både min fader og min moder. Vore onkler tog sig af os piger og besluttede at give os en god religiøs opdragelse, og de indskrev os derfor i en episkopal sogneskole.

Selv om hver skoledag begyndte med oplæsning fra Bibelen og lærerindens forklaring deraf, var jeg sjældent helt tilfreds med det hun sagde, skønt min kærlighed til Bibelen stadig voksede. Vi fik lært mange stykker fra Bibelen udenad. Når der opstod et lille problem vendte jeg mig ofte i stilhed til Herren i bøn, idet jeg huskede hans løfte om hjælp og beskyttelse. — Sl. 27:10.

Så snart jeg var gammel nok, fulgte jeg mine nu gifte søstre over havet, og tog sygeplejegerningen op i Canada. Da jeg fik min eksamen tog jeg til New York for at arbejde dér og passe private, enten i deres hjem eller på hospitaler.

En vederkvægende drik

I alle de år jeg var i New York kom jeg ikke i kontakt med nogen af Jehovas vidner, selv om der var en menighed i Brooklyn, hvad jeg senere erfarede. Endnu mens den første verdenskrig rasede, vendte jeg tilbage til Winnipeg i Canada for dér at tage et handelskursus og få arbejde hos provinsregeringen. Det viste sig at min værtinde var en af bibelstudenterne, som Jehovas vidner dengang blev kaldt. I begyndelsen var jeg ikke klar over dette, og hun turde ikke fortælle mig det.

En dag fik hun dog endelig mod til at spørge mig hvor jeg mente vi kom hen efter døden. Jeg fortalte hende at jeg ikke vidste det, at jeg var klar over at vi ikke kommer til himmelen før efter dommen, at jeg ikke troede på et brændende helvede, og at jeg meget gerne ville vide hvor de dødes sjæle var. Hun citerede skriftsteder for mig som beviste at vi er sjæle, at syndige sjæle dør, og at legemet ved døden vender tilbage til jorden, og ånden, livsånden, tilbage til Gud som gav den. (1 Mos. 2:7; Ez. 18:4; Præd. 12:7) Dette løste spørgsmålet for mig. Det var som at finde en kilde med ferskvand midt i ørkenen.

Tidligt i foråret 1918 blev jeg døbt som symbol på min indvielse til at tjene Jehova. Nu havde jeg sandelig ’søgt tilflugt hos den suveræne Herre Jehova’. (Sl. 73:28, NW) Dette standpunkt skulle snart stå prøve, for under den første verdenskrigs pres blev Jehovas vidners kristne arbejde og deres litteratur forbudt. Vi måtte mødes i hemmelighed og kunne kun have vore bibler med. Dette viste sig imidlertid at være gavnligt, for vi måtte være så godt forberedt at vi kunne besvare alle studiespørgsmålene efter hukommelsen.

Mens forbudet varede, plejede vi at gå ud ved daggry og lægge bibelske traktater ind under folks døre. Vi var også på vagt for lejligheder til at aflægge tilfældige vidnesbyrd. Senere, da forbudet blev hævet, fik vi til vores glæde et nyt hjælpemiddel i udbredelsen af den gode nyhed, nemlig bladet The Golden Age (nu Awake!, dansk Vågn op!). Jeg gik rundt i hele den bygning hvor mit kontor lå, og tegnede abonnementer hos de fleste af afdelingslederne.

Arbejdet udvides

Det første store stævne jeg overværede blev afholdt i Cedar Point, Ohio, i 1922. Hvor var det en glæde at erfare at „livsånde fra Gud“ havde sat hans vidner i stand til at ’rejse sig op på deres fødder og profetere’! (Åb. 11:11) Da præsident J. F. Rutherford fra Watch Tower Society under hovedtalen læste skriftstedet: „Så hørte jeg Herren sige: ’Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?’“ svarede hele forsamlingen som med én mund: „Her er jeg, send mig!“ — Es. 6:8.

Fra da af blev arbejdet virkelig udvidet. Hver eneste weekend organiserede vi bilgrupper og tog ud til byer og landsbyer i et stort område omkring Winnipeg for at vidne for folk. Vi mødte modstand, men det resulterede ofte kun i at folk blev mere nysgerrige, og de læste vores litteratur og lærte om Bibelens sande budskab.

Jeg begyndte at overveje muligheden for at give hele min tid i forkyndelsen, for jeg kunne se at høsten var moden. Mine kolleger på kontoret mente at det var et arbejde uden fremtid, og frarådede mig det. Men det hjalp ikke spor, og til sidst trådte jeg ind i heltidstjenesten som pioner og sagde farvel til mit „sikre“ arbejde for regeringen. Det er nu over enogfyrre år siden, og jeg har aldrig fortrudt det. Jehova har i sandhed vist sig at være en tilflugt for mig.

En karriere med udfordringer

Jeg begyndte i heltidstjenesten som pioner i Iowa i 1926. Senere samme år kom jeg til at arbejde sammen med min nuværende makker, og vi har sammen forkyndt den gode nyhed i isolerede områder i sytten forskellige stater og i jeg ved ikke hvor mange amter. Vi havde en gammel bil, men alligevel gik der år imellem at vi så andre vidner. En særlig oplevelse var det at overvære den årlige helligholdelse af Herrens aftensmåltid sammen med en menighed, og være med til at synge vor Guds pris.

Jeg vil heller aldrig glemme de venlige og opmuntrende breve vi modtog fra Selskabet. De vidste altid hvor vi var, og alene tanken herom var os til stor trøst. Og hvor havde vi brug for denne støtte! I et amt i Mississippi, for eksempel, sendte borgmesteren bud til os gennem politimesteren om at vi ikke kunne fortsætte vort arbejde uden næringsbrev. Borgmesteren var leder af den metodistiske søndagsskole. Vi forklarede at vort arbejde ikke kunne sidestilles med handel, og trods trusler om arrestation fortsatte vi som sædvanlig. Vi genkaldte os at de kristne i det første århundrede ’adlød Gud mere end mennesker’. (Ap. G. 5:29) Vi blev arresteret og af en skamfuld arrestforvarer anbragt i en hastigt rengjort celle.

Retssagen blev hele tiden udsat indtil vi forlangte at komme for en dommer, for vi havde ikke i sinde at holde op med vor gudgivne tjeneste. Vi blev anklaget for at drive handel uden næringsbrev, men jeg forklarede i vidneskranken at vi ikke drev handel, men var ambassadører for Herren. Vi blev erklæret skyldige og idømt en bøde eller fem måneders fængsel. Dommen blev appelleret til distriktsretten, men da sagen kom for den følgende vinter, nægtede dommeren at behandle den og krævede den henlagt. En stor skare vidner fra Memphis tog ned til dette amt og aflagde et grundigt vidnesbyrd for dets indbyggere uden yderligere indblanding.

Ofte var vort distrikt så øde at mange veje ikke engang var afsat på kortet. En dag spurgte vi i Blue Ridge-bjergene om en bestemt bivej førte til en lille by som var vort mål. Svaret var ja, uden yderligere forklaring. Vi tog derfor af sted, men lagde snart mærke til at vejen blev dårligere og dårligere indtil den ikke var andet end en smal afsats på den stejle bjergside. Der syntes at være næsten en kilometer ned til dalen under os. Da vi kom ned i dalen spurgte manden ved tankstationen hvordan vi var kommet der. Vi pegede op på vejen, og han udbrød: „Det gjorde De vel ikke! Det er farligt selv at gå på den vej!“

I depressionsårene måtte vi bytte bibler og anden litteratur væk for naturalier som grøntsager, frugt, æg og endog kyllinger. Hvad kyllingerne angår, måtte vi til tider selv fange dem. Jeg vil ikke gå i detaljer med hensyn til hvordan vi gjorde det; men ét kan vi sige: de hvide italienere var værst! Vi måtte også køre lange strækninger på veje der var som vaskebrætter, undertiden en rundtur på så meget som hundrede kilometer. Vi plejede at starte ved daggry og kom ikke tilbage før efter mørkets frembrud. Under alle disse oplevelser bevarede vi dog alligevel vores humoristiske sans og tænkte aldrig på at give op.

I 1937 blev vi specialpionerer. Det vil sige at vi skulle til byer uden menigheder eller byer hvor Jehovas folks menigheder behøvede hjælp. Vi vil aldrig glemme vore kristne brødres venlighed i den by i New Jersey som vi først blev sendt til. De udviste en storslået gæstfrihed og hjalp os med at finde en lejlighed. Og hvor var vi glade over at komme regelmæssigt til møderne igen og nyde fællesskabet med vore brødre og søstre i troen!

I 1939 havde vi den forret at være til stede i Madison Square Garden i New York da præsidenten for Watch Tower Society, J. F. Rutherford, holdt sit magtfulde foredrag „Herredømmet og Freden“, trods en pøbelskares energiske anstrengelser for at afbryde mødet. Dens hylen og spottende tilråb kunne ikke overdøve foredraget, som blev gennemført lige til afslutningen.

Glædelige resultater

I 1943 blev min makker og jeg sat til at arbejde sammen med menigheden i Boston, Massachusetts, og vi har haft den tilfredsstillelse at se den vokse og blive delt flere gange, indtil der nu er ti menigheder i området. Vi har ofte spekuleret på hvilken virkning vor tjeneste har haft i de mange isolerede områder vi har været i. Forestil jer derfor vor glæde over at modtage et brev gennem Selskabet fra et vidne langt nede sydpå som ønskede at vi skulle vide hvad vore besøg havde betydet for hende og hendes familie! Året, efter vort sidste besøg, da andre vidner ankom, var de rede til dåb — fader, moder, og en voksen søn og datter. De solgte snart efter deres ejendom og blev pionerer.

Jeg er nu ikke så stærk mere, men mens jeg stadig gør det jeg kan, mindes jeg hele tiden de mange velsignede privilegier som Jehova har givet mig gennem årene. Hvor er jeg lykkelig over at jeg fulgte salmistens gode eksempel og kan sige som han: „Hos den suveræne Herre Jehova har jeg søgt tilflugt“! — Sl. 73:28, NW.