Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 21. del
Fra 1935 har Jehovas Vidner mange forskellige steder lejet en bygning, indrettet den som mødesal, og kaldt den for rigssal. Ofte har menighederne også selv købt en ejendom, ændret og istandsat en bygning eller opført en helt ny bygning hvor man kunne mødes for at studere Bibelen og tilbede Gud. For ikke så længe siden sagde broder W. L. Pelle meget rigtigt:
„Rigssalene ser indbydende ud udefra, og indvendig er de hyggelige og praktisk indrettet. Fordi de ser indbydende ud, aflægger de desuden et tavst vidnesbyrd, og de får nyinteresserede til at føle sig hjemme når de træder ind. Vore egne brødre og interesserede har selv bidraget med langt den største del af arbejdskraften ved byggerierne. Vi har ikke været nødt til at hente hjælp i . . . Djævelens verden. Midlerne og værdierne er forblevet på Jehovas folks hænder. Sådan var det også med israelitternes ’telt i ørkenen’ for mange år siden. [Apg. 7:44] For kort tid siden blev jeg spurgt: ’Hvorfor kalder I jeres bygning for en „rigssal“?’ Jeg svarede at i min ordbog står der som den allerførste betydning af ordet ’sal’ [engelsk: ’Hall’]: ’En bygning beregnet til offentlige formål.’ Vore rigssale er udelukkende beregnet til den almægtige Guds og hans riges formål. Der kunne ikke være noget mere passende navn.“
Zoneordningen styrker Jehovas folk
Da talrige medlemmer af ’den store skare’ strømmede ind i rigssalene dengang i trediverne, påbegyndtes en tjeneste som havde til formål at styrke menighederne af Guds folk. (Åb. 7:9) Det var zoneordningen, der svarer til den ordning vi har i dag, hvorved menighederne er inddelt i kredse. Cirka tyve menigheder i et område dannede tilsammen en zone. Selskabet udnævnte en zonetjener, som skulle besøge hver menighed og i almindelighed samarbejde med dem en uge ad gangen. Hans formål var at styrke menigheden organisationsmæssigt og hjælpe den i forkyndelsen. Fra tid til anden samledes menighederne i en zone til et zonestævne for at modtage vejledning fra Bibelen og åndelig hjælp. Der blev udsendt særlige tjenere fra Selskabets hovedkontor for at betjene disse stævner. Zoneordningen trådte i kraft den 1. oktober 1938 og varede til og med november 1941.
Edgar C. Kennedy fortæller hvordan de kristne modtog denne zoneordning: „De var stærke i ånden og gav kærligt udtryk for deres taknemmelighed over vore besøg. Alle kredsene [menighederne] var små, men der var liv og røre iblandt dem. Deres villighed til at tage imod teokratiske instruktioner, deres kærlighed til sandheden, deres reaktion på opfordringen til tjeneste og deres arbejde med modelstudierne, førte til at der begyndte at vise sig tegn på vækst. Adskillige nye kredse blev dannet.“
„Frelsen tilhører Jehova“
Der var brug for en stærk kristen organisation dengang, for Jehovas Vidner blev hårdt forfulgt. Forfølgelsen begyndte for en stor del i 1935. Hvordan gik det til? Jo, ved et stævne i Washington, D.C., svarede broder Rutherford mandag den 3. juni på et spørgsmål om hvorvidt børn kunne være med til at hilse flaget i skolen. Han sagde til de forsamlede at hvis man hilste et jordisk symbol og tilskrev det frelse, var man dermed troløs over for Gud. Rutherford erklærede at han personlig aldrig ville gøre det.
H. L. Philbrick fortæller at der må have været mange af de unge der hørte foredraget „for da skolerne åbnede igen ved efteråret kunne man pludselig læse overskrifter i Bostons aviser om en skoledreng fra Lynn i Massachusetts som nægtede at hilse flaget i skolen ved skoleårets begyndelse. Han hed Carleton Nichols. En pige der hed Barbara Meredith indtog samme standpunkt i sin skole i Sudbury, Massachusets, og det skete samme dag.“ Men hendes tilfælde nåede ikke ud til pressen, for hun havde en skolelærer som var tolerant og ikke gjorde sagen til et stort stridsspørgsmål.
Det var den 20. september 1935 at skoledrengen Carleton B. Nichols nægtede at gøre honnør for flaget, og episoden blev omtalt af pressen over hele landet. Som præsident for Watch Tower Society blev J. F. Rutherford anmodet af nyhedsbureauet AP om en officiel udtalelse angående Jehovas Vidners syn på denne sag. Han afgav sin erklæring, men pressen nægtede at offentliggøre den. I stedet afgav broder Rutherford sit svar i form af et landsdækkende radioforedrag den 6. oktober 1935, hvor han talte over emnet „Honnør for Flaget“. Senere blev foredraget trykt i brochuren Loyalitet, som blev uddelt i millionvis af eksemplarer. I dette svar til pressen viste Rutherford at Jehovas Vidner ganske vist respekterer flaget men at deres bibelske forpligtelser og deres forhold til Gud strengt forbyder dem at gøre honnør for noget som helst billede. For Jehovas tjenere ville dette være en tilbedelseshandling der stred mod principperne i de ti bud. (2 Mos. 20:4-6) I svaret pegede han også på at det først og fremmest er kristne forældre der har ansvaret for undervisningen af deres børn og at børnene skal opdrages sådan som forældrene finder sandt og rigtigt og i overensstemmelse med Bibelen.
Mange lærere og skoleledere var tolerante, men andre handlede ganske egenmægtigt og bortviste børn af Jehovas vidner fra deres skole når disse nægtede at hilse flaget. Af denne grund blev for eksempel to børn af Jehovas vidner den 6. november 1935 bortvist fra en offentlig skole i Minersville, Pennsylvanien. Deres fader, Walter Gobitis, lagde sag an mod skolekommissionen i Minersville. Sagen blev først ført frem for distriktsdomstolen i Pennsylvaniens østre distrikt, og den blev afgjort til gunst for Jehovas Vidner. Også ved appelretten vandt Jehovas Vidner sagen. Men derefter gik den videre til De forenede Staters højesteret, hvor domstolen i juni 1940, med dommerstemmerne 8 mod 1, omstødte den gunstige dom, hvilket skulle få meget alvorlige følger.
Det ene sted efter det andet blev de kristne nu forfulgt på grund af deres bibelske standpunkt i forbindelse med at hilse flaget. Den 20. juni 1940 skete det for eksempel at en pøbelskare, som fik følgeskab af nogle politifolk, gik til angreb på Jehovas Vidner under et bibelsk møde i byen Rockville i Maryland. Efter at de havde skaffet sig adgang til rigssalen holdt flokkens anfører et flag i vejret og sagde: „Jeg giver jer to minutter efter amerikansk tid til at hilse dette flag; hvis ikke I gør det kommer der til at flyde blod.“ Sotir K. Vassil beretter: „Der var stille i et minuts tid, indtil en mand der havde været med til mødet for første gang blev grebet af panik, pludselig sprang op, hilste flaget og gik . . . Ingen andre hilste flaget. Da de to minutter var gået slog lederen mine sager ud af hænderne på mig, og gav ordre til at flokken skulle ’smadre det hele’, stole og så videre, og alle tingene begyndte at flyve gennem luften. De to betjente med pistol ved hoften var sammen med folkene inde i salen, og jeg gik hen til dem for at spørge om de ikke kunne gøre noget. De gjorde ikke så meget som at åbne munden eller prøve at gribe ind for at standse pøbelen.“ Det blev værre og værre. „De begyndte at opføre sig som en flok dæmoner,“ fortæller broder Vassil, „de maste og skubbede os ud af salen. Og så råbte de hele tiden: ’Slå dem ihjel! Slå dem ihjel! De er nazister.’ Nogle af børnene i salen begyndte nu at græde, og fra mængden begyndte nogle at råbe: ’Smid de unger ud ad vinduet.’ De sparkede os bogstavelig talt ud af bygningen og ud på gaden, hvor de nu begyndte at råbe: ’Smid dem ud af byen! Smid dem ud af byen!’“
Efter at broder Vassil senere var undsluppet hoben kontaktede han zonetjeneren, Charles Eberle, som straks efter indberettede episoden til den amerikanske justitsminister. Dagen efter begyndte kriminalpolitiet at undersøge sagen. Det endte med en retssag, og broder Vassil fortæller: „Efter retssagen, som blev afgjort i vores favør og til ære for Jehova, satte Rockville kommune en betjent til at bevogte vores rigssal hver gang vi holdt møde, for at der ikke skulle indtræffe lignende episoder igen. Denne gang var Satans forsøg på at ødelægge vores nylig oprettede menighed og rigssalen, slået fejl. — Es. 54:17.“
Dette er kun et enkelt eksempel. Der var mange andre episoder af denne slags. I byen Connersville i Indiana blev vidnernes sagfører pryglet og fordrevet fra byen. Guds tjenere gennemgik denne voldsomme forfølgelse fordi de holdt sig strengt til Bibelen og modigt holdt fast ved at ingen enkelt nation, men kun Gud, kunne frelse og udfri dem fra fjender og farer. Ja, „frelsen tilhører Jehova“. — Sl. 3:8, American Standard Version.
Kingdom Schools
Den tvungne flaghilsen i skolerne resulterede i at mange skoleelever som var Jehovas vidner blev bortvist. Men Vagttårnsselskabet hjalp de sande kristne med at skaffe undervisning til deres børn. Allerede i 1935 åbnede man de første private „Kingdom Schools“ — „Rigets skoler“. Her anvendte kvalificerede skolelærere blandt Jehovas Vidner deres tid og kræfter til at undervise de børn der var blevet bortvist fra offentlige skoler. Disse private skoler, som Jehovas Vidner selv organiserede og betalte, blev oprettet flere steder.
En af dem lå i Lakewood i New Jersey. Broder C. W. Erlenmeyer, som selv har været elev på skolen, fortæller at Lakewood menighed havde rigssal i stueetagen, hvor der også var klasseværelse, køkken og spisestue. På første sal var pigernes værelser, og på anden sal drengenes. „De fleste af os boede selvfølgelig på stedet og rejste allerhøjst hjem i weekenden,“ siger broder Erlenmeyer. „De der boede længere borte rejste hjem hver anden weekend, og det sidste år skolen fungerede rejste vi, på grund af benzinrationeringen under krigen, kun hjem hver tredje weekend.“
Der var nok af arbejde at gøre, så der var brug for både en kok og en husholderske. Men børnene havde også deres pligter — de skulle hjælpe i køkkenet, vaske op og tørre af, bære affaldet ud, og så videre. Hver dag var der en drøftelse af dagsteksten ved morgenbordet, og skoledagen begyndte altid med en halv times bibelstudium. Børnene fik altså også åndelig føde. Det de lærte fik de lejlighed til at anvende i tjenesten på arbejdsmarken om lørdagen og søndagen.
I Gates i Pennsylvanien blev der også oprettet en Kingdom School. Søster Grace A. Estep var med til at undervise der. Hun havde undervist i de offentlige skoler, men var blevet afskediget fordi hun ikke ville gå med til flaghilsen og aflæggelse af troskabsed i sine klasser. Søster Estep husker at den lille skoles første år var „stormfuldt“ — den ene „embedsmand“ efter den anden dukkede op for at inspicere skolen i håb om at finde en eller anden grund til at lukke den. Hun siger også: „Klasseværelset blev tit invaderet af en eller anden person med tjenstligt ærinde, enten fra skolevæsenet eller fra et andet sted, som kom for at finde fejl eller bare for at genere os yderligere. Forresten skortede det heller ikke på patriotisk begejstring hos mange i befolkningen. Engang samlede der sig en mængde mennesker udenfor; de ville enten sprænge skolen i luften eller brænde den ned, og de protesterede kraftigt mod ejeren fordi han havde lejet ud til os. Men da ejeren var en fremtrædende borger i byen, og da de ikke kunne finde ud af hvordan de skulle få sprængt skolen i luften uden samtidig at sprænge barbersalonen i luften [den lå i samme bygning], opgav de ideen.“ Skolen fik efterhånden flere elever, der måtte oprettes en børnehave, otte grundskoleklasser og fire high-school-klasser.
Hvordan klarede eleverne i en Kingdom School sig med hensyn til at få lært noget? Lloyd Owen, der var lærer ved en sådan skole i Saugus i Massachusets, svarer: „Vi plejede at afholde prøver [svarende til de eksaminer andre skoler afholdt], for at se hvor godt eleverne fulgte med. Som oftest lå deres standpunkt et halvt eller et helt klassetrin højere end det trin de skulle være på [efter alderen]. . . . Vi gav eleverne prøver mindst to gange om året, og de havde hele tiden meget høje karakterer.“
Der rådede en vældig god ånd blandt dem der havde at gøre med disse Kingdom Schools. „Vennerne var helt enestående — de tilbød deres hjælp på så mange forskellige måder,“ siger søster Estep. „Det hele var ligesom et stort fællesskab, et fællesskab der omfattede alle som havde den mindste berøring med vores Kingdom Schools. Mit hjerte svulmer af kærlighed og taknemmelighed når jeg tænker tilbage på alle de herlige ting de kære venner gjorde dengang; deres kærlighed til Jehova kendte ingen grænser. Pengene var knappe, og alligevel anvendte de deres tid og kræfter til det yderste for at kunne give det der skulle bruges.“
Højesteret omstøder sin egen dom
Den 8. juni 1942 afsagde højesteret i U.S.A., med dommerstemmerne 5 mod 4, en dom der gik imod Jehovas Vidner i sagen Jones mod Opelika, en sag om vandrebrevsafgift. Her skete der imidlertid det interessante at dommerne Black, Douglas og Murphy, foruden at de stemte imod majoritetens kendelse, afgav en erklæring hvori de tilbagekaldte den kendelse de havde afsagt i Gobitis-sagen om flaghilsen fra 1940. Af den grund besluttede Selskabets sagfører at genoptage sagen og anlægge sag i distriktsretten for West Virginias sydlige distrikt mod skolekommissionen i staten West Virginia. Hvorfor det? For at forhindre at loven om tvungen flaghilsen blev gennemtvunget. En domstol med tre dommere afgjorde enstemmigt sagen til fordel for Jehovas Vidner, men skolekommissionen i staten West Virginia appellerede sagen. Den 14. juni (der i Amerika fejres som den årlige flagdag) 1943 omstødte De forenede Staters højesteret så sin egen dom i Gobitis-sagen ved at fastslå (i sagen West Virginia State Board of Education mod Barnette) at skolekommissionen ikke havde ret til at bortvise børn af Jehovas vidner fra deres skole når de nægtede at hilse flaget, og på denne måde berøve dem deres undervisning.
Dette betød at dommen i Gobitis-sagen nu også var ændret. Det var ganske vist ikke enden på alle problemer i forbindelse med det kristne syn på flaghilsen, men i hvert fald var Jehovas Vidners „Kingdom Schools“ nu ikke længere nødvendige. For første gang i omkring otte år kunne børn af Jehovas vidner vende tilbage til de offentlige skoler.
„Den gode nyhed forsvares og stadfæstes juridisk“
Jehovas kristne vidner, både gamle og unge, regner med at blive forfulgt. Jesus sagde jo til sine disciple: „I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn.“ (Matt. 10:22) Ja, Paulus skrev at „alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt“. (2 Tim. 3:12) Kristne er tit blevet arresteret på grundlag af falske anklager — for eksempel at de har virket som sælgere uden at have vandrebrev eller at de har forstyrret freden. I begyndelsen førte man ingen fortegnelser over hvor mange Jehovas vidner der blev arresteret i De forenede Stater, men i 1933 skete der 268 arrestationer. I 1936 var tallet steget til 1149. Jehovas Vidner blev med urette klassificeret som sælgere eller omrejsende kræmmere og ikke som forkyndere af den gode nyhed.
Men når Jehovas Vidner blev arresteret, anklaget og fængslet, skete det ikke uden modstand. De fulgte den politik at de konsekvent appellerede de domme der gik dem imod. Med Jehovas hjælp lykkedes det dem at ’forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed’. — Fil. 1:7.
Det ville være umuligt på nogle få sider at genskabe dette spændende drama, at genfortælle de mange episoder hvor Jehovas tjenere i modig teokratisk krigsførelse kæmpede for friheden til at forkynde. Men vi kunne udmærket begynde med at fortælle om „New Jersey-slaget“. Det første ’skud’ i dette slag blev ’affyret’ i 1928, da nogle af Guds tjenere blev arresteret i South Amboy i New Jersey. Men byen Plainfield blev centrum for katolikkernes kamp mod Jehovas Vidner i New Jersey.
Plainfield-episoden
I betragtning af at Plainfield spillede så stor en rolle i forfølgelsen af Jehovas folk, besluttede J. F. Rutherford at afholde et offentligt møde dér over emnet „Hvorfor praktiseres der religiøs Intolerance her i Landet i vor Tid?“ Omkring halvtreds politibetjente, hvis tilstedeværelse man ikke havde udbedt sig, ikke ønskede og heller ikke behøvede, indfandt sig ved dette særlige program den 30. juli 1933, for at „bevogte“ teatret. Der er ingen tvivl om at de var der på foranledning af det katolske hierarki, som søgte efter en måde hvorpå de kunne forhindre at mødet blev afholdt og måske blive taleren kvit.
Idet broder Rutherford ankommer til teatret opdager han at politiet har opstillet to maskingeværer bag tæppet. De er rettet mod ham og mod tilhørerne. Han protesterer, men hverken betjentene eller maskingeværerne bliver fjernet. Politiet siger at man har fået et vink om at der vil blive optøjer og at de er der for at opretholde ro og orden. Broder George Gangas fortæller at atmosfæren var yderst spændt under hele foredraget. Det gjorde især indtryk på ham da broder Rutherford hen mod slutningen af sit foredrag sagde:
„Men Skam og Skændsel over de Præster og gejstlige Herrer, der har sammensvoret sig og forfulgt Jehovas Vidner, for at de bedre kunde holde Folk i Uvidenhed om Sandheden og saaledes redde sig fra at blive afsløret! Skam og Skændsel over de Embedsmænd, der har været villige til at stemple Jehovas Vidner som omvandrende Handelsmænd og Bedragere, bare for at de kunde varetage deres egne Interesser! Skam og Skændsel over de Jurister paa Dommersædet og ved Skranken, som af Frygt for at miste personlig Fordel gaar uden om Spørgsmaalet og ikke paa lovlig og retfærdig Maade vil afgøre, om Mænd og Kvinder kan forhindres i at forkynde Guds Riges Evangelium ved Anvendelse af Lovbestemmelser, der gælder Bissekræmmere og Gadesælgere!“
Broder Gangas indrømmer: „Jeg sagde til mig selv: ’Nu skyder de ham! Nu arresterer de ham!’ Men som der står i indledningen til brochuren Intolerance: ’Jehovas Engel slaar Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.’“ (Sl. 34:8) På trods af denne spændte og vanskelige situation blev broder Rutherfords foredrag gennemført uden episoder. Det blev hilst med stor begejstring, og det samme blev brochuren Intolerance, som senere blev udgivet og spredt vidt og bredt.
En diktator hører fra Jehovas Vidner
Det var ikke alene i De forenede Stater at Jehovas Vidner måtte kæmpe for deres tale og tilbedelsesfrihed. I juni måned i det såkaldte hellige år 1933 beslaglagde Hitlerstyret Vagttårnsselskabets ejendom i Magdeburg og forbød Jehovas Vidner i Tyskland at afholde møder og uddele trykte skrifter. Ejendommen blev dog givet tilbage i oktober samme år. Den 7. oktober 1934 mødtes Jehovas Vidner i Tyskland gruppevis og afsendte, efter en alvorlig og inderlig bøn, et protesttelegram til ledende folk i Hitlers regering. Guds tjenere i andre lande nøjedes dog ikke med bare at stå og se til.
(Fortsættes i næste nummer)