Spørgsmål fra læserne
● Er det forkert af en indviet kristen at rejse sig når nationalsangen spilles? I bekræftende fald, hvad er da grunden? — R. S., De forenede Stater.
En nationalsang er i realiteten en bøn til Gud for en nation der er en del af Satans tingenes ordning, og den beder uvægerligt om materiel velstand og et langt liv for nationen. Som kristne der følger Jesu Kristi eksempel kan vi ikke gå i forbøn for nogen del af Satans verden, eller for noget der findes i den. (Joh. 17:9) Læg også mærke til at profeten Jeremias, der befandt sig i en situation som ligner vor, mindst tre gange fik påbud om ikke at bede for sit land og sit folk. Se Jeremias 7:16; 11:14; 14:11.
Som kristne kan vi derfor ikke med god samvittighed give vor tilslutning til nationalsangens bønner til gavn for en tingenes ordning som Jehova Gud har dømt til ødelæggelse. Vi kan heller ikke set fra et bibelsk synspunkt tale eller handle i overensstemmelse med dens ord, der nedbeder Guds velsignelse over en verdslig nations krige. Vor stolthed er ikke en af denne verdens nationer, men Jehova, hans konge og hans rige.
Det er skik og brug at vise at man sympatiserer med sangens ord ved blot at rejse sig op. Det kom klart til udtryk lige efter den anden verdenskrig da nogle af de allieredes officerer nægtede at rejse sig mens den tyske nationalsang blev spillet. Eftersom den kristne ikke sympatiserer med ordene i nogen af denne gamle verdens nationalsange, må han ikke give andre det indtryk at han gør det, hvilket han ville hvis han rejste sig når nationalsangen bliver spillet eller sunget. Han kan lige så lidt med god samvittighed handle på denne måde når det drejer sig om hans lands nationalsang som de tre hebræere kunne have handlet på den særlige måde kong Nebukadnezar bød dem i forbindelse med billedstøtten. — Dan. 3:1-23.
Det bør imidlertid bemærkes at der er forskel på at rejse sig for nationalsangen og på dette at skolebørn i visse lande på forlangende rejser sig for flaghilseceremonier. I dette særlige tilfælde synes der lige så lidt at kunne indvendes noget imod at børn rejser sig som at voksne rejser sig når en dommer træder ind i retslokalet. Flaghilseceremonien består af visse håndbevægelser og fremsigelsen af et løfte, og når et barn afholder sig fra at tage del heri, kan det af respekt for flaget og de gode principper det repræsenterer, rejse sig og alligevel undgå at deltage i flaghilseceremonien.
● Bogen „Your WilL Be Done on Earth“ siger på side 120 [Vagttårnet 1. november 1959, side 502, par. 28] at perserne led nederlag ved Thermopylæ. Andre kilder antyder at det var grækerne der blev slået i dette slag. Hvilket grundlag hviler bogens udsagn på? — N. K, De forenede Stater.
Angående det nederlag perserne led ved Thermopylæ i perserkongen Xerxes I’s dage siger The Encyclopedia Americana under Thermopylæ: „Almindeligvis regner man med Herodots beretning om dette slag. Xerxes, der spottede de græske forsvarere fordi de var så få (5200, foruden lokrerne, hvis antal man ikke kender) sendte mederne og kissierne imod dem med befaling om at tage grækerne til fange og føre dem for kong Xerxes. Da dette ikke var lykkedes efter en dags kamp, blev de 10.000 udsøgte krigere, kaldet de ’udødelige’, udkommanderet; men da perserne kæmpede med korte spyd var hellenerne, der kun mistede nogle få mand, dem langt overlegne; perserne led overordentligt store tab begge dage. Nu var Xerxes slemt i knibe, men Efialtes, en malier, kom ’og han gav Kongen Anvisning på Stien, der over Bjerget fører til Thermopylai’. Perserne nåede Thermopylæ bagfra lige efter middag den tredje dag.“ Perserne var kun i stand til at sejre over Thermopylæs forsvarere fordi de benyttede denne sti og faldt fjenden i ryggen. Således tilrev de sig kontrol over passet, men det kostede enorme tab. Det var i virkeligheden et nederlag. Ganske vist fulgte det endelige nederlag først senere ved Platææ i Grækenland den 22. september 479 f. Kr. Men dette slag, der afgjorde striden og tvang perserne til at opgive Grækenland, er ikke så berømt og kendt som den militære træfning ved Thermopylæ. Det er altså på grund af de uhyre tab perserne led under angrebet ved Thermopylæ og på grund af den berømte bedrift passets forsvarere udførte, at bogen nævner Thermolpylæ og ikke Platææ.