Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g73 22/7 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1973
  • Underoverskrifter
  • Familiesammenholdet mangler
  • Spirituspåvirket af hostesaft
  • Tyverier på arbejdspladsen koster dyrt
  • Jordens folkerigeste byer
  • Bliver spillefilmene bedre og bedre?
  • „Den grønne revolution“ måske ved at visne
  • Atomkraft angribes
  • Overflødige kirker i England
  • Japanerne bliver større
  • Præst siger: ’Gør prostitution lovlig’
  • „Minipillen“
Vågn op! – 1973
g73 22/7 s. 22-23

Vi betragter verden

Familiesammenholdet mangler

● I en doktordisputats skriver cand. mag. Gunhild Nissen at der i familierne nu om stunder mangler sammenhold. Hun fortæller hvordan det var i slutningen at forrige århundrede og sammenligner det med nutiden: „Dengang kneb det med at få tid til at gå i skole. Og der var slet ikke tid til at kede sig. I dag er problemet lige det modsatte. Man prioriterer velstands- og industrisamfundet højere end det menneskelige miljø. Det går i særlig grad ud over den del af ungdommen, der ikke kender glæden ved at udføre noget produktivt arbejde. De mangler noget virkeligt at beskæftige sig med. Dengang havde børnene og de unge rigeligt med praktisk arbejde at udføre i nær tilknytning til den øvrige familie. Der var familiesammenhold, og man følte sig nært knyttet til hinanden. Børnene i dag kan ikke klare at passe maskiner. De enkle arbejdsopgaver, der tidligere fandtes, er i dag blevet industrialiseret, og der er ikke noget tilbage til børnene at gøre.“ — Berlingske Tidende, 28. februar 1973.

Spirituspåvirket af hostesaft

● Det er velkendt at forskellige former for medicin kan have en sløvende virkning og derfor kan være farlige for trafikanter at indtage. Men ikke alle tænker på at visse medikamenter, som for eksempel hostesaft, indeholder spiritus. Nogle af de stoffer der indgår i lægemidler er kun opløselige i sprit, men der anvendes kun sprit eller spiritus hvor det er strengt nødvendigt. En kvindelig læge fra Esbjerg-egnen blev i februar tiltalt for at have kørt bil i spirituspåvirket tilstand. Hendes alkoholpromille på 1,77 skyldtes at hun forinden havde drukket en halv liter hostesaft som indeholdt 20 procent spiritus. Formanden for Danmarks Apotekerforening advarer mod at indtage større doser end foreskrevet. En overdosis kan i mange tilfælde være yderst farlig. I forbindelse med sagen om den kvindelige læge siger apotekernes formand: „Det må have været en meget slem hoste.“ — Berlingske Tidende, 6. februar 1973.

Tyverier på arbejdspladsen koster dyrt

● Bygningsindustrien lider svære tab på grund af uærlighed blandt de ansatte. Alene i byen New York blev der sidste år stjålet for omkring 19 millioner kroner. Statsadvokatens kontor sætter tallet til omkring 62 millioner kroner. Det menes at de uærlige ansatte på arbejdspladserne i nogle tilfælde samarbejder med den organiserede forbryderverden. En ny bulldozer til 170.000 kroner blev en dag fjernet fra en byggeplads, og næste dag blev den solgt for omkring 47.000 kroner. En tung transportvogn til cement, lænket til en jernbjælke på 15. etage i bygningen World Trade Center, forsvandt i en frokostpause. En fire og en halv meter høj kabelrulle forsvandt kort efter leveringen. Og en maskine der vejede over fire tons blev fragtet væk fra en byggeplads på en pram. Det engelske blad Industrial Magazine melder at de ansatte på engelske arbejdspladser hver dag stjæler varer til en værdi af over 12,5 millioner kroner. En fabriksleder siger: „Sikkerhedsforanstaltningerne kan medføre så meget papirarbejde at vi kommer ud i den tåbelige situation hvor det er dyrere at standse rapseriet end at lade det fortsætte.“

Jordens folkerigeste byer

● Shanghai står nu øverst på listen over verdens folkerigeste byer. Sidste udgave af FNs demografiske årbog, som udkom i februar, siger at der bor 10.820.000 i Shanghai. Dermed er denne by større end Tokyo (8.841.000), New York (7.895.000) og Peking (7.570.000). Næsten 57 procent af jordens befolkning bor i Asien.

Bliver spillefilmene bedre og bedre?

● En af tidens populæreste amerikanske film er blevet kaldt „hårdkogt“ pornografi. Den blev til på seks dage og kostede 25.000 dollars; den har nu indtjent over 3,5 millioner dollars. Hvem er det der ser denne film? Bladet Saturday Review siger: „Hver aften står der lange rækker af fnisende biografgængere og venter . . . mens limousiner med privatchauffør ruller op foran [biografen] og afleverer hele flokke af New Yorks rigeste og berømteste personer.“ Også „skrækfilm“ bliver mere og mere populære. En filmkritiker fra New York siger: „Der er stor interesse for det okkulte, mystik, spiritisme — især hos de yngre biografgængere.“

„Den grønne revolution“ måske ved at visne

● Den 2. januar i år tegnede bladet New York Times et nøgternt billede af „den grønne revolution“. Det hed i en lederartikel: „Mindre end et år efter at landbrugseksperter forudsagde at der over hele verden ville være overflod af ris som følge af indførelsen af nye ’mirakelkorntyper’, er der i de seneste uger kommet melding om udbredt fødevaremangel i Asien og dele af Afrika. Den store, lovende grønne revolution — der aldrig blev så grøn som den undertiden blev malet — er tilsyneladende ved at visne bort.“ Dårlige vejrforhold „har betydet et stærkt reduceret høstudbytte i år på Filippinerne og i Sydkorea, Indonesien, Malaysia, Cambodia, Thailand, Burma og Indien og i de afrikanske stater der grænser til Saharaørkenen. . . . Hvis det gunstige vejr for landbruget kommer tilbage næste år vil en verdensomspændende fødevarekrise sikkert kunne undgås. Men de akutte problemer som mange lande står over for på grund af klimaets luner i et enkelt år, er en påmindelse der kan åbne vore øjne for hvor usikker balancen mellem fødevareproduktion og befolkningstal til stadighed er.“

Atomkraft angribes

● De farer der kan være forbundet med atomkraftværker er i USA anledning til alvorlig betænkelighed hos mange. Den amerikanske forbrugertalsmand Ralph Nader har for nylig tilsluttet sig den gruppe der kalder sig „Union of Concerned Scientists“ i en udtalelse om det farlige ved at bygge atomkraftværker i nærheden af større byer. „Selv om der ikke kan ske nogen atomeksplosion, kan der alligevel frigøres vældige mængder radioaktive stoffer“ hvis der skulle ske et uheld i forbindelse med køleprocessen. Nader siger: „Det er første gang vi her i landet har tilladt udviklingen af en industri som kan udslette landet. Vi bruger milliarder på forsvaret, mens vi samtidig skaber en dyb sårbarhed her. Der er ingen ansvarlighed. Hvis der sker noget med et atomkraftværk, hvem er det så der mister sit job? Hvem kommer i fængsel? Hvem bliver fyret? Ingen er ansvarlig.“

Overflødige kirker i England

● Listen over kirker i Storbritannien der regnes for at være overflødige og udbydes til salg eller til velgørende formål, vokser dag for dag. Det skyldes den hastigt faldende kirkegang og den akutte præstemangel. Det meldes at den tidligere St. Johns kirke i Edinburgh nu er et spillekasino. En metodistkirke i nærheden af Liverpool er blevet omdannet til en „men’s club“ med spiritusbevilling. En fundamentalistkirke i Cambridge er blevet til en dansesal for teenagere. Den episkopale kirke hvor den berømte forfatter Sir Walter Scott plejede at komme, tjener nu som udstillingsbygning for toiletter og andre sanitære installationer. En stor kirkebygning i Manchester benyttes for tiden som udstillingsbygning for biler. Andre er blevet ombygget til beboelse. Og der er også en kirke der bruges som transformatorstation. Siden 1969 har den engelske statskirke erklæret 154 kirker overflødige; yderligere 150 regnes for at være „kandidater“ til denne kategori. En talsmand for kirken har erklæret at det kan komme til at dreje sig om 3000.

Japanerne bliver større

● Statistikker fra det japanske undervisningsministerium fortæller at gennemsnitsmålene for japanske børn bliver større. Der er for nylig foretaget en undersøgelse af 340.000 børn og unge, fra børnehavebørn til universitetsstuderende, og der viser sig en markant udvikling. En tolvårig japansk dreng er i dag seks og en halv centimeter højere, fire og et halvt kilo tungere og to og en halv centimeter bredere over brystkassen end en dreng på hans alder var i 1962. En jævnaldrende japansk pige er i dag fem centimeter højere, 3,6 kilo tungere, og knap fire centimeter større i brystmål. Det menes at denne vækst skyldes den ændring i kosten der er sket siden den anden verdenskrigs afslutning i 1945.

Præst siger: ’Gør prostitution lovlig’

● Præsten William T. Warren fra St. Matthews episkopale kirke i Fairbanks i Alaska har til bestyrelsen for det amerikanske handelskammer udtalt: „Det er min mening at man alvorligt bør overveje at oprette et legalt prostitutionskvarter.“ Han siger desuden: „Jeg anbefaler ikke prostitution, men det vil fortsætte på en højst uheldig måde medmindre det lægges i faste rammer. . . . Legalisering af prostitutionen er den bedste metode til at holde den under kontrol.“

„Minipillen“

● De forenede Staters føde- og medicinalvareadministration har godkendt at den svangerskabsforebyggende pille der kaldes „minipillen“ sælges på markedet. Den indeholder ikke østrogen, som anvendes i konventionelle p-piller. Den konventionelle pille indvirker tilsyneladende således på hypofysen at en ægløsning forhindres. „Men,“ hedder det i bladet Newsweek, „man mener at minipillen kun indvirker på selve livmodervæggen; den forhindrer ikke ægløsningen, men gør tilsyneladende livmodervæggen uegnet til at tage imod det befrugtede æg.“ Hvis denne pille tillader befrugtning men forhindrer at det befrugtede æg kan lejre sig, så er brugen af denne pille egentlig en form for svangerskabsafbrydelse; den „forebygger“ eller forhindrer ikke selve undfangelsen. I denne henseende adskiller pillen sig tilsyneladende fra andre p-piller.

    Danske publikationer (1950-2026)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2026 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del