Ny dansk bibeloversættelse

EN NY BIBELOVERSÆTTELSE er noget opsigtsvækkende. At der i løbet af få måneder kommer to nye oversættelser er ganske usædvanligt. For nylig udkom Det Nye Testamente, oversat af Anna Sophie og Paul Seidelin, og begivenheden var genstand for ikke så lidt interesse. Nu er det en glæde for udgiverne af Vågn op! at kunne meddele at endnu en oversættelse af denne del af Bibelen er udgivet, nemlig Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter, der er baseret på den engelske New World Translation, hvoraf Det nye Testamente udkom i 1950.

Er der brug for nye oversættelser?

Er der stadig brug for nye oversættelser? Har alle og enhver lov til at oversætte og udgive Bibelen? Er den autoriserede Bibel ikke den bedste? Dette er spørgsmål som ofte stilles når en ny oversættelse foreligger, og som vi her skal søge at besvare. Man skal lægge mærke til at der om den autoriserede oversættelse ikke siges at den er autoriseret ved en guddommelig resolution, men ved en kongelig resolution. Den kongelige resolution er simpelt hen en bestemmelse om at det er den Bibel der skal bruges i Den danske Folkekirke. Denne autorisation siger ikke noget om oversættelsens nøjagtighed, og gør heller ikke oversættelsen til den eneste rigtige. Fra tid til anden må den autoriserede oversættelse revideres eller erstattes af en ny „autoriseret“ oversættelse.

Med hensyn til retten til at oversætte og udgive Bibelen sagde den forhenværende sekretær for Det danske Bibelselskab, biskop Halfdan Høgsbro, i Berlingske Tidende den 29. juli 1973: „Det er rigtigt, at Bibelselskabet har forlagsretten til den autoriserede bibeloversættelse. Ikke til Bibelen. Den kan enhver oversætte og udgive, hvis han vil.“ Det er der da også nogle der gør fra tid til anden. Disse oversættelser, der ikke er bestemt til autorisation til brug i en stats- eller folkekirke, kaldes undertiden private oversættelser, hvad enten de er oversat af en enkelt oversætter eller er blevet til ved et samarbejde mellem to eller flere.

At der stadig er brug for at arbejde med oversættelse af Bibelen skyldes det forhold at sprogene, også det danske, ændrer sig med tiden. Kendskabet til de bibelske sprog øges også stadig. Desuden er der stadig stor efterspørgsel efter bibler. År efter år er Bibelen bestseller. Enhver ny oversættelse kan bidrage til øget forståelse, øget interesse for Bibelen. Der sælges hvert år i Danmark cirka 30.000 eksemplarer af Det gamle Testamente og cirka 60.000 eksemplarer af Det nye Testamente.

Den 18. september 1970 bragte Berlingske Tidende en omtale af repræsentantskabsmødet i Det danske Bibelselskab med overskriften „Ny bibel ønskes“. Det blev nævnt at der var flere grunde som talte for en ny autoriseret udgave af Det gamle Testamente. Den man havde var mere end fyrre år gammel. Og det vil tage ti år at udarbejde en ny. Også med hensyn til den autoriserede oversættelse af Det nye Testamente fra 1948, som det tog atten år at udarbejde, har der været tale om at den trænger til en fornyelse.

Danske bibeloversættelser

Lad os kort nævne nogle danske bibeloversættelser. Den første trykte danske bibel var en oversættelse af Det nye Testamente, og den er fra 1524. Den landflygtige kong Christian den Anden var blevet luthersk og lod tre af sine ledsagere foretage oversættelsen, som han fra Tyskland sendte ind i Danmark. Den næste oversættelse af Det nye Testamente kom allerede fem år senere. I 1550 kom den første hele bibel på dansk, udarbejdet af Christiern Pedersen, men revideret af en kommission og autoriseret af Christian den Tredje, altså en kirkebibel. Siden er der kommet autoriserede revisioner og nyoversættelser med mellemrum, sidst i 1931 og 1948.

Af private oversættelser kan nævnes biskop Balles oversættelse af Paulus’ breve, og en oversættelse af Det nye Testamente foretaget af Ove Høegh Guldberg, der var forhenværende statsminister. Også teologen Bastholms Nye Testamente skal nævnes. Alle tre er fra det attende århundrede. I det næste århundrede fremkom flere private oversættelser: J. C. Lindbergs udmærkede oversættelse fra grundsprogene af hele Bibelen; Gladsaxepræsten Kalkars oversættelse af hele Bibelen (i samarbejde med flere), et værk der ikke er så nøjagtigt, men er bemærkelsesværdigt derved at Guds personlige navn i De hebraiske Skrifter overalt gengives som Jehova; T. Skat Rørdams ret nøjagtige oversættelse af Det nye Testamente, der er blevet en del værdsat, blandt andet på grund af gode forklarende noter; Axel Sørensens frie oversættelse af evangelierne, Apostlenes Gerninger og brevene.

Den nyeste private oversættelse, bortset fra Ny Verden-oversættelsen, er Det nye Testamente, oversat af Anna Sophie og Paul Seidelin. Paul Seidelin er teolog og græskkyndig, og fruen er kendt for sin beherskelse af det danske sprog. De har gjort sig flid for at oversætte nøjagtigt og samtidig således at sproget er som det talte ord, beregnet til højtlæsning.

Af katolske oversættelser er der tre af Det nye Testamente: J. L. V. Hansens (1893) og Erikke Rosenørn-Lehns (1932), begge foretaget fra den latinske Vulgata-oversættelse, samt Peter Schindlers (1953), der er oversat fra det græske grundsprog, men er en meget fri gengivelse.

Disse oversættelser har hver for sig haft betydning og er stadig af værdi. Den autoriserede oversættelse af Det nye Testamente som vi har nu, er udarbejdet af en kommission på fem-seks medlemmer med rådgivere og hjælpere. Det er tydeligt nok et meget omhyggeligt arbejde; den er temmelig ordret og nøjagtig, og benytter samtidig et udmærket dansk. En del forældede udtryk er dog blevet bibeholdt, og den er ikke altid så konsekvent som man kunne ønske det, idet oversætterne har lagt større vægt på at have et letlæseligt sprog.

Ny Verden-oversættelsen

Den engelske oversættelse New World Translation of the Christian Greek Scriptures udkom i 1950 og indgik senere i en oversættelse af hele Bibelen, der udkom i 1961. Denne bibeloversættelse foreligger nu oversat til fransk, hollandsk, italiensk, portugisisk, spansk og tysk, og for De græske Skrifters vedkommende er den også oversat til japansk, og altså nu også til dansk. Der er tale om en oversættelse af den engelske oversættelse, men, som forordet siger: „Den er omhyggeligt sammenholdt med den græske grundtekst.“ Grundteksten er Westcott og Horts græske tekst.

Målet har været at oversætte, ikke at gendigte. Først og fremmest er nøjagtighed tilstræbt. Dernæst letlæselighed. Så vidt det har været muligt og fornuftigt er de vigtigere ord oversat på den måde at et og samme græske ord er gengivet med et og samme danske ord. Forældede udtryk er undgået.

Fordele ved en konsekvent oversættelse

Den konsekvente eller næsten konsekvente gengivelse af ét græsk ord med et og samme danske ord har stor værdi ved undersøgelsen af hvad Bibelen lærer om et bestemt emne. For eksempel er det græske ord psykheʹ i denne oversættelse ensartet gengivet med „sjæl“. Det er sandt at ordet kunne oversættes med „liv“, „person“, „væsen“, og så videre, som det er gjort i de fleste oversættelser, men egentlig indeholder ordet alle disse betydninger. Når ordet psykheʹ konsekvent gengives med „sjæl“, hjælper det læseren til bedre at forstå hvad ordet rummer. Det bruges om mennesker og dyr. Det betegner livet, legemet, karaktertrækkene — hele personen eller skabningen.

I Åbenbaringen 16:3 bruges det om dyrene i havet, og der siges at disse sjæle dør, at sjæle altså er dødelige. Ordet bruges også i Markus 3:4, hvor Jesus siger: „Er det tilladt at gøre en god gerning på sabbaten eller at gøre en ond gerning, at redde eller at dræbe en sjæl?“ Her ses det at sjælen er selve personen og altså ikke en udødelig, usynlig del at mennesket.

Et andet eksempel på konsekvent oversættelse er gengivelsen af det græske ord parousiʹa med „nærværelse“ overalt hvor det forekommer. I den autoriserede oversættelse er parousiʹa gengivet med „komme“ i forbindelse med Kristi genkomst. Et „komme“ sker i løbet af et øjeblik, men Kristi parousiʹa omtales i Bibelen på en måde der tydeligt viser at der er tale om noget der varer en længere tid. Dette græske ord er i den autoriserede oversættelse nogle steder gengivet sådan at den rigtige tanke kommer frem: i Første Korinterbrev 16:17 er det gengivet „er kommet“, i Filipperbrevet 2:12 „var hos jer“, og i Andet Korinterbrev 10:10 med „optræden“; men det er ikke gjort konsekvent. I Ny Verden-oversættelsen er det græske ord disse og andre steder gengivet med „nærværelse“, og det giver god mening. De forskellige begivenheder der er forudsagt og som skulle udgøre „tegnet“ på Kristi parousiʹa, er således ikke tegnet på at han er på vej eller er ved at „komme“, men på at han er kommet, er nærværende som konge, idet han er indsat på tronen og er begyndt at regere. — Mattæus, kapitel 24; Markus, kapitel 13; Lukas, kapitel 21.

Bedre forståelse af visse begreber

Omhu med hensyn til at gengive originalsprogets ord sådan at den egentlige betydning kommer frem, hjælper meget til at give læseren en klarere forståelse af visse begreber, hvorved misforståelser undgås. For eksempel oversættes det græske ord staurosʹ ofte med „kors“, men egentlig betyder det „stolpe“ eller „pæl“. Det synes ret klart at Jesus ikke blev henrettet ved at blive naglet til to stykker træ som dannede et kors, men til ét stykke, en stolpe, en pæl eller træ. (Se Galaterbrevet 3:13.) I Ny Verden-oversættelsen er det græske ord staurosʹ derfor gengivet „marterpæl“. Om dette emne siger et leksikona under „Kors“:

„STAUROS (σταυρός) betegner først og fremmest en opretstående pæl eller stolpe. Misdædere blev henrettet ved at blive naglet til en sådan pæl. Hverken navneordet eller verbet stauroō, at fæstne til en stolpe eller pæl, må i deres oprindelige betydning forveksles med det kirkelige kors der består af to stolper. Det sidstnævnte stammer fra oldtidens Kaldæa og blev brugt som symbol på guden Tammuz (idet det havde samme form som det mystiske Tau, forbogstavet i hans navn) i dette land og i flere nabolande, deriblandt Ægypten. Henimod midten af det 3. årh. e. Kr. var kirkerne enten afveget fra visse af den kristne tros lærdomme, eller havde gjort dem til den rene parodi. For at øge det frafaldne kirkesystems anseelse lod man hedninger optage i kirkerne uden at de var blevet genfødt ved troen, og de fik i vidt omfang lov at beholde deres hedenske tegn og symboler. På denne måde kom Tau eller T, i sin almindeligste form, med tværstykket sænket, til at stå for Kristi kors.“

Det græske ord gehenna, fra hebraisk Gei-Hinnom, er i danske bibler blevet gengivet med „helvede“, som imidlertid fremkalder visse oldnordiske, mytologiske associationer og desuden er blevet forbundet med kristenhedens, fra hedenskabet indførte, lære om pine og kval for dem der efter døden havner i helvede. Ny Verden-oversættelsen har valgt at lade det græske ord stå uoversat. Det er navnet på dalen syd og vest for det gamle Jerusalem, og altså en geografisk betegnelse. Dalen blev brugt som losseplads, hvor affaldet enten blev fortæret af orme og maddiker eller brændt i den ild man søgte at holde ved lige dér — et udmærket symbol på ødelæggelse og tilintetgørelse. — Matt. 10:28.

På samme måde er det græske ord hades bevaret uoversat. Det er ellers i den danske autoriserede oversættelse gengivet med „Dødsriget“; men snarere end at betegne et „rige“, med en slags tilværelse for de døde sjæle, er hades i Bibelen et udtryk for menneskehedens fælles grav, og der er ingen virksomhed, intet liv, ingen tilværelse i hades. Sjælen er selve personen, og ved døden er det sjælen der dør, og dødstilstanden er som en søvn eller bevidstløshedstilstand, hvorfra en opstandelse til liv igen er mulig. — Præd. 9:5, 10; Joh. 11:11-14.

Oversætternes tro på Bibelen

Ny Verden-oversættelsen er foretaget af oversættere der, på samme måde som Jesus og de første kristne, tror at alle Bibelens skrifter er inspireret af Gud og således er Guds ord. Denne tro har fået dem til samvittighedsfuldt at søge at gengive disse skrifters indhold med største omhu og nøjagtighed. Det er denne tro der gør at Jehovas vidner i det hele taget er meget interesserede i arbejdet med at gøre Bibelen tilgængelig for folk. Derfor ofrer de den store indsats det kræver at frembringe en ny og omhyggelig oversættelse.

Når den nye oversættelse 237 gange gengiver det græske ord for „Herre“ med egennavnet „Jehova“, er det fordi der er vidnesbyrd om at dette er hvad teksten oprindelig har sagt. Da Jesus i synagogen i Nazaret læste op fra skriftrullen med Esajas’ profeti, stødte han på navnet som det skrives på hebraisk. (Es. 61:1, 2; Luk. 4:17, 18) Med den indstilling han havde til jødernes mundtlige traditioner, er det ganske usandsynligt at han i overensstemmelse med den jødiske tradition skulle have læst „Herre“, når der stod יהוה (JHVH), Guds navn. Han har kendt sin Faders ord i Anden Mosebog 3:15, hvor Gud om sit navn יהוה siger til Moses: „Dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt.“

Da lærde jøder, omkring to-tre hundrede år før Kristus, begyndte at oversætte De hebraiske Skrifter til græsk, oversatte de ikke יהוה med det græske ord for „Herren“, men lod det stå, hvilket er bevist ved nye fund af manuskripter med en meget tidlig tekst til Septuaginta-oversættelsen, for eksempel den såkaldte Fouadpapyrus nr. 266 fra det andet eller første århundrede før vor tidsregning (opbevares i Cairo). Også Aquilas græske oversættelse fra omkring år 128 efter vor tidsregnings begyndelse havde tetragrammet, navnet Jehova, skrevet med gamle hebraiske bogstaver. Andre oversættere har haft samme forståelse. Ny Verden-oversættelsen er således ikke den første eller eneste oversættelse af Det nye Testamente der bruger Guds navn i for eksempel Lukas 4:18.

At Jesus ved denne og andre lejligheder virkelig udtalte Guds navn og ikke omskrev det, er et forhold som gør ordene i hans bøn i Johannes 17:6 helt anderledes meningsfyldte: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig; de var dine, og du har givet mig dem, og de har holdt fast ved dit ord.“

Ordene i Apostlenes Gerninger 2:34 bliver forståelige når man i stedet for at læse: „Herren sagde til min Herre,“ nu kan læse, som det hedder i Ny Verden-oversættelsen: „Jehova sagde til min Herre,“ det vil sige ’Jehova sagde til Davids Herre, Kristus’. Peter citerede i virkeligheden fra Salme 110:1, hvor Guds navn forekommer i den hebraiske tekst.

Her er blot nævnt nogle få eksempler på hvordan denne omhyggelige og konsekvente oversættelse kan hjælpe bibellæsere til at få en klarere forståelse af Guds hensigt og vilje. Den nøjagtige gengivelse af Bibelen på nutidsdansk vil sætte læseren i stand til bedre at forstå og fornemme apostlenes og de første kristnes måde at tænke og tale på.

Udgiverne af dette blad vil dog fortsat anse andre oversættelser for at være af stor værdi. Derfor vil dette blad vedblivende citere fra andre bibeloversættelser, ligesom Jehovas vidner også vil gøre det i deres bibelundervisningsarbejde. Men den nye oversættelse vil i stor udstrækning blive anvendt, fordi vi mener at den vil hjælpe vore læsere til at få en bedre og mere korrekt forståelse. Ny Verden-oversættelsen er, som det hedder i udgivernes forord, „et resultat af et omhyggeligt og samvittighedsfuldt arbejde“. Forordet slutter med denne udtalelse: „Det er derfor med tillid og glæde og under bøn at vi fremlægger denne Ny Verden-oversættelse for danske læsere.“

[Fodnoter]