I Guds billede og lighed
JEHOVA Guds egen uforlignelige beskrivelse af menneskets skabelse lyder: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os [i vor lighed, Ro], til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden! Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør jer til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ — 1 Mos. 1:26-28.
Eftersom Jehova er en Fader, der ikke kan sidestilles med nogen anden, kunne han skænke sine jordiske børn et vist mål af de storslåede egenskaber, han selv besidder i højeste potens. „En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ Der blev således nedlagt en retfærdighedssans i menneskets hjerne. Mennesket skulle også være modent og stærkt, thi „stor er vor Herre og vældig i magt“. Jordens vogter ville heller ikke komme til at mangle kundskab og indsigt, „thi Jehova, han giver visdom, fra hans mund kommer kundskab og indsigt“. Og for at alle disse egenskaber kunne afbalanceres på en ret måde måtte mennesket have kærlighed, som også skulle diktere eller udgøre motivet til dets handlinger. Da Jehova er selve den personificerede kærlighed, var han også den, der allerbedst kunne give den videre til andre. „Gud er kærlighed,“ skrev apostelen Johannes. — 5 Mos. 32:4; Sl. 147:5, AS; Ordsp. 2:6; 1 Joh. 4:16.
På grund af syndens tidlige indtræden i menneskenes tilværelse, har deres mangfoldiggørelse imidlertid ikke ført til, at verden er blevet præget af disse egenskaber, men til, at mennesker i det store og hele har misbrugt disse. Retfærdighed er blevet en vare, der kan købes på det åbne marked. Som belønning for ydede tjenester under valgkampagner har de sejrende kandidater på offentlighedens bekostning overdraget deres tilhængere behagelige regeringsposter. Forskellige undersøgelser af forbrydelser afslører den oprørende kendsgerning, at de højeste regeringsmyndigheder, som er udvalgt til at repræsentere folket og øve retfærdighed, i det ene samfund efter det andet har solgt sig til forbrydere, spillere og banditter. På grund af de mange bestikkelser, hvormed man kunne købe alt fra sportskampe til retskendelser, blev justitsministeriet i verdens mægtigste demokrati bragt i den forlegenhed at skulle nedsætte en komité til undersøgelse af spørgsmålet om korruption inden for dets eget system.
Efter en international målestok er sandsynligheden for at finde retfærdighed lige så lille. Et anfald af humanitet påbød Amerika at sende hurtig efterkrigstids-hjælp til Europa, hvor der blev opbygget nødvendige forsvar mod Sovjets udvidelser. Men retfærdighedens vægtskåle syntes at sidde fast, for så vidt det gjaldt om at lytte til råbene fra Asiens millioner, der bad om føde nok til at afvende hungersnøden, for her frembød den politiske indsats tilsyneladende ikke et stærkt antikommunistisk forbundsskab til gengæld. Guds lov i Israel foreskrev, at der blev truffet regelmæssige foranstaltninger for de fattige, og det var ikke baseret på, om der blev ydet tjenester til gengæld. (2 Mos. 23:11) Jehovas absolutte retfærdighed er desuden forenet med hans ufortjente godhed, som ikke finder sit sidestykke i den moderne verdens ubarmhjertige internationale samkvem. Hvis det ikke var for denne barmhjertighed, ville ingen af os være blevet født efter Adams oprør. Men dette nødvendiggør ikke, at Gud simpelthen overser denne faldne verdens parodi på retfærdighed, som han også viser det i advarselen til Israel, da det gjorde sig skyldig i det samme. — Mika 3:9-12.
Virkninger på legeme og sind
Menneskers fysiske styrke, som oprindelig var tænkt at skulle anvendes til at passe og varetage Edens have, bruges nu i stedet til at udpine og hærge jorden. Skove og muldlag er blevet ødelagt, floder fyldt op, luften forurenet af røg og fabriksdunster. I stedet for at herske over dyreverdenen har blodtørstige lystjægere skudt himmelens fugle, ladet kadavere af dyr ligge rundt om i skovene og gjort et sådant indhug i dyreverdenen, at mange livsformer er yderst sjældne eller uddøde. Magten over jorden er samlet inden for politiske blokke, som anvender den til at besnakke og true deres modstandere med eller, hvis dette mislykkes, til at sprænge dem til atomer. På denne måde er mange af jordens værdifulde naturrigdomme blevet udtømt, og de fremskridt, som den videnskabelige forskning kunne gøre i fredstid, er blevet til intet, fordi de dertil nødvendige materialer mere og mere benyttes til krigsformål. I stedet for at de verdensomspændende fredsorganisationer har sikret den enhed, de lovede, har de været stærkt medvirkende til at splitte den enhed, der var, og delt nationer i en nordlig og sydlig eller østlig og vestlig sektion. Selv børnene, der fødes under en sådan påvirkning, efterligner de ældre og lægger på et tidligt tidspunkt bølleinstinktet for dagen. Hver mands hånd er i sandhed løftet mod hans næste, og Guds pagt om livets hellighed affærdiger man blot med en hånlatter, idet man skyder denne holdning ind under fædrelandskærlighed. Som profeten Esajas udtrykte det: „Vanhellig blev jorden under dem, som bor der, thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt.“ — Zak. 14:13; Es. 24:5.
„Jehovas frygt er visdoms begyndelse,“ skrev salmisten. (Sl. 111:10) Denne verden frygter alt og alle — politikeren med sin myndighed, militaristen med sine våben, præsten med sine hårrejsende prædikener om en ventende skærsild og et brændende helvede, men den frygter ikke Jehova. Den sunde visdom og undervisning om den sande tilbedelse af Jehova Gud, som menneskene fik i Eden, blev under Djævelens styre fordærvet til hedenskabets tilbedelse af en mangfoldighed af guder og kristenhedens forvirrede sektvæsen.
Mange præsters sind er så indfiltret i menneskers spidsfindigheder og traditioner og deres kundskab om Bibelen så fuldstændig forarmet, at de, på grund af dødelig frygt for spotternes hån og uduelighed til at forsvare selv den mindste kritik af Bibelen, har trukket sig tilbage bag den „liberale teologis“ skærmbræt. Herfra stempler de selvretfærdigt store dele af Bibelen, blandt andet beretningerne om skabelsen, Vandfloden, Babelstårnet samt de fleste omtalte mirakler, som legender. Flere og flere hælder til eventyret om udvikling, som erstatter menneskenes skaber med dyreforfædre. De sidste videnskabelige opdagelser, sådanne som beretningerne om den radioaktive tidsmåler, lirker imidlertid stadig ved udviklingslærens uholdbare stilling. A. N. Field, en journalist fra New Zealand, stempler den moderne videnskab om udviklingslæren som „det laveste trin i den intellektuelle degeneration, som det civiliserede menneske har nået i de forløbne to tusind år“. (Why Colleges Breed Communists [Hvorfor de højere skoler avler kommunister]) Lad det forvirrede præsteskab og dets allierede gudsfornægtere lytte til hans udfordring, som de har ignoreret og svigtet, og besvare den, om de kan:
„Vismændenes visdom vil jeg lægge øde, og de kloges klogskab vil jeg gøre til intet. Hvor er nu vismændene? Hvor er nu de skriftkloge? Hvor er denne verdens ordkæmpere? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? Thi da verden med al sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud, ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror.“ — 1 Kor. 1:19-21.
Kærlighed — tabt og genfundet
Den sidste betydningsfulde egenskab, kærlighed, kunne af udviklingslærens tilhængere betegnes som et „rudiment“, en del af menneskets oprindelige udstyr, som ikke længere bruges. Som allerede vist lægger han den hverken for dagen over for sin Gud, sin næste, de lavere dyreskabninger eller sit jordiske hjem. I en verden under dæmonisk indflydelse er den blevet erstattet med vellyst og det deraf følgende erotiske vanvid samt af tøjlesløse udsvævelser, som daglig omtales i nyhedsspalterne. Det er de sidste dage for dem, som ikke ser, at „verden i sin nuværende skikkelse går mod sin undergang“, og om hvem den inspirerede apostel sagde: „De ender i fortabelse, bugen er deres gud, og de sætter en ære i deres skam, jordbundne som de er af sind.“ — 1 Kor. 7:31; Fil. 3:19.
Under sådanne omstændigheder er ægteskabet blevet en farce, og ikke engang ens hjem er sikkert for ægteskabsødelæggerens begær. Da så mange gifter sig i en sanserus, er det ikke noget under, at der bliver flere og flere skilsmisser, som opnås på de mest tåbelige grundlag. Børnene, der så ofte er uønskede, får lov til at gå uden kærlighed, og denne forsømmelse bærer sin del af skylden for ungdomsforbrydelserne i et samfund, hvor menneskene er „ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige“. (2 Tim. 3:2, 3) Hvilken ulykkelig, uretfærdig, arrogant, indbildsk og kærlighedsforladt verden er dette ikke!
Alle de, der praktiserer sådanne ting, kan lige så godt få at vide nu, at Gud ikke vil afvige fra sin retfærdige standard for at stige ned til deres stade og tilpasse sig efter deres ønsker. Men Jehova vil oprette den verden, som han fra begyndelsen har haft til hensigt, og det vil han gøre med mennesker, som med villighed og glæde varetager deres gudgivne herredømme. Noas sønner samt deres hustruer var i tiden efter Vandfloden, som Jesus sagde skildrede det nært forestående Harmagedon, et forbillede på dette. (1 Mos. 9:1-3; Matt. 24:38, 39) Til den tid vil Guds udnævnte dommer dømme med retfærd og regere med fred. Menneskenes materielle hjælpekilder vil blive anvendt til at genopbygge og vedligeholde et verdensomspændende paradis, hvor mennesker vil bygge og bo under blomstrende tilstande. (Sl. 72:1-4; Es. 65:17-25) Når jorden fyldes med tilbedelsen af den eneste sande Gud Jehova, vil det resultere i visdom, tryghed og enhed. Tænk på, hvilken opløftende virkning det vil have på menneskers indbyrdes forhold, når vellyst og begær erstattes af kærlighed. Tænk på, hvad ægteskabet vil blive: „Mændene [vil] elske deres hustruer som deres egne legemer“, hustruen have „dyb respekt for sin mand“, børnene være lydige mod deres gudfrygtige forældre, der ikke vil opirre deres sønner og døtre, men „fortsat opdrage dem i Jehovas tugt og myndige formaning“. — Mika 4:1-5; Es. 33:6; 1 Kor. 13; Ef. 5:28-33; 6:1-4, NW.
Når alvorlige kristne ved dette, ser det er nær, læser og tror Guds ord nu, vil de straks begynde at bruge deres evner på en sådan ret og gudfrygtig måde. Eftersom det er ved „prædikenens dårskab“, at frelsen går ud til menneskene, indvier de sig helt og fuldt til denne gerning, idet de forkynder, at alle de, der skal opnå livet, snart vil leve i den nye verden, „hvor retfærdighed bor“. — 2 Pet. 3:13.