Bestræbelser for at underminere Bibelen

„Enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippegrund. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus, men det faldt ikke, thi dets grundvold var lagt på klippen.“ — Matt. 7:24, 25.

DEN hurtigste måde at tilintetgøre en bygning på er at fjerne grundvolden under den. Tyngdekraften vil gøre resten. Den hurtigste måde at tilintetgøre kristen tro på er at fjerne grundvolden under den. Tvivl og skepsis vil gøre det af med resten. Vor tros grundvold er en bog. Bogen er Bibelen. I dag findes der en hærskare af nedbrydere, som søger at slå denne grundvold bort under kristendommen. I tidligere tider blev bibelforfattere dræbt, bibeltroende torteret, bibeloversættere brændt på bålet og eksemplarer af Bibelen kastet i flammerne. Alligevel lever bogen den dag i dag. Den bliver stadig angrebet, men angrebene er nu mere forskelligartede og mere underfundige. Fra mange sider gøres der udfald mod Bibelen: fra videnskabens, fra ateismens og forbavsende nok også fra deres side, som udgiver sig for at være dens venner — kristenhedens præster.

² Tror du på Bibelen? Er din tro bygget på kendsgerninger? Agter du på og adlyder du Bibelens ord, eller er din tro død, fordi den mangler levende gerninger, der harmonerer med dette ord? Mange undlader at opbygge et kristent liv på klippegrund, men bygger i stedet deres religiøse liv på overtroens og overleveringernes, lettroenhedens og ceremoniernes løse sand. Tro, der er bygget på et sådant falsk grundlag, vil ikke overleve et stormangreb, men sand tro, der er bygget på kundskab om og lydighed mod Guds ord, vil stå urokket, som et hus, der er bygget på klippegrund. Menneskers prøvende angreb vil ikke underminere den, ej heller vil Guds domme, der vejer den på vægt, finde den for let. Den tro, der står fast, og den tro, der styrter sammen, skildres begge i Jesu lignelse: „Enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippegrund. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus, men det faldt ikke; thi dets grundvold var lagt på klippen. Men enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og ikke handler efter dem, ligner en dåre, som byggede sit hus på sand. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og slog imod det hus; og det faldt, og dets fald var stort.“ — Matt. 7:24-27.

³ Videnskaben har søgt at bringe Bibelen til fald, og den har gjort skabelsesberetningen til sin skydeskive og udviklingslærens teorier til sine brændende pile. Disse gloende pile har fået massernes ubefæstede tro til at brænde sammen, men har ikke formået at trænge igennem den sande tros skjold. (Ef. 6:16) Selv videnskabens seneste forskning slukker udviklingslærens brændende pile! Evolutionsteoriens tilhængere nærede i sin tid ejendommelige forestillinger om livets spontane opståen, men den nyere forskning har tvunget dem til at forlade disse teorier. De påstod, at erhvervede egenskaber, der skyldtes forandring i omgivelserne, gik i arv til afkommet, men de måtte give afkald på denne kære teori, fordi den moderne arvelighedsforskning har bevist, at sådanne egenskaber ikke kan nedarves. I sin teori om de bedst egnede arters beståen undlod Darwin at forklare deres opståen, der er selve nøgleproblemet. Hugo de Vries forklarede tilsynekomsten af små, arvelige ændringer af livsformerne ved mutation, men nu må videnskaben med sorg melde, at disse sjældne mutationer er skadelige i stedet for gavnlige og kun kan være et tegn på degeneration eller forringelse, en tilbagegang til noget ringere, og ikke en udvikling til noget højere. Hvis videnskaben skulle lade sig fratage disse tidligere påstande, så måtte den erklære udviklingsteorien for ubegrundet, og en sådan falliterklæring vil den ikke åbent og ærligt rykke ud med. Propaganderende evolutionister fodrer derfor stadig en lettroende og uoplyst offentlighed med dette falsum.

⁴ I juni måned blev der i New York afholdt en international sammenkomst af antropologer, og i et avisreferat i New York Times (12/6 52) opsummerer bladet i denne overskrift sit indtryk af et af møderne: „Udviklingen af legemet er nu fastslået som ophørt.“ Dette svarer til en udtalelse en af Frankrigs fremragende biologer, Lucien Cuénot, fremkom med vedrørende evolutionstræet i sin bog, L’adaptation (Tilpasning): „Evolutionstræets saft har mistet sin kraft.“ I forbigående kan det bemærkes, at inden Cuénot døde sidste år, opgav han til sine kollegers bestyrtelse evolutionslæren som uholdbar. Det er meget bekvemt for udviklingslærens tilhængere at erklære, at udviklingsprocessen er ophørt. Det fritager dem for at skulle påvise den nu. De slipper på den måde uden om den pinlige situation ikke at kunne påpege dens processer på nærværende tidspunkt.

⁵ Et andet interessant punkt kom frem under denne sammenkomst af antropologer i New York. Under overskriften: „Hulemenneskets alder nedskåret med 35.000 år“, berettede New York Times (10/6 52), at disse videnskabsmænd mente, at „stamfaderen til det moderne menneske i Europa måske er 35.000 år yngre, end man hidtil har troet“, da „den nyere forskning antyder, at hulemennesket først uddøde i Europa omkring 13.000 år f. Kr.“. Dette indhug i hulemenneskets alder skyldes forsøg med den nylig opdagede radioaktive tidsmåler. Det var opdagelsen af denne tidsmåler, der fik Chicago Sun-Times (27/5 51) til at meddele, at evolutionisterne havde nedskåret det moderne menneskes alder fra 1.000.000 år til 50.000. Nu har videnskaben skåret endnu et stykke af og nærmer sig Bibelens 6000 år som menneskets alder. At de nuværende tidsbestemmelser ved hjælp af den radioaktive tidsmåler måske ikke er definitive blev anerkendt af disse videnskabsmænd, for i Times hedder det: „Tidsbestemmelsesteknikken ved hjælp af kulstof vil måske senere blive revideret, hvis der kan påvises forskelligheder i den naturlige dannelseshastighed for radioaktive isotoper, eller hvis man opdager uregelmæssigheder i hastigheden af kulstofforbruget hos voksende stof.“

Arkæologien benægter evolutionsbegrebet

⁶ Den arkæologiske videnskab snarere modsiger end støtter evolutionsteorien. Bemærk følgende: „I betragtning af udviklingslærens tilhængeres stadige påstand støder vi, ejendommeligt nok, ikke i Ægypten på noget bevis for menneskets udvikling. Hvad mere er, læren om, at mennesket begyndte med meget ringe forstandsevner og gradvis har udviklet sin høje og særprægede kultur, benægtes af kendsgerningerne i dette land. Sandheden er, at det modsatte så ganske åbenlyst er tilfældet. I stedet for at bevise en udviklingsproces afslører menneskets historie, som den kan spores gennem arkæologien i Ægypten, en ubønhørlig degeneration. Sayce, en af de mest fremragende arkæologer i hele denne store videnskabs historie, gav udtryk for sin undren og forbløffelse over det kulturelt høje stade, der træder frem for vort blik lige fra de allerførste beretninger om det ægyptiske folk. Andre autoriteter, som for eksempel Baikie, har skrevet bindstærke værker om dette emne. Man havde håbet, at man, når udgraverne endelig nåede ned til det første dynastis urørte grave, ville stå over for den ægyptiske kulturs spæde begyndelse. . . . Gennem de første gravkamre stirrer vi ind i en endnu ældre kulturperiode, der blænder og betager den menneskelige forstand. I stedet for at blive vidner til menneskehedens første, famlende udviklingstrin skuer vi ind i en menneskeverden, der allerede befinder sig midt i en blomstrende kultur. . . . Ægypten, som andetsteds, viser os ikke noget dunkelt, lavtstående begyndelsesstadium, men en pludselig tilsynekomst af et folk med en højt udviklet kultur. . . . Man må ikke mene, at dette forhold udelukkende gør sig gældende i Ægypten eller blandt en bestemt race eller i et bestemt land. Det samme ejendommelige modsætningsforhold mellem de falske teorier om en organisk udviklingsproces og de historiske kendsgerninger træder klart frem, hvor som helst arkæologien har haft lejlighed til at holde forskningens søgende fakkel rettet mod et bestemt område.“ — Siderne 41, 42, 49, 50 i Dead Men Tell Tales af H. Rimmer.