Robinson Crusoe — digt og virkelighed
Robinson Crusoe er en af historiens mest udbredte romaner. Den blev skrevet af englænderen Daniel Defoe i det 17. århundrede, og historien om den skibbrudne på den øde ø der overlever ved hjælp af sin opfindsomhed, er blevet læst vidt og bredt på mange forskellige sprog. Selve historien er naturligvis opdigtet. Men vidste du at der i dag findes en ø der hedder Robinson Crusoe-øen, og at Daniel Defoe har bygget sin berømte historie på de oplevelser en virkelig person har haft på denne ø?
OMKRING 640 kilometer fra den chilenske havneby Valparaíso ligger der en øgruppe der hedder Juan Fernández. Øgruppen består blot af tre små prikker i det enorme Stillehav: Santa Clara, Alexander Selkirk-øen (eller Isla Más Afuera) samt Robinson Crusoe-øen (eller Isla Más a Tierra). Her vrimler det med sæler, søløver og fisk og med de såkaldte Juan Fernández-hummere.
En uventet opdagelse
Hvordan er det gået til at nogen er stødt på disse bitte små øer midt i det store hav? De blev opdaget af en spansk styrmand i 1563 og blev navngivet Juan Fernández efter ham. Han besejlede en rute mellem Callao i Peru og Valparaíso i Chile. Sædvanligvis tog rejsen sydpå mellem tre og seks måneder, dels på grund af ugunstige vindforhold, dels på grund af den stærke havstrøm kaldet Humboldtstrømmen, der bevæger sig nordpå langs Chiles og Perus kyster. Skibe på vej sydover måtte både kæmpe mod denne uforsonlige strøm og mod stormene. Derfor drev de for anker hver nat det var muligt.
Juan Fernández gættede sig tilsyneladende til denne strøms eksistens og gik længere ud fra kysten for at undgå den. Derved kunne han nedsætte rejsetiden til blot at vare 30 dage — og opdagede oven i købet disse øer. Han blev imidlertid beskyldt for at være en brujo (troldmand) og blev truet med en undersøgelse af den katolske inkvisition i Lima. For at forsvare sig stillede han sin dagbog over sejladsen til rådighed. Sagen blev opklaret, og hans hemmelighed blev kendt.
Dermed trådte denne øgruppe ind i historien. I det 17. århundrede blev den udgangspunkt for togter for sørøvere som Henry Morgan og Barthome Sharp, der fandt den ideel som base for plyndringstogter der gik så langt som til La Serena i Chile og Guayaquil i Ecuador.
Robinson Crusoe kommer ind i billedet
Men hvad med Robinson Crusoe? Jo, en skotte ved navn Alexander Selkirk var med om bord på et skib der i 1704 anløb øen Más a Tierra. Det forlyder at han havde drømt at han ville komme ud for et forlis, og at han heller ikke kom godt ud af det med kaptajnen. Derfor bad han om at blive sat i land. Det var hans oplevelser der inspirerede Defoe til at skrive romanen Robinson Crusoe.
I begyndelsen følte Alexander Selkirk sig meget ensom, og han fandt trøst ved at læse i Bibelen. Inden længe krævede kampen for at overleve at han brugte al sin opfindsomhed. Han opfandt en hel del redskaber der var med til at gøre livet tåleligt for ham, og nogle af disse redskaber opbevares stadig i Edinburgh i Skotland. Det siges at paraplyen er en af hans opfindelser, og at han skulle have lavet den første af skind fra en søløvehun.
Efter at Selkirk havde tilbragt mere end fire år i ensomhed ankom to engelske skibe under ledelse af kaptajn Woodes Rogers; han blev taget om bord og vendte hjem til England. Han savnede øjensynlig stilheden på sin Stillehavsø, for han skal have sagt: „Åh, min elskede ø! Havde jeg dog aldrig forladt dig!“ Det er dog tvivlsomt om han ville have sagt dette hvis han havde vidst hvad der senere ville ske med den.
Tiderne forandrer sig
På grund af øernes strategiske vigtighed forsøgte spanierne i 1750 at anlægge en permanent koloni her, og senere blev der oprettet en straffekoloni på øen. Fængslede der havde begået grusomheder som for eksempel mord blev holdt indespærret i en fæstning. De der af den katolske inkvisition i Quito, Lima eller Santiago blev fundet skyldige i blasfemi eller andre „forbrydelser mod troen“, måtte udholde umenneskelig behandling og blev holdt fangne i huler hvor det vrimlede med rotter.
Hvordan med øen i dag? Straffekolonien er borte. Øgruppen er tyndt befolket, fredfyldt og bliver opreklameret som feriemål. I 1979 kom et af Jehovas vidner, en ældste fra en menighed i Valparaíso, til Robinson Crusoe-øen i forbindelse med sit verdslige arbejde. Han udspurgte sin guide om de lokale religioner og fik at vide at den katolske præst kun kom en sjælden gang og at den protestantiske præst var bortrejst for bestandig. „Men det berører ikke mig,“ sagde guiden. „Jeg er et af Jehovas vidner.“ Hvilken overraskelse for ældstebroderen, der troede at han var kommet til et uberørt distrikt!
Han fandt ud af at en lille gruppe studerede Bibelen med en kvinde der for nylig var blevet besøgt af Jehovas vidner i Santiago. Anden gang han kom på besøg, få måneder senere, blev tre i gruppen døbt. På nuværende tidspunkt er der adskillige forkyndere der frygtløst prædiker for øernes 450 indbyggere.
Freden er vendt tilbage til den ø hvor Alexander Selkirk søgte tilflugt for mange år siden. Den er nu, sammen med sine to naboøer, blandt de „mange øer“ der fryder sig over at høre at Jehova er blevet konge. — Salme 97:1.
[Kort/illustration på side 17]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Juan Fernández-øerne
Alexander Selkirk-øen
Robinson Crusoe-øen
Santa Clara
[Kildeangivelse]
Fra: ROBINSON CRUSOE, illustreret af Milo Winter © Rand McNally & Company