Rumskibet Jorden er i nød

„DET hele kører som det skal!“ Det var beroligende for de tre astronauter i Apollo 13 at høre disse ord, mens rumskibet stod parat til at begive sig ud på sin rejse til månen og retur. Rumfærdens succes afhang af fartøjets indviklede og livsvigtige forsyningssystemer; de måtte fungere med stor præcision under hele den lange rejse på over en halv million kilometer. Forsyningerne af ilt, vand og elektricitet skulle bruges med skønsomhed. Hvis et af anlæggene gav sig til at drille, kunne det sætte andre anlæg ud af spillet og bringe de tre mænds liv i fare.

Og det var virkelig nær gået galt. Men ved at bevare kontakten med rumfartscenteret på jorden og ved at holde sig nøje til ledelsens instruktioner, lykkedes det at få rumskibet og dets mandskab bragt sikkert tilbage til jorden.

Den jord vi bor på er i virkeligheden et kæmpemæssigt rumskib — og det er i nød, for jordens fysiske omgivelser er ved at blive bragt ud af ligevægt. Men sådan har det ikke altid været. Dengang Skaberen satte de fuldkomne mennesker som „passagerer“ på jorden, var alle de livsvigtige kredsløb og systemer parate, og de fungerede i fuldstændig harmoni. Det var alt sammen fuldkomment afbalanceret. Gud fremkom med den betryggende udtalelse: ’Det er såre godt.’ — 1 Mos. 1:31.

Til gavn for disse første mennesker der beboede jorden gav Gud visse anvisninger. Ved at være lydige mod disse ville de altid være i sikkerhed, og det indbefattede at de skulle „herske over . . . jorden“ og „dyrke og vogte den“; det vil sige at de skulle have omsorg for deres omgivelser og bevare dem. — 1 Mos. 1:26; 2:15.

Alle jordens livsvigtige kredsløb blev bygget til at virke under menneskets kærlige opsyn. Hele kloden skulle blive et skønhedens paradis til evig glæde for den fuldkomne menneskehed. Ulydighed mod Skaberen var det eneste der kunne bringe mennesket og dets omgivelser ud af balance.

Det første menneske blev ulydigt mod Skaberen og begyndte at lade sin egen visdom råde. Dermed begyndte den kæde af begivenheder der har ført os frem til de sidste år af denne tingenes ordning og har medført en sådan besudling af vore omgivelser at alt levende på jorden nu er truet.

Bekymring for vore omgivelser

Forskerne er klar over at de systemer i naturen der muliggør liv på jorden, består af mange forskellige funktioner der griber ind i hinanden. Den videnskab der beskæftiger sig med at undersøge dette, kaldes „økologi“. Det er denne gren af den biologiske videnskab der beskæftiger sig med forholdet mellem levende organismer indbyrdes og mellem disse og deres omgivelser, eller deres miljø, som det nu ofte kaldes. Forskere der studerer disse forhold kaldes „økologer“.

Økologerne beklager at der i dag er så lidt forståelse for i hvor høj grad vort liv afhænger af at ligevægten i jordens miljø bliver bevaret. De er klar over at hvis miljøet bliver bragt ud af ligevægt på et enkelt område, vil dette få indflydelse på andre områder, til skade for mennesket og andre levende skabninger.

Derfor udtrykkes der også fra samfundsstigens højeste top bekymring for vore omgivelser. For eksempel sagde præsident Nixon i begyndelsen af 1970 i sin redegørelse for unionens tilstand: „Halvfjerdsernes store spørgsmål er: Skal vi opgive vore omgivelser, eller skal vi slutte fred med naturen og begynde at bøde på de skader vi har tilføjet luften, jorden og vandet?“

Ikke desto mindre er der mange velinformerede videnskabsmænd der mener at det snart eller allerede er for sent at standse den hurtige udvikling der vil føre til at rumskibet Jorden bliver slået til vrag, miljømæssigt set.

Atmosfæren er i fare

Vi kan ikke leve uden luft. Uforurenet luft består af 78 procent kvælstof og 21 procent ilt, og den sidste procent er delt mellem argon, vanddamp og kultveilte. For at balancen kan blive vedligeholdt skal disse luftarter benyttes og fornys af planter, jord, dyr og mennesker.

Kvælstofkredsløbet er et enestående eksempel på det imponerende samspil der er mellem luft, jord, planter, dyr og mennesker. Alle planter og de fleste dyr har brug for kvælstof som næring, men kan ikke optage stoffet direkte. I jorden findes der imidlertid bakterier som binder luftens kvælstof og ganske effektivt omdanner det til planteføde. Planterne er derefter egnet til føde for dyr og mennesker. Når disse dør er der andre bakterier der træder til for at nedbryde de døde væv. Derved dannes der ammoniak.

De sidste led i kredsløbet klares af to forskellige bakteriegrupper. Den første omdanner ammoniakken til nitrater, og den anden frigør kvælstof, som derefter indgår i den atmosfæriske luft. Den måde hvorpå planter optager kultveilte gennem bladene og udskiller ilt, er et andet eksempel på det livsvigtige samspil mellem plantelivet og luften. Hvis vi ikke griber ind i disse fint afbalancerede systemer, kan vi være sikre på at der altid vil være ren og sund luft til os.

Det luftlag der omgiver os er ikke blevet behandlet godt — mennesket har benyttet det som losseplads. Lige siden den såkaldte industrialder begyndte har man slynget hundreder af millioner af tons forurenende stoffer ud i luften, i den tro at luftens strømninger ville føre dem ud i det endeløse rum. Man har slet ikke tænkt på hvad morgendagen kunne bringe, men en dag vil man blive indhentet af følgerne. Det er blevet sagt at vi alle før eller senere må bide i konsekvensernes sure æble.

Det ser ud til at det allerede er nu menneskeheden må bide i dette „æble“. Bladet Time skrev den 2. februar 1970: „Det de fleste amerikanere i dag indånder er — snarere end luft — snavs, altomgivende snavs.“ Bladet Toronto Star Weekly for den 11. april 1970 kaldte det „den udpinte luft“. Det siges at den værste del af forureningen kommer fra biler; derfra stammer 60 procent af al luftforurening i de nordamerikanske byer. Men et enkelt jetfly udspyr forurenende stoffer der svarer til hvad der kommer fra tusind biler! Fra industrien i De forenede Stater vælter 156 millioner tons røg og giftige luftarter ud i luften hvert år. Da man for nylig målte New York-luftens „altomgivende snavs“, viste det sig at hver af byens indbyggere daglig indånder lige så meget giftig luft som hvis de røg 38 cigaretter om dagen!

En førende meteorolog, Morris Neiburger, påpegede i 1968 hvor kritisk situationen er:

„Når forureningsmængden . . . forøges, er det klart at man vil nå et punkt hvor atmosfærens rensningsprocesser ikke længere er tilstrækkelige til at rense luften før den når frem til eller vender tilbage til de steder hvor den bliver yderligere forurenet. . . . Efterhånden som tiden går vil forureningsmængden over hele jorden dermed forøges. Til sidst vil koncentrationen af giftige stoffer nå og overskride livsfaregrænsen, og livet på jorden vil ophøre.“

De meget store beboelseskvarterer der skyder op og de større og større motorveje der bliver anlagt for at klare det stigende trafikpres, griber på farlig måde ind i balancen mellem planterne, luften og jorden. Man anslår at der hvert år i De forenede Stater føjes over 4000 kvadratkilometer jord til de cirka 250.000 kvadratkilometer der allerede er inddraget til vejanlæg eller beboelse. Nu har man bemærket at ilt- og kvælstofkredsløbene ikke fungerer helt som de skal. Atmosfæren er ved at blive overfyldt med giftige luftarter som kulilte, kultveilte og kvælstofilter (som kan føre til betændelse og irritation af øjnene). Insektmidler har anrettet skader på muldjordens vigtige bestand af bakterier og insekter der har stor betydning for planterne, og samtidig har de bidraget til den almindelige luftforurening.

Derfor kunne bladet Life for den 3. januar 1970 skrive: „Videnskaben har eksperimentelt og teoretisk bevismateriale der er tilstrækkeligt til at støtte . . . sådanne forudsigelser“ som disse: „Om ti år vil byboerne blive nødt til at gå med gasmaske for at overleve luftforureningen,“ og: „En forøget mængde kultveilte i atmosfæren vil ændre temperaturen på jorden og medføre enorme oversvømmelser eller en ny istid.“

Mener De ikke at det klogeste menneskeheden kan gøre er at skåne og spare på de hastigt svindende ressourcer, ligesom astronauterne gjorde da en del af rumskibets livsvigtige anlæg svigtede?

Er vandforsyningen sikret?

Dertil vil mange svare ja, og pege på at 71 procent af jordens overflade i øjeblikket er dækket af vand. Men i virkeligheden er mindre end én procent af de cirka 1350 millioner kubikkilometer vand der findes på kloden, egnet til brug for mennesker. Og hvad nu hvis denne ene procent bliver forurenet? Vi må huske at vi heller ikke kan leve uden vand. Vi har ikke lyst til at blive som den skibbrudne sømand på en tømmerflåde, der sagde: „Der er vand alle vegne, men ikke en dråbe at drikke!“ Beklageligvis befinder mennesket sig næsten i denne situation i dag, hvor vi ser vore ressourcer af rent vand svinde ind.

Men hvorfor er det sådan? Fordi floder og åer er blevet brugt som kloakker for affaldsstoffer fra beboelser og industrier. Indtil for nylig har søer og åer været i stand til at rense sig selv. Men når man én gang har belastet naturens selvrensningssystem mere end det kan tåle hvis det skal bevare den rette balance, da vil disse vandløb ikke kunne give os det livsvigtige vand.

Eriesøen, der ligger på grænsen mellem Canada og De forenede Stater, er et iøjnefaldende eksempel på hvad der sker når vandet bliver overbebyrdet med forurenende stoffer. Denne sø der engang var meget smuk, er blevet så forplumret af affaldsstoffer fra beboelser og industrier samt af kemiske fosfater og nitrater, at økologerne nu siger at den er „ved at dø“. Når vaskemidlernes fosfater har gjort husmoderens storvask blændende hvid, ender de i søen og resulterer (ligesom nitraterne i kunstgødning) i en kolossal overproduktion af alger. Når de grønne, slimede alger dør og går i forrådnelse, bruger de så meget ilt at bakteriefunktioner som engang kunne rense søen for organiske affaldsstoffer, ikke mere virker. Dette gælder også i floder og åer.

Man skulle tro at verdenshavene var så store at forureningsproblemet ikke kunne spille nogen rolle. Men sådan er det ikke. Den 19. februar 1970 advarede senator Gaylord Nelson i De forenede Stater om at der er fare for at ske en katastrofe med verdenshavene. Han sagde: „Som klodens andre kredsløb er havet et skrøbeligt miljø. . . . Hvis man ødelægger havets økologiske kredsløb er der stor fare for at man samtidig bringer alle naturens andre kredsløb så alvorligt ud af ligevægt at kloden ikke længere kan give næring til nogen form for liv. . . . Vi er allerede på vej til drastisk og varigt at ødelægge havene og vore andre omgivelser.“

Dette bekræftes af andre som har undersøgt sagen; de advarer om at verdenshavenes hele økologi om fem år kan være alvorligt ændret. De forudser at muligheden for at hente føde fra havet vil indskrænkes. Allerede nu berøres alle fisk og andre dyr i havet, de antarktiske pingviner indbefattet, af forureningen! Er der en særlig grund til det?

Undersøgelser har for nylig vist at insektdræberen DDT, der af havstrømmene føres ud til hver en afkrog af jorden, bærer en stor del af skylden for denne overhængende økologiske katastrofe. DDT hæmmer fotosyntesen, den proces hvormed grønne planter omdanner solenergien til brug for levende skabninger. Alt plante- og dyreliv i havet er afhængigt af denne proces.

Særlig farligt er det at myriader af bitte små vandplanter kaldet kiselalger eller diatomeer, nu også trues. De lever nær ved havoverfladen og producerer en stor del af jordatmosfærens ilt. Uden den livsvigtige ilt ville alle jordens skabninger befinde sig i samme situation som astronauterne ville have været i hvis deres iltforsyning havde svigtet totalt!

Når vi dertil føjer alle de andre giftstoffer der konstant flyder ud i havet fra forurenede floder, og den million tons råolie der hældes ud i havet hvert år, bliver resultatet af hele regnestykket uundgåeligt dette: rumskibet Jorden er i stor nød!

Hvad kan der gøres?

I et forsinket forsøg på at redde jorden er dette rumskibs „passagerer“ blevet oplyst om krisen gennem forskellige nyhedsmedier. Der er blevet vedtaget love for at begrænse forureningen. Og der er sket nogen forbedring. Themsen i England, der engang var „en af de mest snavsede floder i verden“, havde efterhånden tilladt omtrent tres forskellige fiskearter at leve der. Men ak! Under renovationsarbejdernes strejke for nylig steg forureningen igen.

Situationen kunne forbedres hvis folk havde omsorg for deres omgivelser. Hvad kan man selv gøre? Der er ikke noget i vejen for at landmænd og haveejere kan bruge kompost eller anden organisk gødning, eller benytte sig af vekseldrift, når de søger at forbedre jordens beskaffenhed. Og måske behøver man slet ikke at bruge sin bil så meget som man gør; man kunne for eksempel gå når man skulle på indkøb. I husholdningen kan man undgå at der går for meget vand til spilde. Og måske kan husmødre bruge de gode gammeldags sæbespåner i stedet for sulfoprodukter, der forurener vandet.

Selv om Bibelen viser at den almægtige Gud vil ordne forholdene på jorden ved hjælp af sit rige, behøver gudfrygtige mennesker i dag ikke at gøre ligesom de der ’fordærver deres vej på jorden’. (1 Mos. 6:12) Gør hvad De kan, både De selv og Deres familie, for at undgå at bidrage til miljøforureningen på jorden. Når tiden så er inde vil Skaberen ved hjælp af sit rige dirigere forholdene således at alle jordens livsvigtige kredsløb atter kommer i fuldkommen ligevægt. Da vil alt igen være „såre godt“.