Får vi nogen sinde en verden uden ensomhed?

„ENSOMHED er ikke et problem der kan løses. Det er simpelt hen en normal del af livet. . . . Det er ikke forkert at være ensom, det er ikke noget man behøver at skamme sig over; ensomhed er bare noget der er der, noget der altid har været der og altid vil være der.“ Sådan har en skribent givet udtryk for sit pessimistiske syn på udsigten til nogen sinde at få ensomheden afskaffet. Og mange er tilbøjelige til at give hende ret.

Som livet former sig i dag, må man erkende at ikke alle kommer til at opleve et nært familiesammenhold. Og i nogle tilfælde kan forholdene bevirke at man ikke opnår helt det nære forhold til andre som man kunne ønske. Men der er gode grunde til at tro at det ikke altid vil være sådan.

En verdensforandring er nær

„Hvorfor hungrer min generation i den grad efter kærlighed?“ spurgte skribenten Christopher Edwards for nylig, og han svarede selv: „Jeg tror at svaret ganske enkelt er dette: vi har som folk betragtet glemt at være noget for hinanden.“ Hvad betyder det?

De der har undersøgt Bibelens profetier véd at Jesus forudsagde nogle forhold der ville markere „afslutningen på tingenes ordning“, og at han blandt andet nævnte at ’kærligheden ville kølnes hos de fleste’. (Matt. 24:12) Og med hensyn til de ting der ville kendetegne ’de sidste dage’, skrev Paulus: „Dette skal du vide, at i de sidste dage vil der være kritiske tider som er vanskelige at klare. For menneskene vil være egenkærlige, . . . uden naturlig hengivenhed, uforsonlige.“ (2 Tim. 3:1-3) Det er tydeligt at netop disse ting kendetegner vor generation. Det betyder at en verdensforandring er nær. Hvad skal der ske?

Det kolde, hjerteløse samfund vil blive fjernet

Den nuværende verden ligner meget en tidligere verden som ifølge Bibelens beskrivelse var „fyldt med vold“. (1 Mos. 6:11, NW) Den her omtalte verden fandtes for over 4000 år siden, og videnskabelige opdagelsera har bekræftet Bibelens udtalelse: „Den daværende verden [led] undergang da den blev oversvømmet af vand.“ — 2 Pet. 3:6.

På grundlag af Guds indgriben dengang peger Bibelen ud i fremtiden og siger: „Ved det samme ord er de himle og den jord som er nu, gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag. Men der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte og i dem skal retfærdighed bo.“ (2 Pet. 3:7, 13) Ligesom kun den gudfrygtige Noa og hans familie blev tilbage på jorden, sådan vil kun uselviske mennesker — de der har et nært forhold til Gud — blive tilbage og danne grundvolden for ’den ny jord’. De vil blive frelst og få adgang til en verden hvor godhed og kærlighed vil herske.

En verden fyldt med kærlighed

En indbydende beskrivelse af den frelse som de der frygter Gud vil opnå, finder vi i Salme 85, versene 10-13: „Hans frelse er dem nær, der frygter ham, . . . Trofasthed og sandhed vil mødes, retfærdighed og fred vil kysse hinanden. Sandhed spirer frem af jorden, og retfærdighed ser ned fra himlen. Herren selv giver lykken, og vort land giver sin afgrøde.“ — 1977-oversættelsen.

Lyder det ikke opmuntrende? Det jordiske samfund til den tid vil ikke være præget af kold beregning og effektivitet, men af trofasthed. Mistro og tvivl blandt menneskene vil blive afløst af sandhed. Bedrag og selvisk udnyttelse af andre vil blive erstattet af retfærdighed og fred, som i overført betydning vil „kysse hinanden“.

Når menneskene er opfyldt af sådanne egenskaber, vil der da være nogen ensomhed? Det kan der umuligt være. Menneskene vil i deres indbyrdes forhold opnå en lykke og tilfredshed vi end ikke drømmer om i dag. Og deres venskaber vil kunne vare evigt. — 1 Joh. 2:17.

En forsmag på det kommende

I Jehovas Vidners menigheder ser man allerede nu de gode resultater af at leve efter Guds vejledning. Iagttagere — om end de ofte har en helt anden religiøs opfattelse end Jehovas Vidner — har næsten enstemmigt lovprist den ægte varme og kærlighed som er tydelig blandt Vidnerne. Katolikken William J. Whalen skrev i bladet U. S. Catholic for januar 1979: „Her i landet [USA] og andre steder i verden har en stor procentdel af Jehovas vidner en romersk-katolsk baggrund. Hvorfor øver sekten tiltrækning på katolikker? . . . Mange [katolske] sogne er store og upersonlige, i modsætning til den fortrolighed og venlighed man møder i en rigssal. Vidnernes menighed giver en følelse af fællesskab som et stort katolsk sogn ikke kan give.“

Fem år tidligere skrev L. R. Cooper i bogen Religious Movement in Contemporary America (1974): „I deres menighedsliv har Jehovas vidner et ægte fællesskab med tillid og indbyrdes anerkendelse.“ Tillid og indbyrdes anerkendelse er af største betydning for at man kan opbygge et meningsfyldt forhold til andre.

Tusindvis af ensomme mennesker — i alle aldre og med vidt forskellig baggrund — har sluttet sig til Jehovas Vidner og fundet ægte venskab. Ved at gøre dét har de fået mere end venner. De har fundet det der kendetegner den ægte kristendom. Hvad det er, fortæller Jesus Kristus i Johannes, kapitel 13, vers 35: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“

Når man kommer i menigheden vil man hurtigt opdage at Jehovas vidner ikke begrænser deres kærlighed til kun at omfatte deres medtroende. De søger også at vise næstekærlighed. Derfor hjælper de andre til at kende det vidunderlige håb Bibelen indeholder om en verden uden ensomhed.

Kunne du tænke dig at få forbindelse med et samfund der har kærlig omsorg for andre? Da vil vi opfordre dig til at tale med Jehovas Vidner, eller til at skrive til vort kontor. Du har alt at vinde ved en sådan forespørgsel. Det eneste du risikerer at miste er din ensomhed.

[Fodnote]