Hvorfor lyttede de til Jesus?
TIL TRODS for vor tids fremskridt inden for videnskab og teknologi har der aldrig før været større behov for praktisk vejledning i menneskelige forhold. Ikke blot er menneskeslægten delt racemæssigt, nationalt og religiøst, men hyppigt føler mennesker sig ikke engang anerkendt inden for deres egen race, nation eller religiøse organisation.
En tendens til klassedeling er en del af menneskets ufuldkomne natur, og den har eksisteret gennem årtusinder af historien. Visse forhold kan imidlertid forværre denne tendens. Har De lagt mærke til den tilbøjelighed nogle med en stor uddannelse har til at se ned på folk der ikke er så veluddannede? Dette problem eksisterede også på Jesu tid. Professor George Foot Moore skriver i Judaism in the First Centuries of the Christian Era: „De veluddannede besad i dobbelt mål den stolthed som lærdom giver, fordi det var religiøs lærdom. . . . Hillel [der levede omkring vor tidsregnings begyndelse] havde formet denne sentens: ’Ingen ulærd mand [‛am ha-arez, hebraisk: „jordens (eller landets) folk“] er virkelig religiøs.’“ — Jævnfør Johannes 7:49.
Talmud indeholder blandt andet følgende udtalelser af rabbinere fra de første århundreder, som viser noget om i hvor høj grad nogle var præget af denne selvbevidste holdning:
„Vore rabbinere har lært: Lad ingen mand . . . ægte en datter af en ‛am ha-arez, for de er afskyelige, og deres hustruer er utøj; og om deres døtre siges det [i 5 Mosebog 27:21]: Forbandet enhver, som har omgang med noget slags kvæg! . . . Rabbi Eleazar har sagt: En ‛am ha-arez er det tilladt at stikke ned [selv] på forsoningsdagen, der falder på en sabbat. . . . Man må ikke følges med en ‛am ha-arez på vejen . . . Rabbi Samuel [søn af] Nahmani har sagt i Rabbi Johanans navn: Man må flå en ‛am ha-arez ligesom en fisk! Rabbi Samuel [søn af] Isak har sagt: Og [dette betyder] langs rygraden.“ — Den babyloniske Talmud, afhandlingen Pesachim („Påskefesten“), side 49b.
Jesus gik imidlertid lige ud til det jævne folk. Da visse „skriftlærde blandt farisæerne“ gjorde indsigelse mod at han spiste sammen med foragtede skatteopkrævere og ’syndere’, erklærede Jesus: „De raske trænger ikke til læge, men det gør de syge. Jeg er ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.“ (Mark. 2:16, 17) Vedrørende denne indstilling fremhæver E. R. Trattner i As a Jew Sees Jesus:
„Ingen jødisk profet før Jesus havde nogen sinde opsøgt de elendige, de syge, de svage og de nedtrådte for at øse af sin kærlighed og medfølende tjeneste. Han gjorde en særlig indsats for at forløse de ringe ved at vise menneskelig sympati på en måde der er helt enestående i jødisk historie.“
Denne medfølende ånd over for det jævne folk fik ganske afgjort mange til at lytte nøje til hvad Jesus havde at sige. Men dette var ikke alt. Indholdet af Jesu lære var også enestående.
Ydmyghed og tilgivelse
I stedet for at anspore sine tilhørere til at stræbe efter stor lærdom eller lignende, lærte Jesus: „Den største iblandt jer skal være jeres tjener. Enhver som ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og enhver som ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ (Matt. 23:11, 12) Claude Montefiore, en jødisk lærd der har skrevet adskillige værker om Jesus fra Nazaret, skriver i Rabbinic Literature and Gospel Teachings:
„Læren om at man skulle tjene, og tjene i ydmyghed, var et bemærkelsesværdigt træk ved Jesu lære. Det var også et forholdsvis nyt træk. Der er ingen fuldstændig parallelle eksempler på denne lære i den rabbinske litteratur, så vidt jeg ved og har været i stand til at undersøge sagen. For Jesus . . . står for andet og mere end blot det at servere eller udskænke vin ved et gæstebud, skønt en sådan handling kunne illustrere eller belyse hans lære. Han stod for en livsvarig tjeneste, den ydmyge eller hengivne betjening af andre. Han gik ind for at man skulle give sig selv for de ringestes skyld . . . En sådan idé var noget nyt, en ny lære. Og om dens gigantiske betydning og virkninger i historien er det unødvendigt at tale her.“
Hvordan skulle en der ønskede at tjene sin næste reagere når han blev forulempet? Har De nogen sinde hørt nogen sige: „Jeg er færdig med ham. Det skal han ikke gøre én gang til“? Der er ganske vist mange der priser den dyd at tilgive, men mange sætter også en grænse for hvor tit de vil finde sig i at nogen irriterer dem. Muligvis mente Jesu discipel Simon Peter at han satte det højt da han spurgte: „Hvor mange gange skal min broder synde imod mig og jeg tilgive ham? Indtil syv gange?“ Jesus sagde imidlertid til ham: „Jeg siger dig: Ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange.“ (Matt. 18:21, 22) Med andre ord, der skulle ikke være nogen grænse for hvor tit man vil tilgive personlige fornærmelser og krænkelser. Disse principper om ydmyghed og overbærenhed var endnu en grund til at folk fandt behag i at lytte til Jesus.
Gode gerninger og „frelse“
Hvad er Deres mening om meget religiøse mennesker? Har De lagt mærke til den tendens nogle af dem har til at overbetone værdien af at overholde religiøse forskrifter eller udføre barmhjertighedsgerninger? Ser det ikke ud til at nogle tror at gavmilde bidrag til velgørenhed, eller filantropiske eller religiøse handlinger, kan være en undskyldning for en forkert indstilling eller endog en umoralsk livsform? Under en fernis af fromhed kan sådanne personer være meget selviske og gøre andre meget ulykkelige.
Ligesom så mange andre mente mange jøder på Jesu tid at overholdelse af religiøse forskrifter eller det at gøre gode gerninger, i Guds øjne ville opveje overtrædelser af hans lov. Farisæerne (betyder „de afsondrede“) var især tilbøjelige til at have denne holdning. Blandt „7 typer af farisæere“ anfører Den palæstinensiske Talmud „den der afvejer“, og forklarer: „[Han] siger til sig selv: Jeg vil holde én religiøs forskrift, og så overtræde en anden, og opveje den ene med den anden.“ En anden type blandt farisæerne „som er sig sine pligter bevidst, bestræber sig på at udslette sine synder ved sin gode opførsel“. (Afhandlingen Berakhoth [„Velsignelser“], kapitel 9) Følgende udtalelse viser hvor vidt nogle gik med denne afvejning af syndige handlinger ved hjælp af gode gerninger:
„Vore rabbinere har lært: Et menneske bør altid anse sig selv for at være halvt skyldigt og halvt fortjenstfuldt: hvis han holder en forskrift, lykkelig er han da fordi han vejer ned i fortjenstfuldhedens vægtskål; hvis han begår en overtrædelse, da ve ham fordi han vejer ned i syndens vægtskål.“ — Den babyloniske Talmud, afhandlingen Kiddushin („Forlovelser“), siderne 40a, 40b.
Med hensyn til denne holdning bemærker Montefiore: „Rabbinerne synes at dømme for meget efter gerninger. . . . Og denne betoning fører til at man på en besynderlig måde lægger vægt på de ydre ting. Hvis et menneskes gode gerninger i det givne øjeblik overstiger hans dårlige gerninger med én, kan han regnes blandt de retfærdige; hvis hans dårlige gerninger overstiger hans gode gerninger med én, kan han regnes blandt synderne. Således kan hans ’frelse’ afhænge af om hans gode gerninger, når døden indtræffer, overstiger hans dårlige gerninger med én.“
Naturligvis indeholder talmudlitteraturen også mange udtalelser om at man bør have de rette motiver når man holder forskrifterne og viser godgørenhed. Der lægges vægt på at ’holde budene for budenes skyld’ snarere end for belønningens. Udtryk af den slags opvejer imidlertid ikke de talrige steder der skildrer det som en sikker vej til „frelse“ at skaffe sig et godt omdømme ved gode gerninger. Som Montefiore udtrykker det: „Der kan (som sædvanlig) citeres meget i modsat retning; men der var en tendens til at betragte hele livet som om det drejede sig om en skoledrengs karakterer.“
Skønt Jesus ikke bagatelliserede betydningen af korrekt opførsel, betonede han at den enkelte godt kunne miste Guds godkendelse til trods for omhyggelig udførelse af religiøse handlinger og godgørenhed. Farisæerne, for eksempel, aflagde et specielt løfte om at overholde love om religiøs renhed, hvilket indbefattede rituel vask af hænderne ved måltiderne. Imidlertid svarede Jesus, da han blev spurgt om hvorfor hans disciple ikke fulgte dette ritual ved måltidet! „Hør godt efter og få fat i meningen: Det er ikke det der går ind i munden som gør et menneske urent; men det er det der kommer ud af munden der gør et menneske urent. . . . de ting der går ud af munden kommer fra hjertet.“ — Matt. 15:10, 11, 18.
Et andet løfte som farisæerne aflagde havde at gøre med det at give tiende, en tiendedel af jordens produkter, af frugttræerne og af kvæget og fårehjordene, for at støtte det levitiske præsteskab og andre nødvendige ting der havde at gøre med tilbedelsen af Gud. Skønt der ikke var noget forkert ved selve det at give tiende irettesatte Jesus strengt farisæerne, der mente at udførelsen af sådanne religiøse forskrifter kunne undskylde en mangel på andre gudfrygtige egenskaber. Jesus sagde:
„Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I giver tiende af jeres mynte og dild og kommen, men har undladt det der er vigtigere i Loven, nemlig retfærdigheden, barmhjertigheden og trofastheden. Disse ting burde I udøve, og dog ikke undlade de andre. Blinde vejledere, som sier myggen fra men sluger kamelen!“ — Matt. 23:23, 24.
Jesus betonede gentagne gange at hvad en person er i sit hjerte, hvilket indbefatter hans tankegang, følelser, ønsker og motiver, i Guds øjne vejer mere end det at udføre bestemte religiøse handlinger og vise godgørenhed. (Jævnfør Mattæus 5:27, 28.) Mange oprigtige jøder på Jesu tid fandt ganske afgjort behag i at lytte til hans frimodige fremholdelse af sådanne grundlæggende sandheder.
Hvor meget betyder afstamningen?
Sandsynligvis kender De nogle der viser en særlig stolthed over at de tilhører en bestemt familie, race, nation eller religiøs organisation. Sådan var der også på Jesu tid en tendens til at lade en sådan holdning gå til yderligheder. Har De nogen sinde hørt om den lære der drejer sig om ’forfædrenes’ fortjeneste (på hebraisk zekhuth’ avoth’)? Ifølge Encyclopædia Judaica „indeholder den rabbinske litteratur mange udtalelser der går ud på at forfædrenes fortjeneste har indvirkning på deres efterkommeres velfærd“.
At stamme fra Abraham blev betragtet som særlig godt. „Så stor er Abrahams [fortjeneste],“ bemærker en sagkyndig vedrørende jødedommen i A Rabbinic Anthology, „at han kan bringe forsoning for alle de tomme gerninger Israel har gjort af alle de løgne det har udtalt i denne verden.“ En rabbinerkommentar til skabelsesberetningen viser Abraham siddende ved Gehennas port for at udfri enhver israelit der ellers ville ende der. Da Jesu forløber, Johannes Døber, opfordrede sine tilhørere til, uden hensyn til deres afstamning, at angre og bringe deres liv i harmoni med Guds lov, fandt han det derfor nødvendigt at sige: „Så frembring da frugter som stemmer med sindsændringen. Og begynd ikke at sige til jer selv: ’Vi har Abraham til fader.’“ (Luk. 3:8) Jesus ledte også opmærksomheden bort fra tanken om at vinde fortjeneste hos Gud på grund af afstamning fra Abraham, da han sagde til sine jødiske landsmænd:
„Kæmp energisk for at komme ind gennem den snævre dør, for mange, siger jeg jer, vil søge at komme ind, men vil ikke være i stand til det . . . Dér vil I græde og skære tænder når I ser Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige, men I selv er kastet udenfor. Og folk vil komme fra øst og vest og fra nord og syd og ligge til bords i Guds rige. Og se! der er nogle af de sidste som skal være blandt de første, og der er nogle af de første som skal være blandt de sidste.“ — Luk. 13:24-30.
Jøderne dengang forestillede sig „den kommende verdens“ velsignelser som en festbanket med patriarkerne og profeterne. Men de kødelige jøder der stod „først“ i rækken til at få sådanne velsignelser, ville ikke arve dem blot på grund af deres kødelige afstamning fra Abraham. Hvis de som enkeltpersoner nægtede at gøre en oprigtig indsats for at leve op til Guds krav, ville deres pladser blive udfyldt af dem der var villige til at ’kæmpe energisk’, selv om de var fra de hedenske nationer og så at sige stod „sidst“ i rækken.
Retsindige mennesker som ikke kunne forestille sig at Gud ville se gennem fingre med overtrædelser blot på grund af folks afstamning, må have fundet behag i at lytte til Jesu lære om denne sag.
Kraftige gerninger — et vidnesbyrd
En vigtig grund til at mange lyttede til Jesus var at han lagde mirakuløse evner for dagen. Lejlighedsvis røbede han overmenneskelig viden om personer og begivenheder. (Joh. 1:47-49; 4:16-19) Ved en bryllupsfest forvandlede han vand til vin, og ved andre lejligheder forøgede han mirakuløst mængden af fødemidler, så de kunne dække store folkeskarers behov. (Joh. 2:1-11; Mark. 6:32-44; 8:1-9) Foruden dette gik Jesus omkring og „kurerede enhver form for sygdom og enhver form for skrøbelighed blandt folket“. (Matt. 4:23; 9:35; 10:1) Ved adskillige lejligheder oprejste han endog døde. — Mark. 5:35, 38-42; Luk. 7:11-17; Joh. 11:1-44.
Sådanne kraftige gerninger fik mange til at tage Jesus alvorligt. Skarer af forbavsede tilskuere kom med udbrud som for eksempel: „En stor profet er blevet oprejst iblandt os.“ „Han er virkelig den profet som skulle komme til verden.“ — Luk. 7:16; Joh. 6:14; jævnfør Femte Mosebog 18:15-19.
Skønt rabbinernes litteratur betragter kristendommen som et frafald, benægter den ikke at Jesus og disciplene udførte mirakler. Den jødiske lærde Joseph Klausner bemærker i sin bog Jesus of Nazareth (oversat fra hebraisk til engelsk af Herbert Danby):
„Evangelierne siger at [Jesus] udførte tegn og undere ved den hellige ånd og Guds kraft; Talmud-legenderne indrømmer at han virkelig udførte tegn og undere, men ved hjælp af magi. . . . Det følger deraf at beretningerne i de første tre evangelier er temmelig tidlige, og at det er urimeligt at betvivle Jesu eksistens . . . eller hans personlighed som den skildres i disse evangelier.“
Jesu uforlignelige lære, og hans kærlige holdning over for folk af alle slags, fik oprigtige mennesker til at lytte til hvad han havde at sige og at tage det til hjerte. Hans enestående mirakler fik mange til at udbryde: „Når Messias kommer, vil han ikke gøre flere tegn end denne mand har gjort, vel?“ (Joh. 7:31) Ja, ved slutningen af det første århundrede e.v.t. var adskillige tusind jøder fuldstændig overbeviste om at Jesus fra Nazaret var den lovede Messias.