Lydighed fører til liv

„Jehova jeres Gud skal I holde jer til, ham skal I frygte, hans bud skal I holde, hans røst skal I adlyde, ham skal I tjene, og ved ham skal I holde fast.“ — 5 Mos. 13:4.

1. Hvad kræver Jehova som en betingelse for at opnå evigt liv?

SKABEREN Jehova er kilden til alt liv. Han skænker det, til hvem det behager ham, og tager det fra dem, som er uværdige. Ingen skabninger på jorden kan gøre krav på at eje liv, for de har det kun så længe, de er til, selv om nogle har fået løfte om liv. Alle normale mennesker ønsker at leve evigt, og lige siden menneskets ulydighed medførte dødsstraf, er det spørgsmål blevet stillet, som en jødisk lovkyndig rettede til Herren Jesus Kristus: „Hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve evigt liv?“ Som svar stillede Jesus ham et modspørgsmål: „Hvad står der skrevet i Loven, hvordan læser du?“ Han svarede: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind,“ og „din næste som dig selv“. Jesus sagde til ham: „Du svarede rigtigt; vedbliv med at gøre dette, så skal du få liv.“ (Luk. 10:25-28, NW) Her fremholdes kort og korrekt Jehovas befaling, og de, som adlyder den, vil vinde livet og leve evigt. Ønsker vi virkelig evigt liv? Hvor meget ville vi give for at opnå det? Er vi rede til at adlyde Guds befalinger i eet og alt, så vi kan arve livet? Ingen skabning vil opnå det, medmindre han behager Gud og modtager hans godkendelse. Det er også sandt, at ingen vil blive godkendt, medmindre han er lydig.

2. Hvad er lydighed? Nævn eksempler og beviser fra Skriften.

² Vi kunne spørge: Hvad er egentlig lydighed, og hvor meget omfatter lydighed fra vor side? Det betyder faktisk, at vi efterkommer befalinger, at vi er villige til at gøre det, som kræves eller anvises af en myndighed, at vi er pligtopfyldende. Lydighed er et guddommeligt krav og indbefatter glad og villig underkastelse under Guds vilje. Lige fra skaberværkets begyndelse har Jehova forlangt og belønnet absolut lydighed. Da han skabte den retfærdige verden, gjorde han det gennem åndelige redskaber, der stod under Kristi Jesu ledelse i hans førmenneskelige tilværelse. „Han er den usynlige Guds billede, al skabningens førstefødte, thi ved ham skabtes alle andre ting i himlene og på jorden, de synlige ting og de usynlige ting, hvad enten de er troner eller herskere eller regeringer eller myndigheder. Alle andre ting er blevet skabt ved ham og for ham.“ (Kol. 1:15, 16, NW) Til udførelse af Jehovas vilje stod „titusind titusinder“ engle ham til rede. (Dan. 7:10) Skønt der var alle disse mange vidunderlige skabninger, herskede der dog fra begyndelsen fuldkommen harmoni i universet. Gud behøver ikke at fremtvinge lydighed, hans befalinger bliver øjeblikkelig adlydt. „Thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.“ (Sl. 33:9) Dette bekræftes af beretningen om begyndelsen: „Gud sagde: Der blive lys! Og der blev lys.“ (1 Mos. 1:3) På denne skaberværkets første morgen blev Guds befalinger adlydt til fulde, og beretningen om lydighed imod hans udtalte ønsker fortsætter fra den ene skabelsesdag til den næste. Jehova kræver noget gjort. Han befaler, nogen hører og adlyder villigt og gerne. At der foregik et samarbejde under Guds skaberværk fremgår af udtalelsen: „Lad os gøre mennesker.“ (1 Mos. 1:26) Det er ikke et eksempel på en taler, der benytter flertalsformen om sig selv, som henvendte han disse ord til sig selv som til et flertal af personer; for en sådan flertalsform bruges ikke i Skriften, når Gud taler om sig selv. Men Jehova meddeler sin søn og andre åndeskabninger, hvad han har til hensigt at gøre, for således at interessere dem for sagen. Det betyder, at Jesus Kristus som Logos og millioner af engleskabninger samarbejdede i fuld harmoni og absolut glad lydighed i udførelsen af Guds værker. Alle disse tjenester blev fuldført til tiden, og denne kærlige lydighed var Jehova til stort velbehag. „Lov Jehova, I hans engle, I vældige i kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans røst.“ — Sl. 103:20.

3. a) Hvorledes gav Gud udtryk for sine befalinger til det første menneske og til den teokratiske nation ved dens begyndelse? b) Gør rede for nogle af de fordele, lydighed medfører.

³ Fra begyndelsen af menneskets tilværelse befalede Gud ham at være lydig. „Men Gud Jehova bød Adam: Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:16, 17) I den korte tid, Adam var lydig, kendte han hverken til angst eller skam. Lydighed betød fred, beskyttelse, lykke, harmoni med Gud og liv. Da han blev drevet ud af Eden på grund af ulydighed, blev lydighed lagt for dagen af de keruber, der vogtede vejen til livets træ, for at mennesket ikke skulle komme til det. (1 Mos. 3:24.) Da Jehova for første gang skabte et folk, var han meget bestemt i sine krav om lydighed. „Se, jeg forelægger jer i dag velsignelse og forbandelse, velsignelsen, hvis I lyder Jehova jeres Guds bud, som jeg i dag pålægger jer, og forbandelsen, hvis I ikke lyder Jehova jeres Guds bud.“ (5 Mos. 11:26-28) Lydighed medfører også velsignelse og venskab med Gud. „Men Jehova sagde ved sig selv: Skulle jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i sinde at gøre . . .? Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Jehovas vej ved at øve retfærdighed og ret, for at Jehova kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham.“ (Jak. 2:23; 1 Mos. 18:17, 19) Lydighed medfører også frelse, for på Noas tid blev han selv, hans familie og par af hver levende skabning af Jehova befalet, hvad de skulle gøre. Befalingerne blev adlydt og havde frelse til følge. Jehova prøver også sit folk med lydighed. „Thi Jehova jeres Gud sætter jer på prøve for at se, om I elsker Jehova jeres Gud af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl. Jehova jeres Gud skal I holde jer til, ham skal I frygte, hans bud skal I holde, hans røst skal I adlyde, ham skal I tjene, og ved ham skal I holde fast.“ (5 Mos. 13:3, 4) De, som skal udgøre Jehovas folk, må være lydige. „I dag er du blevet Jehova din Guds folk! Så lyt da til Jehova din Guds røst og hold hans bud og anordninger.“ Han lover at samle de adspredte, hvis de adlyder ham: „Og du . . . omvender dig til Jehova din Gud og adlyder hans røst . . . så vil Jehova din Gud vende din skæbne og forbarme sig over dig og samle dig fra alle de folk, Jehova din Gud spreder dig iblandt.“ (5 Mos. 27:9, 10; 30:1-10) I det samme kapitel bliver der givet løfte om, at fangerne og de adspredte skal føres tilbage til det forjættede land, og at han vil bringe forbandelser over fjenderne. Disse skriftsteder viser klart, at lydighed medfører harmoni og venskab med Jehova, fred, frelse, prøver til godkendelse, udfrielse fra undertrykkelse og straf over hans eget folks fjender. Når Jehova Gud ville gøre alt dette for det kødelige Israel, så vil han gøre endnu større ting for det åndelige Israel på grund af deres fulde lydighed imod hans bud og befalinger.

Lydighed af hjertet

4. Beskriv Abrahams lydighed i forbindelse med Isak og de velsignelser, den bragte ham selv og andre.

⁴ Jehova ved, om vi lægger sand lydighed for dagen eller ej, og ofte sætter han os på prøve for at se, om vi er oprigtige. Et af de største eksempler herpå i Bibelen er Abrahams tilfælde. „Efter disse begivenheder satte Gud Abraham på prøve. . . . Da sagde han: Tag din søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija land og bring ham der som brændoffer på eet af bjergene, som jeg vil vise dig!“ Abraham lagde sin villige lydighed for dagen, for tidligt næste morgen sadlede han sit æsel, og efter tre dages vandring så han stedet, Gud havde sagt ham. Da Isak spurgte ham, hvor lammet var, der skulle ofres, sagde han: „Gud vil selv udse sig dyret til brændofferet, min søn.“ Villigt og uden at klage eller spørge adlød Abraham Jehovas befaling. Han vidste, at det var Jehova, der havde skænket ham denne søn, og at han kunne tage ham bort. Så tog Abraham kniven for at dræbe sin egen højt elskede søn, der lå bundet på alteret. Men inden kniven ramte, råbte Jehovas engel til ham, en røst, der sikkert har lydt som den skønneste musik i hans øre: „Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!“ Abraham havde ikke mindste anelse om, at Jehovas „øjne“ hele tiden havde fulgt ham for at se, om han ville være lydig til det sidste, og kun da han skulle til at stikke kniven i sin søn, greb Jehova ind. Så sagde Gud: „I din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ Abrahams lydighed frembragte ved Jehovas ufortjente godhed dette løfte, der er stort og rundhåndet nok til at indbefatte hele verden. — 1 Mos. 22:1-18.

5. Anfør bibelske udtalelser, der åbenbarer Guds søns fulde lydighed, og hvad det betyder for hans efterfølgere.

⁵ Ydermere er vor Herre Jesu Kristi fuldkomne eksempel sat som en rettesnor for alle hans efterfølgere, der ønsker at opnå Jehovas gunst og livet fra ham. Der står skrevet: „Han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og kom i menneskers lighed. Hvad mere er, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja døden på en marterpæl.“ (Fil. 2:7, 8, NW) „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ (Joh. 4:34) „Jeg søger ikke min egen vilje, mens hans vilje, som sendte mig.“ (Joh. 5:30, NW) „Min Fader, er det muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog ikke, som jeg vil, men som du vil.“ (Matt. 26:39, NW) Jesus var altid lydig, også før han led, men det måtte bevises i handling. Han blev et forbillede på den lydighed, som alle, der følger ham, må lægge for dagen. Han led, skønt han var Guds elskede søn. Hvem vil da gå fri for lidelser for retfærdighedens sag, og hvem vil klage under disse lidelser? Vor himmelske Fader har behag i glad og villig underkastelse under hans vilje. „Skønt han var søn, lærte han lydighed af det, han led, og efter at han var blevet fuldkommet, blev han ophav til evig frelse for alle dem, som er lydige mod ham.“ (Hebr. 5:8, 9, NW) Der er ingen undtagelse. Det er derfor af allerstørste vigtighed, at vi er lydige, ellers vil vi aldrig opnå liv.

6. a) Hvilken befaling gav Jehova kong Saul, og hvordan efterkom han den? b) Hvilken lektie kan man lære af Sauls adfærd og af Jehovas ord gennem Samuel?

⁶ Herren Jesus var lydig af hjertet. Men der gives eksempler i Bibelen på sådanne, som ikke var lydige af hjertet, og et af de mest fremtrædende eksempler er Saul, Israels første udvalgte og anerkendte konge. Hans tilfælde viser tydeligt, at der kan forefindes en lydighed udadtil, som dog ikke er noget sandt bevis for hjertets oprigtige underkastelse under Guds vilje. Jehova dømmer det sande motiv, der driver en til handling. Kong Saul fik denne befaling: „Drag derfor hen og slå Amalek og læg bånd på dem og på alt, hvad der tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både mænd og kvinder, børn og diende, okser og får, kameler og æsler.“ (1 Sam. 15:3, 19) Han adlød ikke befalingen helt og fuldt. Samuel sagde, da han udspurgte ham efter slaget: „Hvorfor adlød du ikke Jehovas røst?“ Saul undskyldte sig med, at han havde skånet kong Agag, fordi han antagelig først ville vise ham frem for derefter at dræbe ham, og så lagde han delvis skylden over på folket. „Men folket tog småkvæg og hornkvæg af byttet, det bedste af det bandlyste, for at ofre det til Jehova vor Gud.“ (1 Sam. 15:23) Det var en ussel undskyldning, for det var ganske indlysende, at Saul ikke havde adlydt de befalinger, han havde fået, og at anføre, at grunden til, at han ikke havde gjort det, var for at bringe Jehova et offer, var ikke velbehageligt for Gud. Derfor sagde Samuel: „Mon Jehova har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i lydighed mod Jehovas røst? Nej, at adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end væderfedt.“ (1 Sam. 15:22) Sauls hjerte var ikke ret, og han var ikke lydig, selv om det udadtil tog sig sådan ud. Vi kan ikke bedrage Jehova. Mennesker dømmer alt for ofte efter det ydre. Det sås så tydeligt, dengang Samuel kom til betlehemitten Isajs hjem for at salve en af hans sønner til konge i Sauls sted. Da Samuel så Eliab, udbrød han: „Visselig står nu Jehovas salvede for ham!“ „Men Jehova sagde til Samuel: Se ikke på hans ydre eller høje vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som mennesker ser, thi mennesker ser på det, som er for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ — 1 Sam. 16:6, 7.

7. Hvilken slags lydighed blev der i virkeligheden forlangt, og hvordan er Jesus Kristus et eksempel i denne henseende?

⁷ Israels folk fulgte samme vej som kong Saul. Gud forlangte lydighed af hjertet. Israel viste ingen trang til at lytte til Guds råd, og Gud vidste det. De lærte aldrig, at Jehova lagde større vægt på oprigtig og villig lydighed end på alt ydre formvæsen. Paulus sagde herom til hebræerne: „Derfor siger han, da han træder ind i verden: Til slagt- og afgrødeoffer havde du ej lyst, men et legeme beredte du mig. I brændofre og syndofre fandt du ikke behag. Da sagde jeg: Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.“ (Hebr. 10:5-7, NW) I særlig skønhed kommer Kristi Jesu hjertetilstand her til udtryk og også den store sandhed, at alt ydre formvæsen er værdiløst uden lydighed og uden tjenerens fulde overensstemmelse med Guds vilje. Kristus Jesus overgav sig helt til at gøre Guds vilje. Fra da af var han af hele sit sind, hjerte, sjæl og styrke viet til at gøre Jehovas vilje. Fra da af gjorde han ikke krav på nogen rettigheder, for han var helt indviet til Guds hellige tjeneste. Alt, hvad han ejede, ethvert menneskeligt håb og enhver ærgerrighed, blev nu lagt på Guds alter til brug i den dyrebare tjeneste, og han gav dem med et taknemmeligt hjerte.

8. Nævn nogle af Guds befalinger til os i dag. Hvorfor bør vi adlyde dem?

⁸ Ligesom han altid adlød Jehovas befaling, må vi gøre det samme. Skriften henleder vor opmærksomhed på de befalinger, som vi i denne endens tid må adlyde for at opnå hans godkendelse. Lader vi hånt om dem, så vil vi vække hans mishag. Vi får for eksempel befaling til „at forkynde det gode budskab for de fattige . . . at prædike for fangerne, at de skal lades løs“; at „lovsynge Jehova“; at udråbe fred, bringe gode tidender, udråbe frelse; at forkynde det gode budskab om Riget på hele den beboede jord; at bane vej for de hjemvendende fanger, at bygge vej, at sanke stenene af og at rejse banner over folkeslagene; at advare den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig og ikke dø for sin misgerning og til at sige til de bundne: „Gå ud!“ til dem i mørket: „Kom frem!“ (Luk. 4:18, 19; Matt. 24:14; Es. 12:5, 6; 52:7; 62:10; Ez. 2:3-5; 33:7-9; Es. 49:9) Disse er kun nogle få af de mange befalinger, Jehova Gud og Kristus Jesus har pålagt de trofaste. Vi kan ikke være ulydige. Trofasthed i opfyldelsen af vor pligt er påkrævet. Den Højeste udsteder sine påbud gennem kongen Kristus Jesus, og han, den større Moses, vil sørge for, at Guds vilje sker. Ordet lyder i dag fra Jehovas trone i himmelen til hele Guds folk: „Ham skal I høre!“ Peter understregede dette ved at sige: „Moses sagde jo: Jehova Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer blandt jeres brødre. Ham skal I høre på i alt, hvad han taler til jer. Enhver sjæl, som ikke hører på denne profet, skal fuldstændig udryddes af folket.“ — Ap. G. 3:22, 23, NW.

Glad og villig lydighed

9. I hvem har Jehova behag, og hvilket spørgsmål bør vi stille os selv?

⁹ Det er dem, som adlyder Jehovas befalinger i en glad og villig ånd, og som ikke knurrer og klager, der behager ham. Sådanne har åbne ører for Jehovas befalinger og ser sig om efter muligheder til tjeneste. „Som trælles øjne følger deres herres hånd, som en trælkvindes øjne følger hendes frues hånd, så følger vore øjne Jehova vor Gud.“ (Sl. 123:2) Sådanne modtagelige hjerter er en fryd. Jordiske forældre finder stor glæde i prompte og glad lydighed hos deres børn, for derudfra måler de med rette dybden af barnets kærlighed. Tvungen lydighed er ikke et udtryk for kærlighed. Hårde disciplinære straffe for slet opførsel tvinger soldater i en hær til at være lydige mod deres overordnede, hvad enten de bryder sig om dem eller ej. Trælle må være lydige mod deres herre, ellers bliver de straffet. Jehova har skænket menneskeskabninger frihed til at være lydige eller ulydige for derigennem at sætte dem på prøve, og belønning er afhængig af glad lydighed. Enhver bør derfor spørge sig selv: Adlyder jeg glad og villig Jehovas befalinger?

10. Bør vi ransage os selv? Hvordan? Nævn eksempler, og vis, hvad en sådan ransagelse bør føre til.

¹⁰ Lad os også huske på, at udførelsen af denne verdensomspændende forkyndertjeneste kræver mange hjælpemidler. For eksempel bruges der litteratur og averteringsmateriale, og fremstillingen heraf kræver trykkemaskiner og andet maskineri. En organisation, der er blevet dannet til at virke i alle egne af verden, har overopsyn med og leder Herrens arbejde, der nu udføres af hundredtusinder af kristne, som har reddet sig ud af denne verdens dødsdømte onde tingenes ordning og nu udgør een stor og enig menighed. Nogle opfordres til at udføre forskelligt arbejde som for eksempel at dække borde, vaske gulve, pudse vinduer, vaske tøj eller betjene maskiner, pakke og sende litteratur til andre steder, almindelig vedligeholdelse eller arbejde på Selskabets gårde. Alt dette er nødvendigt, for at disse trofaste Herrens trælle kan få mad, klæder og husly, blive uddannet til varetagelse af andre pligter og påtage sig det ansvar, der er forbundet med tjenester på arbejdsmarken. Undertiden begrænser en tjener sine egne muligheder på grund af sin indstilling over for det Herrens arbejde, der er blevet ham betroet. Han lader måske sit arbejde blive noget ganske dagligdags, ligesom ethvert andet job, han ellers ville have påtaget sig i verden. Ved at tabe af syne den store forret, det er at vise Jehova sin kærlighed ved villig og glad tjeneste, begynder han måske at knurre og klage eller at mene, at der er ingen, der gør så meget arbejde eller har så lidt tid tilovers til sig selv som han. Det ville være klogt, om en sådan ransagede sig selv lidt. Hvorfor skulle han dog have ondt af sig selv? Indviede han ikke alt, hvad han havde, til Jehova? Er han ikke glad over, at hans liv er optaget af den forret at tjene Jehova? Efter nøgtern overvejelse vil han være taknemmelig over, at han har så meget at gøre. Er det ikke bedre end at have for lidt at gøre? Jo, selvfølgelig! Lad os blot få mere at gøre, for vort eneste ønske er at tjene Jehova og ikke at lade personligt besvær og ulejlighed hindre os deri. Da og kun da kan vi svare ja på spørgsmålet: Adlyder jeg glad Jehovas befalinger.

11. Hvordan bør vi betragte yderligere tjenester, der bliver pålagt os? og hvad bør vi vise over for Jehova i denne henseende?

¹¹ Måske virker du som tjener i en menighed, og du har fået yderligere tjenesteprivilegier til gavn for Jehovas folk. Hvordan betragter du dem? Kalder du dem „flere byrder“? Og er du ved at blive tynget ned af disse „byrder“? Måske tænker du: „Hvis bare nogen af de andre tjenere ville gøre lidt mere, så ville min byrde blive lettere,“ og du synes jo, at du har for meget at gøre, ikke sandt? Tilsyneladende overlader de andre alting til dig, og du synes ikke, at det er rigtigt. Du skulle ikke have så meget at gøre, når de andre efter alt at dømme har så lidt. Hvorfor ikke først stille dig dette spørgsmål: Hvad er disse „byrder“? Er det ikke de dyrebare forrettigheder til tjeneste, der er betroet dig i denne store og skønne gerning? I virkeligheden er det jo sådan, at du inderst inde sætter stor pris på de tjenester, der bliver givet dig gennem den „tro og kloge træls“ administration, og at du gerne vil yde glad og villig lydighed, ikke? Når du betragter dine forrettigheder i det rigtige lys, så er de faktisk ikke „byrder“, men privilegier, og Jehova sætter os på prøve for at se, hvordan vi tager imod dem og forvalter dem. Hvis du forstår sagen således, hvordan kan du så andet end takke Herren for alt, hvad han giver dig at gøre, og i taknemmelighed lægge glad og villig lydighed for dagen?

12. Hvorfor er det nødvendigt at betragte vanskeligheder i hjemmet under den rette synsvinkel?

¹² Måske yder du ikke glad og villig lydighed i tjenesten, fordi du har vanskeligheder i hjemmet. Din ægtefælle ser måske ikke på sandheden med samme øjne som du, og der opstår derfor megen uenighed imellem jer. Måske har forholdet forværret sig, således at du nu møder modstand i hjemmet, din ægtefælle er jaloux på din hengivenhed for sandheden, kommer med tarvelige trusler, usømmeligt sprog, taler om at opløse hjemmet og lægger åndelig og fysisk brutalitet for dagen. Du er måske kommet til den slutning, at det er umuligt for dig at lægge glad og villig lydighed mod Jehova for dagen, sådan som dine forhold nu er. Dog er det muligt, ja, absolut nødvendigt, at de, som udsættes for sådanne genvordigheder og prøver, ser deres eget forhold i det rigtige perspektiv. Ellers vil de ikke kunne tjene Jehova på rette måde.

13. Hvordan kan man lide for Jesu skyld i sit eget hjem?

¹³ Naturligvis kan du ikke være lykkelig over deres opførsel, som volder dig fortræd. Du kan heller ikke glæde dig over selve denne fortræd. Men hvorfor ikke? Kan der tænkes at være nogen som helst grund til de erfaringer, du gennemgår? Lad os prøve at kaste et blik bagom de nuværende vanskeligheder for at finde frem til årsagen og se, hvilket udfald det kan få. Sæt nu, at du blev genstand for en sådan hårdhændet og brutal forfølgelse fra en eller anden verdslig person, mens du var ude i selve vidnearbejdet. Hvordan ville du reagere? Du ville utvivlsomt tænke som så, at det var den slags forfølgelse, Herren Jesus sagde ville komme over hans efterfølgere, og du ville være taknemmelig for, at du var blevet regnet værdig til at bære disse forhånelser, for „jer blev den forret givet for Kristi skyld, ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld“. — Fil. 1:29, NW.

14. Hvorfor er det så vigtigt, at vore handlinger hviler på det rette kristne grundlag med henblik på lydighed mod Gud?

¹⁴ Når en sådan uberettiget forfølgelse rammer dig, er det nødvendigt at bevare sindets ligevægt og lade det vejlede af Herrens ånd, ellers vil du måske begå en eller anden overilet eller dåragtig handling, du inderligt kommer til at fortryde, fordi den ikke var i overensstemmelse med Jehovas vilje for hans børn. En åndelig umoden person ville måske mene, at man ikke behøver at udholde en ægtefælles forfølgelse, og at den berettiger en til at slippe ud af ens ægteskab. En sådan ville gavne sig selv ved på ny at overveje sagen og betragte den under en kristen synsvinkel. (Matt. 19:9; 1 Kor. 7:10-13) Der kan være berettiget grund for en separation, for eksempel skilsmisse på grund af hor, eller fordi den part, som ikke er i sandheden, forlader den anden. Hvad bør man så gøre? Herren Jesus sagde: „Lykkelige er de, som er blevet forfulgt for retfærdighedens skyld, thi Himmeriget hører dem til. Lykkelige er I, når folk håner jer og forfølger jer . . . for således forfulgte de profeterne før jer.“ (Matt. 5:10-12, NW) Spørgsmålet drejer sig ikke om hvem det er, der behandler dig på denne måde, men snarere om hvorfor, de gør det, og hvordan du behandler dem og reagerer over for forfølgelsen.

15. Hvorledes kan vi lære lydighed gennem lidelser? Hvorfor er det nødvendigt?

¹⁵ Hvis Jehova Gud sætter dig på prøve, hvordan kan du så blive prøvet til fulde, medmindre du fortsætter i denne erfaring og lærer lydighed på samme måde som vor store Lærer og Mester? Den bibelske regel er, at når vi bliver forfulgt, så må vi ikke forfølge til gengæld. Hvem der end skader os, så har vi ikke lov at hævne os på dem. Når nogen taler ondt om os eller lyver os noget på, så skal vi ikke betale tilbage i samme mønt. Hvorfor ikke? Fordi det rette sindelag i en sådan situation er det, som Paulus skildrer: „Forfølger man os, finder vi os deri; spotter man os, svarer vi med gode ord.“ Peter gav dette råd: „Thi dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, så I nøje kan følge i hans fodspor. Han begik ingen synd, ej heller blev der fundet svig i hans mund. Når han blev udskældt, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men vedblev at betro sig til den, der dømmer retfærdigt.“ Paulus sagde også: „Vedbliv at velsigne dem, som forfølger jer; velsign og forband ikke.“ — 1 Kor. 4:12, 13; 1 Pet. 2:21-23; Rom. 12:14, NW.

16. Hvilken fremgangsmåde fulgte Jesus Kristus, da han led? Hvilken forvisning gives der os?

¹⁶ Der kan ikke råde nogen tvivl om betydningen i disse skriftsteder og den adfærd, man bør følge. Såfremt vi fortsat elsker vore fjender og beder for dem, som forfølger os, så vi kan vise os som vor Faders sønner, hvordan kunne vi så klage og udøse vort hjerte for dem, som vil lytte? Havde du ikke tænkt, at du selv skulle udholde prøven? Har du nogen sinde læst om, at Kristus Jesus beklagede sig til sine nærmeste medarbejdere over de prøver, hans Fader lod komme over ham? Eller viste han mishag eller vrede mod Guds vilje? Nej, det gjorde han aldrig. Og hvorfor ikke? Fordi han „vedblev at betro sig til den, der dømmer retfærdigt“. Hele Jehovas folk må derfor indse og anerkende, at vor tjeneste kræver tålmodig udholdenhed, og tålmodighed er glad standhaftighed. Til tider vil prøverne forekomme dig for hårde, men vær tillidsfuld, for de vil ikke være det, såfremt du lydigt fortsætter og vedbliver med at betro dig til ham, som dømmer retfærdigt. Paulus vidste, hvad dette betød, og han trøstede sine brødre med disse dyrebare ord: „Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer. Men Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ (1 Kor. 10:13, NW) Læg dog mærke til, at Paulus siger ikke, at der vil blive skabt en udvej, så du slipper fri for prøven, men til at stå den igennem. Træk dig derfor ikke tilbage fra disse prøvende erfaringer, og søg ikke at smutte uden om dem. Stå dem igennem med tålmodighed.

17. Hvad fører det til, hvis vi på rette måde udholder prøver, og hvad lærer Jakob, Peter og Paulus herom?

¹⁷ De, som står under den onde tingenes ordning, kan ikke forstå denne indstilling, da den for dem er et tegn på svaghed. De vil sige: „Tag kampen op!“ eller „Red dig ud af den situation!“ Nej, verden vil aldrig kunne forstå, hvad du i virkeligheden gør, men du ved det. Du indser, at du sættes på prøve, og var det ikke for din kærlighed til Jehova og Kristus Jesus og hans folk, så ville du aldrig blive udsat for disse forfølgelser, og det er erkendelsen heraf, der bringer dig rig trøst, glad hvile og stille forvisning. Herren Jesus gav udtryk for Guds løfte, at de, som holder ud, skal arve jorden, de skal se Gud, de skal kaldes Guds sønner, og stor bliver belønningen. Men man må først blive sat på prøve og udholde tugtelsen. Paulus siger: „Læg nøje mærke til ham, som har udholdt en sådan modsigelse af syndere i modstrid med deres egne interesser, at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle. Men I har helt glemt formaningen, der jo taler til jer som til sønner: Min søn, ringeagt ikke tugtelsen fra Jehova, giv heller ikke op, når du irettesættes af ham; thi den, Jehova elsker, tugter han, ja straffer enhver, som han tager imod som en søn.“ — Hebr. 12:3, 5, 6, NW; se også Hebr. 12:11, 1 Pet. 1:6, 7 og Jak. 1:2-4.

18. Hvilken forbindelse er der mellem disse prøver og lidelser og lydighed og liv? Og hvordan er Jesus et mønster for os?