Den årlige højtid som skal fejres af kristne
Den 30. marts 1961 efter solnedgang vil kristne i alle dele af verden samles for at mindes Jesu Kristi død efter Herrens egne anvisninger. Vil du være iblandt dem?
ADSKILLIGE højtider fejres årligt i den kristne religions navn. Men der gives kun én som det er en pligt for hver eneste kristen at fejre; kun en eneste som udtrykkeligt er befalet af Jesus Kristus, de kristnes Fører, Lærer og Herre. Hvilken årlig højtid er det? Julen? Nej. Påsken? Nej. Allehelgensdag? Nej. Det er den årlige højtid til minde om Jesu Kristi død. Den kaldes „mindehøjtiden“, „Herrens nadver“ eller „Herrens aftensmåltid“. Denne årlige højtid, og den alene, må og skal kristne fejre. — Luk. 22:19.
Mindehøjtidens betydning fremgår af at beretningen om den bevidnes fra fire forskellige sider. Paulus, der modtog disse oplysninger ved direkte inspiration, skrev om højtiden: „Fra Herren har jeg modtaget, hvad jeg også har overleveret jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog brød, takkede, brød det og sagde: ’Dette er [betyder, NW] mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!’ Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: ’Denne kalk er [betyder, NW] den nye pagt ved mit blod; gør dette, så ofte som I drikker den, til ihukommelse af mig.’ Thi så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død.“ — 1 Kor. 11:23-26.
Fordi kristne må og skal fejre denne årlige højtid har Jehovas vidner til stadighed fejret den, også selv om de derved har sat deres liv og frihed på spil. Det gjorde de for eksempel i de tyske koncentrationslejre. I dag fortsætter de med at fejre højtiden på trods af at det i landene bag jerntæppet og i lande som Det røde Kina og Ætiopien er dem forbudt at komme sammen ved møder.
I år vil Jehovas vidner på hele jordens flade samles i deres rigssale den 30. marts efter solnedgang. Denne dato, den 30. marts, er den eneste som står skrevet med rødt på deres kalender. Alle de mennesker som nærer god vilje overfor Gud indbydes, ja tilskyndes til at overvære højtiden. Programmet vil, i al korthed, bestå af sang, bøn, et foredrag om højtidens betydning, omdeling af symbolerne, og afsluttende bemærkninger, sang og bøn.
Hvorfor fejrer Jehovas vidner kun Herrens nadver én gang om året, og hvorfor netop på den dato? Er der ikke mange mennesker i kristenheden som fejrer den flere gange om året? Og holder katolikkerne ikke nadveren ved messen hver dag i året, undtagen langfredag? Af hvilken grund befalede Jesus at vi skulle mindes hans død?
Det er passende, logisk og bibelsk at mindes Jesu død hvert år netop på den dag han døde. Vigtige begivenheder plejer man at fejre ved årlige højtideligheder. Såfremt de nu højtideligholdtes flere gange om året, ville dette så ikke snarere svække indtrykket af begivenhederne fremfor at forstærke det? Hertil kommer at Jesus jo indstiftede denne årlige højtid den aften da den jødiske påske fejredes. Påsken blev holdt til minde om at israelitternes førstefødte var blevet forbigået eller frelst, og folket udfriet fra den ægyptiske trældom. Den blev på Guds udtrykkelige befaling fejret på den samme dato hvert år. I forbigående bør det bemærkes at den israelit som undlod at fejre den skulle „udryddes af sin slægt“. — 2 Mos. 13:3-13; 34:18; 4 Mos. 9:13.
Hvorfor holdes højtiden den 30. marts? Døde Jesus på den dag? Nej, han døde den 14. nisan, som i år falder sammen med den 30. marts. Den 14. nisan? Ja, ifølge den månekalender Gud gav israelitterne begyndte året om foråret ved nymånen nærmest forårsjævndøgn. Og forårsjævndøgn falder almindeligvis på den 21. marts, den første dag i foråret. Nisan eller abib, den første måned, begyndte ved månenyet nærmest den dato. Påsken fejredes den fjortende nisan, hvor det var blevet fuldmåne. Hos israelitterne begyndte dagen, akkurat som det også skildredes i Første Mosebogs skabelsesberetning, om aftenen, og ikke ved midnat. Det er for klaringen på at Jesu indstiftelse af mindehøjtiden efter solnedgang torsdag aften og hans død den næste dags eftermiddag indtraf på én og samme dag.
Hvorfor mindehøjtid?
Hvorfor befalede Jesus at hans død skulle mindes? Fordi den havde stor betydning for alle, lige fra Jehova og ned til den ringeste blandt menneskene. Mere end 4000 år forud for Jesu død havde en fuldkommen skabning, en engel, gjort oprør imod Gud. Denne skabning var opfyldt af selvisk ærgerrighed og havde ved at tale til det første menneskepars selviskhed forledt det til at gå med i oprøret. Den pralede med at kunne vende alle andre skabninger bort fra Gud. På den måde rejste denne skabning, Satan Djævelen, spørgsmålet: Hvem er universets hersker? I tråd hermed opstod spørgsmålet: Hvem bar skylden for at Adam og Eva syndede? Havde Gud skabt de to mennesker så de var ude af stand til at bevare deres uangribelighed, og alligevel forlangt at de skulle gøre det? Den forsmædelse som disse spørgsmål i realiteten kastede på Jehova Gud måtte ophæves én gang for alle, og derfor tillod Gud at Satan, Adam og Eva fik lov at leve en tid lang. Det ville give Satan en rimelig chance for at bevise sin pralende påstand. — Job, kapitlerne 1, 2; Ordsp. 27:11.
Ned igennem tiden havde trofaste mænd som Abel, Enok, Noa, Abraham og Moses bevaret deres uangribelighed og derved bevist at Gud talte sandt og havde ret, mens Djævelen talte løgn og havde uret. Det havde disse mænd gjort til trods for alt hvad Djævelen havde søgt at friste og forfølge dem med. Men kunne et fuldkomment menneske til fuldkommenhed overholde Guds lov, hvilket Gud jo havde fordret af Adam og Eva? Det var netop hvad Jesus præsterede lige indtil sin død. Fremfor alle andre var det Jesus der med sin eksemplariske trofasthed beviste at Djævelen var en løgnagtig pralhals. Derved havde Jesus renset Jehovas navn for forsmædelse. Men Jesus havde gjort mere end det. Som fuldkomment menneske ejede han retten til livet. Ved at give afkald på sit liv som menneske kunne han skænke denne ret til alle værdige mennesker der havde mistet den på grund af Adams overtrædelse. Af begivenheder som berørte både Jehova Gud og hans skabninger kunne der derfor op til Jesu død ikke peges på nogen som var af større betydning end den at Jesus rensede og hævdede sin Faders navn og tilvejebragte en mulighed for at alle værdige mennesker kunne vinde livet. Er der nogen begivenhed som fortjener at mindes, må det i sandhed være den.
Herrens aftensmåltid er derfor en højtid som skal bringe Jehovas suverænitet i erindring. Den virker som en kraftig påmindelse om at Han, og Han alene, fortjener vor tilbedelse. Den kaster endnu større glans over hans fire vidunderlige egenskaber, den visdom, retfærdighed, kærlighed og magt som gjorde det muligt at han blev hævdet i sin ret, og at der åbnedes os en vej til evigt liv. Når vi overværer højtiden til minde om Jesu død vil vi omfatte Jehova Gud med en endnu dybere værdsættelse, og vor taknemmelighed mod ham for alt hvad han har gjort for os, vil vokse.
Sådan vil det også være i forholdet til Jesus Kristus. Mindehøjtiden vil jo især belyse hans liv og færden og alt det han har gjort og endnu vil gøre for os. Skønt han var i guddomsskikkelse, som Ordet — det navn han kaldtes med inden han kom til jorden — var han villig til at ydmyge sig og blive menneske, samt lide al slags spot og hån på jorden mens han fuldførte det hverv at vidne om sandheden. Han bevarede sin uangribelighed lige til sin forsmædelige og pinefulde død på marterpælen. Alt dette gjorde Jesus fordi han elskede os mennesker, og fordi han elskede sin himmelske Fader, hvis hjerte han derved glædede. Ved mindemåltidet symboliserer det usyrede brød og den røde vin henholdsvis det legeme han gav og det blod som han udgød for os. Hvor stor en gæld står vi ikke i til ham! Selve det at disse sandheder så levende genkaldes i vore tanker ved denne kristne mindehøjtid er endnu en vægtig grund til at vi bør overvære den! — Fil. 2:5-8.
Ved Herrens aftensmåltid er der rig anledning til at vokse i forståelse af hvad der fordres af os som kristne. Vi må efterligne Jesus, for vi læser: „Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor.“ Trods fristelser og forfølgelser bevarede han sin uangribelighed, og blev derved et forbillede som vi skal følge. Jesu senere udtalelser hin aften da han indstiftede mindemåltidet, udtalelser vi læser i Johannes-evangeliet, kapitlerne 13 til og med 17, viser at kristne skal bære frugt og derigennem bevise at de er hans disciple. De må forblive i samhørighed med Kristus, vintræet, og må elske hinanden ligesom Jesus elskede dem. Alene denne omstændighed skulle få mennesker til at indse hvem der er hans sande efterfølgere. Mindehøjtiden eller Herrens aftensmåltid, får os derfor til at ransage os selv og opildner os til at gøre os større umage for at efterligne Jesus Kristus med hensyn til at bevare vor uangribelighed. — 1 Pet. 2:21.
Hvem kan nyde brødet og vinen?
Omdelingen af det usyrede brød og den røde vin, hvorunder hver enkelt af de tilstedeværende får mulighed for at nyde deraf, sætter sit ganske særlige præg på mindehøjtiden. Er det nu alle uden undtagelse som nyder brødet og vinen? Nej; i dag er det faktisk sådan at der mange steder, hvis ikke ligefrem de fleste, slet ikke er nogen som nyder af brødet og vinen. Hvordan kan det være? Fordi Bibelen viser at Jesus indstiftede måltidet til minde om sin død med de mennesker med hvem han indgik en pagt om sit himmelske kongerige, der er begrænset til 144.000 medlemmer. (Luk. 22:28-30; Åb. 7:1-4; 14:1, 3) Af de en og en kvart million mennesker der forrige år var til stede, var det kun én af hver otteogfirs som spiste brødet og drak vinen. De eneste som nød symbolerne var dem der havde en fast overbevisning om at Gud tog sig af hver enkelt af dem som åndelige sønner og derfor ejede et sikkert håb om en himmelsk livslod. — Rom. 8:15-25.
Hvad så med de øvrige? De hører til de „andre får“, er medlemmer af „en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag“. De har det håb at de må leve evigt i et jordisk paradis, for en dag vil jorden være fyldt med retfærdige skabninger der alle tilbeder Jehova Gud. Selv om de ikke nyder symbolerne adlyder de alligevel Jesu befaling om at mindes hans død, og de er glade for at de kan være til stede og få gavn af det som siges og gøres, for også de må bevare deres uangribelighed hvis de skal ophøje Guds navn og vinde det evige liv. — Joh. 10:16; Åb. 7:9; Es. 11:9.
Måtte derfor alle mennesker som i sind og hjerte er ret indstillet over for Gud, hvad enten de bekender at være indviede kristne eller ej, fejre den årlige højtid til minde om Kristi død sammen med Jehovas vidner i en af disses rigssale og få glæde og udbytte deraf.