Fra vore læsere
„Fra bitterhed til kærlighed til Gud“
Jeg syntes vældig godt om artiklen „Fra bitterhed til kærlighed til Gud“. Jeg kunne lide artiklen fordi nogle mennesker ikke fortæller om deres tro selv når de er fuldstændig sunde og raske. Denne kvinde sidder i kørestol, og alligevel gør hun alt hvad hun kan for at forkynde den gode nyhed. Det vil jeg altid huske når jeg er ude at forkynde, og når jeg bliver ældre vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at følge hendes eksempel.
J. D., Massachusetts
Skabelse eller udvikling
Tak for de glimrende videnskabelige artikler I har trykt på portugisisk, som for eksempel „Er ’skabelsesvidenskaben’ videnskabelig?“ og „Udvikling, skabelse eller ’skabelsesvidenskab’ — hvad tror du på?“ (På dansk 22. juni og 8. juli 1983) Min mand og jeg arbejder på statens forskningsinstitut, og har derfor mulighed for på nært hold at betragte Skaberens intelligens og visdom gennem skaberværkets bitte små dele, for eksempel mikroorganismerne. Ved hjælp af disse artikler har vi kunnet vække nogle agnostikeres interesse, og endda lede bibelstudier med nogle af dem vi arbejder sammen med her på instituttet.
F. og R. L., Brasilien
Befolkningseksplosionen
Jeg var rystet over Deres ensidige fremstilling af spørgsmålet om befolkningseksplosionen. (22. november 1983) Deres behandling var alt andet end neutral. De fremførte kun argumenter fra dem der mener at der er for mange mennesker på jorden og ingen fra dem der mener at jorden kan brødføde mange, mange flere mennesker. Jeg får indtryk af at De støtter dem der gerne vil kontrollere befolkningstilvæksten ved at begrænse fødselstallet og sørge for at gamle og syge mennesker ikke lever længe.
B. W., New Jersey
Det var ikke vor hensigt at give et sådant indtryk. I de to artikler om emnet bestræbte vi os for at fremstille problemet sådan som mange ledere i verden betragter det, og at vise at mennesker står magtesløse over for globale problemer som hungersnød, fattigdom, forurening, krigstruslen og så videre, problemer som de mener forværres af den voksende befolkning i verden. Synspunkterne er ikke vores. Med citatet fra „Great Decisions 1973“ ville vi vise at også redaktørerne af dette tidsskrift anerkender at en verdensregering er nødvendig hvis problemet skal løses. Den tredje artikel fremholdt tydeligt vort synspunkt: At Guds rige ved Kristus Jesus er den eneste verdensregering der er i stand til at løse dette problem. Den vil fjerne selviske regeringer der udnytter jorden. Derpå vil Riget lære mennesker hvordan de skal forvalte jordens ressourcer til gavn for en befolkning som vi antager vil vokse sig stor ved børnefødsler og ved de dødes opstandelse — til mange gange de 4,7 milliarder der nu lever på jorden. — RED.
Forurening og sygdom
Jeg var glad for at læse Deres behandling af spørgsmålet om økologisk fremkaldte sygdomme. (22. september 1983) Det glædede mig at se en ligevægtig holdning til problemet og at der blev lagt behørig vægt på hvad folk kan gøre ud over blot at rense det eksterne miljø. Det interne miljø — det vil sige menneskelegemet — er en vigtig faktor og kan styrkes og gøres mere modstandsdygtigt over for virkningerne af giftstoffer og allergener hvis det er i ernæringsmæssig balance.
Dr. med. S. M. B., Connecticut