Markus og hans evangelium
MARKUS er det romerske tilnavn som blev givet sønnen af Maria fra Jerusalem. Hans hebraiske navn var Johannes, som betyder „Jehova har vist gunst“, „Jehova har været nådig“. (Apostelgerninger 12:12, 25) Markus var fætter til Barnabas, som han rejste sammen med. Han ledsagede også andre kristne missionærer på den tid. (Kolossenserne 4:10) Han er den Johannes Markus der berettes om i Apostelgerninger, og den Johannes som omtales i Apostelgerninger 13:5, 13.
Han fik åbenbart ret tidligt tro på Kristus. Den første kristne menighed holdt møder i hans moders hjem, så både moder og søn kan være begyndt at følge Jesus endnu før han døde. (Apostelgerninger 12:12) Da Markus som den eneste af bibelskribenterne omtaler den let påklædte unge mand der flygtede den nat Jesus blev forrådt, er det tænkeligt at denne unge mand var Markus selv. (Markus 14:51, 52) Det er derfor sandsynligt at Markus var til stede da den hellige ånd blev udgydt over de hen ved 120 disciple der var forsamlede på pinsedagen i år 33. — Apostelgerninger 1:13-15; 2:1-4.
Da Barnabas og Saulus (Paulus) havde gennemført hjælpetjenesten i Jerusalem, „vendte de tilbage og tog Johannes, der havde tilnavnet Markus, med sig“. Det ser ud til at Markus var med som en slags tjener der skulle sørge for det praktiske på rejsen. (Apostelgerninger 12:25; 13:5) Men da de kom til Perge i Pamfylien, forlod Johannes Markus dem af en eller anden grund og „vendte tilbage til Jerusalem“. (Apostelgerninger 13:13) Da Paulus senere skulle ud på sin anden missionsrejse, åbenbart ledsaget af Barnabas, ville Barnabas have Markus med, men „Paulus syntes ikke det var rigtigt at tage ham med, i betragtning af at han havde forladt dem i Pamfylien og ikke var gået med dem til arbejdet“. Det kom til „et skarpt opgør“, og de skiltes. Barnabas tog Markus med og sejlede til Cypern, mens Paulus udvalgte Silas og tog ham med til Syrien og Kilikien. — Apostelgerninger 15:36-41.
Hvilke følelser der end måtte have været mellem Paulus, Barnabas og Markus, var bruddet åbenbart helet nogen tid senere, for da var Markus sammen med Paulus i Rom og sendte derfra hilsener med til de kristne i Kolossæ (ca. år 60-61), og Paulus omtalte ham positivt: „Aristarkus, min medfange, sender jer sine hilsener, og det gør Markus også, Barnabas’ fætter (ham som I har fået bud om at tage imod hvis han kommer til jer).“ (Kolossenserne 4:10) Markus var også blandt dem der sendte hilsener med til Filemon da Paulus (også ca. år 60-61) skrev til ham fra Rom. (Filemon 23, 24) Og da Paulus senere sad fængslet i Rom for anden gang (ca. år 65), bad han udtrykkeligt Timoteus: „Tag Markus og bring ham med dig, for han er nyttig for mig og kan gøre tjeneste.“ — 2 Timoteus 4:11.
Johannes Markus var også på et tidspunkt i Babylon sammen med apostelen Peter, for i sit første brev (skrevet omkring år 62-64 e.v.t.) nævner Peter at Markus sender hilsener. Måske har de to stået hinanden særlig nær som kristne brødre, for apostelen kalder ham „Markus, min søn“. (1 Peter 5:13; jvf. 1 Johannes 2:1, 7.) Markus, som engang havde været årsag til vanskeligheder, fik altså senere ros af fremtrædende Guds tjenere og opnåede deres tillid. Ikke nok med det. Han fik også den usædvanlige forret at skrive en inspireret beretning om Jesu tjeneste.
Markusevangeliet
Dette evangelium, som er det korteste af de fire, beskriver på en livfuld måde den tjeneste Jesus Kristus udførte som Guds undergørende søn. Udtryk som „straks“ og „snart“ anvendes flittigt. (Markus 1:10, 12, 18, 21, 29) Omkring halvdelen af indholdet består af samtaler, mens den anden halvdel skildrer begivenheder.
Ifølge traditionen var det Peter der leverede de grundlæggende oplysninger til Markusevangeliet; dette stemmer med at Markus var sammen med Peter i Babylon. (1 Peter 5:13) Ifølge Origenes skrev Markus evangeliet „under Peters Vejledning“. (Eusebs Kirkehistorie, VI, XXV, 5) Tertullian siger i sit værk „Mod Marcion“ (IV, v) at Markusevangeliet „kan fastslås at være Peters, hvis tolk Markus var“. (The Ante-Nicene Fathers, bd. III, s. 350) Eusebios anfører en udtalelse af „presbyteren Johannes“ som er citeret af Papias (ca. år 140 e.v.t.): „Dette sagde Presbyteren: ’Markus, der var Peters Tolk, nedskrev omhyggeligt alt, hvad han huskede, imidlertid ikke i den Orden, hvori det var sagt eller gjort af Herren. . . . Markus begik ikke nogen Fejl ved at skrive noget af det, eftersom han kom i Tanker om det, thi han bestræbte sig for ikke at udelade noget af det, som han havde hørt og for ikke at give en fejlagtig Fremstilling.“ — Eusebs Kirkehistorie, III, XXXIX, 15.
Johannes Markus havde åbenbart også andre kilder. Eftersom Jesu første disciple mødtes i hans moders hjem (Apostelgerninger 12:12), må han have kendt andre end Peter som havde været knyttet til Jesus, nogle som havde set Jesu gerninger og hørt ham forkynde og undervise. Da Markus formentlig var den unge mand som man forsøgte at pågribe da Jesus blev anholdt, men som „slap nøgen bort“, har han måske også haft en vis personlig kontakt med Jesus. — Markus 14:51, 52.
Overleveringen vil vide at Markusevangeliet blev til i Rom, hvilket bevidnes af oldtidsforfattere som Clemens, Eusebios og Hieronymus. Markus befandt sig i Rom under Paulus’ første fangenskab dér. (Kolossenserne 4:10; Filemon 1, 23, 24) Senere var han med Peter i Babylon. (1 Peter 5:13) Da Paulus anden gang var fængslet i Rom, bad han Timoteus om snart at komme og at tage Markus med. (2 Timoteus 4:11) På det tidspunkt vendte Markus sandsynligvis tilbage til Rom. Eftersom opfyldelsen af Jesu profeti om Jerusalems ødelæggelse ikke omtales hos Markus, må beretningen være skrevet før denne begivenhed indtraf i år 70. Den omstændighed at Markus var i Rom én eller måske to gange i løbet af årene 60-65, tyder på at han har fuldført sit evangelium i byen inden for denne periode.
Markus dækker hovedsagelig stof som også findes hos Mattæus og Lukas, men flere steder giver han supplerende oplysninger. Nogle af disse giver os et indblik i hvordan Jesus følte i forskellige situationer. Da nogle ville anklage ham for at helbrede en mand med en vissen hånd på sabbatten, blev han „dybt bedrøvet over deres hjertes ufølsomhed“. (Markus 3:5) Da man tog dårligt imod ham i hans hjemegn, ’undrede han sig over deres mangel på tro’. (6:6) Og han „fattede kærlighed“ til den rige unge mand som spurgte hvad han skulle gøre for at arve evigt liv. — 10:21.
Nogle har ment at Markus 16:8, der slutter med ordene: „Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange,“ ender for brat til at kunne være evangeliets oprindelige slutning. I betragtning af Markus’ stil i øvrigt behøver dette dog ikke at være tilfældet. Desuden siger både Hieronymus og Eusebios fra det 4. århundrede at den autentiske beretning slutter med ordene „for de var bange“. — Hieronymus’ 120. brev, 3. spørgsmål.
I en del håndskrifter og oversættelser tilføjes en lang eller en kort slutning efter disse ord. Den lange slutning (som består af 12 vers) findes i Det Alexandrinske Håndskrift, Codex Ephraemi Syri rescriptus og Codex Bezae Cantabrigiensis. Den er også med i den latinske Vulgata, i Syrus Curetonianus samt i den syriske Pesjitta, men ikke i Det Sinaitiske Håndskrift, Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209, Syrus Sinaiticus og den armenske oversættelse. Nogle håndskrifter og oversættelser af senere dato indeholder den korte slutning. Codex Regius fra det 8. århundrede e.v.t. har begge slutninger, den korte først. Den indleder hver slutning med en bemærkning om at disse passager er gængse i visse kredse, men anerkender åbenbart ingen af dem som autoritativ.
Bibeloversætteren Edgar J. Goodspeed bemærker om den lange og den korte slutning på Markusevangeliet: „Den korte slutning passer meget bedre med Markus 16:8 end den lange; men ingen af dem kan betragtes som oprindeligt hørende til Markusevangeliet.“ — The Goodspeed Parallel New Testament, 1944, s. 127.