Vi betragter verden
Malariaens svøbe
● I midten af 1960erne var malariaen næsten udryddet i Asien. Nu er sygdommen imidlertid dukket op igen i områder som bebos af omkring en milliard mennesker, og der er ingen udsigt til at den kan udryddes i dette århundrede, oplyser sundhedseksperter. For eksempel blev der i 1965 kun registreret 17 tilfælde af malaria i Sri Lanka, men nu er der 315.000 tilfælde. I Indien ventes der mindst 4 millioner tilfælde i 1975. Blandt årsagerne til at malaria-moskitoen har fået lov at brede sig, anføres stigende priser på insektdræbende midler, regeringernes uvilje til at bevilge penge, og almindelig ligegyldighed.
Flere og flere analfabeter
● Antallet af analfabeter i verden er vokset med omkring 100 millioner siden 1950, så det er på omkring 800 millioner i dag. Hovedparten findes naturligvis i udviklingslandene. Et amerikansk bureau for befolkningsstatistik oplyste for nylig at der i USA og Canada kun er 15 ud af tusind voksne som ikke kan læse og skrive, mens der i Afrika er 737, i Asien 468 og i Latinamerika 236 ud af tusind voksne som er analfabeter.
Flydende elektricitet
● For syv år siden opdagede russiske forskere ved et tilfælde at tætte mængder elektriske partikler kaldet excitoner kunne danne flydende dråber. Det er nu lykkedes forskere ved University of California at fotografere en sådan dråbe elektricitet. Man har således fået bevis for at elektriske ladninger kan opføre sig som en væske. Det oplyses at dråben har visse metalliske egenskaber, for eksempel en høj ledeevne, men den har en overfladespænding der holder sammen på den, ligesom en regndråbe holdes sammen. Fænomenet er også meget flygtigt. Dråberne forsvinder igen i løbet af en tusindedel sekund. Hvad opdagelsen kan bruges til er endnu ukendt, men man forsker videre på området både i USA, Sovjet og Europa. — Berlingske Tidende, 2. juni 1975.
Kernesprængninger for at få olie
● Sovjetunionen rapporterer om en usædvanlig anvendelse af atomenergi. Man har foretaget underjordiske kernesprængninger for at øge olieproduktionen i kilder som det ellers næppe kunne svare sig at udnytte. Metoden skulle give en årlig produktionsstigning på 100.000 tons.
Horoskoper — hvor godt passer de?
● Mellem 30 og 60 procent af befolkningerne i vestlige lande læser horoskoper. Ofte finder folk at beskrivelserne passer netop på dem. Hvorfor? Er det fordi horoskoperne er udarbejdet individuelt? Et par amerikanske psykologer, professor C. R Snyder og Randee Shenkel ved Kansas’ universitet, har foretaget nogle eksperimenter som viser noget andet. Forsøgspersoner blev bedt om at give et standardhoroskop en gyldighedskarakter fra 1 til 5 på en skala, hvor 1 står for „meget ringe“ og 5 for „fortræffelig“. Det viste sig at de der ikke i forvejen blev afkrævet særlige oplysninger, bedømte horoskopets træfsikkerhed i deres eget tilfælde med gennemsnitskarakteren 3,24. De der blev bedt om fødselsår og -måned, gav 3,76 som gennemsnitskarakter, mens de der også blev bedt om fødselsdagen, gav 4,38 i snit. En gruppe der fik horoskopet forelagt som afslutning på en „psykologisk prøve“, fandt beskrivelsen helt i top. Folk er altså tilbøjelige til at bedømme et horoskop, ikke efter indholdet, men efter hvor „individuelt“ de er blevet behandlet. — Politiken, 1. juli 1975.
Hvad de dog glemmer
● De japanske statsbaner oplyser at passagererne på et år har glemt 1.800.000 ting i togene. Det er en stigning på 67.000 i forhold til året før. Blandt de glemte sager var 441.000 paraplyer, 369.000 beklædningsgenstande, 72 sæt forlorne tænder og 7 urner med asken af afdøde. Medmindre ejerne melder sig inden for et år, bliver tingene solgt på auktion.
Hvilken vej viste de?
● Hvor stor en del af ansvaret for den anden verdenskrig må Tysklands religiøse ledere bære? I den nyligt udkomne bog The German Church Struggle and the Holocaust (Den tyske kirkekamp og ragnaroket) siger William Sheridan Allen, der er professor i historie ved Wayne State University, Michigan, USA, følgende om kirkens lederskab: „Det tredje riges mest ironiske statistik i denne henseende var at der var flere katolske og protestantiske præster som døde i den tyske hær end der blev sendt til koncentrationslejre . . . kirkernes officielle føjelighed var en vigtig faktor som støttede det tredje rige og tillod det frit at bringe sine onde hensigter til udførelse.“
Kan Sahara holdes tilbage?
● Sahara-ørkenen breder sig konstant. Et skøn går ud på at den hvert år opsluger et område på størrelse med Sjælland. Man forsøger nu at anlægge grønne bælter af nyplantede træer for at se om man kan standse ørkenens fremmarch og genvinde nogle områder. I Algeriet blev et øde område tilplantet med 1000 småtræer, hvoraf de 800 overlevede med kunstvanding. Efterhånden blev der plantet mange flere, og der er nu 130.000 træer som trives glimrende idet de næres af grundvandet, som deres rødder nu når ned til, og af den regn der af og til falder. Det berettes at træerne har skabt et frugtbart område hvori der dyrkes grøntsager, korn og citrusfrugter, mens de samtidig standser sandstorme, afkøler omgivelserne og øger overfladefugtigheden.
Selvmord blandt børn
● Selvmord blandt børn under ti år bliver mere og mere almindelige, oplyser en studiegruppe som er nedsat af Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Blandt årsagerne til dette angives det at børn over hele verden ser skuespillere dø den ene dag, for den næste dag at være levende i en anden rolle. Børnene menes at bruge selvmord som en form for afpresning over for deres forældre. De ønsker at se familien sørge når de er borte, men indser ikke at døden er uigenkaldelig. Det anføres at forældrene ofte begår den fejl at give børn det indtryk at døden er en form for søvn, i stedet for at fortælle at døden er endelig. I femten europæiske lande er selvmord i forvejen den tredje almindeligste dødsårsag blandt unge mellem 15 og 24 år, skriver gruppen. — Berlingske Tidende, 22. juni 1975.
By med solkraftværk
● I det sydlige Frankrig er teknikere ved at opføre en hel lille by — efterhånden med 1000 huse — som kun bliver opvarmet med solenergi. En af eksperterne, M. G. M. Presente, oplyser: „Projektet er meget interessant, fordi det er første gang, solkraftkilderne ikke bliver anbragt på taget af hvert hus. . . . På den måde bliver husenes udseende ikke ødelagt af komplicerede overbygninger, der normalt benyttes til indsamling af solenergi til enkelte huse. . . . Der eksisterer allerede enkelte huse og mindre fabrikker i USA og Israel, der udnytter solenergien, men Mejannes-le-Clap bliver den første landsby i verden, der modtager energi fra en central solkraftstation.“ Eftersom udnyttelsen af solenergi stadig er i sin vorden og kræver lang tids udvikling, regner man med at landsbyen endnu i mange år delvis vil være afhængig af elektricitet fremstillet ved hjælp af konventionelle kraftkilder. Allerede nu kan udnyttelsen af solenergien imidlertid betyde en stor besparelse i brændstof. — Berlingske Tidende, 7. juli 1975.
Husmoder bestiger Mount Everest
● En japansk husmoder er den første kvinde som har besteget verdens højeste bjerg, Mount Everest. Den 35-årige Junko Tabei, som kun er 152 centimeter høj og vejer 42 kilo, var ledsaget af en sherpa-fører. Hendes mandskab har brugt tre år til at forberede bestigningen.
Fødsel med musik
● En japansk gynækolog har fundet ud af at optagelser af de lyde der høres inde i livmoderen hos en gravid kvinde har en meget effektiv søvnfremkaldende virkning på nyfødte børn. (Se Vågn op!, 8. august 1975, side 23.) Nu siger lederen af fødeklinikken på hospitalet i Halmstad at musikoptagelser kan hjælpe kvinder når de føder naturligt. I nogle måneder før fødselen har vordende mødre foretaget afslapningsøvelser og som musikledsagelse benyttet en af Mozarts klaverkoncerter. Når veerne begynder gøres fødselsstuen til en koncertsal, hvilket siges at gøre fødslerne mindre smertefulde og mere sikre; hospitalet hævder at have en langt lavere spædbørnsdødelighed end andre hospitaler.
Flere tyverier — hvorfor?
● Inden for de sidste ti år er antallet af tyverier i Danmark steget til det tredobbelte. Erik Schøller Larsen, direktør for Baltica-Skandinavia og medlem af det kriminalpræventive råd, begrunder det blandt andet med følgende: „Skolernes indstilling over for kriminalitet i de sidste år er blevet for ligegyldig. Man bagatelliserer forbrydelsen. Nogle lærere siger, at det spiller ingen rolle, om man stjæler lidt. . . . Måske var det en idé at tage den lidt mere gamle opdragelse — hvor man gav klar besked — op igen, i stedet for at køre på de evindelige undskyldninger.“ På spørgsmålet om politiet gør nok for at opklare indbrud i private hjem, svarer Erik Schøller Larsen: „Politiet gør et stort opklaringsarbejde, finder den skyldige, han får en betinget dom og bliver sat på fri fod, kan gå ud og lave et nyt bræk og grine godt ad den kriminalbetjent, der snuppede ham. Er der noget at sige til det, hvis kriminalbetjenten taber lysten?“ — Morgenposten, 20. juli 1975.
De rigeste lande
● Hvilket land er det rigeste i verden, målt efter indbyggernes gennemsnitsindtægt? Ifølge Unionsbanken i Schweiz er det den lille olieproducerende stat Kuwait i det mellemste østen. I 1974 havde indbyggerne en gennemsnitlig indkomst på 60.500 kroner. De næste lande i rækken var Schweiz, Sverige, Danmark, De forenede Stater, Canada, Vesttyskland, Island, Norge og Frankrig.