Fra vore læsere
Hvordan man undgår tyveri og røveri
I Deres artikel „Tyveri og røveri kan undgås“ (22. maj 1983) råder De folk til at afbestille avisen. For nylig overværede jeg et møde for beboerne i vores boligkompleks. Det blev arrangeret af politiet efter at der havde været to indbrud, og det skulle oplyse os om hvad vi kunne gøre for at beskytte vores ejendele. Der blev lagt vægt på at man IKKE skulle afbestille avisen. Avisbudene skulle ikke have at vide at man var på ferie. Politiassistenten sagde at det ikke behøvede at være ens eget avisbud der var uærligt, men dér hvor man pakkede aviserne til ruten kunne der være en der var det og som ville lægge mærke til adressen og begå indbrud. Lad en du stoler på tømme brevsprækken eller postkassen for aviser og anden post til du kommer hjem igen.
R. M., Oregon
Tak for forslaget. Tanken med artiklen var at man ikke skulle vise alle og enhver der kom forbi at man ikke var hjemme. — RED.
TV som tyverisikring
I Deres artikel „Tyveri og røveri kan undgås“ (22. maj 1983) skriver De: ’Et tændt fjernsyn i dagligstuen eller i et værelse virker afskrækkende.’ Må jeg som ingeniør påpege at der ikke er noget der udgør en større brandfare i et hus end denne fremgangsmåde. Faktisk bør intet elektrisk apparat være tændt uden overvågning.
E. S., England
Det at lade et elektrisk apparat være tændt mens man er borte fra hjemmet øger ganske rigtigt brandfaren noget, og den vane at have et fjernsyn tændt fra morgen til aften har været medvirkende til flere brande i huse og lejligheder. Men de myndigheder der har med brandforebyggelse at gøre i De forenede Stater er ikke enige om at fraråde at lade et fjernsyn stå tændt uden overvågning i to eller tre timer i kriminalpræventivt øjemed. Man anser øjensynlig risikoen for tyveri for at være langt større end brandrisikoen. Man må også huske at brugen af videobåndoptagere, der sælges i stort tal i De forenede Stater og England såvel som i mange andre dele af verden, bygger på ideen om at have fjernsyn og optager til at køre i kortere tid mens ingen er hjemme. Skønt dette måske ikke udgør den største brandfare, er det alligevel forbundet med en vis risiko, og vi finder det fornuftigt at viderebringe denne advarsel til vore læsere. — RED.
De modne år
Jeg er virkelig glad for de artikler De bringer i bladene, især var jeg glad for dem om „De modne år“. (8. juni 1983) De har hjulpet mig til bedre at forstå min moder.
N. C., Alabama
Kvindens overgangsalder
Mange tak for artiklen „Kvindens overgangsalder“. (Vågn op!, 22. juli 1983) Den var i allerhøjeste grad oplysende. Jeg har nu været i overgangsalderen i mere end to år, men før jeg læste artiklen forstod jeg stadig ikke helt hvad der foregik. Det er lettere at tilpasse sig en situation når man ved hvad der sker eller rettere forstår hvorfor det sker.
E. M., New York