Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 5. del
Efter at vi havde afsendt vore breve til Hitler, kom der en bølge af arrestationer. Hamburg blev hårdest ramt; blot nogle få dage efter den 7. oktober havde gestapo arresteret 142 brødre.
Arbejdet under jorden organiseres
Efter at vi nu i vort brev af 7. oktober havde underrettet Hitler om at vi, på trods af hans forbud, ville fortsætte med kun at adlyde Guds bud, bestræbte vi os for at organisere alle de modige og villige brødre og søstre i små grupper under ledelse af en moden broder, hvis opgave det var at tjene som en helhjertet og omsorgsfuld hyrde for Herrens får.
Landet blev inddelt i tretten regioner, og i hver region blev en broder med gode hyrdeegenskaber udnævnt til at tjene som kredsdirektør, som det dengang kaldtes. Det skulle være brødre som uden hensyn til farerne ville kontakte de små grupper for at forsyne dem med åndelig føde, støtte dem i deres forkyndelse og styrke dem i deres tro. På nogle ganske få undtagelser nær blev disse poster besat af tjenere som brødrene i almindelighed ikke havde kendt før. De havde imidlertid, siden Hitlers magtovertagelse, vist sig villige til at sætte deres egne personlige interesser til side og lade Riget komme i første række.
„Vagttårnet“ duplikeres og uddeles
Mange forskellige steder i Tyskland duplikerede og uddelte brødrene eksemplarer af Vagttårnet. I Hamburg fortsatte broder Helmut Brembach for eksempel med at forsyne brødrene i Slesvig-Holsten og Hamburg med eksemplarer som han og hans hustru duplikerede om natten. Søster Brembach fortæller om en af de mange oplevelser hun og hendes mand havde:
„En formiddag ringede det pludselig på døren, meget højere end sædvanligt. Da jeg åbnede døren stod der tre mænd udenfor, og jeg havde mistanke om hvem det var. ’Gestapo,’ sagde en af dem, og så var de alle tre allerede inde i lejligheden. Mit hjerte sprang helt op i halsen på mig da jeg tænkte på alt det vi havde skjult i huset. Indvendig rystede jeg af angst, og jeg bad til Jehova.
Fra et menneskeligt synspunkt ville det ikke have været svært at finde de indpakkede numre af Vagttårnet og alt det udstyr vi brugte til at fremstille dem. Der boede flere familier i vores hus, deriblandt to familier hvor mændene var politibetjente, så der var ingen steder hvor vi kunne gemme noget — især ikke i betragtning af at alle de nødvendige materialer (papir, duplikator, skrivemaskine, trykfarve og emballeringsmaterialer) fyldte temmelig meget. Da vi ikke vidste hvor vi skulle skjule disse ting for uvedkommende — vi skulle bruge dem hver anden uge — havde vi besluttet at pakke det hele ned i vores kartoffelkasse som stod midt i kælderen, og som enhver af husets andre beboere kunne have åbnet. Hver gang vi var blevet færdige med at trykke Vagttårnet, lagde vi omhyggeligt det hele ned i denne kasse, dækkede den med nogle tomme sække og stablede tomme tomatkasser oven på den, helt op til loftet, i håb om at hvis det værste skulle ske, ville de der prøvede at finde noget enten ikke lægge mærke til det eller også være for dovne til at flytte alt det der stod oven på kartoffelkassen. Vi satte vor lid til Jehova; der var ikke andet vi kunne gøre.
Betjenten spurgte mig om jeg havde nogen forbudte bøger eller blade i huset. For ikke at lyve sagde jeg: ’De kan jo selv se efter.’ Så gennemsøgte de lejligheden, og de åbnede døren til et skab på en sådan måde at de ikke lagde mærke til skrivemaskinen, som vi havde glemt at lægge ned i kartoffelkassen; hvis de havde opdaget den, kunne de have genkendt den som den maskine der blev brugt i forbindelse med trykningen af Vagttårnet. Men Jehova gjorde deres øjne blinde. Efter at de ikke havde fundet noget i lejligheden, spurgte de om de kunne komme til at undersøge kælderen. Nu følte jeg at det var helt uundgåeligt at de fandt alle materialerne og optegnelserne. Men jeg prøvede at skjule min frygt for dem, selv om mit hjerte bankede stærkere og stærkere. For at gøre det hele endnu værre stod der lige bag ved kartoffelkassen en kuffert som min mand skulle have med på en rejse næste dag, og den var fyldt med duplikerede numre af Vagttårnet. Men hvad skete der? De tre betjente stod midt i rummet, lige dér hvor kassen var, med den fyldte kuffert bagved. Men tilsyneladende lagde ingen af dem mærke til den; de var som slået med blindhed. Ingen af dem gjorde noget som helst forsøg på at gennemsøge kassen eller bare se efter hvad der var i kufferten. Til sidst stillede en af betjentene spørgsmål angående loftet; deroppe fandt de nogle gamle publikationer, som tilsyneladende tilfredsstillede dem, og derefter gik de. Men det allervigtigste forblev, takket være hjælp fra Jehova og hans engle, skjult for deres øjne.“
Der kunne berettes om mange lignende tilfælde hvor Jehovas ledelse gav sig udslag i at duplikeringen fik lov at fortsætte uforstyrret i lang tid, sådan at hans folk kunne blive forsynet med blade.
Organiseret forkyndelse
Det var ikke alle tilsluttede der tog del i forkyndelsen. I nogle menigheder var det endda kun halvdelen. I Dresden, for eksempel, havde menigheden engang nået et højdepunkt på omkring 1200 forkyndere, men efter forbudet faldt tallet hurtigt til 500. Ikke desto mindre har der været mindst ti tusind i hele Tyskland som erklærede sig villige til at forkynde på trods af de farer det indebar.
I begyndelsen arbejdede de fleste kun med Bibelen, hvorimod de ældre brochurer og de bøger der var blevet reddet fra gestapos hænder, blev afsat på genbesøg. Andre fremstillede vidnesbyrdskort. Atter andre skrev breve til bekendte hver gang der var en særlig lejlighed. Dør-til-dør-forkyndelsen fortsatte, selv om det var forbundet med store farer. Ved hver dør kunne det være en mand fra SS eller SA der lukkede op. Efter hvert besøg gik forkynderen som regel over til en anden boligblok eller, hvis nødvendigt, til en helt anden gade.
I mindst to år kunne det lade sig gøre at forkynde fra hus til hus overalt i Tyskland — nogle steder endda længere. Der er ingen tvivl om at dette kun var muligt på grund af Jehovas særlige beskyttelse.
De små mængder publikationer der var til rådighed til forkyndelsen, blev snart brugt. Vi undersøgte derfor mulighederne for at få indført publikationer fra andre lande. Ernst Wiesner fra Breslau fortæller her nogle interessante detaljer om hvordan det gik for sig:
„Vi fik tilsendt publikationer fra Schweiz via Tjekkoslovakiet. De blev oplagret hos udenforstående nær ved grænsen og derefter bragt over Riesengebirge ind i Tyskland. Dette arbejde blev udført af et hold modne og villige brødre, og det var meget farligt og yderst trættende. Vi gik over grænsen ved midnat. Brødrene var godt organiseret og udstyret med store rygsække. De tog turen to gange om ugen, selv om de hver dag havde deres faste arbejde foruden. Om vinteren brugte de kælk og ski. De kendte hver eneste sti og genvej, og de havde gode lygter, kikkerter og vandresko. Forsigtighed var deres øverste lov. Når de var kommet til den tyske grænse ved midnatstid, ja selv efter at de var kommet over grænsen, turde ingen sige et ord i lang tid efter. To brødre gik forrest; når de mødte nogen gav de straks signal med lygterne. Det var tegn til at de brødre der bar de tunge rygsække cirka hundrede meter bagude skulle skjule sig i buskene langs vejen indtil de to brødre foran dem kom tilbage og sagde et bestemt kodeord, som blev ændret fra uge til uge.
Dette kunne gentage sig flere gange på en nat. Når der igen var klar bane fortsatte brødrene til et bestemt hus i en landsby på den tyske side, hvor bøgerne samme nat eller tidligt næste morgen blev pakket om i små pakker, adresseret, og derefter på cykel kørt til postkontoret i Hirschberg eller andre nærliggende byer. På denne måde fik brødre mange steder i Tyskland deres bøger og blade. . . . Dette hold af nidkære og overordentlig dygtige brødre var i stand til at føre store mængder bøger og blade ind i Tyskland over en periode på to år, uden at blive fanget; således blev de til styrke for mange over hele landet.“ Lignende metoder blev benyttet ved grænserne til Frankrig, Saar, Schweiz og Holland.
I denne forbindelse har følgende brev, skrevet af en søster, interesse: „Når I læser beretningen fra Tyskland i årbogen, vil I sikkert spørge jer selv hvordan det har kunnet lade sig gøre at så mange publikationer er blevet afsat under disse forhold. Det samme spørgsmål stiller vi os selv. Hvis Jehova ikke var med os, ville det være umuligt. Mange af brødrene overvåges konstant af politiet hver gang de forlader deres hjem. . . . Men Jehova ved det, og på trods af dette tillader han at vi gang på gang styrkes af den rigelige føde vi nyder.“
Vi havde tid nok til at skjule publikationerne forskellige steder før forbudet blev bekendtgjort. For at forstå det der skete, må man imidlertid huske at brødrene ikke havde nogen erfaring i at opbevare publikationer under et forbud. Så i stedet for at opdele lageret mellem mange brødre var der i begyndelsen en tendens til at samle beholdningerne i store depoter, idet man mente at dette var mere sikkert, især fordi de ansvarshavende brødre mente at forbudet kun ville være midlertidigt. Nogle af disse depoter havde lagerplads til mellem tredive og halvtreds tons bøger. Men efterhånden som tiden gik begyndte nogle at blive bekymrede; de spekulerede på hvad der ville ske hvis fjenderne fandt disse store depoter og konfiskerede dem. Af denne grund begyndte de brødre der havde ansvaret for depoterne, at uddele bøgerne til brug i tjenesten, uanset om de kunne afsættes mod det sædvanlige bidrag eller ej.
Da det endelig stod klart at forfølgelsen ville fortsætte og at det blev mere og mere farligt at holde fast ved disse skjulesteder, begyndte brødrene at give så mange bøger og brochurer væk som muligt. Når de tog ud i tjenesten smed de dem simpelt hen gennem brevsprækken når ingen så det, eller lagde dem under måtten, idet de håbede at publikationerne i nogle tilfælde ville blive fundet af retsindige mennesker som ønskede den styrke og det håb de derved kunne finde.
Mindehøjtid
Vi var besluttede på at følge Jehovas bud om ikke at undlade at komme sammen, så naturligvis ville vi også samvittighedsfuldt højtideligholde mindehøjtiden. På disse dage var gestapofolkene særlig aktive, for i de fleste tilfælde havde de opdaget hvornår mindehøjtiden skulle afholdes, enten i publikationer der blev trykt uden for Tyskland, eller også i de duplikerede numre af Vagttårnet som de undertiden fik fingre i. Deres vrede var særlig rettet mod de salvede, som ikke alene blev nævnt i forbindelse med mindehøjtiden, men også i forbindelse med særlige kampagner. I dem så de organisationens „ledere“, som de var nødt til at knuse først for at kunne ødelægge organisationen.
Mindehøjtiden den 17. april 1935 var særlig spændende. Gestapo havde allerede nogle uger i forvejen fået oplysninger om datoen og havde derfor rigeligt med tid til at sætte alle deres kontorer i alarmberedskab. Et hemmeligt cirkulære, dateret 3. april 1935, sagde:
„Et overraskelsesangreb mod dem der vides at være ledere af bibelstudenterne, vil på dette tidspunkt være særlig vellykket. Indberet venligst alt vedrørende gode resultater inden 22. april 1935.“
Men der blev ikke ret mange „gode resultater“ at indberette. De fleste gestapoofficerer måtte som officeren i Dortmund meddele at man havde sat boligerne hos dem der mentes at være ledere af bibelstudenterne under bevogtning, men at der ikke i nogen tilfælde var blevet afholdt møder. For at pynte lidt på rapporten tilføjede de: „De ledende og aktive medlemmer af bibelstudenterne i dette distrikt er allerede taget i forvaring, så der er ingen tilbage som kan organisere sådanne møder.“
Men det hemmelige politi havde taget fejl, for kort efter at dette hemmelige cirkulære var blevet udsendt, modtog vi en kopi af det fra en ven af sandheden som havde adgang til den slags hemmelige oplysninger. Kredsdirektørerne advarede alle tjenerne god tid i forvejen og gav dem passende vejledning om hvordan de skulle undgå at blive opdaget, mens de alligevel adlød budet fra vor Herre og Mester.
Sådan gik det til at mange mødtes umiddelbart efter kl. 18, mens andre ventede indtil gestapo havde været der og var gået igen før de tog af sted for at mødes i små grupper; nogle fejrede endda mindehøjtiden midt om natten. I hvert fald indsendte langt de fleste afdelinger af gestapo rapporter som lignede den fra Dortmund.
Willi Kleissle fortæller at brødrene i Kreuzlingen højtideligholdt Herrens aftensmåltid præcis kl. 18.00. De var blevet instrueret om at de, før de forlod huset, skulle gå ind i en forretning som lå i samme hus og som ejedes af en broder, hvor de kunne købe sukker, kaffe og lignende varer. Derefter kunne de gå ud gennem den almindelige dør til forretningen. Ganske rigtigt ankom „knippelkorpset“, som broder Kleissle kaldte dem, men ikke før alle brødrene var gået ud i forretningen, så intet kunne bevises. De spørgsmål gestapo stillede og forskellige udtalelser politiet kom med, viste imidlertid tydeligt at de gennem Vagttårnet havde fået oplysning om hvornår mindehøjtiden skulle afholdes.
Brødrene var altid forberedt på overraskelser — og godt det samme. De prøvede at forbinde deres tilstedeværelse ved møderne (ikke alene de ugentlige, men først og fremmest mindehøjtiden) med et eller andet harmløst, dagligdags gøremål, og dette reddede dem mange gange fra at blive arresteret. Franz Kohlhofer fra omegnen af Bamberg fortæller:
„På denne særlige dag havde spionerne særlig travlt med at overvåge Jehovas vidners boliger i håb om at kunne gribe dem i et eller andet ulovligt og så arrestere dem. . . . Vi havde flere dage i forvejen besluttet at mødes til mindehøjtiden hos en broder som opdrættede svin. Alle skulle medbringe en kurvfuld kartoffelskræl og andet køkkenaffald. Det hele skulle ske i en fart, for gestapo kunne komme når som helst. For en sikkerheds skyld tog vi også vores spillekort med, sådan at vi kunne narre politiet hvis de skulle overraske os. Og gæt så hvad der skete! Netop som broderen havde fuldført den afsluttende bøn bankede det på døren. Men da sad fire af os allerede omkring et bord, optaget af et ganske harmløst spil kort. De kunne næppe tro deres egne øjne da de så os sidde der, roligt og uforstående stirre på dem. Da de ikke havde kunnet gribe os på det rigtige tidspunkt måtte de gå med uforrettet sag.“
Dåb
Ikke så få af dem der lærte sandheden at kende i denne tid, blev døbt under de vanskeligste forhold. Snart blev mange af disse nydøbte kastet i fængsel eller i koncentrationslejr, og en stor del af dem mistede livet, lige så vel som de der havde forkyndt den gode nyhed for dem.
Paul Buder havde allerede i 1922 fået sin opmærksomhed henledt på det såkaldte „millionforedrag“, men han kom ikke i nærmere kontakt med sandheden før 1935, da en ung pige som var ansat der hvor han selv arbejdede, og som de andre havde advaret ham imod, gav ham bogen Skabelsen. „Det var den 12. maj 1935,“ skriver han i sine erindringer, „og det var netop det jeg havde ledt efter. Den 19. maj 1935 meldte jeg mig ud af kirken og fortalte den unge pige at jeg gerne ville være et af Jehovas vidner. Hvor blev hun lykkelig! Hun havde allerede været i fængsel i seks uger, anklaget for at være kolportør. Så kontaktede jeg broder og søster Woite fra Forst-menigheden. Skønt man mente jeg udspionerede menigheden på nazisternes vegne, gik jeg regelmæssigt fra hus til hus i alle landsbyerne med min lille Luther-bibel. Den 23. juli 1936 blev jeg døbt i floden Neisse i Forst, mens broder og søster Woite var til stede sammen med en ældre broder som holdt foredraget.“
Der blev ofte afholdt dåb i små grupper i private hjem. Fra tid til anden skete det i det fri, somme tider kun med få kandidater, til andre tider med flere. Heinrich Halstenberg fortæller her om en sådan dåbshandling i floden Weser.
„I 1941 havde flere interesserede udtrykt ønske om at blive døbt. Da vi fandt at der i omegnen var flere der havde samme ønske, begyndte vi at lede efter et passende sted, og det fandt vi i Dehme ved Weser. Efter at det hele var blevet godt gennemtænkt og omhyggeligt planlagt, blev dåben fastsat til den 8. maj 1941. Brødrene og dåbskandidaterne var der allerede tidligt om morgenen. For andre så det bare ud som om vi var en gruppe der tog sig en svømmetur. For at ingen skulle overraske os blev nogle sat til at holde vagt, og efter et foredrag om dåbens betydning bad vi til Jehova. Så blev tres døbt i floden. Andre, som enten var for gamle eller for svagelige til at kunne klare det kolde vand, blev døbt privat i et badekar, sådan at der i alt blev døbt syvogfirs den dag.“
Menneskejagt
Albert Wandres havde været kredsdirektør allerede før den 7. oktober 1934, og hans navn blev snart velkendt for gestapo, især på grund af den stadige strøm af retssager i de forskellige byer i Ruhr-distriktet hvor han arbejdede. Som svar på spørgsmålet om hvor de anklagede havde fået deres publikationer fra, blev navnet „Wandres“ ofte nævnt. Gestapo gjorde alt hvad der stod i deres magt for at pågribe ham og sætte ham fast. Han havde imidlertid været så forudseende at bede alle brødre der havde et billede af ham, om enten at returnere det eller også destruere det. Resultatet var at gestapo godt nok kendte hans navn, men ikke havde den fjerneste anelse om hvordan han så ud. Først da forfølgerne havde jagtet ham i tre og et halvt år faldt han i deres hænder. Lad os lytte til hans beretning om nogle af de ting han oplevede mens han arbejdede under jorden.
„I en tid kunne jeg mødes med mange brødre i Düsseldorf i en købmandsforretning som en broder ejede. Vi tænkte at når vi gik ind og ud af forretningen kort før lukketid, ville man lægge mindst mærke til det. Engang havde vi været sammen i en times tid, da gestapo pludselig kom og forlangte at blive lukket ind. Lige i sidste øjeblik flygtede jeg fra lageret, hvor vi havde haft vores drøftelse, ind i selve forretningen, som blot var nogle få skridt derfra. Heldigvis var lyset allerede blevet slukket. Et øjeblik efter stormede de ind på lageret og arresterede alle de brødre der var der. De gennemsøgte hele lokalet og fandt min mappe, fyldt med numre af Vagttårnet. En af agenterne råbte begejstret: ’Her er dét vi leder efter! Hvis er den mappe?’ Ingen svarede. Nu forlangte han at få at vide hvor forretningens indehaver boede. ’På anden sal,’ lød svaret. ’Ud!’ råbte gestapoagenten, og alle brødrene løb op ad trapperne, skarpt forfulgt af gestapoagenterne, som håbede at finde den de ledte efter, i broderens lejlighed.
Derefter gik jeg forsigtigt ind i lagerrummet igen, tog hat og frakke på, greb min mappe og så efter at der ikke stod nogen udenfor på gaden. Så skyndte jeg mig væk. Da herrerne kom ned igen opdagede de til deres ærgrelse at fuglen var fløjet og allerede var på vej til Elberfeld-Barmen.“ Broder Wandres tilføjer: „Det er alt sammen meget underholdende at fortælle om, men det var noget helt andet at opleve det.“
„Engang,“ fortsætter broder Wandres, „skulle jeg bringe to tunge kufferter fulde af bogen Krigsforberedelser til Bonn og Kassel. De var blevet sendt over grænsen i nærheden af Trier. Jeg ankom til Bonn sent om aftenen og anbragte kufferterne et sikkert sted i menighedstjenerens kælder. Næste morgen omkring klokken halv seks ringede det på døren. Gestapo var igen kommet for at ransage lejligheden. Den daværende menighedstjener, broder Arthur Winkler, bankede på min dør og fortalte at der var kommet ubudne gæster. Da der ikke var nogen mulighed for at flygte besluttede vi at tage tingene som de kom. Da politiet kom ind på mit værelse, spurgte de hvad jeg foretog mig, og jeg svarede kort at jeg var på tur op langs Rhinen og gerne ville besøge den botaniske have i Bonn. De undersøgte omhyggeligt mine papirer, og gav dem tilbage til mig igen, skønt de var lidt usikre. Broder Winkler måtte følge med hen til politiets hovedkvarter, hvor en af agenterne (dette har broder Winkler senere fortalt mig) sagde til sin overordnede: ’Der var også en anden derhenne.’ ’Tog I ikke ham med? I har sandelig været de helt rigtige folk at sende af sted.’ ’Hvorfor det?’ spurgte en af dem. ’Skal vi gå tilbage og hente ham?’ ’Hente ham? Tror I at han venter på jer indtil I kommer?’ Han havde ret. Næppe havde agenterne forladt huset før også jeg forsvandt, medbringende en af de to kufferter (de havde ikke fundet dem), som jeg tog med til Kassel.
Da jeg kom til Kassel sagde menighedstjeneren, broder Hochgräfe, til mig: ’Du kan ikke blive her. Du må straks tage af sted. Gestapo er kommet her hver formiddag i en hel uge.’ Vi blev enige om at han skulle gå halvtreds meter foran mig og vise mig vej til et sted hvor jeg skulle efterlade publikationerne. Vi var næppe gået mere end to hundrede meter ad den smukke Kastanienallee, før gestapoagenterne, der udmærket kendte menighedstjeneren, nærmede sig. Da jeg fulgte efter i en afstand på cirka halvtreds meter, kunne jeg se deres hånlige smil, men de standsede ham ikke. Nogle få minutter efter var den åndelige føde, hvorved brødrene kunne blive styrket i troen, endnu en gang blevet bragt i sikkerhed.
En anden gang skulle jeg bringe to tunge kufferter med bøger til Burgsolms i nærheden af Wetzlar. Det var klokken 23 om aftenen, og det var bælgmørkt. Der kunne vanskeligt have været nogen der så mig, men jeg havde alligevel en underlig følelse af at jeg blev iagttaget. Da jeg var kommet til bestemmelsesstedet rådede jeg brødrene til at gemme kufferterne et sikkert sted. Omkring klokken halv seks næste morgen kom byens politibetjent. Jeg stod midt i værelset og skulle lige til at vaske mig, da han henvendte sig til søsteren og sagde: ’I går aftes kom her en mand med to tunge kufferter. Nu har De sikkert fået flere bøger igen. Hvor har De dem?’ Søsteren svarede: ’Min mand er taget på arbejde, og jeg ved ikke hvad der skete i aftes, for jeg var ikke hjemme!’ Betjenten svarede: ’Hvis De ikke udleverer kufferterne frivilligt må vi gennemsøge huset for at finde dem. Jeg henter borgmesteren, for uden ham kan jeg ikke foretage nogen husundersøgelse. Men indtil jeg kommer tilbage er det Dem forbudt at forlade huset.’ Under hele denne samtale havde jeg stået midt i værelset og undret mig over hvorfor betjenten havde et fjernt, ligesom glasagtigt, udtryk i øjnene og hvorfor han overhovedet ikke havde talt til mig. Jeg kunne kun formode at han var ligesom slået med blindhed. Da han var gået for at hente borgmesteren, gjorde jeg mig straks klar til at tage af sted. Jeg gik udenfor og ventede bag ved huset indtil borgmesteren og politibetjenten gik ind i huset forfra. I samme øjeblik forsvandt jeg ud ad bagindgangen. De naboer der tilfældigvis så dette, var tilsyneladende glade for at jeg var undsluppet. Jeg gjorde min påklædning færdig i skoven og løb så hurtigt jeg kunne hen til den næste jernbanestation og rejste videre.“
De andre kredsdirektører havde lignende oplevelser.
En prøvelse af en helt anden art
I årene 1934 til 1936 var der over hele Tyskland trofaste hyrder som styrkede deres brødre, opmuntrede dem til at overvære møderne og tilskyndede dem til så vidt muligt at deltage i alle grene af tjenesten, på trods af forfølgelsen. I mellemtiden blev der afholdt en retssag i Halle den 17. december 1935, imod Balzereit, Dollinger og syv andre der blev betragtet som „fremtrædende“ brødre. For mindst halvdelen af dem betød det afslutningen på deres kristne løb.
Ved de talrige retssager der var blevet afholdt i Tyskland i denne tid, havde mange brødre åbent indrømmet hvad de havde gjort for at fremme Rigets interesser under vanskelige forhold. Disse mænd der nu stod anklaget i Halle, nægtede derimod at de nogen sinde havde foretaget sig noget af det regeringen havde forbudt. Da Balzereit blev spurgt af retspræsidenten hvad han havde at sige til sit forsvar, sagde han at han så snart forbudet i Bayern var blevet bekendtgjort havde udsendt instruktioner om at man ikke skulle arbejde der, og at han havde gjort det samme i tilfældet med alle de andre delstater. Han sagde at han aldrig havde udsendt instruktioner om at nogen skulle gå imod forbudet.
Da retsformanden stillede ham spørgsmål angående mindehøjtiden, svarede han at han også havde hørt at brødrene havde i sinde at mødes for at højtideligholde den, selv om det var forbudt. Han havde advaret dem imod det, fordi han vidste at politiet planlagde en særlig aktion den dag.
(Fortsættes i næste nummer)