Giver du ’akkurat som du har besluttet i dit hjerte’?

HAN var en knægt på kun ni år, men alligevel havde han allerede ånden fra den gode nyhed om Guds rige i sig. Dette sås tydeligt i det brev han sendte til Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Athen: „Mine forældre sagde til mig at hvis jeg fik højeste karakter ved de årlige prøver i skolen, ville de give mig en gave på 500 drakmer [cirka 120 kroner]. Da jeg klarede mine årsprøver fint gav mine forældre mig denne pengegave som de havde lovet, idet de sagde at de ville overlade det til mig selv at afgøre hvad jeg ville bruge pengene til. Efter at have overvejet det, besluttede jeg at bruge pengene til udbredelsen af den gode nyhed, og jeg indsender hermed beløbet gennem min tilsynsmand.“a

Storslået? Ja, men ikke helt enestående. At den gode nyhed, om Guds rige har denne virkning på børn, fremgår også af et brev fra et femårigt barn i Rhodesia til Vagttårnets afdelingskontor i Salisbury: „Kære brødre! Her er mit bidrag til Selskabet på 1/— [1 shilling, cirka en krone], som min far gav mig til slik. I stedet for at købe slik besluttede jeg at sende den til Selskabet, for der vil den hjælpe meget mere end hvis jeg købte slik for den.“*

Ja, hvor storslået er det ikke at børn kan udvise så uselvisk en ånd, men mere storslået er måske den modenhed de viser i måden de udtrykker sig på: „Efter at have overvejet det, besluttede jeg,“ skrev den niårige, og „besluttede jeg at sende den til Selskabet,“ udtrykte den femårige sig.

Disse børn lader til at have overvejet sagen nøje før de i deres små hjerter besluttede at give udtryk for denne uselviske indstilling; derefter handlede de så ifølge den beslutning de havde taget. Idet de gjorde det, adlød de apostelen Paulus’ inspirerede råd: „Den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Enhver gøre akkurat som han har besluttet i sit hjerte.“ — 2 Kor. 9:6, 7, NW.

Dette råd indeholder megen visdom og en god forståelse af den menneskelige natur, og denne visdom og forståelse havde Paulus fået gennem Guds hellige ånd. Vi kan godt have besluttet, bestemt eller haft i sinde, efter moden overvejelse, at bidrage med så og så meget af vores ugeløn til det gode kristne formål, men når tidspunktet kommer hvor vi skal af med pengene, er det måske slet ikke så let som vi havde tænkt. Tydeligt nok er det altså meget lettere i sit hjerte at beslutte at man vil give, end selve det at give, men her er det at ens værdsættelse og ens integritet over for Jehova Gud skal stå sin prøve; man må fuldføre sin beslutning hvis man skal bevare sin selvagtelse. Da vi tog vores beslutning om at give, var vi ikke i tvivl om den kristne sags fortrin, men da tiden kom da vi skulle give, blev vi pludselig bekymrede for vore egne fornødenheder, der mærkeligt nok lod til at være mere presserende. Princippet her er meget lig det der gælder ved afgivelsen af løfter. — Præd. 5:4-6.

Dette princip kan ofte bruges i hverdagen. En mand er måske syg og ligger i sengen, og i taknemmelighed over den omhu og kærlighed hans hustru viser ham, beslutter han i sit hjerte at han, så snart han er blevet rask, vil forære hende en stor buket roser eller også invitere hende i byen at spise. Men da han så bliver rask glemmer han helt sin beslutning, eller opgiver den fordi han nu synes den er for ekstravagant eller et udtryk for sentimentalitet. Mens han var syg satte han stor pris på alt det hans hustru gjorde for ham, og det han besluttede at gøre var både fornuftigt, smukt og ædelt. Nu burde han være konsekvent og gøre som han havde besluttet i sit hjerte mens han var syg og sengeliggende.

I din gudsdyrkelse

Det samme princip finder anvendelse i den kristnes gudsdyrkelse. Ved et menighedsmøde kommer det måske tydeligt frem hvor vigtigt det er at komme til tiden, at dette er udtryk for respekt for Guds inspirerede ord og hans arrangementer, og så videre. Følgelig beslutter den kristne med sig selv at han for fremtiden vil komme til tiden. Men når tiden kommer da han skal af sted til møde næste gang, er det ikke helt så let at gennemføre det han havde besluttet, at udøve den fornødne selvdisciplin og gå tidligere i gang med forberedelserne til at komme af sted. Men det var jo det han forpligtede sig til at gøre, og så burde han også gøre som han havde besluttet i sit hjerte.

Ved et menighedsmøde lytter en kristen forkynder opmærksomt til et foredrag med god vejledning og formaning om at tage del i tjenesten fra hus til hus, og ved den lejlighed beslutter han i sit hjerte at han den følgende søndag formiddag vil anvende tre timer i tjenesten med at forkynde den gode nyhed om Guds rige fra dør til dør og gå på genbesøg. Men så bliver vejret måske dårligt, han finder ikke så mange ’hørende ører’, eller måske lægger han mærke til at andre er holdt op efter én eller to timers forløb, og i stedet for nu at gøre som han i sit hjerte havde besluttet, stiller han sig tilfreds med mindre end han oprindeligt havde planlagt.

Princippet her gælder også med hensyn til at finde tid til at studere Bibelen. En kristen opfordres til regelmæssigt at sætte tid til side til et personligt bibelstudium, og måske beslutter han i sit hjerte at afsætte mandag aften til dette. Mandag aften oprinder; men hvis ikke han er fast besluttet på at gennemføre sin beslutning, kan han imidlertid meget let få tankerne ledt væk fra det; han lægger måske mærke til at der er et godt fjernsynsprogram, eller han kommer måske i tanker om at der er noget arbejde han skal gøre, selv om det egentlig godt kunne vente, eller han begynder at læse i et ugeblad. Resultatet bliver meget let at han ikke gør det som han i sit hjerte havde besluttet at gøre.

I pengesager

Apostelen Paulus nævnte dette princip i forbindelse med at give bidrag til kristne der havde brug for det, men selvfølgelig gælder det også på andre områder, hvor den kristne kan yde bidrag. Først og fremmest bør man gøre sagen til genstand for moden overvejelse, tænke alvorligt over den. Alle kristne står Jehova Gud til regnskab for hvordan de forvalter deres aktiver, som for eksempel deres tid, energi og penge. (1 Kor. 4:2) Man bør spørge sig selv: Hvad behøver jeg for at opfylde mine forpligtelser over for min familie eller for at klare mig selv? Ud over de allermest nødvendige ting, hvor meget mere behøver jeg da i grunden i retning af bedre mad, klæder og husly? Her er det at gudsfrygt sammen med nøjsomhed kommer ind i billedet. Som Paulus også skrev: „Når vi derfor har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ Jo mere beskedne vore ønsker er, jo større kan vore bidrag blive. Men hvis vore ønsker er store, bliver vore bidrag højst sandsynligt mindre. — 1 Tim. 6:7, 8, NW.

Der er mange formål hvortil vi kan give materielle bidrag. Allerførst er der den lokale rigssal. Måske er den bygget for nylig, og før den blev bygget blev der måske delt små sedler ud hvorpå de tilstedeværende kunne skrive hvor meget de var i stand til og villige til at give i bidrag; og på det grundlag begyndte man at planlægge rigssalens opførelse, og den blev med tiden færdig. Men, som månederne går, giver nogle måske ikke som de i deres hjerte havde besluttet, og som de endda havde nedfældet på papir. Efterkommer de da opfordringen til at gøre ’akkurat som de har besluttet i deres hjerte’?

Ud over at yde bidrag til den lokale rigssal, kan man også bidrage til Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, det organ som leder og tilrettelægger Jehovas vidners forkyndelse her i Danmark. I løbet af tjenesteåret 1966 brugte dette og lignende selskaber på hele jorden i deres målbevidste bestræbelser for at sprede Guds ords sandheder ud over hele jorden, et beløb på mere end 28 millioner kroner udelukkende til dækning af omkostningerne ved at udsende sådanne heltidstjenere som sektions- og zonetjenere, missionærer og specialpionerer. Hvor kom alle pengene fra? Fra store tilgodehavender? Fra indsamling af kollekt? Fra store økonomiske fremstød? Nej, de kom fra kristne som følte sig tilskyndet til at følge de eksempler på uselviskhed der berettes om i Guds ord, og som efter moden overvejelse gav som de havde besluttet i deres hjerte. Nogle eksempler på at der blev givet sådanne frivillige gaver i bibelsk tid, er blandt andet indsamlingen af midler til tabernaklet i ørkenen, og indsamlingen af materialer til bygningen af Salomons tempel, en indsamling der var til meget stor glæde for kong David og hele folket. — 2 Mos. 36:4-7; 1 Krøn. 29:1-19.

Der melder sig også af og til andre muligheder for at give rent materielt. Der kan indtræffe katastrofer der giver os lejlighed til at vise vor offervilje over for vore kristne brødre der er blevet ramt af katastrofen, som det skete for nogen tid siden i den sydlige del af De forenede Stater. Yderligere føler de der har rigeligt af denne verdens goder sig ofte tilskyndet til at give gaver eller bidrag til dem der giver afkald på meget for at kunne yde mere i heltidstjenesten for Jehova som pionerer. I denne henseende kan man sige de er som Maria, der i ren og skær påskønnelse af Jesu uselviske tjeneste salvede hans hår og fødder med kostbar olie. Hun må være blevet meget glad da Jesus roste hende for det hun gjorde, selv om det måske syntes temmelig ødselt da hun gjorde det; og hvor glad var hun ikke fordi hun havde handlet i overensstemmelse med det hun i sit hjerte havde besluttet! — Matt. 26:6-13.

Hvis nogen ønsker at give et bidrag til Selskabet uden at give afkald på enhver sikkerhed i tilfælde af uforudsete hændelser, kan der træffes en særlig ordning. De der er interesseret i at vide mere om dette kan skrive til Vagttårnet i Virum.

Lad os som afslutning på denne opmuntring til at give som vi har besluttet i vort hjerte, minde om hvad Paulus videre sagde. Lad os ikke give „tvært og tvungent“ som om det var en ubehagelig pligt eller tyngende byrde. Lad os hellere give med glæde, af kærlighed til Jehova og af taknemmelighed over at vi har fået evnen til at give, idet vi husker på at „Gud elsker en glad giver“ og at der er større lykke ved at give end ved at modtage. — 2 Kor. 9:7; Ap. G. 20:35.

[Fodnote]