Unge spørger:

Kommer jeg til at dø atomdøden?

I 1945 blev tusinder af unge i Hiroshima og Nagasaki i Japan dræbt da atombomberne sprang. En ødelæggelse af dette omfang har aldrig kunnet glemmes, men rædselen for at det skal gentage sig melder sig nu for alvor igen. Og denne gang er der mange unge blandt de foruroligede. Man kan let sætte sig ind i hvad der fik en californisk pige i sjette skoleår til at komme til denne slutning: „Hvis der udbrød en kernevåbenkrig, ville alt det jeg har levet for, blive skyllet bort som strandsand. Alle mine drømme om gymnasiet, karrieren og livet ville være borte.“

Kan det ske? Og vil det ske?

Risikoen for kernevåbenkrig virker efterhånden reel nok til at have sat sig fast i de unges bevidsthed. Så langt tilbage som i 1978 viste dette sig i et rundspørge blandt 434 amerikanske uddannelsessøgende. Af dem troede halvfjerds procent ikke at De forenede Stater ville kunne overleve et kernevåbenangreb. I 1982 fik Read (et tidsskrift for skolebørn) tusinder af reaktioner på et spørgsmål om hvad børn var mest bange for. Hos drenge kom „kernevåbenkrig“ på førstepladsen; hos piger kom den på andenpladsen, kun overgået af „hvis mine forældre dør“. Det var altså ikke for sjov at en teenager protesterende sagde til sin vens moder, der var gift med staten Colorados guvernør: „Hvorfor skulle jeg gøre noget ud af at få gode karakterer? Verden springer jo alligevel i luften.“

Det er ikke spor morsomt at beskæftige sig med hvor stor risiko der er for at verden springer i luften. Filmen The Day After (Dagen efter) blev den 20. november 1983 forevist i De forenede Stater. Malende skildrede den hvordan mennesker led massedøden eller nærmest fordampede, og filmen ser ud til at have virket forstærkende på de rædselsforestillinger mange nærer om kernevåbenkrig. Måske har du også opdaget at du selv går og spekulerer på om monstro alle de voksnes mål og idealer er urealistiske, nu hvor verden er i så stor fare. To psykiatere fra Harvard-universitetet frygter at mange unge netop kommer til den slutning. „I sådan en verden virker planlægning formålsløs, og almindelige værdier og idealer forekommer naive,“ sagde dr. William Beardslee og dr. John Mack i 1982.

Der er tydeligvis noget galt med værdinormerne, når verden har kunnet komme så tæt på katastrofen. Men er indrømmelsen af at eksperterne er kommet til kort i international politik ensbetydende med at du ikke har nogen fremtid? Er det efterhånden ligegyldigt om man gør som mor siger og læser lektier, spiser sundt og børster tænder? Nej, slet ikke.

Er der kun to alternativer?

Man gør tit kernevåbentruslen til en enkel sag med kun to alternativer: Enten løser menneskene problemet med nedrustning, eller de ødelægger jorden. Og det er rigtignok svært at få sig selv til at tro at menneskene snart vil nedruste og på en eller anden måde overvinde deres begær og aggressivitet.

Bibelen har imidlertid noget med som disse to alternativer ikke har. Nej, menneskers ledere kender ikke løsningen. „Det [står ikke] til en mand at vandre og styre sine fjed.“ (Jeremias 10:23) Men at medgive at mennesker ikke evner dette, er ikke det samme som at afskrive vor jord som en fremtidig radioaktiv ruin. Hvorfor ikke?

Fordi jorden vil stå til evig tid og altid være beboet af mennesker. Den vil overleve den hårde medfart den har fået af menneskers misbrug og vil endda genvinde sin økologiske balance.a Guds løfte om at „ødelægge dem der ødelægger jorden“ har direkte at gøre med dette. — Åbenbaringen 11:18.

Faktisk er det i Bibelen blevet forudset at mennesket ville komme ud i nutidens krise. Den råder sine læsere til at give agt når man kan opleve „angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind . . . mens mennesker besvimer af frygt“. — Lukas 21:25, 26.

I stedet for blot at frygte kernevåbentruslen kan vi altså åbenbart lære noget af den. Hvad? At vi har brug for Gud og hans rige: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig. . . . Når I ser disse ting ske, [ved I] at Guds rige er nær.“ — Lukas 21:28, 31.

Lyder det fornuftigt at mennesket pludselig skulle få brug for en hjælp det ikke selv magter at skaffe? B. F. Skinner, der er blevet kaldt ’de amerikanske adfærdspsykologers førstemand’, fornemmer denne hjælpeløshed hos mennesket. I en videnskabelig afhandling der blev bragt i tidsskriftet Science (for 31. juli 1981), skrev han: „Vor art lader nu til at være truet. Er vi nødt til at vente på en [evolutionær] udvælgelse for at få løst problemerne med overbefolkning, ressourcernes udtømmelse, forureningen af miljøet og kernevåbnenes ragnarok?“ Senere tilføjede han over for The New York Times: „Jeg er dybt pessimistisk. Jeg tror ikke vi vil få løst vore problemer til bunds.“

Om at se kendsgerningerne i øjnene

Selvfølgelig er det skræmmende at se at de voksnes samfund tilsyneladende befinder sig på en kollisionskurs, på vej mod et kernevåbenragnarok. ’Hvordan kan de bare fortsætte livet som normalt, som om der ikke var nogen fare?’ spørger du måske. Psykiater ved Yale- universitetet Robert J. Lifton kalder det „psykisk frakobling“ eller „psykisk følelsesløshed“ når voksne kategorisk afviser at tænke på ødelæggelsen. Beardslee og Mack hævder imidlertid at unge sjældent lærer at få det fuldstændigt ud af tankerne. De ser altså kendsgerningerne i øjnene, men de får ikke større fred i sindet af den grund.

Er man nødt til at gøre sit sind følelsesløst og benægte ubehagelige fakta for at fortsætte dagliglivet? Ikke ifølge Jesus Kristus. Han sammenlignede vor tid med Noas og rådede os til at ’give agt’ på verdensforholdene. „For som de var i de dage før vandfloden, de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ — Mattæus 24:38, 39.

I 1945 satte den unge Tsutomu Miura dette råd på prøve.

’Det skete for min familie’

Tsutomu var 11 år gammel da atomdøden ramte Hiroshima. Hans fader befandt sig i byen på det tidspunkt, men som ved et mirakel overlevede han. Hvor lykkelig var Tsutomu ikke for at høre nyheden om at hans fader stadig var i live! Men forståeligt nok var mange unge i Japan blevet skræmt over denne begivenhed. Psykiateren Lifton registrerede senere „en udbredt tilbøjelighed til sløv fortvivlelse — en mere eller mindre permanent form for psykisk følelsesløshed“, selv blandt overlevende fra Hiroshima. En rapport fra den amerikanske psykiaterforening tilføjede i 1982: „Det har nedbrydende, dybtgående og livsvarig psykologisk virkning at være i målzonen for en atombombe“ — hvis man altså overlever.

Nu hvor katastrofen havde ramt så tæt ved Tsutomus hjem, ville det have været let for ham at bukke under for en følelse af frygt.

Men med sine forældres hjælp lykkedes det ham at undgå at forfalde til passiv fortvivlelse. Han ’gav agt’ på det der skete. Da han voksede op, tilsluttede han sig, ligesom sine forældre, Jehovas Vidner, og blev heltidsforkynder.

Hvilken mening forbinder Tsutomu med det der skete i 1945? „Disse ’elektriske bomber’, som vi først kaldte dem, afsluttede den anden verdenskrig. Men de forværrede kun den kritiske æra der var begyndt med den første verdenskrig. Til oprigtige unge siger jeg: ’Vær fordomsfri og se på de pålidelige bibelprofetier. Så vil I ud fra de nuværende frygtelige tider kunne forstå at sand og varig fred ved Guds rige er nær.’“

Vil disse frygtelige våben ødelægge vor klode? For Tsutomu er det en glæde at kunne henvise til skriftsteder som Prædikeren 1:4, Salme 46:9, 10 og Daniel 2:44, der viser at denne trussel aldrig vil blive til virkelighed.

Mener Tsutomu at han personligt aldrig vil komme til at dø atomdøden? Det er ikke noget han går og spekulerer på. Men, med hans egne ord: „Den bedste måde at leve på er med evigt liv i udsigt. Læg så planer for fremtiden og sæt virkelige mål. Jeg finder at Bibelens håb om en opstandelse giver én tillid — den fuldkomne befrielse for frygten for en for tidlig død eller en såkaldt naturlig død.“

Udviklingen på kernevåbenfronten viser altså tydeligt at det der er brug for ikke er selviskhed, men visdom fra Gud. Ligesom Tsutomu kan du modvirke frygten med kundskab og kærlighed. I dag, hvor en selvisk holdning har gjort nationerne til hinandens indædte modstandere i kernevåbenkapløbet, tager Bibelens værdier sig bedre ud end nogen sinde.

[Fodnote]

[Ramme på side 22]

TRUSLEN OM KERNEVÅBENKRIG

„[Faren for] kernevåbenkrig er den største og betydeligste krise menneskeheden nogen sinde har stået over for, og den som det er sværest at gøre til genstand for vedvarende og seriøs forskning. Tanken om denne krise forstyrrer vor sindsro og selvtilfredshed på en måde som de fleste af os helst var fri for . . . Den tvinger os desuden til at være mere lydhøre over for vore børn og unge, der i stadig stigende grad opfatter truslen om udslettelse ved hjælp af kernevåben som noget der er knyttet til deres tilværelse, og til at forstå hvorfor disse unge, som ser deres egen fremtid bragt i fare, søger tilflugt i nuets glæder.“ — Dr. med. Lester Grinspoon i American Journal of Psychiatry for oktober 1982.