Ønsker De bedre tider?

HVORDAN tegner fremtiden sig efter Deres mening, nu da vi er godt på vej ind i det sidste kvartal af 1974? Får de problemer og den usikkerhed der præger vor tid, Dem til at ønske bedre tider — tider der ville give mulighed for at leve en rigere og lykkeligere tilværelse?

Det er sådan millioner af mennesker føler i dag. Og det med god grund. Aldrig før har der været en tid hvor mennesker har haft større magt til at udrette noget og dog synes at udrette så lidt.

For eksempel: For et års tid siden havde man en følelse af at verden befandt sig på tærskelen til noget virkelig stort — en større forandring til det bedre. Vietnamkrigen syntes at ebbe ud, der var en voksende afspænding mellem De forenede Stater og Sovjetunionen. Kina var kommet ind i De forenede Nationer, og dets massive døre åbnedes langsomt og sikkert for verden udenfor. Mange nationer befandt sig midt i et økonomisk opsving. Men i de måneder der fulgte foretog verden et så hovedkulds dyk nedad at mange blev bestyrtede over den pludselighed hvormed forandringen skete.

Da 1974 oprandt var englænderne således pludselig blevet nødt til at indføre en tredages arbejdsuge, franskmændene betalte kr. 2,00 for en liter benzin (og var alligevel bedre stillet end italienerne, som betalte over 2,25 for en liter), mens folk i Japan spurgte sig selv hvordan deres blomstrende økonomi — som havde skaffet dem stillingen som verdens tredjestørste handelsmagt — kunne være så sårbar over for de arabiske staters olieforbud at end ikke et hurtigt forsøg på at normalisere forholdene bidrog væsentligt til at fjerne de mørke udsigter for Japans økonomi. En journalist ved Seattle Times tog et overblik over den politiske situation i De forenede Stater og bemærkede:

„Det der [i 1973] skete inden for amerikansk politik var så besynderligt at det næsten syntes som om en eller anden djævelsk manuskriptforfatter sad oppe om natten og bryggede noget sammen for at fremkalde et nyt chok næste dag.“

Hvad der virker foruroligende

Hvad er det der har rystet folk så meget? Det er den virkning disse forhold har haft på deres forhåbninger om fremtiden. En englænder sagde om situationen i Storbritannien: „Endnu er der ikke tale om virkelig lavkonjunktur — det er blot forprøverne.“ I stedet for at folk lægger planer adskillige år frem i tiden finder man hos mange den samme rådvilde indstilling som hos en kvinde i Los Angeles der sagde: „Et år ad gangen er alt hvad vi kan klare.“

Efter naturkatastrofer — oversvømmelser, jordskælv, tørker — eller midlertidige omvæltninger som for eksempel krige, føler folk sædvanligvis at de stadig kan ’redde stumperne’ og begynde forfra med at arbejde på en bedre fremtid. Det der nu virker så foruroligende på mange og giver dem en følelse af håbløshed, er at de gentagne gange har set eksempler på hvor ustabile og usikre verdens store systemer er. De gigantiske systemer som mennesker har opbygget, viser sig nu at være forbavsende skrøbelige og kan gå op i sømmene når man mindst venter det.

Det store spørgsmål for mange er derfor: ’Hvad kan vi sætte vor lid til? Hvad kan vi, med henblik på fremtiden, bygge på som vil vise sig at være andet end flyvesand?’

[Illustration på side 3]

Politiken, 8. august 1970:

Skandinavien har rekord-inflation

Sverige og Norge fører — Sydvietnam først blandt U-landene

Politiken, 16. maj 1972:

Hver 20. dansker har været udsat for vold

Første danske undersøgelse af voldskriminaliteten afsluttet

Berlingske Tidende, 9. december 1973:

Hvor går verden hen, når olien holder op?

Oliekrisen tog os på sengekanten, men den er ikke løst ved at skrue ned for varmen og putte bilen i mølposen om søndagen — Fire danskere har forsøgt at tænke lidt længere og tegner her både spændende og skræmmende fremtids-perspektiver for et samfund, der aldrig bliver som det var — engang