Livets beståen — et mirakel

LYDER det mærkeligt at kalde livets beståen på jorden et mirakel? Vi er tilbøjelige til næsten at betragte livet på jorden — plantelivet, dyrelivet og menneskelivet — som en selvfølge. De fleste ville blive forbløffede hvis de vidste hvor mange ting livets fortsatte beståen på jorden er afhængig af. Det indbefatter for eksempel også Deres liv. Lad os betragte blot nogle få grunde til at livets beståen på denne planet med rette kan kaldes et mirakel. Det vil få os til i langt højere grad at værdsætte livets gave.

I rummet

Livet på jorden er afhængigt af lys og varme fra solen. Man mener at solen omdanner stof til energi med en hastighed af fire millioner tons pr. sekund, og at den kan fortsætte hermed i milliarder af år. Men kun en to-milliardedel af den vældige energi solen frembringer når til slut jorden. Og dog er det nok til at livet kan fortsætte. Er det tilfældigt at der findes en sådan energifrembringer som solen?

I den stadige strøm af energi der udgår fra solen findes også stråler som kunne udslette livet. Men atmosfæren der omgiver jorden udgør et beskyttende skjold. For eksempel er der fireogtyve kilometer over jorden et tyndt ozonlag i atmosfæren der filtrerer de fleste af de skadelige stråler fra. Hvis dette ozonlag drev bort i rummet ville plantelivet, dyrelivet og menneskelivet snart blive ødelagt af skadelig bestråling. Dette fik doktor F. E. Miller (Smithsonian Institution) til at sige at vi lever „mirakuløst“ på denne planet på grund af det tynde lag ozon i vor atmosfære.

Livet på jorden må ikke blot beskyttes mod bestråling for at overleve; det må ligeledes beskyttes mod meteorer. Og det bliver det også. De fleste meteorer når aldrig jordens overflade, for de opbrændes når de farer ned gennem atmosfæren. I et varmt lag i atmosfæren eksploderer meteorerne, eller de opløses til fint støv. Forestil Dem hvad der ville ske hvis ikke de fleste meteorer blev brændt til aske dér! Millioner af meteorer af forskellig størrelse ville falde ned overalt på jorden og forårsage stor skade på liv og ejendom.

Atmosfæren tjener ikke blot som et skjold, den forsyner os også med de luftarter der er absolut nødvendige for at livet kan fortsætte. Geofysikeren Arthur Beiser har beskrevet luft som „en konstant blanding: 78% kvælstof, 21% ilt, 0,9% argon, 0,03% kuldioxyd samt spor af et halvt dusin andre gasarter og en variabel mængde vanddamp“. Nogle af disse luftarter er imidlertid i sig selv yderst dødbringende. Men fordi de er kombineret i præcis de rette mængder kan vi indånde dem uden at tage skade af det. Hvis luftens iltindhold var meget større ville letantændelige stoffer desuden blive meget brændbare, så det ville være yderst vanskeligt at holde ild under kontrol.

Kunne denne kombination af luftarter, der netop passer til livet på jorden, være opstået blot ved et tilfælde? Peger dette, samt den måde hvorpå livet beskyttes mod dødelig bestråling og nedfaldende meteorer, ikke snarere på at et intelligensvæsen står bag de foranstaltninger der har muliggjort livets fortsatte beståen?

En vidunderlig foranstaltning: Vand

Uden vand ville det hverken være muligt for planter, dyr eller mennesker at leve. Heldigvis har vi rigeligt med vand til rådighed. Og det er sandelig en bemærkelsesværdig væske. Hvert vandmolekyle består af to brintatomer og et iltatom. Brint er den mest brændbare luftart man kender, og der skal ilt til forbrænding. Men når to brintatomer forener sig med et iltatom får man forbavsende nok et af de bedste ildslukningsmidler — vand.

Kuldens indvirkning på vand viser også at det er en enestående væske. Når vandet i søer og have afkøles bliver det tungere. Herved tvinges det lettere, og varmere, vand op til overfladen. Men når vandet som helhed når ned på omkring 4 grader celsius sker der noget ganske mærkværdigt — processen bliver omvendt! Vandet bliver lettere når det nærmer sig frysepunktet ved 0 grader celsius og bliver liggende som et lag oven på det varmere vand nedenunder. Dette øverste lag bliver så til is, og da is er lettere end vand, flyder det ovenpå. På den måde beskyttes livet i vandet. Hvis det ikke var for dette fænomen ville alle søerne og endda havene til sidst fryse til massiv is og gøre jorden til en „fryseboks“ hvor hverken planter, dyr eller mennesker kunne eksistere.

Det er også forbavsende hvordan områder der ligger langt fra floder, søer og have får det vigtige, livsopretholdende vand. Solvarmen omdanner til stadighed milliarder af liter vand til damp. Denne damp, der er lettere end luft, stiger til vejrs og danner skyer på himmelen. Vind og luftstrømme som er fremkaldt af solens energi, bevæger disse skyer. Når luften i skyerne afkøles, fortættes dampen til små bitte vanddråber der fæstner sig til støvpartikler. Dette atmosfæriske støv er kommet fra forskellige kilder, deriblandt opløste meteorer. De små dråber forener sig derpå til større dråber, regn.

Regndråber opnår kun en bestemt størrelse før de begynder at falde. Hvad nu hvis dette ikke var tilfældet og regndråberne blev kolossalt store? Det ville være katastrofalt. Arthur L. Brown bemærker i sin bog Footprints of God: „Hvis regnen ikke faldt som lette byger ville vegetationen blive ødelagt, afgrøderne blive slået til jorden, træerne blive ribbet for blade og frugter, markerne blive gennempløjet af dybe grøfter, og mulden blive vasket væk. Hver sky der viste sig ville vække rædsel. Men hvor er den ordning der findes dog en velsignelse! I stedet for at fosse ned som ødelæggende kaskader af vand, strømmer det ned i lette og grødegivende dråber, som om skyen var en si med små bitte åbninger. Dråberne falder, og sjældent bliver et græsstrå beskadiget eller den sarteste blomst gjort fortræd.“ — Siderne 110, 111.

Antyder disse fakta om jordens livsvigtige vandforsyning ikke at der står en mesterlig Skaber bag det hele?

Livets indbyrdes afhængighed

Når vi betragter Jorden omkring os kan det ikke undgå at gøre indtryk på os at den ene livsform er afhængig at den anden.

For eksempel frembringer den grønne vegetation kulhydrater som er en livsvigtig næringskilde for mennesker og dyr. Hvordan planterne gør dette undrer stadig videnskabsmændene. Plantefysiologen Laurence C. Walker siger: „Det største spørgsmål for botanikeren er hvordan han syntetisk kan fremstille kulhydrater når han har de ingredienser som enhver grøn plante bruger til formålet. Klorofyl kan fremstilles i laboratoriet. Luftarter kan blandes i ethvert forhold, og lysets energi som katalysator (accelerator) kan skaffes. Men der kommer simpelt hen ikke kulhydrater ud af det. Hvis hemmeligheden åbenbaredes kunne man sandsynligvis brødføde hele verden — ved hjælp af en fabrik på størrelse med en almindelig skolebygning.“

Planterne ikke blot frembringer kulhydrater, men i denne proces optager de kuldioxyd og afgiver den ilt der er så vigtig for menneskelivet og dyrelivet. Deres fabrikationsproces renser således til stadighed luften. Hvor er dette forskelligt fra menneskers fabrikker, der er årsag til at luften forurenes!

Det er et vidnesbyrd om alt levendes indbyrdes afhængighed at bakterier, insekter, fugle og andre dyr bidrager til at bevare jordbundens frugtbarhed. Forskellige dyrs ekskrementer gøder jorden med værdifulde nærende stoffer, som for eksempel opløseligt kvælstof. Visse jordbakterier omdanner luftarten kvælstof til forbindelser som planterne skal bruge for at kunne vokse. Muldlagets tykkelse øges efterhånden som orme og insekter der laver gange i jorden, hele tiden fører partikler fra de dybere jordlag op til overfladen.

Er der ikke noget mirakuløst ved alle disse former for indbyrdes afhængighed?

Mirakler ved et menneskes fødsel

Tænk også på den måde vi mennesker kommer til verden på. Lad os for eksempel betragte to forandringer der finder sted i forbindelse med kredsløbet ved fødselen.

Et normalt voksent menneskes hjerte er som en dobbelt pumpe der driver to separate kredsløb. Venstre side indeholder iltet blod, hvorimod højre side indeholder uiltet blod. Den fuldstændige adskillelse af de to hjertekamre forhindrer uiltet blod i at blande sig med iltet blod fra lungerne.

Et ufødt barn behøver imidlertid ikke to adskilte blodkredsløb. Hvorfor ikke? Fordi moderens blod ved hjælp af moderkagen — skønt barnets og moderens blod holdes adskilt af dette organ — både fører affaldsstoffer bort og giver ilt og næring. Eftersom det ufødte barns lunger ikke er i funktion, kan blodet ikke holdes adskilt, men må flyde sammen. Hvordan sker dette? Det ufødte barns kredsløb har to „smutveje“. Der er et hul i hjertets skillevæg (septum). Dette hul tillader blodet i de to kamre at blive blandet. Der er også en forbindelseskanal eller et rør mellem de to hovedarterier der udgår fra hjertet. Men ved fødselen ville det betyde døden hvis hullet og det forbindende rør fortsat fungerede.

Hvordan dette ændrer sig, og hvordan det går til at ændringen sker på rette tid, er uforståelige mirakler for videnskabsmændene. Muskelflige omkring hullet i hjertet lukker sig øjeblikkelig ved fødselen. Med tiden vokser der nyt væv over hullet og lukker det for livstid. Forbindelseskanalen har en sej overflade af glatte muskler der trækker sig sammen ved fødselen og lukker kanalen, så blodet tvinges til at løbe til lungerne. Til sidst forsvinder den sammentrukne muskel. Ved de fleste fødsler sker disse storslåede ændringer uden uheld. I de sjældne tilfælde hvor disse ændringer ikke sker, kan et kirurgisk indgreb ofte rette fejlen.

Livets fortsatte beståen er sandelig et under. Og vidner det at livet har bestået indtil nu, ikke om at der findes en Livgiver? Bibelen kalder denne Livgiver for Gud. (1 Mos. 1:1) Viser den vidunderlige måde hvorpå han har sørget for livets beståen, ikke at han beskæftiger sig med og er interesseret i sit skaberværk? Forsikrer det os ikke om at han aldrig vil tillade mennesker at gøre jorden til en ubeboelig ørken? (Åb. 11:18) Er det ikke også fornuftigt at slutte at han må have en storslået hensigt med menneskeheden?

Hvor har vi dog mange grunde til oprigtigt at søge at få et ret forhold til ham og få del i denne hensigt!

[Diagram på side 6]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Damp afkøles, danner skyer

Skyer afkøles, giver nedbør

Usynlig vanddamp

Regn

Fordampning fra nedbør

Fordampning fra floder og søer

Fordampning fra jordbund og transpiration fra planter

Nedbør siver ned i jorden

Fordampning fra have

Grundvand løber ud i søer, floder og have

Ved solenergi fordamper vand, som er nødvendigt for alt liv på jorden, fra floder og søer og falder ned på jorden i lette dråber.

[Illustration på side 5]

200 millioner meteorer bombarderer atmosfæren hver dag; atmosfæren beskytter os mod dem

Ozonen filtrerer dødbringende stråler fra solen bort, men lader dem der giver lys passere

Luften har præcis den rette kombination af luftarter for at mennesker kan ånde

[Illustration på side 8]

Før fødselen har barnet et hul i hjertet — hvilket er livsnødvendigt. I det øjeblik barnet fødes lukker en muskelflig på mirakuløs vis hullet; dette er nødvendigt for at barnet kan leve uden for moderlivet.