Dødsdømt ser frem til Paradiset

DA Jesus for nitten hundrede år siden hang døende på marterpælen var han flankeret af to forbrydere. De havde begået røveri og blev nu straffet for deres forbrydelse. Kunne Gud udstrække sin barmhjertighed til sådanne mennesker? I lighed med folkehoben og de skriftkloge gav den ene røver sig til at håne Jesus. Men den anden udtrykte sig anderledes: „Vi får jo kun løn som forskyldt; men denne mand har intet ondt gjort.“ Derefter vendte han sig til Jesus og sagde: „Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige!“ Jesus svarede: „Sandelig siger jeg dig i dag, du skal være med mig i Paradis.“ (NW) Jehova Gud, der ransager menneskers hjerter og som gennem sin søn tilvejebragte en løskøbelse fra døden, udstrakte gennem denne søn, Jesus, håbet om en opstandelse når Paradiset er genoprettet på jorden. — Matt. 27:44; Luk. 23:39-43.

Lad os nu skrue tiden frem til vort tyvende århundrede. Vi befinder os i efterkrigstidens Japan. Efter den anden verdenskrigs massemyrderier, hvor millioner af japanere og folk af andre nationaliteter blev myrdet, lå Japan i grus efter nederlaget. Voldshandlinger og uordnede forhold bestod endnu en tid ind i efterkrigsårene. Det var mens disse tilstande rådede at en ung mand, kun atten år gammel, blev betalt af en anden for at begå et dobbeltmord. Han blev pågrebet, og retten dømte ham til døden ved hængning. Dette skete for ti år siden. I otte år hensygnede han i sin celle mens han ventede på eksekveringen, der jo måtte komme en dag.

Under den lange indespærring i fængselet begyndte han at beskæftige sig med religion, og en missionær fra en af de navnkristne sekter kom og underviste ham. Fangen læste, og ofte læste han de samme ting flere gange, han glædede sig over Bibelen og fattede efterhånden større og større kærlighed til den, men han blev klar over at hans religiøse vejleder ikke var i stand til at forklare den for ham. Så skete det en dag at en af hans venner købte et eksemplar af Vagttårnet på gaden, og da denne ikke selv var interesseret, sendte han bladet til den unge mand i fængselet. Lige så snart han havde læst Vagttårnet begyndte han at forstå. Det han havde læst i Bibelen blev nu levende for ham. Han skrev til Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Tokyo for at få yderligere oplysninger, og det blev ordnet sådan at et af Jehovas vidner, en pioner, skulle besøge fangen.

Skønt besøgene var begrænset til femten minutter ad gangen, blev der holdt et regelmæssigt ugentligt studium med den unge mand. Pionerforkynderen erfarede at fangen allerede havde et godt kendskab til Skriften og at han med den største lethed kunne slå skriftsteder op. Efter to eller tre studier viste han stor nidkærhed for de sandheder han havde lært og begyndte at forkynde den gode nyhed gennem breve for alle han kendte. Der gik nogle få måneder, og han udtrykte ønske om at blive døbt. Dåben blev arrangeret med fængselsmyndighedernes velvillige tilladelse.

Efterhånden som hans studium skred fremad og hans værdsættelse voksede, viste han dette ved at forkynde for fængselsbetjentene og for sine medfanger. Mange af disse lo ad ham og sagde: „Tænk jer, en morder prøver at fortælle os hvad der er rigtigt og hvad der er forkert!“ Disse og mange andre spottegloser afskrækkede ham ikke, han fortsatte med at tale om den gode nyhed. Endvidere var fængselets personale forbavset over fangens fuldstændigt forandrede holdning efter at han var blevet et Jehovas vidne. Hans ellers hyppige, voldsomme udbrud eller tungsindige tavshed var borte, og i stedet udstrålede han glæde og kunne nu omgås de andre fanger i fordragelighed, hvilket tydeligt genspejlede hans fremadskriden til kristen modenhed. Fængselsbetjentene gav ofte udtryk for den fuldstændige forandring der var sket med fangen.

Han begyndte at udvide sin forkyndelse, ikke alene sendte han breve til tidligere bekendte i Japan, men han skrev også til en japaner i De forenede Stater. Han skrev mange hjertelige, opmuntrende breve til pionerforkyndere overalt i Japan, og han skrev desuden til menighedsforkyndere og opfordrede dem til at skride frem til modenhed. Han blev en af de mest nidkære forkyndere af Riget i den nyoprettede menighed af Jehovas vidner i Fukuoka. Gennem breve fortalte han den gode nyhed til sine ofres pårørende og disse viste nogen interesse. Han har også aflagt et stort vidnesbyrd for sin egen familie. Hans fader overværede Jehovas vidners sektionsstævne „Den guddommelige Vilje“, og er senere blevet forkynder af Riget. Den dødsdømte unge mand studerede også blindeskrift. Han udarbejdede bogen „Gud Maa Være Sanddru“, brochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“ og artikler fra Vagttårnet og Vågn op! i blindeskrift og fik dem uddelt forskellige steder i Japan, blandt andet i skoler for blinde.

Til dem der besøgte ham sagde han ofte: „Når jeg ser gennem mit cellevindue op på den blå himmel, så ønsker jeg inderligt at jeg kunne være derude og hjælpe jer! Men på den anden side, havde jeg ikke været her ville jeg så nogen sinde have lyttet til sandheden?“ Han sagde at de beretninger han havde læst om trofaste brødre der var blevet kristne efter at have begået handlinger i lighed med hans, havde styrket hans beslutning om at følge samme trofaste kurs indtil den dag hans dom skulle eksekveres. Disse erfaringer var ham en hjælp da dagen til sidst oprandt. Percy Iszlaub, der er missionær i Fukuoka og som havde været til stor trøst for den dødsdømte under de regelmæssige besøg i fængselet, fortæller her det sidste kapitel af denne skildring fra det virkelige liv:

„Tidligt en morgen kørte en politibil op foran missionærhjemmets port. Betjenten sagde at han var kommet for at bringe mig til fængslet på hr. Nakatas anmodning. Hr. Nakata skulle henrettes samme dags formiddag. Bortset fra regeringsembedsmænd og fængselsmyndigheder var jeg den eneste der fik lov til at ledsage ham til henrettelsesstedet. Hans fader blev ikke engang underrettet før henrettelsen var overstået. Jeg ankom til fængselet klokken godt 8.00, og klokken 9.30 blev jeg kaldt ud for at hilse på broder Nakata. Da jeg kom ud i fængselsgården så jeg broder Nakata flankeret af fire betjente. Han havde håndjern på. Vi talte ikke sammen i enrum; det kunne der ikke gives tilladelse til.

Da broder Nakata fik øje på mig smilede han og hilste muntert. Han fortsatte: ’I dag føler jeg stærk tillid til Jehova og til genløsningsofferet og håbet om en opstandelse. Jeg har aldrig i mit liv følt en sådan styrke som jeg gør i dag. Jeg har forberedt mig til dette gennem lang tid og jeg frygter ikke.’ Jeg er overbevist om at det var rigtigt, og faktisk var det mig der var den svageste. Det var overvældende at være vidne til en sådan tillid trods ti års ophold i et fængsel.

Vi blev nu ført ud til henrettelsesstedet, og efter at embedsmændene havde stillet deres spørgsmål til broder Nakata fik jeg tilladelse til at tale med ham igen lige inden eksekutionen. Da var det at han aflagde et vældig godt vidnesbyrd for alle de tilstedeværende. Vi sang en af Rigets sange og læste nogle skriftsteder om opstandelseshåbet og Paradisets genoprettelse. Derefter sluttede vi med en bøn. Der var ti eller tolv embedsmænd der hørte vor samtale, og de var forbavsede over broder Nakatas ro og tillidsfuldhed.

Nu bad broder Nakata mig overbringe Jehovas vidunderlige organisation sin hjertelige og dybtfølte tak fordi den havde bragt ham sandheden. Han ønskede også at takke dem der havde besøgt ham og skrevet til ham og derved hjulpet ham til at udvide sin kundskab om Jehovas hensigter. Hans ansigt udstrålede påskønnelse. Han bad mig opmuntre alle Jehovas vidner til at fortsætte trofast og bevare deres uangribelighed lige til det sidste, og hans bibelske fremstilling var storartet. Han talte om sit ønske om at træffe alle Jehovas folk i den nye verdens paradis. Hans ansigt genspejlede dette vidunderlige håb. Da han blev ført gennem døren ud til galgen så han sig tilbage over skulderen og sagde: ’Jeg skal sove en lille tid, og dersom Jehova vil, skal jeg mødes med jer alle i Paradis.’

Således døde han den 10. juni 1959, i fast tillid til dette håb.“