Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g71 22/2 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1971
  • Underoverskrifter
  • Indendørs luftforurening
  • Svangerskab og diæt
  • Planter dræbt af beatmusik
  • Håb, men . . .
  • Kirker yder støtte til guerillakrig
  • Undervisning ved hjælp af TV
  • Forbrydelser — godt stof
  • Fredsforskning
  • Politimord
  • Personlighedsændring
  • Nigeriansk embedsmand angriber kirke
  • Hjertesygdomme og sukker
  • Nye bøger
  • En dyreart uddør hvert 3. år
Vågn op! – 1971
g71 22/2 s. 22-23

Vi betragter verden

Indendørs luftforurening

● I Berlingske Tidende for 14. november 1970 kunne man læse en artikel af den danske læge Abraham Rosenberg, hvori han hævdede at den tobaksos man udsættes for i hjemmet, i rygekupeer og i mødelokaler repræsenterer en større og farligere giftkoncentration end den man udsættes for i verdens måske mest luftforurenede by, Los Angeles. Vi citerer i uddrag: „En cigaret afgiver via bistrømmen ca. 3 mg nikotin, som blander sig med stueluften, og rygning af ganske få cigaretter i en dagligstue giver en luftforurening med nikotin på over 0,5 mg/m3 og med kulilte på flere hundrede ppm [tusindedele promille], hvilke talstørrelser indebærer en risiko for forgiftning også for ikke-rygere, der opholder sig i sådanne rum. I jernbanekupeer, på hoteller og i mødelokaler er forholdene endnu mere grelle, her er målt nikotinkoncentrationer på 3,0-5,2 mg/m3 luft, og ved at opholde sig i en sådan røgmættet atmosfære får ikke-rygeren en ’cigaretækvivalent’ pr. time.“ Sådanne steder skal man åbenbart være forsigtig med at opholde sig.

Svangerskab og diæt

● Hvis en kvinde går på diæt for at holde sin vægtforøgelse under et svangerskab nede på kun fem til syv kilo, kan hun komme til at skade det barn hun venter. Dette synspunkt er fremkommet fra et særligt udvalg nedsat af De forenede Staters Nationale Forskningsråd. Dette udvalg anbefaler en gennemsnitlig vægtforøgelse på tolv kilo af hensyn til barnet. Dr. Robert E. Shank, en af lægerne i udvalget, har bemærket: „Det er ikke berettiget at man prøver at begrænse gravide kvinders normale vægtforøgelse, sådan som det for øjeblikket er praksis i USA. Programmer til nedskæring af vægten og kraftige kaloriebegrænsninger bør undgås under svangerskabet, endog af overvægtige kvinder, på grund af muligheden for ugunstige virkninger på fosterets vægt og neurologiske udvikling.“ Denne praksis er især skadelig hvis den vordende moder er undervægtig eller hvis hun er teenager og derfor selv stadig i vækst.

Planter dræbt af beatmusik

● Ved en række omhyggeligt kontrollerede forsøg på Temple Buell College i Denver, USA, har man iagttaget at planter der gennem længere tid blev udsat for beatmusik lænede sig væk fra højttaleren, faldt sammen og døde. I et forsøg som varede i en måned spillede man lettere klassisk musik gennem en højttaler mod én gruppe planter, og beatmusik gennem en anden højttaler mod en anden gruppe planter. Lydstyrken og vækstbetingelserne var ens. Den eneste forskel var arten af musik. De planter der blev udsat for lettere klassisk musik lænede sig hen imod højttaleren og trivedes glimrende. De der blev udsat for beatmusik lænede sig bort fra højttaleren og gik ud. Hvis beatmusikken har denne virkning på planter, hvordan virker den så på mennesker?

Håb, men . . .

● FNs levnedsmiddel- og landbrugsorganisation, FAO, oplyser at forudsat at befolknings- og beskæftigelsesproblemerne løses, indgiver den moderne teknologi — især „den grønne revolution“, der er baseret på nye kornsorter med højt udbytte — håb om tilstrækkelig levnedsmiddeltilførsel fremover. Imidlertid må man se i øjnene at social og økonomisk uretfærdighed er skyld i at frugterne af disse fremskridt i øjeblikket først og fremmest høstes af et privilegeret fåtal i stedet for et nødlidende flertal.

Kirker yder støtte til guerillakrig

● Den 3. september 1970 bekendtgjorde Kirkernes Verdensråd at det skænkede 200.000 dollars til grupper der bekæmper racisme, deriblandt guerillagrupper i Afrika. Fire af disse grupper bekriger portugiserne i Angola. Kan man med rette sige at en sådan organisation repræsenterer ’Fredsfyrsten’?

Undervisning ved hjælp af TV

● I den nordøstlige del af Brasilien modtager 80.000 mennesker undervisning ved hjælp af fjernsyn. Der er oprettet næsten et tusind centre hvor man over fjernsyn kan få undervisning på realskole-plan. Der sendes et program på fyrre minutter fem dage om ugen. Undervisningen gives især til gavn for folk der ikke har gjort deres skolegang rigtig færdig. I det pågældende område er der, af hver tusind elever der når frem til realskoleuddannelse, kun én som gør skolegangen færdig og tager eksamen.

Forbrydelser — godt stof

● I Berlingske Tidende for den 20. november 1970 kunne man læse følgende: „Det har vakt opmærksomhed i USA, at hovedmanden i massakren på indbyggerne i den sydvietnamesiske by My Lai, løjtnant William Calley, har solgt sin beretning om massakren til offentliggørelse for 1,1 million kroner. William Calley indgår derved i den række af navnlig amerikanske og engelske forbrydere, som har tjent formuer på beskrivelser af deres gerninger. I Danmark er genren heller ikke helt ukendt. For nogle år siden kunne vi glæde os over en film over den falske markis de Sades levned.“ Rent bortset fra de retslige problemer ved dette fænomen, rejser spørgsmålet sig også hvad der er i vejen med et samfund som ikke alene fostrer forbrydere og voldsmænd men også er villigt til at betale dem for at få deres ugerninger serveret som underholdning? Er det ikke et vidnesbyrd om et moralsk sammenbrud?

Fredsforskning

● Det er frygten for den totale krig der har animeret til fredsforskning. Den første verdenskrig gjorde det klart at krig ikke mere var noget der alene førtes mellem væbnede styrker, men havde udviklet sig til at være „total“, det vil sige til at omfatte en nations hele befolkning. Den anden verdenskrig føjede en ny dimension til ved indførelse af kernevåben, og den totale krig har nu nået det endelige stade — udslettelseskrigen. Den nyeste årbog fra Det internationale Fredsforskningsinstitut i Stockholm oplyser at der siden 1945 har været 100 krige i verden, spændende fra regulære krige til væbnede opstande, borgerkrige og statskup. Verden bruger i dag 40 procent mere til militærudgifter end til uddannelse, og tre gange så meget til militær som til bekæmpelse af sygdom. Siden 1948 har den gennemsnitlige stigning i rustningsudgifterne i verden ligget på seks procent om året. Rustningsudgifterne i u-landene er siden 1960 steget med cirka 7,5 procent om året. I 1957 havde ingen u-lande langtrækkende raketter. Det har 19 af disse nationer i dag. Der kan således nok være behov for fredsforskning.

Politimord

● I De forenede Stater udsættes politibetjente for overfald i et omfang som aldrig før. I 1969 blev 86 dræbt under udførelsen af deres tjeneste, hvilket er det hidtil højeste antal. I de første tre fjerdedele af 1970 blev dobbelt så mange betjente dræbt ved uprovokerede overfald som i hele 1969 og fire gange så mange som i 1968. Flere og flere dræbes af snigskytter og ved bombeattentater.

Personlighedsændring

● Ifølge en meddelelse fra United Press International for 18. august 1970 har Philip Blaibergs datter udtalt at hendes fader havde undergået en fuldstændig personlighedsændring efter en hjertetransplantation. Blaiberg var en af de første der fik et transplanteret hjerte. Hans datter bemærker: „Jeg ved ikke om det var medikamenterne eller selve transplantationen, men han blev et andet menneske.“

Nigeriansk embedsmand angriber kirke

● Nigerias forbundskommissær for økonomiske anliggender, Obafemi Awolowo, har vakt stor opmærksomhed ved at rette skarpe angreb mod den stedlige metodistkirke. Som refereret i Nigerias Sunday Times har han udtalt at kirken er blevet „et moderne modstykke til det tempel som Jesus så i Jerusalem og som han sammenlignede med en røverkule“. Ved en konference hvor han talte direkte til kirkeledere, sagde han til forsamlingen: „Penge eller mammon har fået højsæde i kirken.“ Han erklærede at hykleriet var udbredt, at de fattige blev totalt overset og at kun de rige og fremtrædende i samfundet betød noget i kirken. Han sagde til de gejstlige at de „kappes med hinanden, til tider med en hensynsløshed uden lige, om at blive forfremmet“.

Hjertesygdomme og sukker

● Ifølge dr. Harding LeRiche fra universitetet i Toronto er der meget der tyder på at sukker er en medvirkende faktor til hjertesygdomme. Han gør opmærksom på at canadiere spiser 45 kilo sukker pro persona om året, hvilket er ti gange så meget som folk spiste for 160 år siden. Han tror at dette er en medvirkende faktor til stigningen i antallet af hjertetilfælde i Nordamerika. Han siger at sukker er medvirkende til sukkersyge, og at der er „vidnesbyrd om en vis sammenhæng på de tidlige stadier mellem hjertesygdom og sukkersyge“.

Nye bøger

● I UNESCOs statistiske årbog oplyses det at der i 1968 blev publiceret 487.000 bogtitler i hele verden. Dette er en stigning på 70 procent i løbet af tretten år.

En dyreart uddør hvert 3. år

● I november sidste år samledes 600 delegerede fra 29 lande til den anden internationale fredningskongres i London. Blandt deltagerne var så kendte navne som Neil Armstrong, Thor Heyerdahl og Jacques Piccard. Det oplystes på kongressen at siden dronten — en duefugl på størrelse med en svane, men ude af stand til at flyve — uddøde på Mauritius i 1680, er mindst 85 andre fuglearter og 39 pattedyrarter forsvundet; i alt 124 arter på mindre end tre århundreder. Nu går det imidlertid hurtigere; ifølge Verdens-Fredningsfonden uddør jordens pattedyr og fugle med en hastighed af en art hvert andet eller tredje år. Tre hundrede nulevende arter eller slægter står på farelisten, deriblandt tigeren, næsehornet, mange hvalarter, trompettranen, isbjørnen og kæmpepandaen.

    Danske publikationer (1950-2026)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2026 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del