En læges syn på svangerskabsafbrydelse

JEG har set en hel del i løbet af de over tredive år jeg har arbejdet som læge og kirurg. Men jeg var ikke helt forberedt på det syn der mødte mig om morgenen den 11. august 1970. Det var på et hospital i Brooklyn, den første dag efter at det var blevet tilladt læger i staten New York at udføre svangerskabsafbrydelse på alle kvinder som ønskede det.

Da jeg nærmede mig operationsafdelingen for at udføre dagens operationer, lagde jeg først mærke til at der stod en lang række bårer i korridoren uden for operationsstuerne. På hver båre lå en ung kvindelig patient i en døs af beroligende midler, ventende på at det skulle blive hendes tur til at få afbrudt et svangerskab. Inde i selve operationsafdelingen, der består af tre operationsstuer, så man straks at alle — både læger, sygeplejersker, narkoselæger, portører og de forskellige medhjælpere — var udsat for et stort arbejdspres på grund af de mange svangerskabsafbrydelser. Hvert kvarter blev en af disse operationer udført.

Hvordan hospitalspersonalet reagerede

Da jeg så på dagens operationsplan bemærkede jeg at det tilfælde jeg skulle tage mig af, var den eneste „regulære“ operation der skulle foretages hele dagen. De øvrige fireogtyve var alle svangerskabsafbrydelser. Det var tydeligt at personalet ikke var glad for situationen. Da jeg nævnte at jeg åbenbart var den eneste der skulle udføre en virkelig operation den dag, gik en af narkoselægerne, en læge som jeg overhovedet ikke kendte, tværs gennem operationsstuen, greb min hånd og trykkede den fast, og gik uden at sige et ord. Jeg tog det som en tilkendegivelse af at han fandt situationen lige så modbydelig som jeg gjorde.

Under operationen blev der talt en del om spørgsmålet svangerskabsafbrydelse. Flere af sygeplejerskerne og sygemedhjælperne fortalte at de syntes det var så frastødende at arbejde under disse forhold at de tænkte på at søge andet arbejde uden for operationsafdelingen. Nogle talte endda om at holde helt op som sygeplejersker.

Da staten New Yorks lov tillader afbrydelse af svangerskaber der har varet helt op til fireogtyve uger, skulle adskillige af dagens over tyve indgreb foretages på kvinder hvis svangerskab tydeligvis var langt fremskredent. I sådanne tilfælde er en svangerskabsafbrydelse ikke så enkel en sag som den normalt er hvis fosteret kun er fire til seks uger gammelt. For at afbryde et fireogtyve uger gammelt svangerskab er det næsten altid nødvendigt at foretage hysterotomi, hvilket vil sige at man må skære ind gennem underlivet, åbne livmoderen og fjerne fosteret på noget nær samme måde som ved et kejsersnit. En sygeplejerske der har assisteret ved en række af disse tilfælde har betroet mig at „barnet bliver fjernet og lagt ned i en spand, hvor det overlades til at dø“.

Et fireogtyve uger gammelt foster er tilstrækkelig udviklet til at man nemt kan se at det er et menneskebarn. Det er i stand til at bevæge sig og fremkomme med lyde, og det kan endda gøre små forsøg på at ånde selvstændigt. Det betragtes derfor som et potentielt levedygtigt individ.

En af portørerne fortalte at han havde nægtet at vaske gulvet på de operationsstuer hvor der blev foretaget svangerskabsafbrydelser, fordi det var imod hans samvittighed og hans syn på livets hellighed. Han fortalte at han engang da han vaskede gulv på en operationsstue havde fundet et ben fra et foster, og andre bekræftede at dette var rigtigt. Derefter besluttede han at han ikke mere ville arbejde de steder hvor der blev foretaget svangerskabsafbrydelser. Egentlig havde han i sinde at holde helt op med at arbejde på hospitalet og søge arbejde på en fabrik. Selv den kvindelige assistent for afdelingens leder ville forlade sin stilling og søge andet arbejde.

En ung lægekandidat fra Filippinerne der var under oplæring som kirurg og assisterede mig ved operationen, udtrykte sin skuffelse over at han ikke fik erfaring på alle felter. Det meste af tiden måtte han nemlig medvirke ved svangerskabsafbrydelser. Han var også nedslået over at amerikanske læger prøvede at retfærdiggøre det de foretog sig, ved at hævde at de modvirkede den såkaldte befolkningseksplosion. Lægernes indstilling er at hensigten helliger midlet, mente filippineren.

„Raske“ patienter

Efter operationen besøgte jeg min patient på opvågningsstuen. Omkring hende lå fem-seks sovende eks-mødre; når de vågnede ville de blive bragt fra operationsafdelingen til en af de andre hospitalsstuer, hvor de skulle blive i nogle få timer før de blev udskrevet. Da jeg forlod hospitalet kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til at modtagelseskontoret ikke så ud som det plejede; en lang kø af unge kvinder der ikke så ud til at fejle noget, ventede på at blive indlagt. Der stod også en lang kø foran ruden ved kassen, hvor man afregnede for de svangerskabsafbrydelser der var foretaget dagen før.

Uden for hospitalet så jeg mange unge piger komme og gå. Nogle af dem var sammen med en ældre kvinde der kunne se ud til at være deres moder. Jeg huskede at lægetidsskrifter (Medical World News, 21. august 1970) havde meldt at 5000 ansøgere ventede på at få foretaget en svangerskabsafbrydelse ved New Yorks kommunehospitaler, og ved nogle hospitaler var der seks til otte ugers ventetid.

Hvis er fejlen?

Da jeg kørte væk fra hospitalet var jeg temmelig rystet, for at sige det mildt. Spørgsmålene begyndte at trænge sig på. Hvem er skyld i dette? Hvad bliver det næste mennesket finder på for at prøve at rette sociale skævheder eller at bremse den stadige befolkningstilvækst?

Jeg tænkte på de læger som almindeligvis søger at dække sig ind ved at påstå at de hjælper kvinder der er kommet galt af sted. Men er dette deres virkelige motiv, eller det eneste motiv? Er de ikke også interesseret i at hjælpe sig selv, rent økonomisk? Der er ganske vist mange der har nægtet at være med. Men andre viser åbenlyst at de er ved at blive „specialister“ i at foretage noget man indtil for få uger siden kaldte kriminelt og umoralsk.

Jeg tænkte på de politikere der legaliserer sådan noget som svangerskabsafbrydelse. Men de er ikke alene om skylden, for i virkeligheden handler de kun efter deres vælgeres vilje og ønske.

Jeg tænkte også på kristenhedens kirker og deres præster. Skønt der ganske givet er andre der i høj grad er ansvarlige, er jeg dog ikke i tvivl om at præstestanden bærer den største del af ansvaret. Læger, skolelærere og lovgivere har hverken pligt til eller monopol på at lære folk moral eller indgive dem dyb respekt for livet. Den slags spørgsmål er af religiøs art, og i årevis har man ment at det var noget præsterne måtte tage sig af.

Hvor mange af de unge kvinder jeg så den dag skulle mon have et svangerskab afbrudt fordi deres præst ikke havde fortalt dem at de i deres egen bibel kunne læse at seksuelle forhold før ægteskabet skarpt fordømmes? Hvor mange af dem var mon gifte kvinder der stod sig godt med deres kirke men ved deres handlemåde viste at de var komplet ligeglade med deres ufødte børns liv?

Visse trossamfund har protesteret mod svangerskabsafbrydelser, men disse proklamationer mister helt deres kraft midt i dagens realiteter. De mennesker der udfører svangerskabsafbrydelserne, de der legaliserer dem, de der er fædre til de illegitime, ufødte børn, og de kvinder der får indgrebene foretaget, er næsten alle sammen opdraget i religiøse hjem, og en stor del af dem er velanskrevne medlemmer af de lokale kirker!

Jeg er overbevist om at det er kirkerne der har svigtet. Præsterne har som helhed været utilgiveligt forsømmelige som lærere, rådgivere og som støtter for god moral og kærlighed til livet. Jeg er slet ikke i tvivl om at kirkerne har forsømt at indprente en grundlæggende sandhed i folks sind og hjerte, nemlig den at livet hører til det mest værdifulde vi har! — Indsendt.