Hvem bestemmer hjemme hos Dem?

SPØRGSMÅLET er ikke overflødigt. Torontobladet Star sagde i et referat af nogle bemærkninger som en professor udtalte ved et seminar om børns og forældres indbyrdes roller: „Der er en foruroligende forøgelse i antallet af ’magtberusede børn’ i Nordamerika som dominerer og dirigerer deres forældres tilværelse.“

Hvordan ser det ud hjemme hos Dem? Læg mærke til at denne professor ikke sagde at forældrene ønsker det skal være sådan, eller at de indrømmer at børnene har magten. Men hvis børnene „dominerer og dirigerer deres forældres tilværelse“, hvem er det så i virkeligheden der styrer hjemmet?

For eksempel kan børn ved at skrige og ved raserianfald opnå hvad de ønsker. Nej, måske ikke hver gang, men ofte nok til at de fortsætter med at gøre det. I nogle familier har børn faktisk vetoret over hvad forældrene foretager sig, og bestemmer endog hvornår forældrene kan komme og gå.

Hvad enten det forholder sig sådan i Deres hjem eller ikke, så tvinger problemets store udbredelse enhver familie til at tænke lidt over sagen. Hvorfor opstår dette problem i det hele taget? Hvordan kan man overvinde eller forhindre det hjemme hos sig selv, og med hvilke resultater?

Børnetyranner — hvorfor?

Hvad er det der får et barn til at prøve at være husets „overhoved“? En grundlæggende årsag er at han (eller hun) er ufuldkommen, ligesom de voksne. Bibelen nævner dette og siger: „Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte.“ (Ordsp. 22:15) Til denne ufuldkomne tendens skal føjes følgende faktorer og påvirkninger:

Det første skridt til at barnet griber tøjlerne, tages måske når forældrene prøver på at bestikke det til at opføre sig ordentligt. For eksempel: „Hvis du opfører dig pænt henne i butikken, så skal jeg købe nogle bolsjer til dig.“ Nej, det er ikke bare en foræring, noget der kunne vise barnet deres kærlighed og gavmildhed. Ved denne form for bestikkelse giver de faktisk deres barn en magtposition og lefler for det. Og vær sikker på at barnet hurtigt bliver klar over dette.

Mange børn lærer hvordan de kan få magt over deres forældre ved en form for afpresning. En dreng sagde: „Jeg får hvad jeg vil have ved hele tiden at få mor til at tro at jeg vil være slem.“ Ja, han har magten over hende. „Men,“ vil nogen tænke, „mon ikke han lærer at opføre sig ordentligt?“ Tværtimod. Denne dreng tilføjede: „Naturligvis må jeg være slem så tit at hun er overbevist om at hun ikke betaler mig for ingenting.“ Så hvem er det egentlig der har magten?

En anden faktor er miljøets indflydelse på barnet. Barnet ser måske andre børn herse med deres forældre, så derfor prøver det at gøre det samme. Hvis De er fader eller moder, så vær vågen ved de første tegn på Deres barns bestræbelser i den retning, optræd bestemt men kærligt, og hjælp således barnet til at se at det ikke er familiens overhoved.

I Nordirland bliver mange børn trukket ind i bander som kaster med sten og som udøver betydelig magt i skolen og i nabolaget. Denne tendens breder sig let til hjemmet, hvor børnene også ønsker at have magten. En nylig rapport om situationen i Irland fortæller:

„Nogle forældre synes at være bange for deres børn. ’Han er stærkere end en mand,’ sagde en moder om sin elleveårige dreng. ’Derfor tog jeg ham med til en konsultation hos lægen. Drengen gjorde mig bange.’“

Dertil kommer at et barn måske prøver at blive „herre“ i huset fordi det ikke er klar over hvem der ellers har ledelsen. Måske skændes forældrene højlydt når der skal foretages noget. Måske råber faderen at han er husets herre, med det resultat at moderen også råber op og bliver oprørsk og sarkastisk. Hvilken situation står barnet så i? Barnet drager måske fordel af uoverensstemmelserne, spiller den ene af forældrene ud imod den anden, og manøvrerer derved tingene så det til en vis grad bliver barnet der bestemmer.

Hvad er der at gøre?

De faktorer og problemer der får børn til at gribe efter stillingen som familiens overhoved er mangfoldige, og resultaterne er afgjort dårlige. Barnet er ikke lykkeligt — det lider under situationen, og dets udvikling tager skade.

Hvad er da løsningen? Det er ikke en eller anden ny teori eller et nyt påfund fra en børnepsykolog. Det er ganske enkelt at man anvender den vejledning der for mange år siden blev nedtegnet i Bibelen.

En del af Skaberens vejledning er at betragte et barn i familien som part i en ordning hvor faderen er sat til at være overhoved. Han skal ikke være en tyran eller en streng herre, men et kærligt og betænksomt overhoved for både hustruen og børnene. (Kol. 3:18-21) Det er klart at hvis et barn skal forstå og respektere dette, må faderen skuldre sit ansvar. Ligeledes bør moderen regelmæssigt vise sin respekt for denne ordning og samarbejde med den.

Hvor vigtigt det er at begge forældre arbejder på dette, forstår man ved at se hvad der sker når de ikke gør det. Bogen Between Parent & Child omtaler hjem hvor faderen unddrager sig sit ansvar og moderen er „den øverste appelinstans i alle vigtige anliggender“.

„Ægtemanden i et sådant hjem vil tilsyneladende helst undgå at være hjemmets overhoved. Han kalder åbenlyst sin kone for ’chefen’. Når hans børn beder ham om en afgørelse, er hans svar sædvanligvis ’Spørg mor’. I et sådant hjem vokser børnene op med ringe respekt og agtelse for mænd. Både drenge og piger ser på faderen gennem moderens øjne: en rar dreng, men en slapsvans, en godmodig klodrian.“

I modsætning hertil vejleder Guds ord: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Ef. 6:4) Ja, faderen er familiens overhoved, og det er nødvendigt at han fører an og deltager i opdragelsen af sine børn.

Bibelen viser også hvor vigtig moderens indsats er i familien. Når hun respekterer sin mands ledelse, kan hun arbejde enigt med ham i at lede børnene. Ordsprogene 14:1 siger ifølge New World Translation: „Den virkelig vise kvinde har opbygget sit hus, men den tåbelige river det ned med egne hænder.“ — Jævnfør Ordsprogene 1:8; 3 Mosebog 19:3.

Betyder dette at et barn ikke skal have nogen mulighed for personlig udvikling eller for at give sin mening til kende? Slet ikke. Forældrene kan godt give deres børn et vist ansvar og en vis frihed på en sådan måde at de alligevel ved at det ikke er dem der bestemmer. Moderen behøver for eksempel ikke at spørge: „Hvad kunne I tænke jer til morgenmad?“ Men: „Der er cornflakes, havregryn og guldkorn i dag. Hvad vil I helst have?“ Børnene får selv lov at vælge, men bliver samtidig gjort opmærksom på at det ikke er dem der regerer familien.

Hvad der skal til

Der skal opdragelse til hvis børnene skal lære at det ikke er dem der bestemmer. Nogle forældre gør indvendinger imod at gøre brug af tugt. Og De kan være sikker på, at det er der også mange børn der gør. Men bemærk alligevel børnepsykologen Wayne Weisners kommentar:

„Børn har brug for tugt for at blive civiliserede. Det ønsker de endda. De vil villigt acceptere tugt fra forældre der er bestemte, men altid retfærdige. Forældrene må være helt enige om hvordan opdragelsen skal være, i modsat fald opfatter barnets radarsystem uenigheden som en stiltiende indbydelse til at være ulydig.“

Naturligvis er sådanne udtalelser blot et ekko af hvad Gud for længe siden lod anbefale som den bedste kurs for forældre: „Ris og revselse, det giver visdom, uvorn dreng gør sin moder skam.“ — Ordsp. 29:15.

Det må indrømmes at der er mange hjem hvor børnene bestemmer over forældrene og dikterer dem deres vilje. Men disse hjem er ikke lykkelige. Forældrene er ikke lykkelige, børnene er ikke lykkelige — og de bliver det heller ikke. Guds ord viser klart at det bedste resultat og den største lykke opnås når en kærlig fader virker som overhoved i forening med en respektfuld, samarbejdende hustru. Denne ordning giver det trygge klima og den bestemte ledelse hvorunder børnene bedst udvikler sig til ligevægtige, modne voksne.