Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g78 22/1 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1978
  • Underoverskrifter
  • Er det skadeligt at gå barfodet?
  • Musik afspejler tiden
  • Kompensation til ikke-rygere
  • Afdeling for ’ikke-drikkere’
  • Komfort under markarbejde
  • Fedme — „en epidemi“
  • Ny oversættelse af Salmerne
  • Hårdt arbejde er godt for hjertet
  • Højtliggende egne og hjerteanfald
  • „Legale aborter“ i Danmark
  • De ansatte stjæler
  • Pillespisere
Vågn op! – 1978
g78 22/1 s. 22-23

Vi betragter verden

Er det skadeligt at gå barfodet?

● Skader det fødderne at man går barfodet? Ikke ifølge dr. Paul Brand, der er ortopæd ved Louisiana State University. Dr. Brand har i tredive år studeret fødder i forskellige lande. Han siger at de der går barfodede faktisk aldrig har fodsvamp, nedgroede tånegle, ligtorne, knyster, hammertæer eller smerter i mellemfoden. De eneste patienter med ankelbrud som han havde i Indien var nogle der brugte sko. Han siger at hvis man er barfodet og er ved at miste balancen, så mærker man det hurtigere og kan straks genvinde den. Men han advarer diabetikere imod at gå barfodede fordi deres fødder ikke er så følsomme; endog ret små rifter eller læsioner kan give infektioner og gøre en amputation nødvendig.

Musik afspejler tiden

● Popmusikken synker dybere og dybere. Et nyt eksempel er „punk rock“ som startede i England. Tekst og musik er mere umoralsk og ubehersket end i „acid rock“ (type rockmusik med psykedeliske effekter) og sangerne optræder fuldstændig hæmningsløst. New York Times siger at de navne musikerne har taget ofte genspejler deres adfærd; for eksempel kalder førstesangeren i Englands største punk-band sig for „Johnny Rotten“. „Andre har taget navne som Sid Vicious og Rat Scabies,“ siger avisen. Efternavnene betyder „Rådden“, „Lastefuld, Ondskabsfuld“ og „Fnat“. Times bemærker videre: „Punk-rock-fans går undertiden besynderligt klædt, for eksempel bruger de flængede T-shirts og bukser lavet af strimlede plasticskraldeposer. Enkelte har stukket sikkerhedsnåle igennem kinden, næsen eller ørerne.“ Modehandlerne „tjener tykt på punk-tøjet“ ved at sælge lasede skjorter og bukser. Et medlem af gruppen „The Stranglers“ har sagt: „Tiden er fyldt med problemer og ufred i England. Det er grunden til at den vrede musik fremstilles her. Folk føler sig hæmmede og mangler en mening med livet. Det er det der ligger bag en storbymusik som vores.“

Kompensation til ikke-rygere

● Mange ikke-rygere kommer med indvendinger når der ryges på offentlige steder. I den senere tid er der i USA blevet afsagt en del retskendelser til fordel for ikke-rygere, som i nogle tilfælde endog har fået tilkendt økonomisk erstatning. En mand i New York som arbejdede i et mørkekammer hos en fotograf, fik tilkendt arbejdsløshedsunderstøttelse efter at han havde sagt sit arbejde op fordi en af medarbejderne røg. En økonomisk rådgiver i Baltimore blev ved en forbundsdomstol tilkendt erstatning fordi tobaksrøgen på hans arbejde gjorde ham så syg at han måtte holde op med at arbejde. En stewardesse i Californien fik erstatning fordi hun måtte holde op med at arbejde efter at hun var blevet allergisk over for luften i flyvemaskinernes afdeling for rygere. En af de ansatte i et telefonselskab i New Jersey påstod at hun blev alvorligt syg når kollegerne røg, og at selskabet havde pligt til at sørge for en arbejdsplads hvor der ikke var nogen skadelig røg. Domstolen gav hende medhold, og selskabet fik besked på at forbyde rygning i et bestemt lokale.

Afdeling for ’ikke-drikkere’

● Mange tilskuere ved forskellige sportsbegivenheder bryder sig ikke om de drikkevaner som andre af tilskuerne har. En har sagt: „Fans kan blive yderst utålelige hvis de har drukket hele dagen.“ Lederne af en motorbane i Atlanta, USA, har besluttet at en del af tilskuertribunen ved deres næste arrangement skal forbeholdes ikke-drikkere.

Komfort under markarbejde

● Mange amerikanske traktorer er nu forsynet med en lukket førerkabine der har air condition, varme, stereoradio til AM og FM, samt radiotelefon. Af de 155.450 traktorer der sidste år blev solgt i De forenede Stater var de fleste forsynet med disse bekvemmeligheder, og nogle af dem havde endog fjernsyn. Det bliver dyrere og dyrere at have landbrugsmedhjælpere, og landmændene skal dyrke mere og mere for at opretholde livet. Så gårdejerne må selv udføre mere af arbejdet med større og mere effektive maskiner; ofte tilbringer de 12 til 15 timer om dagen på traktoren.

Fedme — „en epidemi“

● Avisen Edmonton Journal siger: „Fedme er blevet en epidemi i Canada. En undersøgelse af ernæringstilstanden i Canada har afsløret at mindst halvdelen af de voksne har problemer med vægten og at én ud af seks voksne er meget overvægtig.“ Avisen siger: „Et sikkert slankemiddel er at man spiser mindre og bevæger sig mere. Tro ikke at fedtet smelter væk i løbet af natten. Vær tålmodig og vedholdende og glæd Dem hvis De taber mellem et halvt og et helt kilo om ugen. Ligegyldigt hvad De gør, pas på de diæter, slankemidler og -redskaber som lover at fedtet forsvinder hurtigt og smertefrit.“

Ny oversættelse af Salmerne

● Det danske Bibelselskab har i efteråret udgivet en ny oversættelse af Salmernes bog i Bibelen, kaldet „Davids Salmer“, med undertitlen „Det gamle Testamente i ny oversættelse“. Oversættelsen er foretaget af et udvalg bestående af universitetsfolk fra Århus og København, i samarbejde med Dansk Sprognævn og en litterær konsulent. Oversættelsen har samtidig været en slags arbejdsforsøg med henblik på en oversættelse af hele „Det gamle Testamente“.

Det har været oversætternes mål at udarbejde en mere nutidig oversættelse end den hidtil benyttede, som blev autoriseret i 1931. Dette er også i høj grad lykkedes; mange ord som er ved at glide ud af det danske sprog, er blevet erstattet af andre som forstås bedre i dag, og mange knudrede sætningsbygninger er blevet lettere at læse og forstå i den nye oversættelse. Ordet „salig“, som ofte forekommer i 1931-udgaven, er gengivet med „lykkelig“. „Retvis“ er blevet til „retfærdig“ og „miskundhed“ er udskiftet med „troskab“ og „trofasthed“.

En af de indvendinger som nogle anmeldere har haft mod den nye oversættelse, er at den ikke benytter Guds navn, men i stedet skriver „Herren“, uden anden typografisk fremhævelse end det store H. I oversætternes forord står der: „Efter forudgående aftale med Det danske Bibelselskab var det hensigten at gennemføre oversættelsen med anvendelse af det jødisk-hebraiske gudsnavn, Jahve, i stedet for at fortsætte den hidtidige oversættelsestradition, der omskriver navnet med HERREN. . . . Men brugen af navnet Jahve er stødt på indvendinger, der i alt væsentligt er begrundet ud fra hensynet til dansk bibeltradition og forholdet til Det nye Testamente, og forsøget blev derfor opgivet.“

Hårdt arbejde er godt for hjertet

● En undersøgelse af flere tusind havnearbejdere i San Francisco bekræfter at længere tids hårdt fysisk arbejde mindsker risikoen for at få et dødbringende hjerteanfald. Blandt dem der havde lettere arbejde — svarende til kontorarbejde — var der fem gange flere tilfælde af dødbringende hjerteanfald end der var blandt dem der havde hårdt fysisk arbejde og for eksempel skulle løfte eller skubbe tunge materialer.

Højtliggende egne og hjerteanfald

● Forskere i New Mexico har opdaget at mænd der bor i højtliggende egne ikke får så mange hjerteanfald. Videnskabsmændene ved ikke hvorfor, men formoder at en af grundene er at blodtrykket holdes nede når man lever i højtliggende egne; højt blodtryk kan medføre hjerteanfald. En anden teori går ud på at mennesker ikke rigtig kan indstille sig på den tynde bjergluft og at de daglige gøremål derfor „giver mere motion end hvis de foretages i lavereliggende egne“. Det er også svært at forklare at de højtliggende egne ikke har nogen indflydelse på antallet af hjerteanfald blandt kvinder.

„Legale aborter“ i Danmark

● I Danmark blev der i 1970 givet udvidet adgang til svangerskabsafbrydelse, såkaldt „legal abort“, og i 1973 blev der vedtaget en lov om at enhver kvinde med fast bopæl her i landet kunne få et svangerskab afbrudt inden udløbet af tolvte svangerskabsuge. Danmarks Statistik har nu offentliggjort nogle tal der viser hvor mange kvinder der har benyttet sig af den udvidede adgang. I 1972, altså før man indførte 1973-loven om at svangerskabsafbrydelse stod helt åben for alle, blev der foretaget 12.985 svangerskabsafbrydelser. I 1975, altså efter denne lovs indførelse, var tallet sprunget op til mere end det dobbelte, nemlig 27.884. Året efter, i 1976, var tallet tilsyneladende stabiliseret noget — det lå på 26.842. Hertil kommenterer overlæge, dr. Vagn Sele fra Centralsygehuset i Hillerød: „Selv om der tilsyneladende er sket en stabilisering i antallet af legale aborter på omkring 26.000, er det alligevel et højt tal, når man tager i betragtning, at fødselstallet er omkring 65.000 herhjemme.“ Overlægen tilføjer: „Når aborttallet i dag er for højt, skyldes det nok i første række de dårlige konjunkturer og de usikre fremtidsudsigter, så folk er bange for at sætte flere børn i verden. Men at denne begrænsning i børnetallet bør ske ved bedre kendskab til brug af svangerskabsforebyggende midler fremfor at anvende abort, synes indlysende.“ — Berlingske Tidende, 22. september 1977.

De ansatte stjæler

● I de sidste fem år har man i De forenede Stater oplevet at der næsten er sket en fordobling i antallet af sager hvor ansatte har stjålet fra deres arbejdsplads. Ifølge Industry Week beløber denne form for tyverier sig til omkring 150 milliarder kroner årligt.

Pillespisere

● Ved en international farmaceutkonference som i foråret blev afholdt i Jerusalem, kom det frem at israelerne hører til verdens mest ivrige spisere af piller, pulvere og andre former for medicin. Det anslås at hvert tiende sygdomstilfælde i Israel skyldes negative reaktioner på en eller anden form for medicin som patienten har indtaget. Meddelelsen fremkom i bladet Jewish Chronicle, som udgives i London, den 1. april 1977.

    Danske publikationer (1950-2026)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2026 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del