Lykken at give

„Der er større lykke ved at give end ved at tage imod.“ — Ap. G. 20:35, NW.

1. Hvordan kan man opnå større lykke?

AT GIVE bringer megen lykke. Har du nogen sinde erfaret den glæde? Ja, vil du sige, jeg har givet mange ting til dem, jeg holder af, og det beredte mig stor lykke. Men har ikke denne lykke kun været tidsbetonet og ikke en varig lykke? Eller har du følt, at du var tvunget til at give en eller anden en gave, fordi han har givet dig en gave, og du derfor til en vis grad var nødt til at gøre gengæld? Der er ingen særlig lykke forbundet med at give den slags gaver, vel? Du gav, fordi du var tvunget dertil og følte dig forpligtet. Dette er ofte tilfældet under denne tingenes ordning. Denne gamle verden lever efter regelen: Du giver mig en gave, så giver jeg dig en gave. På denne måde forpligter den enkelte sig over for andre. Det sker hele tiden inden for politik, handel og religion.

2. Hvorledes kan vi opnå den lykke at sidde til bords i Guds rige?

² Folk i denne verden følger ikke Jesu fortrinlige råd, der berettes om i Lukas 14:12-15: „Når du beder gæster til middag eller aften, så indbyd ikke dine venner eller dine brødre eller dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de måske skal indbyde dig igen og du få gengæld. Men når du gør et gilde, så indbyd fattige, vanføre, lamme, blinde! Da skal du være salig [lykkelig, NW]; thi de har intet at gengælde dig med; men det skal blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.“ „Da en af gæsterne hørte dette, sagde han til ham: Salig [lykkelig, NW] er den, som holder måltid i Guds rige!“ Vil du gerne sidde med til bords ved festmåltidet i Guds rige? Det kan du, hvis du følger Mesterens råd i stedet for denne gamle verdens skikke.

3, 4. a) Hvor længe har Jehova givet andre noget, og på hvilken måde? b) Hvad kan vi vise til gengæld, og hvordan?

³ Lad os kaste blikket tilbage til et tidspunkt længe før, vi levede på jorden. Da var det Jehova Gud, der gav, og allerede dengang var det til gavn for os. Han gav af sin store magt, visdom, kundskab og kærlighed. Han gav bestandig og på en måde, der endnu har indflydelse på vort liv. Han giver til stadighed. Han lader uafladelig velsignelser tilflyde sine skabninger, og vi er modtagerne af disse gaver fra „den lykkelige Gud“. (1 Tim. 1:11, NW) Af sin overflod giver Jehova Gud os. Han beder ikke om gengæld, men kun om, at vi lægger taknemmelighed for dagen.

⁴ Vil du vise din påskønnelse af de mange velsignelser, Jehova har udøst over dig? Han har været lykkelig over at give os gaver. Er der ikke et eller andet, vi kan give Jehova? Alt, hvad vi ejer, har vi fået af ham fra først af, og hvis vi skal give ham noget, hvad skulle det så være? Det eneste, Faderen, menneskets skaber, i virkeligheden ønsker af sine menneskeskabninger på jorden, det eneste, de kan give ham, er den rette tilbedelse, den sande tilbedelse. Det vil sige, at vi tilbeder Jehova i helligt skrud. Denne tilbedelse kommer fra hjertet og fra et rent sind. Såfremt vi tilbeder den sande Gud, sådan som han anviser os i sit ord, vil det være ham til behag. Vor tilbedelse er vor tjeneste for ham. Den bør være udadlelig, og det kan den være, om vi blot lyder hans bud.

5, 6. a) Hvad siger Ordsprogene 2:6, at Jehova giver, og hvem kan få den gave? b) Hvordan bør vi handle, når vi har fået kundskab?

⁵ En vismand skrev for århundreder siden: „Thi Jehova, han giver visdom, fra hans mund kommer kundskab og indsigt.“ (Ordsp. 2:6) Tænk på den uhyre viden, Skaberen sidder inde med. Tænk på hans uransagelige kundskab og visdom. Alt dette er hans ejendom, men han beholder den ikke for sig selv. Tværtimod åbenbarer han meget af sin visdom for sine fornuftbegavede skabninger. Han lader den komme til vor kundskab gennem sit ord og giver os den til velsignelse for os.

⁶ Enhver af hans skabninger, hvad enten de er unge eller gamle, hvad enten de har gået i skole eller ej, kan tilegne sig et vist mål af denne visdom og kundskab. Det er uden forskel, om du er en ny rigsforkynder i en kreds af Jehovas vidner eller pioner eller missionær eller i et betelhjem eller på et af Vagttaarnsselskabets afdelingskontorer — du kan få del i disse vidunderlige ting fra Gud. Dog må du gøre dig umage og bestræbe dig for at tilegne dig denne kundskab og med visdom lade den gå videre til andre. Vi ønsker ikke at være som en svamp, der bare suger vand og må have andre til at presse det ud af os, for at de gode ting, vi har lært, kan blive andre til gavn. Det skulle ikke være nødvendigt for andre at presse eller tvinge sandheden ud af os. Vi skulle være så fyldt med sandheden og med forståelsen af Guds ord, at det simpelt hen vældede ud af os. Det er bedre at være som en rislende kilde, der altid kan tilbyde frisk, livgivende vand i overflod, så folk ikke skulle være nødsaget til at grave efter sandhedens vand. Glem ikke: „Der er større lykke ved at give end ved at tage imod.“ Hvorfor ikke risle som en kilde og lade „den, som tørster“, komme og „den, som vil, . . . modtage livets vand uforskyldt“? — Åb. 22:17.

7. Hvilken holdning bør vi indtage for at erfare lykke, når vi giver andre noget?

⁷ At give er at overdrage noget til en anden uden at forlange noget til gengæld. Dengang Gud gav os sin enbårne søn i gave, ventede han ikke, at vi kunne give ham noget tilsvarende igen. Nej, livets gave, som han skænkede os, gav han os helt og gerne. Vi kan beholde den, hvis vi trofast vedbliver at adlyde hans vilje. Når vi forkynder dette gode og livgivende budskab for andre, venter vi ikke at blive betalt tilbage med penge, tid eller ejendele af den, som tager imod det af os. Vi har modtaget dette livets budskab fra vor Fader som en gave, og vi ønsker at give den kundskab, vi selv glæder os over, frit videre til andre, således at de også kan modtage håbet om evigt liv. Skal vi derfor opnå sand lykke ved at give, således som Jehova gør det, så må vi gøre noget for andre uden at vente noget til gengæld fra deres side. Mennesker kan ikke berige Gud, men i betragtning af de mange gaver, vi har modtaget fra Skaberens hånd, bør vi naturligvis lægge taknemmelighed for dagen og holde os til den sande tilbedelse og tjeneste for Jehova. Denne tjeneste bringer lykke.

8. Hvad medfører lykke, og hvad er grunden, hvis den mangler i en menighed?

⁸ Er man lykkelig, føler man sig vel til mode og føler tilfredshed og glæde. Den, som er lykkelig, har fred i sindet og er fortrøstningsfuld. Men det viser sig ikke altid at være tilfældet, at vore brødre og søstre i Jehovas organisation er omgængelige og fredelige af sindelag og til trøst for hinanden. Undertiden forstyrres de i deres sindsro, der er noget, der irriterer og plager dem. Når der ikke hersker fred i en menighed, er det let at se, at et eller andet mangler. Der er nogle, som ikke giver, og derfor nogle, som ikke modtager de gaver, de skulle, hvis der rådede lykkelige forhold i menigheden. Det er kærlighed, der mangler. Nogle har glemt, at Jesus sagde: „Du skal elske Herren [Jehova, NW] din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke,“ og „du skal elske din næste som dig selv“. (Mark. 12:30, 31) Det er det, det skorter på. Der er nogle, som ikke elsker deres næste, således som Jesus sagde, vi skulle.

Hemmeligheden

9. Hvor lærer vi lykkens hemmelighed at kende, og hvori består den?

⁹ Der er ingen glæde ved at leve uden lykke. Ved at vende os til Jehovas ord kan vi finde hemmeligheden ved at være lykkelig; og vi kan eje den lykke dag ind og dag ud årene igennem, ja til evig tid, hvis vi stiler derefter. Finder vi hemmeligheden ved at være lykkelig, burde vi være ivrige efter at dele den med andre. Hemmeligheden ved at være lykkelig er ikke bare det at tage imod, men derimod det at give. Hvis det er tilfældet, så lad os give andre af det, vi selv har fået. Hvad vi som kristne tilbedere af universets enevældige hersker kan give andre, er sandheden, den største gave, kundskaben om Jehova Gud. Vi kender Jehovas krav om sand tilbedelse, og vi bør videregive denne kundskab til andre.

10. Hvilken form for gavmildhed giver større lykke, som vi ser det i Guds eget tilfælde?

¹⁰ Jehova må føle stor glæde og lykke, når han giver sine skabninger noget. Han gav os så meget ved hele sit første skaberværk og beviser os bestandig sin kærlighed ved at give os sollys, regn, frugter og grønsager, uld og klæder, træ og husly, men mest af alt, selve livets ord. Jehova ledte apostelen Paulus til at skrive: „Kærligheden . . . søger ikke sit eget.“ (1 Kor. 13:4, 5) Jehova søgte ikke sit eget, da han lod forårsregnen falde for at få træerne til at blomstre og siden bære frugt, eller lod solen varme, så hveden kunne modnes, eller lod fårene få en tyk pels, så vi kunne få uld, eller lod træer vokse, så de kunne give os tømmer. Alt dette var gaver til menneskeheden. De var et udtryk for Guds kærlighed. Gud gav disse gaver og giver dem til stadighed og skænker os endnu flere gaver. Hans gavmildhed gør ham til en „lykkelig Gud“. Følger vi samme kærlighedsprincip som han, bør vi ikke søge vort eget. Kærligheden giver sig ikke udslag på den måde. Der er større lykke ved at give til andre, når de ikke kan gøre gengæld. Jehova lader det regne både over de retfærdige og uretfærdige; hans sol skinner over de gode og over de onde. Vi bør ikke være kritiske i valget af, hvem vi vil videregive det gode budskab til. Jesus sagde, at ordet skulle forkyndes for alle folkeslagene, og gør vi det, vil vi opnå lykke.

11. Hvad gør livet værd at leve? Hvordan kan vi opnå tilfredshed, og hvor længe vil den vare?

¹¹ Hvis lykke bringer os sand tilfredshed i tilværelsen og gør livet værd at leve, bar vi stræbe efter at opnå denne lykke. Livet nu uden lykke er ikke meget værd, og spørgsmålet er derfor: Hvordan kan vi opnå større lykke? Vi lever kun en kort tid, men vi ville gerne leve evigt. Peter vidste, at forståelse af den Højestes ord fører til liv. Han sagde til Jesus: „Du har det evige livs ord.“ (Joh. 6:68) Såfremt vi følger Jehovas ord og Jesu formaninger, så opnår vi ikke alene liv, men et liv i lykke. Det var derfor, Paulus sagde: „Der er større lykke ved at give end ved at tage imod.“ (Ap. G. 20:35, NW) Et liv i lykke ville være en fryd for enhver.

12, 13. Hvilket eksempel satte Paulus med hensyn til at give, og hvordan levede han op til sin egen formaning: „Giv agt på jer selv og på hele hjorden“?

¹² Efter at have skrevet megen oplysning og vejledning til hjælp for os på denne dag minder Paulus os om, at sand lykke kommer ved at give andre noget. Lad os, begyndende med Apostlenes Gerninger 20:27, mærke os, hvad det var, han henledte vor opmærksomhed på. Han sagde: „Jeg har ikke undladt at fortælle jer hele Guds frelsesplan.“ Han øste af den kundskab, han sad inde med. Hvordan? I det tyvende vers i det samme kapitel viste han, at han lærte „offentligt og i hjemmene“. Så han unddrog sig ikke nogen form for aktivitet. Paulus’ eksempel er gavnligt at følge for alle Guds tjenere. Forkynder du også fra hus til hus? Det var Paulus’ indsats som forkynder, der gjorde ham lykkelig. Han fortsatte med at sige: „Giv agt på jer selv og på den hjord. . . .“ (Vers 28) Har du dit eget og hele hjordens velfærd for øje? Paulus nærede interesse for alle sine brødre. Han vidste, at Guds hjord trængte til at passes og plejes. Han ønskede ikke at se Guds får fare vild, og han formanede til den rette lederånd. Paulus vidste, hvad der ville ske, når han forlod disciplene, som han havde oplært, og han gentog Jesu advarsel imod ulve: „Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden.“ — Vers 29.

¹³ Paulus forkyndte ikke alene det gode budskab om Kristi Jesu genløsningsoffer og det forjættede himmelske rige, men gav også dem, som søgte et ståsted i Guds organisation, en betimelig advarsel. Han talte rent ud og viste alligevel medfølelse, for han elskede Guds menighed og den nye tingenes ordning, som Jesus havde indført. Paulus vidste, hvad Jesus havde sagt om de undertrykkende ulve, der skulle komme ind i menigheden og volde megen forstyrrelse. (Se hvad Joh. 10:7-16 siger.) Paulus’ interesse for sine brødre var levende, og han ønskede at give dem al den formaning, han formåede, og at satte dem et godt eksempel. Paulus vidste, hvilke farer der truede de kristne i Efesus, og at det at være forud advaret, var det samme som at være forud væbnet. Derfor sagde han: „Vær derfor årvågne og kom i hu, at jeg . . . er blevet ved med at påminde hver enkelt med tårer.“ (Ap. G. 20:31) Følger alle blandt Guds folk dette råd? Agter de på Guds ord gennem apostelen? Læser de Bibelen? Studerer de den? Opbygger de sig selv? Husk ordene: „Giv agt på jer selv.“ Spørg derfor jer selv: Hvad gør jeg for at sætte hjorden et godt eksempel? Hvad viser min tjenesterapport?

14. Hvorfor lå Paulus ikke menigheden til byrde, og hvilken kærlighed lagde han for dagen?

¹⁴ Paulus lå ikke nogen i menigheden til byrde. Han sagde: „Disse hænder har indtjent alt, hvad jeg og mine ledsagere trængte til.“ (Apg 20 Vers 34) Han bad ikke andre om at sørge for ham eller ordne hans rejser fra sted til sted. Det ville have været en vidunderlig forret at hjælpe ham på enhver mulig måde, men Paulus var der for at yde sine brødre noget, og fordi han gjorde det, erfarede han sand lykke. Han bad dem ikke om noget, og han ventede heller ikke noget til gengæld for det, han selv gav. Paulus brugte sit liv til gavn for sine brødre og fulgte det eksempel, Jesus havde givet, dengang han var her på jorden og brugte sin tid og energi til hjælp for sine apostle og de retsindige, som ville lytte til ham. Kristus Jesus gav alt, hvad han ejede, ja endogså sit liv, for sine brødre. Han sagde: „Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer.“ (Joh. 15:13, 14) Paulus fulgte Jesu kloge råd og holdt hans bud ved at betjene sine venner. Gør du også det? Hvis det er tilfældet, så kan du af erfaring sige ligesom Paulus: „Der er større lykke ved at give end ved at tage imod.“ — Ap. G. 20:17-35, NW.

15. Er det en lykke at modtage noget? Hvad viser Paulus’ og vor egen erfaring?

¹⁵ Paulus sagde ikke, at der ingen lykke var ved at modtage noget; det er der. Han kendte den glæde og lykke, det er at høre og modtage sandheden. Det gør vi også. Betænk, hvordan Paulus viste sin taknemmelighed, efter at han havde hørt Jesu røst, da han viste sig for ham i et strålende lys. (Ap. G. 9:3-22) I dag er det os en stor glæde at tage til stævner, at gå til vagttaarnsstudiemøder, bogstudiemøder og at høre det gode budskab fra den, som belærer os. Men når vi har taget alle disse gode ting til os, så er det os en større lykke at give sandheden videre til andre, end det var for os selv at modtage den. Var dette ikke sandt i Paulus’ tilfælde? Jo. Derfor bør alle indvi sig til Jehova Gud og dele hans ord med andre, for at også de kan opnå liv. „Prædik ordet.“ — 2 Tim. 4:2.

16. Hvad følte vi, da vi selv modtog sandheden, og hvilken lykke er der siden kommet til?

¹⁶ Når vi læser i de kristne Græske Skrifter, kan vi se, hvordan alle apostlene gav deres brødre noget. Således er der også nogle, der har givet dig noget. Husker du den første gang, du hørte om sandheden? Var det en eller anden, der kom til din dør for at forklare Rigets budskab? eller hørte du derom på anden måde? Da det gik op for dig, hvad det var der blev forklaret dig, erfarede du stor glæde, og kort tid efter lærte du Guds organisation at kende og begyndte at komme sammen med Guds folk. Du var lykkelig over at være en del af denne organisation, fordi dens måde at gøre tingene på var retfærdig og kærlig. Sandheden og opøvelsen i at tænke Guds tanker forandrede hele dit livsløb. En eller anden havde givet dig noget vederlagsfrit, og det bevirkede en forandring hos dig til det bedre, og du var taknemmelig mod giveren. Det næste, du ønskede, var at fortælle andre derom. Derfor indviede du dit liv til Jehova Gud, og nu oplever du større lykke ved at bringe den sandhed, du selv modtog, til andre og give dem deraf. Nu bringer du dem trøst og glæde, ja nye tanker og selve den nye verdens ånd. Du kan give folk et håb om liv. Er det ikke det at give andre det gode budskab, der bringer dig sand lykke? Der er ingen tilfredsstillelse ved blot at ophobe kundskab og oplysning i dit eget sind og hjerte og aldrig lade den gå videre til andre. At beholde den for sig selv er gnieragtigt, og en gnier er et ulykkeligt menneske. Han lever et usselt liv og tænker kun på at skrabe endnu mere til sig. Han oplever aldrig lykken ved at give andre noget. Vil du være gnieragtig med din kundskab? Foretrækker du det, så vil du altid være en ynkværdig person, for den sande hemmelighed ved at være lykkelig ligger i at give.

17. Hvordan kan kundskab, man modtager, vise sig nytteløs?

¹⁷ Lykke kan man ikke holde for sig selv, man må give udtryk for den. Lykken må indvirke på dig eller på en anden. Har du ladet din lykke forblive uvirksom? Har du holdt den for dig selv? Hører du til gniertypen, der foretrækker at være ulykkelig og elendig, og aldrig giver andre af din kundskab? Selv om du samlede alverdens kundskab i din hjerne, ville den være nytteløs, hvis du aldrig lod andre få gavn af den. Med tiden ville den dø sammen med dig. Sande kristne modtager kundskab fra Jehova, bliver oplært af Jehova gennem hans ord og erfarer lykke ved at fortælle andre derom.