Er din indvielse til Gud gyldig?

HVERT år lærer en stor skare ydmyge mennesker verden over Guds vidunderlige hensigter og retfærdige krav at kende. De indser at de må tjene denne store Gud, Jehova; derfor indvier de sig til ham og symboliserer deres indvielse ved at lade sig døbe, eller nedsænke, i vand. (Matt. 28:19, 20) På denne måde er i tusindvis af mennesker fra alle samfundsklasser blevet Jehova Guds indviede tjenere.

Imidlertid kan det hænde at der hos disse indviede Guds tjenere opstår nogle spørgsmål angående gyldigheden af deres indvielse og dåb. Efter at have fået en bedre forståelse af Guds hensigter spekulerer nogle på om den indvielse de foretog for år tilbage blev foretaget på det rette grundlag. De spørger: Foretog jeg en indvielse som er gyldig i Guds øjne? Hvordan kan jeg vide om den er gyldig? Hvor megen kundskab skulle jeg have på daværende tidspunkt? Hvis jeg ikke husker nøjagtig hvornår jeg vendte mig i bøn til Gud og indviede mig, bør jeg da lade mig gendøbe? Hvad om de spørgsmål der nu stilles til dåbskandidaterne ikke blev stillet da jeg blev døbt for år tilbage? Nødvendiggør det at jeg lader mig døbe igen?

Nøjagtigt oplyst

Mennesker der i årenes løb har ladet sig døbe af Jehovas vidner har ingen grund til at få den tanke at de ikke forstod hvad de gjorde da de blev døbt, eller at de ikke forud var blevet oplyst om hvad de gik ind til ved dåben.

Vagttårnsselskabet har altid benyttet den fremgangsmåde at holde et foredrag om dåb for alle interesserede før dåben fandt sted, hvad enten det var ved et stævne eller i de lokale menigheder. Foredragsholderen, der udpeges af Vagttårnsselskabet eller af en menighed, giver altid en redegørelse for dåben og dens betydning, som den er blevet fremstillet og forklaret i Vagttårnsselskabets litteratur indtil dato. Herudover har de interesserede haft mulighed for selv at læse denne litteratur og de artikler den har bragt om emnet.

Det at man ikke husker nøjagtig hvad man tænkte dengang man blev døbt, betyder ikke at man ikke var klar over hvad dåben indebar. Ens dårlige hukommelse beviser ingenting. Man kan ikke på grund af den sige at man ikke vidste hvad man gjorde da man symboliserede sin indvielse.

Jehovas vidner har altid tydeligt forstået og forklaret hvad vanddåben symboliserer. Det fremgår for eksempel af Charles Taze Russells bog „Den nye Skabning“, hvori vanddåbens betydning især forklares med tanke på dem der udgør Kristi symbolske legeme, dem der har håbet om himmelsk liv. Og i bogen „’Babylon the Great Has Fallen!’ God’s Kingdom Rules!“ læser vi på side 677: „Lige siden 1934 har den salvede rest imidlertid tydeligt understreget at disse ’andre får’ må foretage en fuldstændig indvielse til Gud, symbolisere denne indvielse ved vanddåben og blive vidner for Jehova sammen med den salvede rest.“ (Se Vagttaarnet — Forkynder af Kristi Nærværelse, 15. oktober 1934, siderne 249, 250, paragrafferne 31-34.) Vanddåben fik således et videre omfang, idet de „andre får“ også skulle lade sig døbe.

Siden hen har Vagttårnsselskabets litteratur jævnlig gjort opmærksom på at vanddåben symboliserer en indvielse. I en kort notits om konventet i Washington, D. C., fra den 31. maj til den 3. juni 1935, sagde The Watchtower for den 1. juli 1935 på side 194: „Omkring tyve tusind interesserede var til stede, heriblandt en mængde jonadab’er [dem der har et jordisk håb] som symboliserede deres indvielse ved vanddåben.“ Det følgende år, nemlig i 1936, udkom bogen Rigdom, og deri stod der på side 142 under overskriften „Daaben“: „Er det nødvendigt for den, der nu i Tiden bekender sig til at være af Jonadabskaren, et Menneske, der er retsindigt over for Gud, at lade sig døbe eller nedsænke i Vand? Det vil være ret, og det er en nødvendig Lydighedshandling af den, der har indviet sig . . . Det er en ydre Bekendelse af, at den, der bliver døbt i Vand, er gaaet ind paa at gøre Guds Vilje.“

I 1939 udkom bogen Frelse, og under overskriften „Daaben“ siger den (s. 251, 252 og 254): „Daaben eller Nedsænkelse i Vand er et Symbol eller ydre Vidnesbyrd om, at man helt har overgivet sin selviske Vilje for at gøre Guds Vilje. . . . Daaben er saaledes en billedlig Handling, et ydre Vidnesbyrd om en Overenskomst om at gøre Guds Vilje. . . . Daaben kræves, fordi det er en Lydighedshandling, og der forlanges af alle, som vil behage Gud, at de maa være lydige.“

I Vagttårnets beretning om Jehovas vidners stævne i St. Louis, Missouri, i 1941, siges der følgende, som står at læse på side 45 i bladets udgave for den 1. februar 1942: „Aldrig siden Pinsedagen Aar 33 e. Kr. er et saa stort Antal blevet døbt samme Gang og paa samme Sted som et Symbol paa, at de gennem Kristus Jesus har indviet sig til Jehova til at gøre Guds Vilje. Det tog to Timer at udføre denne Tros- og Lydighedshandling, saa stort var Antallet af de tilmeldte.“ I det foredrag der blev holdt for alle disse dåbskandidater understregede taleren at vanddåben symboliserer indvielse. Det samlede antal døbte var 3903.

I årenes løb har man altså gang på gang understreget at vanddåben symboliserer et menneskes beslutning om for evigt at indvi sig til Jehova Gud gennem Jesus Kristus. Vi ser således at Jehovas vidner allerede på et tidligt tidspunkt klart forstod indvielsens og vanddåbens betydning og siden har fremholdt den for alle der har ønsket at tjene Gud på rette måde.

Spørgsmålene i forbindelse med dåbsforedraget

Måske har der for år tilbage været holdt dåb uden at der specielt er blevet stillet spørgsmål til dåbskandidaterne angående deres tro, lydighed og indvielse, spørgsmål som de skulle besvare mundtligt i kor.a At taleren ikke stillede disse spørgsmål og dåbskandidaterne følgelig ikke besvarede dem som en bekræftelse, ugyldiggør ikke den dåbshandling som da fandt sted. Det afgørende er at taleren gav de tilstedeværende en nøjagtig forklaring af vanddåbens betydning og at de forstod den og som følge deraf gik til dåbsstedet, klædte sig om og lod sig nedsænke under vandet.

Man behøver ikke at drage den slutning at man ikke vidste hvad man gjorde da man lod sig døbe, blot fordi man ikke kan huske nøjagtig hvad der skete og hvad der blev sagt da man, måske for et par år eller mere siden, lod sig døbe. Alle ens handlinger taler for at man forstod hvad det drejede sig om, og at man var sig fuldt bevidst at man underkastede sig vanddåben som symbol på den beslutning man havde taget om at indvi sig til Jehova Gud i troen på Herren Jesus Kristus.

The Watchtower for 1. oktober 1942 bragte på side 300 og 302 en artikel med titlen „Dåb“ (ikke bragt på dansk); artiklen slutter med følgende udtalelse: „Førend du lader dig døbe vil det være passende at du svarer bekræftende på følgende spørgsmål og dermed viser at du tager dette skridt i forståelse af den betydning Bibelen tillægger den og er kvalificeret til at lade dig døbe som en hengiven Herrens tjener der er fuldt ansvarlig over for Ham: 1) Tror du på Jehova Gud, Faderen, tror du på at ’frelsen tilhører Jehova’, og tror du på at Kristus Jesus er hans søn, i hvis blod dine synder er vasket bort og ved hvem frelsen kommer til dig fra Gud? 2) Har du derfor bekendt dine synder over for Gud og bedt om at måtte blive renset ved Kristus Jesus, og vendt dig bort fra synd og fra denne verden, og uden forbehold indviet dig til Gud for at gøre hans vilje? Ifald du svarer ja er dit svar et vidnesbyrd om at du er værdig og egnet til at lade dig døbe i lydighed mod Guds vilje.“

I det følgende nummer af The Watchtower, udgaven for 15. oktober 1942, bragtes en beretning om Jehovas vidners stævne i Cleveland, Ohio, fra den 18. til den 20. september 1942. På side 319 stod der angående søndag formiddag, den 20. september: „Dagen indledtes med et foredrag om dåben klokken 8.00, og 459 fremstillede sig til vanddåben som symbol på deres fuldstændige indvielse til Herren; det var en glæde at se så mange unge mennesker ’huske på deres Skaber i ungdommens dage’. Straks efter dåben drog disse sammen med deres ledsagere ud for at virke på arbejdsmarken.“

De spørgsmål der stilles til dåbskandidaterne før de bliver døbt bragtes i revideret form i Vagttaarnet, 1. marts 1946. Vi finder dem på side 78 under overskriften „Spørgsmaal“ i slutningen af artiklen „Nedsænkningen i Vand frem til vore Dage“. Det er stort set de samme spørgsmål der stilles til dåbskandidaterne i dag og som de forventes at svare bekræftende på før de får adgang til dåben.

Men selv om der tidligere er blevet afholdt dåb uden at den der holdt dåbstalen stillede sådanne spørgsmål, vil det ikke sige at de oplysninger der fremholdtes ikke var nøjagtige og tilstrækkelige til at give de interesserede forståelse af hvad de var i færd med at gøre. Vagttårnets litteratur havde længe fremstillet sagen klart og tydeligt, og de mænd der repræsenterede Selskabet og som holdt dåbstalen havde en dyb forståelse af hvad dåben indebar og klargjorde dette for tilhørerne.

Personlig bøn

Nogle siger at de ikke kan mindes at de har bedt en speciel personlig bøn ved deres indvielse, og nu spekulerer de på om dette gør deres dåb ugyldig.

Vi må forstå at ikke alle bønner til Jehova Gud nødvendigvis skal bedes mens man knæler i ensomhed derhjemme. Man kan bede til Jehova stille i sit hjerte uden at nogen lægger mærke til det; det kan ske mens man går på gaden eller når man stedes for et andet menneske, som i tilfældet med Nehemias, der var mundskænk for kongen og befandt sig i dennes umiddelbare nærhed da han bad. (Neh. 2:3-5) Følgelig kan man ikke sige at man ikke foretog en direkte indvielse til Gud før sin dåb, blot fordi man ikke kan genkalde sig et bestemt tidspunkt hvor man i en speciel personlig bøn tog den beslutning at gøre det.

Naturligvis måtte et menneske tage en beslutning om at lade sig døbe før det blev nedsænket i vand som symbol på sin indvielse. Selve grunden til at vedkommende tog en sådan beslutning måtte være at han forstod hvad vanddåben symboliserede og at han forstod hvilke forpligtelser han påtog sig ved at beslutte sig til at lade sig døbe. Ingen kommer uvidende til at lade sig døbe af Jehovas vidner som følge af at de tilfældigvis befinder sig blandt gruppen af dåbskandidater og føres med de andre ud i vandet til en af de mænd der forretter dåbshandlingen.

Selv mens dåbskandidaten skifter til badetøj og gør sig klar til at gå ud i vandet for at blive døbt, gør han det klart for sig selv og alle omkring ham at han har besluttet sig til for evigt at indvi sig til Jehova Gud gennem Jesus Kristus. En sådan beslutning er noget højtideligt og den tages givetvis i en bønlig stund hvor tankerne er rettet mod Gud, der kan læse i hjertet. Hvad enten dåbskandidaten tog denne beslutning om at indvi sig længe før selve dåbshandlingen fandt sted eller under eller efter dåbsforedraget, står den uomtvistelige kendsgerning tilbage at han indviede sig i sit hjerte i nærværelse af den almægtige Gud, og det er det der først og fremmest har betydning.

På Pinsedagen fortalte apostelen Peter jøderne, hvem det stak i hjertet at høre de ord han forkyndte, hvad de skulle gøre, og de fulgte hans råd og omvendte sig og lod sig døbe. (Ap. G. 2:37-41) De havde ikke megen tid til at tage beslutningen om at følge i Herren Jesu fodspor, for de blev døbt samme dag. Disse jøder knælede ikke i bøn i deres hjem da de traf beslutningen; de var jo hjemmehørende rundt omkring i hele romerriget, ja nogle kom endda fra lande uden for romerrigets grænser. De traf beslutningen umiddelbart før vanddåben som Peter opmuntrede dem til at underkaste sig, og den blev øjensynlig truffet mens de stod op i nærværelse af apostlene, som den hellige ånd var blevet udgydt over samme dag.

Hvilken stilling man indtog og hvor man befandt sig da man besluttede at indvi sig, eller om det skete under en bøn som man husker ganske nøje, er altså ikke afgørende for om indvielsen er gyldig. Det væsentlige er om man forstod at man indviede sig til den almægtige Gud gennem hans søn Jesus Kristus, vor frelser.

Man må leve op til sin indvielse

Når man indvier sig til Jehova Gud lover man højtideligt at gøre Guds vilje for evigt. Ved dåben symboliserer man derfor sit løfte om fortsat at vandre på den kristne vej. Forpligtelsen til at fortsætte ad denne livsvej påhviler alle der indvier sig til Gud. De må leve op til deres indvielse ved at gøre det som Gud har befalet i sit ord. „Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine løfter.“ — Sl. 50:14.

At et menneske ikke lever op til sin indvielse betyder imidlertid ikke at dets indvielse er ugyldig. Det betyder slet og ret at det forsømmer at leve op til denne indvielse! Vedkommende er kommet til kort i at holde sit løfte, ikke i at foretage en fuldt korrekt indvielse og at lade sig døbe. Hvor alvorligt dette er fremgår af Guds ord: „Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen glæde ved dårer. Hvad du lover, skal du holde.“ — Præd. 5:3.

Hvis én således er kommet bort fra troen eller endog har begået en alvorlig synd efter at han er blevet døbt, kan det ikke tages som bevis for at hans dåb er ugyldig og at han følgelig må gendøbes. Højst sandsynligt var det ikke hans indvielse og dåb der var noget i vejen med. Fejlen ligger i at han har forsømt at leve op til sit løfte om at gøre Guds vilje.

Hvis nogen i dag bliver klar over at de gør noget der er forkert eller at de har gjort noget forkert på et eller andet tidspunkt efter deres dåb, bør de ikke straks tænke at de må gendøbes for at forholdet kan blive bragt i orden. I stedet må de genoprette forholdet til Jehova ved at bekende deres forseelse over for ham og desuden over for menighedens dømmende udvalg, der vil behandle sagen under bøn og i overensstemmelse med Bibelen. (1 Joh. 1:9; Jak. 5:16) En hvilken som helst irettesættelse vil have til hensigt at gavne både den der har bekendt sin synd og hele den øvrige menighed.

Det er imidlertid en anden sag hvis et menneske begik alvorlige overtrædelser dengang det indviede sig og lod sig døbe, og måske endog fortsatte dermed efter dåben. Hvis vedkommende levede i synd, praktiserede alvorlig synd på det tidspunkt, var han uren i Guds øjne på tidspunktet for sin dåb, og det uanset om han ophørte med sin urette adfærd efter dåben og gjorde fremskridt i tjenesten for Jehova. Hans dåb er ugyldig, for den fulgte ikke efter en ret indvielse. Dersom han nu har vendt sig bort fra sin synd, har angret og oprigtigt har indviet sig til Jehova Gud, da bør han lade sig gendøbe.

Hvis én der gerne vil døbes med den kristne dåb lever et liv der, ifald han allerede var døbt, ville resultere i at han blev afskåret fra fællesskab med den kristne menighed, er han ikke værdig til at blive døbt. Han må bringe sit liv i harmoni med Guds retfærdige krav før han under en bøn til Gud indvier sig og derpå lader sig døbe. — 1 Kor. 6:9-11.

Større forståelse er at forvente

Af alt det foregående ses det at den nye verdens samfund af Jehovas vidner altid meget omhyggeligt har bestræbt sig for at få alle dåbskandidaterne til at forstå at de udelukkende blev nedsænket i vand fordi de forud, kort eller lang tid før, havde besluttet at de ville tilhøre Jehova Gud og følgelig efter besindig overvejelse havde indviet sig til Gud gennem tro på Jesus Kristus.

Ingen bør derfor nære tvivl om hvorvidt han havde en nøjagtig forståelse af spørgsmålet da han blev døbt. Efter al sandsynlighed havde han tilstrækkelig kundskab til at vide hvad han gjorde da han fremstillede sig til dåb sammen med de øvrige dåbskandidater, hvilket vil sige at hans indvielse og dåb var gyldig.

Det forventes af en kristen at han med tiden vokser i kundskab om og forståelse af Guds hensigter og krav. Det er derfor kun naturligt at han på det tidspunkt han lader sig døbe ikke har det samme mål af kundskab og heller ikke har så grundig en forståelse af spørgsmålet som han vil have efter at han i flere år har gjort fremskridt og er vokset i kristen modenhed. Selv Herren Jesus drog, efter sin dåb i Jordanfloden og efter at have fået den hellige ånd fra himmelen, ud i Judæas ørken i fyrretyve dage for at udvide sin forståelse af hvad hans indvielse til Gud, symboliseret ved vanddåben, virkelig krævede af ham. Men den omstændighed at han havde en bedre forståelse af spørgsmålet om sin indvielse ved slutningen af de fyrre dage betyder ikke at hans indvielse til Jehova Gud var ugyldig. Da Jesus forlod tømrerhåndværket i Nazaret og drog til Johannes Døber ved Jordanfloden for at symbolisere sin indvielse var han fuldstændig klar over hvad der var bevæggrunden. Men han voksede også i kundskab og forståelse efterhånden som tiden gik.

Vi bør være taknemmelige over den øgede åndelige vækst og forståelse som Gud tilvejebringer og formidler gennem sin ånd, sit ord og sin organisation. Den hjælper os til trofast at efterleve vor indvielse. Men blot fordi vi havde en relativ beskeden forståelse af hvad indvielse betød da vi lod os døbe, skal vi ikke mene at vi bør lade os gendøbe, efter at vi nu har fået en dybere og mere nøjagtig forståelse af indvielsens og dåbens betydning. Vi bør med et ligevægtigt sind erindre os al den oplysning om spørgsmålet vi har fået gennem årtier, enten det nu var på tryk eller i tale, og vi bør ikke lade en dårlig hukommelse skabe usikkerhed i vort sind og hjerte.

Det vi med årene skulle komme til at forstå mere og mere er det alvorlige ansvar der blev lagt på vore skuldre da vi indviede os til Gud. Vi bør sætte alt ind på oprigtigt og alvorligt at forny vor beslutning om at leve op til vor indvielse til den almægtige Gud Jehova og på denne måde efterligne hans trofaste søn, Jesus Kristus. — 1 Pet. 2:21.

[Fodnote]

„1) Har Du angret Din Synd og gjort godt igen alt, hvad Du har formaaet, og stoler Du paa Kristi Offers Fortjeneste som tilstrækkelig til Dine Synders Forladelse og som Grundlag for Din Retfærdiggørelse?“

„2) Har Du foretaget en fuld Indvielse af Dig selv med alle de Evner, Du er i Besiddelse af — Talenter, Midler, Tid, Indflydelse — alt overgivet til Herren, for at bruges trofast i Hans Tjeneste lige indtil Døden?“

Efter at dåbskandidaterne havde svaret ja sagde han: „Paa Grundlag af denne Bekendelse anerkender vi Dig som et medlem af Troens Husstand og rækker Dig som saadan Samfunds højre Haand, ikke i nogen Sekts, eller noget Partis, eller nogen Trosbekendelses Navn, men i Genløserens, vor herliggjorte Herres og Hans trofaste Efterfølgeres Navn.“ — Se Vagttaarnet — Forkynder af Kristi Nærværelse, juni 1913, side 96, spalte 2 under overskriften „Usekteriske Spørgsmaal“.

Når andre holdt dåbsforedrag fulgte de samme fremgangsmåde.