Vi betragter verden
Fosteret „ånder“
● I årevis har man ment at fosteret ikke „ånder“ i livmoderen. Nu meddeler Medical World News imidlertid at „fosteret har tilbagevendende, og tilsyneladende uundværlige, perioder hvor det ånder“. Dette menes at „forberede den ufødte på de krav vejrtrækningen stiller efter fødselen“. Når fosteret „ånder“ suger det små mængder væske ned i luftrøret 30 til 70 gange i minuttet. Derved opøves de muskler der benyttes ved vejrtrækningen, så de er forberedt på opgaven når barnet fødes.
Stævnet „Guds sejr“
● Rækken af Jehovas vidners internationale stævner med temaet „Guds sejr“ sluttede i januar. I alt blev der holdt 140 stævner jorden rundt. Her følger en række tal fra nogle af de sidste stævner: I Nigeria blev der afholdt tre stævner med i alt 214.027 tilhørere; der blev døbt 7153. Stævnet i Accra i Ghana blev overværet af 37.612. I São Paulo i Brasilien var der 94.586 tilhørere, mens man i Valencia i Venezuela nåede op på 21.752. I Sydney i Australien blev stævnet overværet af 34.447. Mange steder lå tilhørertallene langt over det samlede antal Jehovas vidner i det pågældende område. Hvad er grunden? En del af svaret fremkom i en lederartikel i det brasilianske blad Noticias Populares, som bemærkede at „den traditionelle religion er på vej ud“ og derefter sagde om Jehovas vidner: „De lever virkelig efter deres tro. Nationale tilhørsforhold er ikke nogen splittende faktor blandt Jehovas vidner, for de kommer fra alle racer og samfundslag. . . . Deres tro bygger ikke på noget formelt, men på et levende håb. Den bygger på bibelkundskab og bibelforskning, for Jehovas vidner studerer Bibelen daglig. Deres tro kan derfor modstå dette århundredes verdslighed, hvis svidende vinde så mange svage personligheder og familier er bukket under for.“
„Korsfæstet igen“
● En katolsk præst i Amerika, A. Greeley, spørger hvordan Jesus, hvis han kom igen i kødet, ville se på dem der i dag gør krav på at følge ham. Præsten svarer selv: Jesus ville ikke ønske at blive accepteret af bevæbnede katolske revolutionære eller superpatrioter. Han ville heller ikke regne sig selv for en hippiehelt. „Jesus ville blive pinligt berørt af den fundamentalistiske ’Nøgle 73’-kampagne for at ’vinde Amerika for Kristus’. Han ville ikke bryde sig om det de kunne vinde.“ Moderne musicals og „messer“ som er skrevet for ham, ville virke frastødende på ham. Greeley spørger: „Hvis Jesus kom tilbage i dag, ville han så blive korsfæstet igen?“ Og han svarer: „Det ville han uden tvivl.“
Religiøse kræmmere
● Den amerikanske stat New Jersey betalte i 1973 omkring 300.000 dollars for religiøs betjening i forskellige offentlige institutioner. Cirka tyve gejstlige aflønnes af det offentlige med 10.000 til over 14.000 dollars årligt. En åbningsbøn i den lovgivende forsamling koster skatteyderne 50 dollars; bønner ved senatsmøder koster 100 dollars. En gejstlig nægtede at udføre kirkelige handlinger på en skole for svært handicappede børn medmindre hans salær blev hævet fra 10 til 25 dollars pr. besøg. Sådanne kræmmere befinder sig afgjort i et alvorligt modsætningsforhold til Jesus, der sagde: „I har fået det for intet, giv det for intet!“ — Matt. 10:8.
Teologien dør, Gud lever
● Tyskland er længe blevet regnet for at være teologiens hjemland. Men nu er den teologiske videnskab i Tyskland ved at dø. Hvad er årsagen? Den engang så populære „Gud er død–teologi“, og den manglende tiltro til Bibelen. I bladet Christianity Today siges der: „På den ene side er det, i betragtning af teologilærernes holdning til Bibelen, ikke overraskende at de studerende til sidst bliver trætte af at hellige sig det omhyggelige studium af Bibelen på originalsprogene . . . På den anden side er det ironisk at de selv samme lærde som troede at de gjorde den akademiske teologi relevant for den moderne verden, tværtimod har påført den, om ikke døden, da i det mindste en langvarig og udmarvende sygdom.“
Tænker på Kristi genkomst
● Det er meget få der forstår at forbinde verdensbegivenhederne med Jesu profeti om „verdens ende“. Dette kan endog siges om de fleste præster i kristenhedens trossamfund. En præst i brødremenigheden i La Verne i Californien indrømmer imidlertid at Jehovas vidner ser denne vigtige forbindelse. I en prædiken for nogen tid siden kom præsten ind på at han havde haft nogle samtaler med Jehovas vidner. Han sagde: „Jeg forsøger som regel at tale med Jehovas vidner. De har en fornemmelse af hvad der har betydning . . . Det er helt anderledes end en samtale om troen med nogle fra brødremenigheden eller med presbyterianere eller katolikker. De har overblik over tingene, og de kan citere langt flere bibelsteder end jeg kan. Mens jeg er nødt til at blade i en ordbog for at finde dette eller hint, kender de allerede kapitel og vers. . . . Så Jehovas vidner får mig til at tænke på Kristi andet komme.“
Kriminalitet i Holland
● Som statistikkerne viser, tager lovløsheden stadig til. Her er nogle tal fra Holland: I Amsterdam voksede kriminaliteten 12 procent i løbet af 1973. I Utrecht blev der sidste år begået gennemsnitlig 300 indbrud om måneden, mod 200 i 1972. Antallet af opklarede forbrydelser i Arnhem er steget cirka 60 procent siden 1968.
Årsager til kriminalitet
● Ofte siges det at kriminalitet har sin rod i fattigdom. I USA var kriminaliteten imidlertid lavere i depressionsårene end den er nu. Selv under den anden verdenskrig, med varemangel og rationering, var kriminaliteten lavere end den er nu. Hvorfor er den steget? I en udsendelse fra radiostationen KMOX i St. Louis (USA) er der blevet sagt: „Årsagen til den stigende kriminalitet er, må vi sige, for det første at man giver slip på de traditionelle moralbegreber som tidligere generationer af amerikanere lod sig lede af, og for det andet vor materialistiske, humanistiske holdning til livet og tilværelsen.“
Stærkt stigende hashforbrug
● Det anslås at der sidste år blev indsmuglet euforiserende stoffer i USA til over fem milliarder marihuana- og hashcigaretter. Det er nok til at hver eneste amerikaner kunne få tyve cigaretter. Senator James O. Eastland, formand for et underudvalg for indre sikkerhed, siger at den stigende brug af marihuana og hash er „løbet løbsk“; han betegner det som en „pandemi“. Han hævder at stigningen blandt andet skyldes „den milde holdning til marihuana“ i en del nyere rapporter både fra officiel og anden side.
Valg af film
● Mange af de populære film skildrer sadistisk vold og sex. Hvad kan man gøre ved det? Som regel har man jo ikke nogen indflydelse på hvilke film der fremstilles. En skribent i USA, Frances Taylor, giver et fornuftigt forslag: „Den eneste måde at begrænse filmenes forherligelse af vold på, er at blive borte fra film der gør helte af drabsmænd. Ud fra annoncer og anmeldelser kan man vide hvad de fleste film indeholder. Forældre kan især gøre noget ved at holde deres børn borte fra de blodige, brutale film og anbefale dem at se film der ikke ophøjer den mest skadelige menneskelige adfærd.“
Teologisk professor melder sig ud af folkekirken
● Professor ved Københavns universitet, dr. theol. Niels Thulstrup, oplyser i Demokraten (Århus) for 2. april at han har meldt sig ud af Den danske Folkekirke. Han giver selv følgende begrundelse:
„Den sande kirke har fra sin oprindelse været i mindretal og forskellig fra, ofte i modsætning til folkets flertal. Den enkelte kristnes situation er normalt en konfliktsituation. Når som helst kirken som institution er blevet flertalskirke, har den fået sygdomme, oftest magtsyge eller mangelsyge — nemlig på kristelig saft og kraft.
Begge sygdomme hærger i folkekirken. De folkekirkelige tilstande er derfor kristeligt uforsvarlige. . . .
Folk i almindelighed er ret uskyldige heri. Derimod er der nogen, som bestemt ikke er uskyldige . . . Det er visse af folkekirkens ledende mænd, dens biskopper. . . .
Kirkens ydre fjender har aldrig været de værste, men de indre. Det er opløsning og indvendig råddenskab, der ødelægger folkekirken — og de ansvarshavende kan ikke løbe fra ansvaret derfor.
Den unaturlige, begrebsforvirrende sammenblanding af folk og kirke, visse biskoppers dårlige teologi og administration, deres svigten af de præster, som de bombarderer med ustandselige, misforståede tilrettevisninger og indberetninger til kirkeministeriet — som om biskopperne skulle være politibetjente, der skriver rapporter i stride strømme, hvad enten der er grund dertil eller ej — dertil deres åbenlyse ligegyldighed overfor udbredt forgrovelse, forenkling og fordrejelse af kristendommens budskab. Disse er de vigtigste årsager og de aktuelle anledninger til at jeg har meldt mig ud af folkekirken.“
Rummet som skrammelplads
● Vraggods fra de raketter, satellitter og sonder man har sendt ud i rummet, vender tilbage til jorden. Der kommer gennemsnitlig ét stykke ned om dagen. Den eneste dødsulykke der er forekommet indtil nu, skete for tretten år siden, da en ko på Cuba blev dræbt af et stykke vraggods på tyve kilo fra en amerikansk rumsonde. I 1962 slog et stykke vraggods på ti kilo fra Sputnik IV ned i det vigtigste gadekryds i Manitowoc i den amerikanske stat Wisconsin. Som regel brænder sådanne genstande dog op i atmosfæren som følge af gnidningsmodstanden, eller de styrter i havet. Af mere end 7000 genstande som er blevet sat i kredsløb, var der i begyndelsen af januar næsten 3000 tilbage. På nær 624 betegnes de alle som „vraggods“.