Højesteret om blod

For nylig fremdrog advokat Bernhard J. Posner følgende højesteretssag i Jyllandsposten:

En dame blev indlagt på hospitalet med nyrebetændelse. Dagen efter fik hun blodtransfusion. To dage senere døde hun. En obduktion viste at dødsårsagen var blodforgiftning, idet transfusionsblodet havde været inficeret.

Damen og hendes mand havde tegnet en forsikring ifølge hvilken manden skulle have udbetalt 25.000 kroner såfremt hustruen kom af dage ved et ulykkestilfælde. Imidlertid ville forsikringsselskabet ikke anerkende at der her var tale om et ulykkestilfælde i policens betydning, og sagen kom helt til højesteret. Selskabets advokat fremførte blandt andet: „Transfusionen er ikke sket tilfældigt og uafhængig af afdødes vilje, idet hun frivilligt har fået foretaget transfusionen. Hertil kommer, at den skete indvirkning . . . er indgået som et led i en behandling, der kan medføre risiko.“ Højesteret gav forsikringsselskabet medhold den 15. januar 1963.

Damen og hendes mand handlede altså på eget ansvar og måtte selv tage følgerne. Hvem havde haft ansvaret hvis det var børn der havde fået blodtransfusion? Mon ikke forældrene? Burde det ikke være deres ret at bestemme om deres børn skal have blodtransfusion?

Overlæge om blod

Efter at have henvist til de formodninger man i dag har om at kræft kan fremkaldes af virus, siger lederen af Kræftregisteret, overlæge, dr. med. Johannes Clemmesen: „Der kan derfor være grund til en vis forsigtighed med, hvad der kan overføres fra det ene menneske til det andet ved blodtransfusioner, organtransplantationer, vævsvæsker, vacciner og lignende.“ Om blodtransfusioner siger han: „At overføre blod fra et menneske til et andet, må vel siges at være noget griseri. Og det vil næppe vare længe, før man kan erstatte dette blod med kunstige væsker.“ — Aarhuus Stiftstidende, 30. november 1971.

Når overlægen alligevel finder det berettiget at tage en vis risiko hvis der er tale om patienter i en livstruende situation, må man vel spørge om det ikke er patienten eller de nærmeste pårørende der skal afgøre det berettigede heri.