Er korset et kristent symbol?

EN ROMERSK kejser var ved at berede sig til et slag og følte at det var nødvendigt at få hjælp fra guderne. Ifølge overleveringen så han da et klart lysende kors på himmelen sammen med ordene: „Ved dette tegn skal du sejre.“ Han gjorde dette tegn til sin hærs bannermærke og vandt siden en række afgørende sejre, hvorpå han i 324 e.v.t. stod som romerrigets enehersker.

Helten i denne velkendte fortælling var Konstantin den Store. Fra hans tid blev romerkirken statsreligion og voksede hastigt i prestige, popularitet og indflydelse. Jævnsides hermed blev korset kirkens officielle symbol — lidt efter lidt kom det til at pryde kirkebygninger og rejstes på bakketoppe og bjerge, ved korsveje og på offentlige pladser. Det kom til at hænge på væggen i hjemmene og om halsen på millioner af mennesker.

Forskellige udformninger og deres oprindelse

Faktisk er der mange fremstillinger af korset; nogle få ses på denne side. I vore dage bruger kirkerne fortrinsvis det latinske kors, idet man antager at det henrettelsesredskab Jesus Kristus led en pinefuld død på, havde denne udformning. Korset indgår i mange religiøse ritualer og ceremonier, og derudover ser man som bekendt folk slå korsets tegn for sig.

Brugen af korset som religiøst symbol daterer sig imidlertid så langt tilbage som før Kristi tid og er altså af ikke-kristen oprindelse. For eksempel var det i brug i oldtidens Indien. I en hule på øen Elefanta kan man på en afbildet skikkelse der er i færd med at anrette et blodbad på spædbørn, se et kors over personens hoved. På et andet gammelt indisk maleri fremstilles guden Krishna med seks arme hvoraf de tre holder et kors.

Da de spanske conquistadorer indtog dele af Nord- og Sydamerika, blev de overraskede over at finde korset i religiøse sammenhænge mange steder. Som forfatteren Baring-Gould skriver i sin bog Curious Myths of the Middle Ages: „I staten Oaxaca [Mexico] fandt spanierne trækors der var opstillet som hellige symboler . . . I Sydamerika blev det samme tegn regnet for symbolsk og helligt. Det blev tilbedt i Paraguay. I Peru ærede indianerne et kors der var fremstillet af jaspis i ét stykke . . . Blandt muyscaerne i Cumaná blev korset . . . anset for at besidde kraft til at bortdrive onde ånder; nyfødte børn anbragtes derfor under tegnet.“

I andre dele af verden er korset ligeledes blevet holdt i ære fra gammel tid og er blevet tilskrevet mystiske kræfter. Cyclopædia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature har følgende betragtning: „Korsets tegn findes som helligt symbol blandt adskillige gamle nationer, som derfor kan benævnes . . . korstilhængere. . . . Korssymbolet lader til at have haft mange forskellige betydninger. Somme tider står det for Fallos [der anvendtes i sexdyrkelse], somme tider for planeten Venus.“

Men hvordan forholdt det sig med den første kristne menighed? Brugte man korset dér?

Blev korset anvendt af kristne i det første århundrede?

Bogen Records of Christianity viser at korset ikke anvendtes som symbol af de første kristne, og udtaler: „Ikke engang korset indgik direkte i kirkeudsmykningen . . . Det tidligste Kristussymbol var en fisk (andet århundrede); på de første grave der var udsmykket med udskæringer, fremstilles han som Den gode Hyrde (tredje århundrede).“ J. Hall skriver desuden i sin Dictionary of Subjects & Symbols in Art: „Efter at Konstantin den Store havde anerkendt kristendommen, og især fra det 5. århundrede, begyndte korset at blive gengivet på sarkofager, lamper, skrin og andre genstande.“ (Kursiveret af os.) Sir E. A. Wallis Budge tilføjer i værket Amulets and Talismans: „Korset blev ikke kristenhedens enerådende mærke og symbol før det 4. århundrede.“ Nej, der er ingen beretninger om at kristne i det første århundrede brugte kors.

Interessant nok var det kors som Konstantin efter sigende så på himmelen og derpå brugte som sin hærs bannermærke, ikke det latinske kors, men tegnet, som af nogle forbindes med soltilbedelse (Konstantin var selv soltilbeder) og af andre med monogrammet Chi-Rho — de to første bogstaver af „Kristus“ stavet på græsk. Siden da er korset hyppigt blevet anvendt til at kaste et skin af retfærdighed over ukristne militære foretagender som for eksempel korstogene, hvor mange nederdrægtige grusomheder blev bedrevet af „korsets soldater“.

Hvad viser Bibelen?

’Men i min bibel står der faktisk at Jesus døde på et kors,’ siger du måske. Mange bibeloversættelser anvender ganske rigtigt ordet „kors“. Men hvilket ord anvendte de oprindelige bibelskribenter? På græsk er der to ord for det henrettelsesredskab Kristus døde på — staurós og xýlon. Det autoritative opslagsværk Strong’s Exhaustive Concordance of the Bible anfører hovedbetydningen af staurós som „pæl eller stolpe“, og af xýlon som „tømmer“ eller „træ“ (både materialet og planten). The New Bible Dictionary siger: „Det [græske] ord for ’kors’ (staurós, udsagnsord stauróo) har som første betydning en opretstående pæl eller bjælke, og som anden betydning en pæl der blev brugt som redskab til afstraffelse og henrettelse.“

Det latinske ord for det redskab Kristus døde på, var crux, som ifølge Livius, en berømt romersk historiker fra det første århundrede, ganske enkelt betyder pæl. Cyclopædia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature siger at crux simplex var „en almindelig pæl ’i ét stykke uden [tværbjælke]’“. (Se diagrammet.)

The Companion Bible siger i sit appendiks, note nummer 162, bekræftende at staurós „betyder en opretstående pæl eller stolpe, til hvilken forbryderne blev naglet for at blive henrettet. . . . Det betyder aldrig to stykker træ anbragt på tværs af hinanden i en eller anden vinkel, men betyder altid ét stykke alene.“ (Kursiveret af dem.) Appendikset konkluderer: „Der er således fuldgyldigt vidnesbyrd om at Herren blev henrettet på en opretstående pæl og ikke på to stykker træ der krydsede hinanden i en eller anden vinkel.“

Da korset altså har sine rødder i oldtidens hedenskab og vidnesbyrdene viser at Kristus ikke blev pælfæstet på det traditionelle kors, og at de første kristne heller ikke anvendte det som symbol, må man uvægerlig drage denne konklusion: Korset er ikke et kristent symbol.

Hvad vil du foretage dig?

Det kræver mod at bryde med en rodfæstet religiøs tradition hvis oprindelse fortaber sig i en hedensk oldtids tåger. Ny Verden-oversættelsen er et godt eksempel i dette idet den gengiver staurós med „marterpæl“ og udsagnsordet stauróo med „pælfæste“, ikke „korsfæste“. Derved befries det dyrebare offer vor Herre og Frelser bragte, for enhver besmittelse med hedenskab.

Hvordan vil denne kundskab berøre dit syn på det at ære korset, have et kors i sit hjem, bære et, eller gøre korsets tegn? Apostelen Paulus tilskyndede de kristne: „Flygt fra afgudsdyrkelsen.“ (1 Korinter 10:14) Apostelen Johannes tilføjede: „Vogt jer for afguderne.“ (1 Johannes 5:21) Den der bestræber sig for at tilbede Gud, skulle derfor omhyggeligt undgå at tilbede eller overtroisk at sætte sin lid til afguder af „sølv og guld, værk af menneskehænder“. — Salme 115:4, 8, 11.

Vi har et godt eksempel i de kristne i fortidens Efesus. De reagerede på det apostelen Paulus forkyndte; og da de fandt at de redskaber de anvendte, ikke var i harmoni med sand kristendom, samlede de dem sammen og „brændte dem for alles øjne“. (Apostelgerninger 19:18, 19) Et spørgsmål til sidst: Hvorfor skulle man egentlig hæge om og beundre det redskab der formodes at være blevet anvendt ved mordet på Herren Jesus Kristus?

[Illustrationer på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Pavekors

Latinsk kors

Crux simplex eller pæl

Græsk kors

Andreaskors

Keltisk kors eller ringkors

Ankh-tegn eller ægyptisk hankekors

Malteserkors

Antonius- eller taukors

[Illustration på side 16]

Crux simplex som gengivet af den katolske lærde Justus Lipsius i hans bog De Cruce Libri Tres