Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 11. del
„Forsigtige som slanger“
Efter forbudet mod Den fuldbyrdede Hemmelighed og andre kristne publikationer var Jehovas tjenere vanskeligt stillet. Gud havde imidlertid tildelt dem en gerning, og den fortsatte de med, „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. (Matt. 10:16) Undertiden skjulte de deres bibelske studiebøger forskellige steder — måske på et loft, i en kulkasse, under gulvbrædderne eller inden i møblerne.
Broder C. W. Miller fortæller: „Eftersom vores hjem var de lokale bibelstudenters udgangspunkt på dette tidspunkt, plejede der ved midnatstid at komme nogle brødre i en vogn for at aflevere bøger, og så gemte vi kasserne med bøger i et hønsehus, camoufleret med grene og høns.“
Broder D. D. Reusch fortæller om en lille tildragelse der fandt sted på den tid: „Hjemme hos familien Reed blev bøgerne opbevaret bag ved huset et sted hvor man ikke ville få øje på dem; politiet kom, og familien Reed holdt vejret da de nærmede sig skjulestedet. Netop i dette øjeblik faldt der en vældig dyne sne ned fra taget, så gemmestedet blev fuldstændig dækket.“
„Uret i lovens navn“
For mange hundrede år siden skrev salmisten: „Står du i pagt med fordærvelsens domstol, der skaber uret i lovens navn?“ (Sl. 94:20) Jehovas tjenere adlyder altid nationernes love når disse ikke strider imod Guds love. Men når der består en konflikt mellem krav der blot stammer fra mennesker, og Guds love, tager sande kristne det standpunkt man kunne forvente, nemlig det samme som apostlene, der valgte at „adlyde Gud som [deres] hersker mere end mennesker“. (Apg. 5:29) Undertiden sker det at gode love anvendes forkert, i et forsøg på at standse de kristnes arbejde. I andre tilfælde får fjenderne held til at indføre bestemmelser der virker til skade for Guds folk.
Den amerikanske kongres vedtog loven om tvungen værnepligt den 15. juni 1917. Loven drejede sig ikke blot om udskrivning af mandskab, men nævnte også nogle muligheder for fritagelse hvis nogle på grund af deres religiøse tro ikke kunne deltage i krig. Mange unge mænd i hele landet skrev til Vagttårnsselskabet og spurgte dommer Rutherford hvad de skulle gøre. Derom sagde han senere: „Jeg blev spurgt af mange unge mænd i landet hvordan de skulle stille sig i denne henseende. I hvert tilfælde hvor unge mænd bad om et råd gav jeg følgende vejledning: ’Hvis din samvittighed forbyder dig at deltage i krig, kan du ifølge afsnit 3 af loven om tvungen værnepligt ansøge om fritagelse. Du skal melde dig og aflevere din ansøgning om fritagelse, idet du angiver grunden, og derefter vil udskrivningsmyndighederne sende din ansøgning videre.’ Jeg gjorde aldrig andet end at råde dem til at benytte sig af kongressens lov. Jeg har altid holdt på at enhver borger skulle adlyde landets lov så længe denne lov ikke stred imod Guds lov.“
I tiden omkring den første verdenskrig kom en veritabel sammensværgelse imod Jehovas tjenere for dagens lys. Til fremme af denne holdt en hel del præster i 1917 en konference i Philadelphia, Pennsylvanien. Der nedsatte de en komité som skulle rejse til forbundshovedstaden, Washington, D.C., og insistere på at loven om tvungen værnepligt og spionageloven blev revideret. Komiteen aflagde et besøg i justitsministeriet. På præsternes foranledning blev en af ministeriets ansatte, John Lord O’Brian, udpeget til at udfærdige en ændring af spionageloven og få den forelagt De forenede Staters senat. Denne ændring gik ud på at alle overtrædelser af spionageloven skulle behandles af en krigsret og at de der blev fundet skyldige skulle idømmes dødsstraf. Men loven blev ikke vedtaget.
En ændring der i kongressen gik under navnet „France Amendment“ blev foreslået da kongressen skulle til at behandle ændringen af spionageloven. Dette særlige ændringsforslag gik ud på at der i loven skulle gøres undtagelse for den som ’med gode motiver og i en berettiget hensigt udtalte noget der var sandt’.
Men den 4. maj 1918 fik senator Overman i Kongressens optegnelser indført et memorandum fra statsadvokaten (4. maj 1918, siderne 6052, 6053) der i uddrag lød således:
„Den militære efterretningstjenestes opfattelse går direkte imod en ændring af spionageloven gående ud på at afsnit 3, paragraf 1, ikke skal gælde personer som ’med gode motiver og i en berettiget hensigt udtaler noget der er sandt’.
Erfaringen viser at en sådan ændring i høj grad ville neutralisere virkningen af loven og gøre enhver retssag derom til en akademisk debat om uløselige gåder med hensyn til hvad der er sandt. Menneskers motiver er for komplicerede til at de kan gøres til genstand for drøftelse, og ordet ’berettiget’ er for elastisk til at have nogen praktisk anvendelse. . . .
Et af de farligste eksempler på den slags propaganda er bogen ’The Finished Mystery’, et værk skrevet i et yderst religiøst sprog og udsendt i et meget stort antal eksemplarer. Den vil kunne give soldaterne mistillid til vor sag og fremavle modstand mod værnepligten hos folk uden for hæren.
Kingdom News i Brooklyn trykker et opråb om at forholdsreglerne mod ’The Finished Mystery’ og lignende arbejder ophæves ’så at folk uden indgriben får lov til at købe, sælge, eje og læse denne hjælp til bibelstudium’. Hvis dette gennemførtes ville det betyde at disse skrifter med deres forgiftende virkning nåede ind i vore lejre igen.
The International Bible Students Association foregiver religiøse motiver, men vi har opdaget at dets hovedkontor længe har været et tilflugtssted for tyske agenter. . . .
Vedtagelsen af denne ændring ville i høj grad svække Amerikas slagkraft og ikke hjælpe andre end fjenden. Det er resultater og ikke motiver der tæller i krig, derfor burde loven og dens fortalere være optaget af at fremme de ønskelige og forhindre de farlige resultater, og overlade motiverne til dommernes barmhjertighed eller til historikernes betragtninger.“
Som følge af disse anstrengelser fra justitsministeriets side blev den ændrede spionagelov vedtaget den 16. maj 1918, uden den modererende passus, den såkaldte „France Amendment“.
„Vi ved hvordan vi skal få ram på jer, og det skal også nok lykkes!“
Omkring denne tid blev nogle unge mænd som var tilsluttet bibelstudenterne, indkaldt til militærtjeneste, og som militærnægtere blev de sendt til Upton-lejren på Long Island, New York. Denne lejr blev ledet af general James Franklin Bell. Han besøgte J. F. Rutherford på dennes kontor og prøvede at overtale ham til at give de unge mænd besked på at påtage sig en hvilken som helst tjeneste som general Bell måtte tildele dem, hvad enten det var på krigsskuepladsen eller et andet sted. Dette afslog Rutherford. Generalen insisterede, og til sidst skrev Rutherford et brev, hvori han i hovedtanken skrev: „I må hver især afgøre om I ønsker at deltage i militærtjeneste. Gør hvad I anser for at være jeres pligt og hvad der er ret i den almægtige Guds øjne.“ Men dette brev stillede slet ikke general Bell tilfreds.
Nogle få dage senere aflagde J. F. Rutherford og W. E. Van Amburgh et besøg hos generalen i Upton-lejren. I nærværelse af sin adjudant og Van Amburgh fortalte Bell Rutherford om præsternes konference i Philadelphia. Han fortalte at de havde udvalgt John Lord O’Brian til at forelægge sagerne i senatet, med det resultat at der blev fremsat et lovforslag om at alle overtrædelser af spionageloven skulle for en krigsret, og at der skulle gælde dødsstraf. General Bell „røbede stærk ophidselse“, beretter Rutherford, og han fortsætter: „Foran ham på hans skrivebord lå en stabel papirer, som han trommede på med sin pegefinger, og idet han rettede sine ord til mig sagde han med lidenskabelig stemme: ’Dette forslag gik ikke igennem fordi Wilson nedlagde veto imod det; men vi ved hvordan vi skal få ram på jer, og det skal også nok lykkes!’ Dertil svarede jeg: ’Hr. general, De ved hvor De kan finde mig.’“
’De to vidner’ får deres dødsstød
Fra begyndelsen af oktober 1914 havde Kristi salvede disciple forkyndt at hedningernes tider var forbi og at nationerne nærmede sig deres ødelæggelse i Harmagedon. (Luk. 21:24; Åb. 16:14-16) Disse symbolske „to vidner“ bragte dette beklagelige budskab ud til nationerne i 1260 dage, eller tre og et halvt år (fra den 4./5. oktober 1914 til den 26./27. marts 1918). Da førte Djævelens dyrelignende politiske system krig imod Guds „to vidner“ og ’dræbte’ dem hvad angår deres pinefulde profetgerning som de havde udført „klædt i sæk“ — hvilket blev til stor lettelse for deres religiøse, politiske, militære og juridiske fjender. (Åb. 11:3-7; 13:1) Sådan lød profetien, og den blev opfyldt. Men hvordan skete det?
Den 7. maj 1918 udstedte De forenede Staters distriktsret for New Yorks østre distrikt arrestordre mod nogle af de ledende tjenere i Vagttårnsselskabet. Det var præsidenten, J. F. Rutherford, sekretæren og kassereren, W. E. Van Amburgh, og desuden Clayton J. Woodworth og George H. Fisher (de to der havde samlet stoffet til „Den fuldbyrdede Hemmelighed“), F. H. Robison (medlem af redaktionskomiteen for The Watch Tower), A. H. Macmillan, R. J. Martin og Giovanni DeCecca.
Straks den næste dag, den 8. maj 1918, blev de af dem som opholdt sig på betelhjemmet i Brooklyn sat under arrest. Inden længe var de alle taget i forvaring. Kort efter blev de fremstillet for en forbundsdomstol hvor dommer Garvin førte forsædet. De blev alle præsenteret for en anklage, som lød på
„(1, 3) Den forbrydelse at de ulovligt, forbryderisk og forsætligt har forårsaget og forsøgt at forårsage opsætsighed, illoyalitet og lydighedsnægtelse i Amerikas forenede Staters hær og flåde, i, gennem og ved personlige anmodninger, ved breve, offentlige taler, udbredelse og cirkulation af en vis bog kaldet ’Syvende bind — Studier i Skriften — Den fuldbyrdede Hemmelighed’ overalt i Amerikas forenede Stater, og ved offentlig cirkulation overalt i De forenede Stater af visse artikler i blade kaldet ’Bible Students Monthly’, ’Watch Tower’, ’Kingdom News’ og andre;
(2, 4) Den forbrydelse at de ulovligt, forbryderisk og forsætligt har lagt hindringer i vejen for udskrivningen og registreringen af mandskab i De forenede Stater mens De forenede Stater var i krig.“
Anklagen var hovedsagelig baseret på en enkelt paragraf i Den fuldbyrdede Hemmelighed, der lød som følger: „Intetsteds i det nye Testamente opfordres et Folk til at hade et andet. Enhver Form for Mord forbydes deri, og dog har Kejsere, Konger og Præster under et eller andet Paaskud forlangt af fredelige Mennesker, at de skal slagte deres Medmennesker, ja, ligefrem paalagt dem det som en Pligt, der blev dem foreskrevet ud fra Himmelens Love.“
Brødrene Rutherford, Van Amburgh, Macmillan og Martin blev stillet over for endnu en anklage, som gik ud på at de havde drevet handel med fjenden, hvilket man baserede på en påstand om at disse ledende brødre havde sendt 500 dollars til den ansvarshavende på Selskabets schweiziske afdelingskontor i Zürich. For hver af brødrene blev der fastsat et kautionsbeløb på 2500 dollars, for hver anklage. De blev løsladt mod denne kaution og kom for domstolen den 15. maj 1918. Retssagen blev fastsat til den 3. juni 1918, i De forenede Staters distriktsret for New Yorks østre distrikt. Brødrene nægtede sig skyldige i de to anklager og alle anklager i øvrigt.
På grund af den antipati der var kommet til syne ved forundersøgelsen, fremsatte de anklagede beedigede erklæringer der viste hvorfor de fandt at dommer Garvin var forudindtaget imod dem. Senere blev distriktsdommer Harland B. Howe indkaldt til at være retsformand. Broder A. H. Macmillan fortæller at det var regeringen bekendt „at Howe var forudindtaget i sagen og gik ind for anklagerens synspunkt mod de sagsøgte — mens disse ikke vidste det“. Macmillan fortsætter: „Men vi blev ikke længe holdt i uvidenhed. Fra sagførernes første møde i dommerens værelse før retssagen begyndte, var hans uvilje mod os åbenbar, og han udtalte, at ’de anklagede skal sandelig ikke vente, at jeg lægger hånden imellem’. Nu var det imidlertid for sent for vore sagførere at nedlægge påstand om forudindtagethed hos dommeren.“
Macmillan fortæller at tiltalen lød på at de anklagede havde indgået en sammensværgelse på et eller andet tidspunkt mellem den 6. april 1917, den dag De forenede Stater erklærede krig, og den 6. maj 1918. Efter opfordring indskrænkede regeringen denne periode til at være mellem den 15. juni 1917 og den 6. maj 1918.
Scener i retssalen
De forenede Stater var i krig. En retssag mod bibelstudenterne på en anklage om oprørsk virksomhed tiltrak sig derfor stor opmærksomhed. Hvordan var den offentlige stemning? Den var til gunst for alt hvad der kunne virke til fremme af krigen. Uden for retsbygningen var der orkestre der spillede, og soldater marcherede rundt om det nærliggende Brooklyn-rådhus. Inde i retsbygningen trak den femten dages retssag ud, og et formeligt bjerg af vidneudsagn hobede sig op. Men hvorfor ikke træde indenfor og overvære retssagen.
A. H. Macmillan, der selv var blandt de anklagede, hjælper os til at fornemme atmosfæren; han skrev mange år senere: „Under retssagen hævdede regeringen at hvis nogen stod på et gadehjørne og gentog fadervor i den hensigt at fratage nogen lysten til at blive soldat, kunne vedkommende sendes i fængsel. Og det faldt myndighederne let at fortolke ens hensigt. De mente de var i stand til at sige hvad andre tænkte, og det var på dette grundlag de dømte os, skønt vi aflagde vidneforklaring om at vi aldrig på noget tidspunkt havde lagt råd op om at gøre noget som helst der kunne påvirke udskrivningen af soldater, og aldrig havde opmuntret nogen til at modsætte sig den. Det var alt sammen til ingen nytte. Visse af kristenhedens religiøse ledere og deres politiske tilhængere havde besluttet at få ram på os. Anklagemyndigheden arbejdede med dommer Howes billigelse frem mod en domfældelse ud fra det grundlag at vort inderste motiv var irrelevant, og at vore hensigter kunne bedømmes ud fra vore handlinger. Jeg blev kendt skyldig blot fordi jeg havde medunderskrevet en check som man ikke rigtig vidste hvad dækkede, og fordi jeg havde underskrevet en beretning der var blevet læst op af broder Rutherford ved et bestyrelsesmøde. Selv da kunne de ikke bevise at det var min underskrift. Denne uretfærdige kendelse hjalp os senere da vi appellerede sagen.“
På et tidspunkt blev et tidligere medlem af Selskabets bestyrelse taget i ed som vidne. Efter at have set på et dokument der bar to underskrifter, sagde han at han genkendte den ene som Van Amburghs. En udskrift af retsoptegnelserne fortæller følgende:
„Spørgsmål: Jeg rækker Dem nu bilag nr. 31 til identifikation, og beder Dem om at se på de to underskrifter eller foregivne underskrifter, nemlig af MacMillan og Van Amburgh, og jeg spørger Dem først med hensyn til Van Amburgh, om dette efter Deres mening er en duplikeret kopi af hans underskrift? Svar: Det tror jeg at det er. Jeg kan genkende den.
Spørgsmål: Og Macmillans? Svar: Macmillans er ikke så let at genkende, men jeg tror det er hans underskrift.“
Om det forsvar som de anklagede fremførte skrev broder Macmillan senere:
„Efter rigsadvokatens aktorat fremlagde vi vort forsvar. Hovedpunktet var, at vi påviste, at Selskabet er en rent religiøs organisation; at medlemmerne anser Bibelen for grundpillen i deres tro, således som det er fremlagt af Charles T. Russell; at C. T. Russell i sin levetid skrev og offentliggjorde seks bind Studier i Skriften og så tidligt som i 1896 lovede, at 7. bind skulle komme, som ville behandle Ezekiel og Åbenbaringen; at han på sin dødsseng fastslog at en anden skulle skrive dette 7. bind; at ledelsen kort efter hans død autoriserede C. J. Woodworth og George H. Fisher til at skrive og fremlægge manuskriptet til overvejelse, uden at de havde fået noget løfte om, at det skulle offentliggøres; at manuskriptet om Åbenbaringen blev færdigt før De forenede Stater trådte ind i krigen, og at alle manuskriptark i hele bogen (bortset fra et kapitel om templet) var i bogtrykkerens hænder, før spionageloven blev vedtaget: Det var derfor en umulighed, at en sådan sammensværgelse som anklagen gik ud på, skulle være indgået i den hensigt at overtræde loven.
Vi aflagde vidneforklaring om, at vi aldrig på noget tidspunkt havde været besluttede på, endsige forsøgt at gøre noget som helst, som kunne påvirke udskrivningen af soldater eller gribe ind i regeringens krigsførelse — ej heller havde vi haft nogen tanke om at gøre det; at vi aldrig havde haft til hensigt at gribe ind i krigsbegivenhederne, vort arbejde var helt igennem religiøst og ikke politisk. Vi havde aldrig tilrådet vore medlemmer eller opmuntret dem til at modsætte sig udskrivning. De breve, der var skrevet, var rettet til folk, som vi vidste var kristne, og som vi ifølge loven havde tilladelse til at meddele vor opfattelse. Vi var ikke i opposition til nationens krigsformål, men vi kunne som erklærede kristne ikke kaste os ind i en dødelig krig.“
Det var ikke alt hvad der blev sagt og gjort ved denne retssag som var fuldt redeligt og tålte dagens lys. Macmillan fortæller: „Nogle af vore tilhængere, som fulgte retssagen, fortalte mig senere, at en af anklagemyndighedens repræsentanter var gået udenfor i forhallen, hvor han havde stået og hvisket sammen med nogle medlemmer af oppositionen i vort selskab. De havde sagt: ’Lad ikke den fyr [Macmillan] slippe; han er den værste af hele bundtet. Han holder bare det hele i gang, hvis De ikke får ram på ham sammen med de andre.’“ Man må huske at der på dette tidspunkt var ærgerrige mænd som havde prøvet at tilrive sig ledelsen af Vagttårnsselskabet. Det er ikke så mærkeligt at Rutherford senere i et brev advarede de brødre der fik overdraget ansvaret på Betel. Han skrev: „Vi har fået at vide at syv som i det forløbne år har modstået Selskabet og dets arbejde, var til stede ved retssagen og ydede vore anklagere deres hjælp. Vi advarer jer, kære brødre, mod de underfundige forsøg nogle af dem vil gøre på at indsmigre sig hos jer for at få Selskabet i deres magt.“
Efter en langtrukken retssag kom endelig den dag hvor den længe imødesete kendelse skulle falde. Den 20. juni 1918, omkring kl. 17, blev sagen overdraget til juryen. J. F. Rutherford erindrede senere: „Juryen tøvede længe før den afsagde en kendelse. Til sidst sendte dommer Howe en meddelelse ind til dem om at de måtte afsige kendelsen ’skyldig’, efter hvad en af nævningene senere fortalte os.“ Efter cirka fire og en halv times drøftelser, kl. 21.40, afsagde juryen endelig sin kendelse — „skyldig“.
(Fortsættes i næste nummer)