Andesbjergenes sørgmodige musik
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I ECUADOR
AD EN smal sti højt oppe på Andesbjergenes skråninger er en indiansk familie på vej hjem fra marked. Faderen, der går forrest, fører sin simple fløjte til læberne, og en sødmefyldt, sørgmodig melodi stiger op i den klare bjergluft. I byen Quitos myldrende gader, over hundrede kilometer derfra, vakler en beskeden cargador af sted under sin byrde, og fra et eller andet sted mellem folderne i hans poncho vælder tonerne af en lignende sørgmodig serenade ud fra en lille transistorradio.
Denne musik er typisk for Ecuadors sierra. Den kaldes ofte música nacional, og dens karakteristiske toner kan høres overalt på den ecuadorianske højslette, på utallige småcafeer, på byernes torve og pladser når der er fest, på markerne i høsttiden, i busser, på værksteder og i folks egne hjem. Selv om disse melankolske og lidt ensformige melodier måske ikke ligefrem er det man forstår ved „munter latinamerikansk musik“, så er der alligevel noget usædvanligt iørefaldende ved dem. De kan også fortælle tilhøreren meget om landet og dets indbyggere.
Den oprindelige folkemusik i denne del af Sydamerika har tilsyneladende ikke ændret sig ret meget i århundredernes løb. En af Ecuadors første historikere, Juan de Velasco, fortæller at da spanierne kom fandt de at indianerne spillede på panfløjter og pingullos (forskellige slags fløjter). Helt op til vor tid er musikken hos Andesbjergenes stammefolk kun blevet ganske let påvirket af fire hundrede års spansk indflydelse. Indianeren spiller stadig sine uskrevne melodier på sin rondador (panfløjte) og sin pingullo.
Af landets karakteristiske instrumenter har især rondador’en vakt interesse. Den ecuadorianske rondador laves ved at man tager fra otte til tredive — eller endnu flere — hule rør i forskellig længde og med en diameter på godt en centimeter, og binder dem sammen i en række. Den der laver en sådan rondador ordner rørene „efter gehør“ sådan at tonerne danner par. På musikkens fagsprog ville man sige at intervallet mellem tonerne i hvert par er en lille terts, det vil sige halvandet tonetrin. Kun i de meget små rondadores er rørene ordnet sådan at de danner en almindelig skala. De smukke rondador-melodier fremkommer når man blæser hen over toppen af rørene og bevæger instrumentet frem og tilbage ligesom en mundharmonika.
Rondador’en har især vakt interesse fordi man har fundet instrumenter magen til i ruinerne af gamle kinesiske og burmesiske beboelser og på mange øer over hele Stillehavet. Disse musikinstrumenters slående lighed har nogle tolket som et bevis på at der på et tidligt tidspunkt har været kontakt mellem kulturerne i det fjerne østen og Sydamerika.
Mange giver udtryk for, når de hører musik fra Ecuadors sierra for første gang, at det minder dem om orientalsk musik. Andre siger at det leder tanken hen på de gamle skotske ballader. Og deres ører bedrager dem ikke. Musikken fra Andesbjergene er baseret på den pentatone eller femtonige skala, og det samme gælder netop musikken fra det gamle Kina, Skotland og andre lande.
Den pentatone skala består af en række på fem toner uden halvtonetrin. Skalaen går ud fra en grundtone, for eksempel F. Man benytter de første fire rene kvinter over F: C, G, D og A. (En kvint er et interval på fem toner; således er den femte tone over F et C, den femte over C er et G, og så videre.) De fem toner ordnes således at de danner en opadstigende durskala: F-G-A-C-D. I den ecuadorianske folkemusik er det især brugen af den pentatone skala i mol — i dette tilfælde tonerne D-F-G-A-C — der giver musikken det bedrøvede, monotone præg.
Omgivelsernes indvirkning
Uanset hvor de ecuadorianske indianere og deres kultur oprindelig er kommet fra, så må deres musik være begyndt at blive præget af stemningen i det nye hjemland mellem bjergene i Andeskæden. De snedækte vulkaners frygtindgydende skønhed, den tynde luft, de kolde vinde, og fremfor alt ensomheden i bjergene — disse omgivelser ser ud til at have sat deres præg på indianernes væremåde og deres musik.
Den tydelige forskel der er mellem folkemusikken fra sierraen og folkemusikken fra Ecuadors andet typiske landskab, den tropiske kyst, ser ud til at støtte denne teori. Kystegnenes muntre og fribårne folk foretrækker næsten altid livlig og rytmisk musik. De afskyr som regel de klagende melodier som deres fåmælte landsmænd fra sierraen holder så meget af. Det er også karakteristisk at kystlandets folkemusik for det meste er holdt i dur, mens sierra-indianeren i over 90 af 100 tilfælde har valgt at udtrykke sig i de mørke, sørgmodige mol-tonearter.
I betragtning af hvor meget indianerne er blevet undertrykt i flere hundrede år, mener nogle at deres tilsyneladende så triste musik er et udtryk for deres triste lod i livet. Andre mener derimod at det sørgmodige præg ikke så meget er et forsøg på en social protest, men at det snarere skyldes omgivelsernes påvirkning, instrumenternes begrænsninger og selve musikkens struktur.
I hvert fald anser indianeren ikke selv sin musik for at være specielt sørgelig. Han spiller som han gør fordi det passer ham sådan, og fordi det er sådan det er blevet gjort i umindelige tider.