Opnå frihed sammen med Jehovas synlige organisation

„Da vil jeg sætte hyrder over dem, og de skal vogte dem; og de skal ikke mere frygte.“ — Jer. 23:4.

1, 2. Hvad er Jehovas hensigt med mennesket på jorden?

HVOR megen gavn ville vi have af at få foræret en rejse jorden rundt hvis vi var lænket til sengen af sygdom? Hvor megen glæde ville vi have af den sidste model i farvefjernsyn hvis vi havde mistet synet? Hvor megen værdi ville Guds gave i form af evigt liv på jorden have for os, hvis de nuværende ulykkelige og forfærdelige tilstande, som denne verden befinder sig i, skulle fortsætte?

² Guds hensigt er at udfri mennesket så det kan opnå evigt liv på jorden. Det fremholdes klart i Salmernes bog: „De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.“ (Sl. 37:29) Profeten Esajas bekræftede at det var Gud der havde givet dette løfte, idet han omtalte Jehova som den Gud der „dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos“. (Es. 45:18) Overrasker det os at det er Guds hensigt at mennesket skal leve på jorden i al evighed? Det burde det ikke hvis vi kender „Fadervor“, for det er dét vi hver gang beder om når vi siger: „Ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ — Matt. 6:10.

3. Hvordan vil Jehova gøre livet mere udholdeligt?

³ Men hvad med de ulykkelige og forfærdelige tilstande som nu råder på jorden og som ville gøre evigt liv til et meget problematisk gode? Når vi siger: „Komme dit rige,“ beder vi ligeledes om at blive udfriet fra alt dette. Hvordan? Jo, som forudsagt af profeten Daniel vil Gud „i hine kongers dage . . . oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed“. (Dan. 2:44) Den store konge over dette rige åbenbarede for længe siden over for sin apostel Johannes hvad der derefter vil ske: „Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ — Åb. 21:3, 4.

Organisation er universets orden

4. (a) Hvad viser Jeremias 23:4 og Esajas 32:1 om Guds rige? (b) Hvornår begynder den retfærdige forvaltning ved Guds rige ifølge Esajas 33:2?

⁴ Viser disse Guds løfter ikke at hans rige er et virkeligt rige? Jo, de viser at Guds rige ved Kristus vil udøve sine regeringsfunktioner lige så bogstaveligt som de menneskelige regeringer der nu sidder ved magten. Guds løfter betyder også at han vil sørge for at Riget udøver sin magt og håndhæver sine love på rette måde. Gennem profeten Jeremias forudsagde Jehova at dette var hans hensigt: „Da vil jeg sætte hyrder over dem, og de skal vogte dem; og de skal ikke mere frygte.“ (Jer. 23:4) Esajas omtalte også de goder denne ordning ville medføre: „Se, en konge skal herske med retfærd, fyrster styre med ret.“ (Es. 32:1) Men denne profeti af Esajas viser også noget andet, nemlig at denne retfærdige forvaltning skulle begynde endog før Gud har fjernet regeringerne i denne tingenes ordning. Det hedder videre i profetien: „Hver af dem som læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land.“ (Es. 32:2) Alt dette understreger tilstedeværelsen af et velordnet samfund af mennesker, en samlet, forenet bestræbelse for at udføre en bestemt hensigt. Det er ensbetydende med organisation.

5. Hvorfor har nogle noget imod at indordne sig under en organisation, men hvorfor er sådanne indvendinger kortsynede?

⁵ Nogle mener imidlertid at dét at skulle indordne sig under en organisations bestemmelser og forordninger er det samme som at kvæle den enkeltes individualitet. Andre, der har en lignende indstilling, siger at Gud handler med dem personligt, idet han leder hver enkelt af dem til en forståelse af Bibelen. Guds åndelige love er imidlertid lige så nødvendige for vort velbefindende som naturlovene; og hvem blandt disse individualister vil for eksempel, af frygt for at miste sin individualitet, nægte at indordne sig under Guds lov med hensyn til at spise og drikke? Mennesker kan sultestrejke i protest mod sociale eller politiske onder, men de kan ikke fornægte behovet for føde. Dertil kommer at disse fysiske behov, og de love der styrer dem, er fælles for alle mennesker. På disse områder kan vi ikke frit vælge og vrage efter som vi hver især finder for godt.

6. Hvorfor er teokratisk organisation nødvendig, og hvad tjener til at understrege dette?

⁶ Er det da fornuftigt at tro at de åndelige love ikke gælder på samme måde for alle? Det er i virkeligheden mere nødvendigt for Guds levende, fornuftbegavede skabninger at der findes lov, orden og organisation, end det er for det livløse og sjælløse skaberværk. Planterne vokser, og stjernerne bevæger sig i deres baner, uden at have andet valg. De er underlagt Guds naturlove og kan ikke modstå dem. Som følge heraf er det univers hvori de befinder sig, helt igennem velordnet og harmonisk. Men mennesket er en skabning der er udstyret med en fri vilje, og det kan, dersom det ønsker det, vælge at handle ganske vilkårligt. Men hvis alle mennesker gjorde det, ville følgen blive anarki. At sige at vi ikke behøver organisation eller at Gud leder hver enkelt, er derfor at benægte den indre samhørighed og orden der præger universet og de foranstaltninger Jehova har truffet for os alle for at opfylde vort fysiske behov. Selve det at vi har en fri vilje, skulle i virkeligheden få os til at erkende behovet for en organisation, en teokratisk organisation, det vil sige en der styres af Gud fra oven og nedefter.

Bibelen skrevet til en organisation

7. Hvad viser at Jehova handlede med Israels folk som en teokratisk organisation?

⁷ Bibelen er skrevet til en organisation. De første ord der blev skrevet af Guds egen finger, de ti bud, var bestemt til at danne grundlaget for en national regerings teokratiske forvaltning med Jakobs eller Israels efterkommere som et udvalgt folk og med Moses som mellemmand. (2 Mos. 19:3-8; 31:18) Israels børn havde været trælle i Ægypten. Moses havde allerede befriet sig selv for det ægyptiske åg ved at flygte til Midjan, hvor han havde boet i fyrretyve år. Men Jehova gav ham befaling til at vende tilbage til Ægypten for at han kunne repræsentere israelitterne som ét forenet folk. Jehova traf da en fælles foranstaltning for dem alle, og enhver der forventede at drage nytte af den måtte handle i overensstemmelse med den og gøre som de andre. De måtte alle udvælge et dyr, et årgammelt handyr blandt fårene eller bukkene, og stænke dets blod på dørstolperne i deres huse. Så måtte hver familie stege det og spise det, og ved midnatstid måtte hele folket forlade Ægypten som et ordnet samfund der adlød de fælles instruktioner og derved erfare en fælles udfrielse. (2 Mos. 12:1-13, 21-39) Da Jehova havde ført dem alle til Sinaj bjerg i ørkenen, gav han dem sin lov og organiserede dem som et teokratisk folk.

8. Hvordan blev De hebraiske Skrifter en instruktionsbog for kristne?

⁸ Hele den lov eller Tora som Jehova inspirerede Moses til at nedskrive, gjaldt Israels teokratiske organisation. Det samme var tilfældet med de andre bøger der nu udgør De hebraiske Skrifter, eller „Det gamle Testamente“ som nogle kalder dem. Men over femten hundrede år senere skrev Paulus, der selv var israelit og en af Jesu Kristi apostle, om disse bøger der udgør tre fjerdedele af Bibelen: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ (Rom. 15:4) Dermed mente Paulus at Bibelen, der havde været en instruktionsbog for Israels teokratiske organisation, nu var blevet en instruktionsbog for den kristne menigheds organisation.

9. Hvordan kan det siges at Bibelen danner grundlag for den kristne menigheds organisation?

⁹ Efter som antallet af Guds ords kanoniske bøger voksede, og De kristne græske Skrifter blev føjet til for at fuldføre Bibelen, blev hver bog skrevet direkte til den kristne menighed eller til et medlem af den kristne menighed, til menighedens gavn. Bibelen er således skrevet til en organisation, den kristne menighed; den tilhører ikke enkeltpersoner, uanset hvor oprigtigt de tror at de kan fortolke Bibelen. Af den grund kan Bibelen ikke forstås på rette måde uden at man har Jehovas synlige organisation i tanke.

Den kristne menighed som en organisation

10. Hvornår og hvordan tog den kristne menighed sin begyndelse?

¹⁰ Jesus oprettede ikke den kristne menighed mens han levede her på jorden. Dengang udvalgte han imidlertid tolv apostle, og Judas, der forrådte ham, blev erstattet af en anden efter at Jesus var steget op til sin Fader. Disse ’Lammets apostle’ begyndte at tjene som menighedens grundstene og støtter efter at den var blevet organiseret. (Åb. 21:14) Dette skete på pinsedagen i år 33. Da blev den første kristne menighed organiseret i Jerusalem. Et hundrede og tyve af Jesu disciple, der havde samme sind og overbevisning, var forsamlede da Jehovas ånd blev udgydt over dem, og den kristne menighed mistede aldrig denne enhed i sind og tankegang så længe apostlene levede. — Ap. G. 1:12-15; 2:1-4.

11, 12. (a) Hvilket forkert syn har nogle på den kristne menighed? (b) Hvordan viser Paulus og Peter at menigheden må være ét legeme?

¹¹ Selv om de der udgør den kristne menighed er mange og er opdelt i grupper der samles som kristne menigheder, udgør de stadig ét legeme, ligesom Israel var én forbilledlig, teokratisk nation. Paulus sagde: „Ét legeme og én Ånd, ligesom I også blev kaldet til ét håb ved jeres kaldelse, én Herre, én tro, én dåb, én Gud, alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle!“ (Ef. 4:3-6; Gal. 6:16; se også 1 Pet. 2:5.) Det er imidlertid umuligt at få denne beskrivelse til at passe på de enkeltpersoner der hører til de mange og modstridende kirkesamfund inden for kristenheden og som alle fortolker Bibelen på deres egen måde. Hvordan skulle alle disse, med den ringe kontakt de har med hinanden, kunne lade sig opbygge som et enigt, „helligt præsteskab“?

¹² Hvordan skulle disse medlemmer af menigheden, i overensstemmelse med profetien i Esajas 32:1, 2, som vi har citeret ovenfor, endvidere kunne tjene som „læ imod storm“ og beskytte dem de underviser, mod falske læresætningers storme, hvis de ikke selv er forenet i Guds sandhed? Paulus var imod en sådan splidagtig, uenig adfærd, for han gav den korintiske menighed følgende vejledning: „Jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning. Thi af Kloes folk er det blevet mig fortalt om jer, mine brødre, at der er stridigheder iblandt jer. Jeg sigter til, at I hver især siger: jeg er tilhænger af Paulus, jeg af Apollos, jeg af Kefas, jeg af Kristus. Er Kristus da delt?“ — 1 Kor. 1:10-13.

13. Hvilken tilstand befinder kristenheden sig i, og hvem vil Jehova kræve til ansvar herfor?

¹³ Men hvordan forholder det sig i dag? I de nitten hundrede år der er gået siden det første århundredes synlige teokratiske organisation blev oprettet, har den kristne menighed oplevet alvorlige forandringer og splittelser. Guds hjord er blevet adsplittet, og overalt i kristenheden findes der nu hundreder af sådanne sekter som Paulus advarede den korintiske menighed imod. Har dette fremmet den teokratiske orden og den kristne menigheds broderskab? Tværtimod. Kristenhedens religiøse opløsning har ført til voldsomme religionskrige og forfølgelser. Jehova lod Jeremias sige følgende til Israels frafaldne præster, der var et profetisk forbillede på disse ansvarlige ledere inden for kristenheden: „Ve hyrderne, der ødelægger og adsplitter de får, jeg græsser, lyder det fra [Jehova]. Derfor, så siger [Jehova], Israels Gud, til de hyrder, som vogter mit folk: . . . I har adsplittet og spredt mine får og ikke taget eder af dem.“ (Jer. 23:1, 2, 11, 12) Jehova vil ikke lade sådanne falske hyrder forblive ustraffet.

Den teokratiske orden genoprettes

14, 15. (a) Hvordan er den teokratiske orden blevet genoprettet i den kristne menighed? (b) Hvad har denne genoprettelse ført til? (c) Hvilket spørgsmål bør alle såkaldte kristne alvorligt stille sig?

¹⁴ Men hvordan med de adsplittede får? Hvis den teokratiske orden skulle genoprettes i den kristne menighed, måtte der ske en tilbagevenden til den apostolske lære. Der måtte ske det der videre omtales i Jeremias’ profeti: „Men dem, der er tilovers af mine får, vil jeg sanke sammen fra alle de lande, til hvilke jeg har bortstødt dem, og føre dem tilbage til deres græsgange, og de skal blive frugtbare og mangfoldige. Da vil jeg sætte hyrder over dem, og de skal vogte dem; og de skal ikke mere frygte eller ræddes, og ingen skal savnes, lyder det fra [Jehova].“ (Jer. 23:3, 4) Takket være Jehova og hans hensigter har dette fundet sted, ikke gennem et romersk-katolsk økumenisk råd eller et religiøst program for en international trossammenslutning, men ved at skære gennem menneskers traditioner og helt unddrage sig de sekteriske samfunds nedbrydende indflydelse. Det har betydet en indsamling af mennesker der følger apostlenes lære og fremgangsmåde.

¹⁵ Jehovas synlige teokratiske organisation er blevet genoprettet i vor tid: „Se, dage skal komme, lyder det fra [Jehova], da jeg opvækker David en retfærdig spire, og han skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærd i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel bo trygt.“ (Jer. 23:5, 6) Under Kristi Jesu, Jehovas indsatte himmelske konges, ledelse, er den kristne menighed på jorden igen blevet apostolsk i sin opbygning og i sin virksomhed, samtidig med at den er blevet tilpasset vor tids behov. Dette har skabt enhed, harmoni og fred blandt de sande kristne, så de kan udføre et effektivt arbejde. Følger den organisation du ser hen til efter åndelig vejledning dette teokratiske mønster? Tag følgende spørgsmål op til alvorlig overvejelse.

16, 17. Hvilke træk ved den apostolske menighed hjælper til at identificere Jehovas synlige organisation i dag?

¹⁶ Anerkender de ledende i den organisation du er tilsluttet, Bibelen som Guds ord, inspireret af ham som en åbenbaring af hans hensigter og en instruktionsbog der skal vise os den rette vej? Sådan betragtede Jesus Bibelen, og han lærte sine disciple at gøre det samme. (Joh. 8:31, 32; 17:17; Sl. 119:105) Arrangerer den organisation du ser hen til, regelmæssige møder hvor Guds ord studeres? De kristne i det første århundrede blev hjulpet på denne måde. (Hebr. 10:25; Matt. 18:20; Rom. 16:5) Hævder den at der må være absolut enhed inden for organisationen hvad læresætninger og tankegang angår? En sådan enhed fandtes iblandt Jesu første disciple. (1 Kor. 1:10-13; Jak. 3:16, 17) Følges der en teokratisk fremgangsmåde ved udnævnelsen af brødre til tjenerposter? Det var tilfældet i den første menighed. (Ap. G. 6:1-6; 14:23; 20:28) Sætter alle de der er tilsluttet din organisation Rigets interesser først i livet? Det lærte Jesus sine disciple at gøre. (Matt. 6:33) Anerkender de deres forret og ansvar med hensyn til at forkynde fra hus til hus? Det gjorde medlemmerne af den første apostolske menighed. (Matt. 28:19, 20; Ap. G. 5:42; 20:20; 1 Kor. 9:16) Forkynder de den gode nyhed om Guds rige? Det sagde Jesus de skulle. (Matt. 24:14) Når de står over for modstand, nægter de så at gå på kompromis om Rigets budskab? Det gjorde den første menighed. (Ap. G. 4:19, 20; 5:29-32) Tager de alle imod og anerkender de den vejledning der kommer gennem det styrende råd? Det styrker menigheden, og det er en pligt som de første kristne erkendte. (Ap. G. 2:42; 16:4, 5; Hebr. 13:17) Stræber de der har fået overdraget ansvaret for organisationens arbejde, flittigt efter at holde den ren? Jesu apostle var aldrig sene til dette. (1 Kor. 5:1-5, 13; 1 Tim. 5:19-21) Findes der ægte kærlighed blandt dem der tilhører din organisation? Jesus sagde at det skulle være den sande menigheds kendetegn. — Joh. 13:35.

¹⁷ Lad os nu betragte den organisation du er tilsluttet, under en anden synsvinkel. Er der et skel mellem „præsteskab“ og „lægfolk“? Et sådant skel var ukendt blandt de første kristne. (Matt. 23:8-12; 20:25-28; 1 Pet. 5:2, 3) Ydes den økonomiske støtte til din organisation på et fuldstændig frivilligt grundlag? Den første menighed anmodede aldrig om bidrag. (Ap. G. 11:29, 30; 2 Kor. 9:5-7) Blander din organisation sig aktivt i verdens anliggender? Jesus og hans apostle nægtede at være en del af denne verden. (Joh. 17:16, 17; Jak. 4:4) Søger de der er tilsluttet din organisation politiske embeder, eller prøver de at reformere verden? De der tilhørte den første menighed havde et mere varigt håb i Guds rige. (2 Pet. 3:13, 14) Findes der nationale skranker eller racefordomme inden for din organisation? Det fandtes der ikke i det første århundredes menigheder. (Gal. 3:28; Åb. 7:9) Bliver der vist personsanseelse? De første kristne holdt fast ved det princip at der — „ikke [er] personsanseelse hos Gud“, men at det er hans vilje at „alle [alle slags, NW] mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden“. — Rom. 2:11; 1 Tim. 2:4; Jak. 2:1-4.

Hvordan den teokratiske organisation identificeres

18. Hvad fremholdt Jesus som kendetegnet på den sande synlige organisation, og hvordan ville han belønne den?

¹⁸ Det var ikke blot symbolsk at de der tilhørte den apostolske organisation opfyldte disse krav for den kristne menighed. De betragtede deres plads i Jehovas udvalgte synlige kanal som noget helligt og ville ikke tillade noget at bringe deres forhold til Gud i fare. De frygtede ikke denne verden. (Matt. 10:26-28) Alt hvad de tænkte på var at sørge for Guds hjords sikkerhed og velfærd. Jesus pegede på dette kendetegn på den sande synlige organisation i forbindelse med en detaljeret profeti om denne endens tid. Han sagde: „Hvem er så egentlig den tro og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre ved sit komme finder ham i færd med at gøre sådan. I sandhed siger jeg jer: Han vil sætte ham over alle sine besiddelser.“ — Matt. 24:45-47, NW.

19. Hvad må de der anerkender Jehovas synlige organisation acceptere?

¹⁹ Der findes nu overbevisende vidnesbyrd om at Jesus Kristus blev indsat på tronen i himmelen i 1914, og at han ledsagede Jehova til hans tempel i 1918, da dommen begyndte med Guds hus.a (1 Pet. 4:17) Efter at Jehova havde renset dem der tilhørte dette hus og som levede her på jorden, udgød han sin ånd over dem og overdrog dem det ansvar at tjene som hans eneste synlige kanal gennem hvilken den åndelige vejledning skulle komme. De der anerkender Jehovas synlige teokratiske organisation må derfor anerkende og acceptere denne udnævnelse af „den tro og kloge træl“ og underordne sig den.

20, 21. Hvem har i vor tid fået overdraget ansvaret for at repræsentere Jehovas konge og hvilken beretning tjener som en anbefaling af dem?

²⁰ I dag kaldes de der har fået denne store forret og dette ansvar Jehovas vidner, og sådan er de blevet kaldt siden 1931. Som gruppe betragtet har de siden 1870erne adskilt sig mere og mere fra kristenhedens sekter. Siden 1879 har denne kollektive skare brugt The Watch Tower til regelmæssigt at uddele den åndelige føde til denne „lille hjord“ af sande kristne. (Luk. 12:32) I 1884 dannede de et juridisk redskab, en korporation, der blev kaldt Zion’s Watch Tower Tract Society, nu kendt som Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania. I 1919 var denne „tro og kloge træls“ skare, der havde overlevet den første verdenskrigs ildprøver, ingen ny og uerfaren organisation. Apostlene var ganske vist ikke længere i dens midte, men de havde efterladt sig deres skrevne vejledninger som udgjorde en del af Jehovas omfattende skrevne beretning. Dertil kom at nutidens medlemmer af denne 1900 år gamle kristne menighed fra apostlenes tid havde modtaget en rig arv i form af kristen loyalitet og integritet, langmodig og tålmodig udholdenhed under forfølgelse, fast tro på Jehovas dyrebare løfter, tillid til dens usynlige Herres og Konges, Jesu Kristi, ledelse, og lydighed mod dens århundredgamle bemyndigelse til at vidne overalt på jorden. — Ap. G. 1:6-8.

²¹ Med denne åndelige modenhed var de udmærket kvalificerede til at være sådanne hyrder som Jeremias profeterede om: „Og de skal vogte dem; og de skal ikke mere frygte eller ræddes, og ingen skal savnes,“ for „han [Kristus] skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærd i landet.“ Opnå frihed og sikkerhed i deres midte. Læs den efterfølgende artikel for at lære hvordan.

[Fodnote]