Vi betragter verden
Sejr i Swaziland
● Bladet Amnesty Nyt meddeler i sit nummer for juni 1983: „13 Jehovas vidner, der i slutningen af 1982 blev idømt fængselsstraffe for at have nægtet at klippe deres hår i overensstemmelse med et regeringsdirektiv udstedt ved Kong Sobhuza IIs død, fik deres domme omstødt af Swazilands øverste dommer den 7. april. Han gav dem medhold i deres anke og konkluderede, at den dommer, der dømte dem, ikke havde forelagt dem nogen egentlig anklage, og at han havde nægtet dem tilstrækkelig mulighed for at føre bevis. I alt menes mellem 90 og 100 Jehovas vidner at være blevet dømt i slutningen af 1982 for at have nægtet at adlyde regeringsdirektiver i forbindelse med landesorgen over Kong Sobhuza.“
Kamp mellem kirke og stat
● På øen Malta midt i Middelhavet raser et slag mellem regeringen og den katolske kirke. Indtil premierminister Dom Mintoff blev valgt i 1971 havde kirken i århundreder været enerådende i øens politiske, samfundsmæssige og uddannelsesmæssige anliggender; men dette har ændret sig. The New York Times beretter at premierminister Mintoff, der blev uddannet i katolske skoler og som har en broder der er præst, nu „åbent har erklæret kirkeskolerne krig“; de uddanner mellem en femtedel og en fjerdedel af Maltas skolesøgende. Regeringen fastholder at al undervisning skal være gratis. Artiklen fortæller videre at regeringen sidste år „ved lov forbød frivillige bidrag til kirkeskoler, fastfrøs skolepengene og bekendtgjorde at man ved adgangen til universitetet ville give fortrin til elever med afgang fra de statslige gymnasier“.
Børnedødelighed
● Ifølge Verdenssundhedsorganisationen er der store udsving mellem de forskellige lande i antallet af spædbørn der dør før de når etårsalderen. I Niger dør for eksempel 200 ud af 1000 børn, i Sverige kun 7. Qatar, det land der har den højeste gennemsnitlige velstand, har en svimlende børnedødelighed på 138, mens 13 ud af 1000 der fødes i De forenede Stater dør før de bliver 1 år. Børnedødelighedstallet er i Frankrig 9,9, i Australien 11, i Storbritannien 12,2; i Forbundsrepublikken Tyskland 13,5; i Thailand 15,6; i Grækenland 18,7; i Sovjetunionen 36; i Mexico 44,1; i Brasilien 84; og i Sydafrika 97. Danmark har en børnedødelighed på 8,4 ud af 1000 (i 1980).
Host rigtigt
● Hosteanfald kan være frygtelige og på offentlige steder endda pinlige, men de er til nytte, når de fjerner slim og renser luftvejene. Hvordan kan man hoste rigtigt og få gavn af det? Når man føler at et hosteanfald er på vej, kan man gøre som foreslået af Brooklyns Lungeforening i pjecen Fresh Air News: „1. Træk vejret dybt. 2. Hold det i nogle få sekunder. 3. Host to gange, først for at løsne slim, og så for at få det op. 4. Træk vejret langsomt ind gennem næsen. 5. Skil dig af med slim. Brug tætvævede lommetørklæder eller papirlommetørklæder. Det kan give problemer med maven at synke slim.“
Løbsk skovbrand
● For nylig ødelagde ukontrollable skovbrande en strækning på 800 kilometer langs de tørkeramte sydøstlige kyststater Victoria og South Australia på blot 24 timer. Stormvinde med hastigheder på mere end 96 kilometer i timen blæste fra den centrale australske ørken og gav næring til voldsomme brande der antændte de tørre eucalyptusskove og -krat, og afsved 300.000 hektarer jord. Alene i Victoria anslås værdien af ødelagt tømmer til knap 320 millioner kroner. Brandstormene krævede sammenlagt 70 menneskeliv. Kirker, skoler, hoteller og mere end 2000 huse blev ødelagt af den altfortærende ild. Der er flere hundrede Jehovas vidner i området, og de er taknemmelige over at ingen af dem kom noget til og at ingen af deres rigssale blev ødelagt eller beskadiget.
Præstemangel i Østrig
● „Om højst 15 til 20 år vil hvert andet sogn i det overvejende katolske Østrig stå uden sjælesørger,“ meddeler den tyske avis Schwäbische Zeitung. Allerede nu er der i en femtedel af alle østrigske sogne ingen „stedlig præst“, hedder det i en undersøgelse, som også har peget på det problem at præsternes gennemsnitsalder er ved at være ret høj.
Spirende „ungdomsoprør“
● Den tidligere østrigske kansler Bruno Kreisky har udtalt at medmindre supermagterne viser ægte villighed til at forhandle om våbenbegrænsning, løber de vestlige lande en risiko for at opleve et „ungdomsoprør i de demokratiske lande som er langt dybere og alvorligere end studenteroprøret i 1968“. I et interview gengivet i den parisiske udgave af avisen International Herald Tribune henviser han til våbenkapløbet og advarer: „Hele den unge generation, ikke blot studenter men også katolikker, protestanter, socialister og andre ønsker at vise deres modstand.“ Denne voksende atmosfære af protest og følgerne deraf kalder han „en enorm fare for demokratierne“.
Hungersnød syd for Sahara
● Fødevaresituationen for de afrikanske lande der ligger syd for Sahara „bliver mere kritisk dag for dag“, beretter FAO, FNs Organisation for Ernæring og Landbrug. Store områder i Mali, Senegal, Mauretanien og på Kap Verdeøerne trues af alvorlig hungersnød. Tchad, et land med 4,7 millioner indbyggere, er i største fare; landbrugsproduktionen faldt brat med 40 procent, og husdyrholdet trues af en smitsom kvægsygdom. Republikken Malis 6,9 millioner indbyggere står også over for alvorlige problemer på grund af tørke. FN-embedsmænd håber at man ved mellemfolkelige hjælpeydelser i form af korn kan afværge en hungerkatastrofe magen til den der for 10 år siden ramte hundredtusinder i landene syd for Sahara.
Arbejdsløse teenagere
● ’De lever som vilde dyr.’ Således beskriver Kenneth Livingstone, formand for hovedstadsrådet i London, de arbejdsløse engelske teenagere i hovedstaden. „Vi har tusinder af børn der driver planløst rundt i Londons gader og lever det hårde liv,“ citeres han i avisen Daily Telegraph for at have sagt. „Det er forfærdende forhold at have i 1983, hvor vi har midler nok i landet til at sørge for et ordentligt hjem, beskæftigelse og sygesikring til alle.“ En anden talsmand for hovedstadsrådet tilføjer at det fører til ungdomskriminalitet og lovovertrædelser fordi „de føler sig umotiverede og fremmedgjorte af det land der har svigtet med hensyn til at give dem mulighed for arbejde“.
Aftale mellem læger og Jehovas Vidner
● Det tyske lægeblad Deutsches Ärzteblatt har følgende meddelelse fra USA: „Det svære problem der drejer sig om blodtransfusion i forbindelse med tilhængere af Jehovas Vidner er blevet løst ved en aftale mellem American Medical Association [Den amerikanske lægeforening] og trossamfundet Jehovas Vidner.“ (44C/82, s. 56) Artiklen fortsætter: „Medlemmerne af Jehovas Vidner, der afviser blodtransfusion, skal i deres tegnebog opbevare et kort af godkendt udformning, hvorpå de udtrykker deres ønske om i givet fald ikke at få blodtransfusion. På kortet nævnes det udtrykkeligt at plasmaerstatningsmidler der ikke indeholder blod kan modtages.“ Ved indgåelsen af denne aftale er det også blevet påpeget at forbudet mod blodtransfusion også omfatter autotransfusion. „På kortet, der skal underskrives af indehaveren,“ beretter tidsskriftet, „nævnes det endvidere udtrykkeligt at dette dokument også er gyldigt hvis indehaveren er bevidstløs, og det forsikres at hverken læger eller hospitalspersonale vil blive holdt ansvarlig for eventuelle skadevirkninger der måtte opstå som følge af at blodtransfusion ikke anvendes. Kortet skal så vidt muligt fornys en gang om året, og det er meningen at det i fremtidige udførelser skal give plads til at også en af indehaverens slægtninge kan skrive under på det.“
Gensplejsning i skolen
● På et gymnasium i Nordsjælland har en 3. G-klasse i kemitimerne i foråret foretaget gensplejsning ved at fremelske en bakterie der var resistent over for penicillin. Skolens rektor oplyser at han var blevet orienteret om forsøget og fuldt ud tryg ved det, men på Københavns Universitet har biologistuderende givet udtryk for stor bekymring over muligheden for at der kan skabes nye resistente stammer af sygdomsbakterier. „Det mest spegede er for os at se de sikkerhedsmæssige aspekter ved at udbrede sådanne forsøg som færdigpakkede modeller, der kan indkøbes af ethvert gymnasium,“ siger to biologistuderende. „Man ved alt for lidt om de videre følger af en sådan unaturlig overførsel af arveegenskaber.“ (Politiken, 15. juni 1983) Se i øvrigt Vågn op! for 8. december 1981, side 3-11.
Allergi på grund af hul i ørerne?
● Nikkelallergi er en sygdom der bliver mere og mere udbredt. I Sverige har man undersøgt forholdene, og man anslår at omkring 40.000 svenske kvinder har nikkelallergi med så svær eksem at de nærmest er invaliderede. De fleste sygdomstilfælde er opstået på grund af at patienterne har fået lavet et hul i deres ører. Ved en undersøgelse som omfattede 362 skolepiger i byen Örebro, viste det sig at 15 procent af de piger som har fået hul i ørerne, havde allergi, mens det kun var to procent af dem der ikke havde hul i ørerne der havde allergi. Allergispecialisten Lena Widström erklærer ifølge Svenska Dagbladet for 13. april 1983: „Vi har en begrundet mistanke om at allergien opstår i forbindelse med selve det at hullerne bliver lavet. I tre til seks uger efter har man en sikkerhedsnål siddende i hullet for at forhindre at det vokser sammen. Det er denne nål der afgiver den allergifremkaldende nikkel.“ Læger har også undersøgt ørestifterne og fundet at de kun udvendig er belagt med guld eller sølv, og at de afgiver betydelige mængder allergifremkaldende stoffer. Da de fleste guld- og sølvsmykker har et tyndt overtræk af nikkel, så de ikke skal pudses så tit, vil allergien blive værre og værre. Det er kun det rene gule guld, der ikke giver allergi.