Letsindig omgang med sandheden
„Køberen må tage sig i agt.“ Disse ord gælder lige såvel det man læser som det man køber.
SANDHEDEN er af stor betydning for ethvert menneske. Den kan betyde liv eller død, rigdom eller armod, sundhed eller sygdom, elendighed eller lykke. Af gode grunde befaler Bibelen: „Tal sandhed, hver med sin næste.“ — Ef. 4:25.
Men da menneskene er syndige, ufuldkomne, svage og selviske, omgås de ofte letsindigt med sandheden. Til tider skyldes det sentimentalitet, misforstået nidkærhed eller manglende kendskab til kendsgerningerne, men ikke sjældent må årsagen søges i uærlighed eller overlagt forsøg på at bedrage for at fremme egne synspunkter eller interesser.
Folks tilbøjelighed til at omgås letsindigt med sandheden tages mere eller mindre for givet i forretningsverdenen. Derfor er udtrykket caveat emptor, det vil sige: „Køberen må tage sig i agt“, et anerkendt princip. For at beskytte befolkningen mod den menneskelige tendens til at omgås letsindigt med sandheden, har nogle regeringer særlige departementer der kontrollerer om vareetiketter og annoncer er pålidelige. I foråret 1963 udsendte den amerikanske regering således et cirkulære der krævede at skofabrikanterne forsynede deres annoncer og etiketter med en tydelig angivelse af om varen var fremstillet af skind eller ej, og om det var førsteklasses skind eller ej.
Knap så anerkendt er det imidlertid at princippet caveat emptor også bør tages i anvendelse når man køber ideer, det vil sige når man læser artikler eller bøger der skal „sælge“ en bestemt anskuelse, filosofi eller religiøs tanke. Forfattere til sådanne artikler eller bøger kan, af grunde som de bedst selv kender, lige så let fristes til letsindig omgang med sandheden. De kan gøre det meget underfundigt, til tider simpelt hen ved at se bort fra visse saglige kendsgerninger ved drøftelsen af et bestemt emne.
For eksempel tror vor tids liberalteologer i almindelighed ikke at Moses har skrevet de første fem bøger i Bibelen, almindelig kendt som Pentateuken, og i særdeleshed ikke den femte bog, Deuteronomion. Når de imidlertid drøfter hvem der kan have skrevet denne bog, er der ikke så få der omhyggeligt undgår enhver henvisning til hvad Deuteronomion eller Femte Mosebog selv siger om det:
„Da Moses var færdig med at nedskrive denne lovs ord fra ende til anden i en bog, bød han leviterne, der bar [Jehovas] pagts ark: ’Tag denne lovbog og læg den ved siden af [Jehova] Eders Guds pagts ark, for at den der kan være vidne imod dig.’“ Det er sandelig letsindig omgang med sandheden hvis man under en drøftelse af hvem der skrev Femte Mosebog, ser bort fra denne tydelige udtalelse og giver det udseende af at Bibelen lader forfatteren være anonym. — 5 Mos. 31:24-26.
Sekterisk ringeagt for sandheden
At rive citater ud af deres sammenhæng er endnu en måde hvorpå nogle omgås letsindigt med sandheden. Udgiverne af nærværende blad modtager jævnligt gennem postvæsenet et skrift der foregiver at være „Knights of Columbus Oath“ [„Columbusriddernes ed“]. Skriftet tillægger den katolske broderorganisation af dette navn en yderliggående fanatisme. Sammen med den foregivne ed fremsættes der gerne bemærkninger der går ud på at denne ed findes i De forenede Staters kongresprotokol.
At den nævnte ed er blevet offentliggjort i kongresprotokollen er sandt nok; derimod er det ikke sandt at det er Columbusriddernes ed. Når den er nævnt i kongresprotokollen er det som eksempel på hvor dybt nogle mennesker vil nedværdige sig for at angribe en mand der lader sig opstille til et embede på grund af sin religion. At fremstille en sådan ed som virkelig fordi den forekommer i kongresprotokollen er at omgås letsindigt med sandheden.
En sandhed kan fremsættes på en sådan måde at man uvægerlig drager en forkert konklusion, hvilket også må siges at være letsindig omgang med sandheden. En katolsk lægmand, William J. Whalen, der reklamerer med at han er ekspert i Jehovas vidner, og endog roser sig af at være objektiv i sin vurdering af dem, altså ærlig og fordomsfri i sine udtalelser om dem, skrev i en artikel om den tidligere præsident for Vagttårnets selskab, dommer J. F. Rutherford: „Skønt dommeren opfandt slagordet ’Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø’, døde han i 1942.“
Nu er begge disse udtalelser sande. Rutherford fremsatte den nævnte udtalelse og han døde i 1942. Men hvad der ikke er sandt er den antydning der ligger i ordet „skønt“, en antydning af at Rutherford forventede at høre med til disse „millioner“. Som Whalen udmærket ved, lærer Jehovas vidner at der er én frelse for alle der tror på Jesus Kristus, men to håb, et jordisk og et himmelsk. Det himmelske, der gælder Jesus Kristus og medlemmerne af hans „brud“, er begrænset til 144.000, og for at få det håb opfyldt må man nødvendigvis dø. Rutherford havde det himmelske håb og forventede derfor at dø. Sloganet „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“ gælder kun den ’store skare’ eller de „andre får“ der nævnes i Åbenbaringen 7:9 og Johannes-evangeliet 10:16 og hvis håb er et jordisk paradis. Det er derfor letsindig omgang med sandheden, ja direkte uærligt, når en mand der hævder at være ekspert i Jehovas vidner og at skrive objektivt, fordrejer sagen så man tror Rutherford selv ventede at høre til de ’millioner af nulevende mennesker der aldrig skal dø’.
I samme artikel, der nu er blevet optrykt i en traktat, beskylder Whalen Jehovas vidner for at lære at „kejseren er Satan“. Men sådan forholder det sig ikke. Ét er at sige at kejseren er en del af verden, hvis gud ifølge Andet Korinterbrev 4:4 er Satan; noget helt andet er at hævde at kejseren er Satan selv. Jehovas vidner har altid stået fast ved at de skal ’give kejseren hvad kejserens er’ og derfor må underordne sig kejseren så længe han ikke kræver noget der er i strid med Guds lov, i hvilket fald de må rette sig efter regelen: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ Men de har altid fastholdt at de til enhver tid skal modstå Satan Djævelen. Den der siger at Jehovas vidner tror at kejseren er Satan, skaber derfor fordom mod Jehovas vidner hos regeringerne og omgås tydeligvis letsindigt med sandheden. Det er interessant at se at de religiøse ledere på Jesu tid også omgikkes letsindigt med sandheden for at skabe fordom imod Jesus hos de styrende. — Mark. 12:17; Ap. G. 5:29; Luk. 23:2.
I videnskabens navn
Det sker også ofte at nogle omgås letsindigt med sandheden i videnskabens navn; det gælder især evolutionisterne. Løse, ubeviste påstande om menneskets oprindelse og nedstamning fra dyrene fremsættes som kendsgerninger. Videnskabsmanden Ivar Lissner, hvis bøger er udkommet på fjorten sprog, går i retfærdig harme til angreb mod de evolutionister der omgås letsindigt med sandheden. I sin sidste bog, „Aber Gott War Da“, der udkom i 1961, taler han om hvor „usigelig dåragtige alle forsøg på at rekonstruere såvel Neandertalmennesket som Pekingmennesket er. Overdrevent behårede gipsfigurer af dyriske væsener stirrer vildt på os i museerne overalt i verden; deres lød er sædvanligvis chokoladebrun, håret vildt og usoigneret, underansigtet prognatisk [fremstående kæber] og panden tilbagetrukket — og dette til trods for at vi absolut ikke har nogen idé om hvilken hudfarve det palæolitiske menneske havde eller om hvordan dets hår voksede, ligesom vi faktisk heller intet begreb har om dets fysiognomi“. „Den amerikanske autoritet T. D. Stewart gjorde i 1948 med rette opmærksom på umuligheden af at rekonstruere hår, øjne, næse, læber eller ansigtsudtryk. ’Sandsynligheden taler for at det første menneskes ansigtsudtryk ikke var mindre venligt end vort eget,’ skrev han. Når et museum udstiller modeller af Pekingmennesket, Neandertalmennesket og Homo sapiens [nutidsmennesket] side om side, vækker det forestillingen om en fysisk og intellektuel udvikling der ikke stemmer overens med videnskabens synspunkter i dag. De der fremstiller sådanne modeller er tilbøjelige til at give fantasien frit spillerum. . . . Udstillingen af disse halvt menneskelige, halvt dyriske figurer er symptomatisk for vor tidsalders moralske arrogance og i det skjulte inspireret af en selvbehagelig følelse: ’Se hvor langt vi er nået!’“
Lissner viser i sin bog at mennesket til alle tider har været skarpt adskilt fra dyrene og altid har haft en eller anden form for religion. I et af de sidste kapitler spørger han derfor: „Hvorfor klynger vi os så hårdnakket til forældede teorier? Hvorfor foretrækker vi at spejde efter vor oprindelse hos dyrene og ikke hos Gud?“ Øjensynligt fordi man ikke vil anerkende hvilken stor taknemmelighedsgæld man står i til Skaberen, ligesom man heller ikke vil underkaste sig ham. Man vil ikke indrømme den sandhed at „[Jehova] er Gud! Han skabte os, vi er hans“. — Sl. 100:3.
De her viste eksempler — og der kunne anføres utallige andre — er sandelig en anklage mod visse mennesker der gør sig skyldige i at omgås letsindigt med sandheden, og det ud fra mistænkelige motiver. Eftersom det forholder sig sådan bør man holde sig princippet caveat emptor, „Køberen må tage sig i agt“, for øje når man hører eller læser noget der fremsættes som sandhed og som man skal basere sin tro og sine handlinger på. Som Bibelen, Guds ord, siger: „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode.“ — 1 Tess. 5:21, NW.