Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g70 8/4 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1970
  • Underoverskrifter
  • „Uro i folkekirken“
  • Chokerende moralske tilstande
  • Prostituerede i Vietnam
  • Det kommende tiår
  • Ny køderstatning
  • Homoseksuel gejstlig grundlægger kirke
  • „Kunstigt blod“
  • Jehovas vidne 11 år i fængsel
  • Kirke og tro
  • Den ny religion: videnskaben
  • Læbestift forbudt
  • Utilfredshed trods materielle fremskridt
  • Overproduktion af madvarer i en hungrende verden
  • Kulturrevolution i Albanien
  • Omkommer på grund af blyforgiftning
Vågn op! – 1970
g70 8/4 s. 22-23

Vi betragter verden

„Uro i folkekirken“

● Ugebladet NB! skrev den 2. januar: „Der er uro i folkekirken, Attila Szilas, kaldskapellan i Virum, ville flytte højmessen fra kirken ud på Virums bytorv. Bent Sørensen, sognepræst i Avedøre, vil af med den sorte middelalderuniform. Et voksende antal færdiguddannede teologer siger nej tak til præstekraven. Til et ledigt embede som lærer på et seminarium var 70 af ansøgerne præster, som ville ud af præstegårdene.“ Bladet gør opmærksom på at uroen ikke blot er et lokalt dansk fænomen. „Dette kirkeoprør er en verdensomspændende bevægelse.“

Chokerende moralske tilstande

● Pastor Bartholdy har kaldt Askov Højskole for et bordel, hvortil nogle kvindelige elever offentligt har svaret: „Vi får da ikke betaling for det.“ I et interview føjer valgmenighedspræst Enok Mortensen denne kommentar til: „Det er ingen hemmelighed, at der er en meget fri kønslig omgang på højskolen, og det har været en smule chokerende at erfare det, selv om jeg har været klar over, at udviklingen gik i retning af friere omgang mellem kønnene. . . . Da jeg var her sidst, var der i min klasse et ungt par, der skulle forloves, og som boede sammen, men jeg kunne ikke få mig til at sige til dem, at de ikke måtte gå i seng med hinanden. Jeg syntes ikke, at jeg havde ret til at afgøre det . . . Det er i hvert fald en anden moral end den, jeg er vokset op under, men jeg er åben over for den. . . . Som præst prøver jeg at forkynde evangeliet, og så må de, der hører det, selv prøve at finde moralske støttepunkter. Det er menneskers eget ansvar.“ Præsten kunne have mindet om Bibelens ord i Galaterbrevet 5:19, 21: „Kødets gerninger er åbenbare, såsom: utugt, urenhed, løsagtighed, . . . de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.“

Prostituerede i Vietnam

● Brigadechef David E. Thomas, den øverste lægeofficer i USAs hær i Vietnam, har foreslået at marketenderierne rundt om i Sydvietnam skal betjene de amerikanske tropper med prostituerede. Han siger: „Hvis militæret fik lov til at drive bordeller som en del af forplejningsordningen kunne vi bringe kønssygdommene ned på et meget, meget lavt tal, simpelt hen fordi vi da kunne føre tilsyn med virksomheden.“ Fordi Bibelens moralnormer ignoreres får rundt regnet 40.000 til 45.000 amerikanske soldater hvert år kønssygdomme i Vietnam.

Det kommende tiår

● Forholdene i verden er alt andet end gode. I en artikel om „Varsler for det ny tiår“ skriver James Restor i Berlingske Tidende for 31. december 1969: „Det ville være dumt at benægte kendsgerningerne. Verden er overbefolket, uciviliseret, splittet, korrupt og forvildet, ’uden tro, men med angst og skepsis’.“

Ny køderstatning

● Et nyt produkt der smager som skinke og et andet der smager som kylling, benyttes nu på forskellige restauranter og institutioner i De forenede Stater. Produktet er lavet af proteiner fra sojabønner. Det siges at det vil blive en ny hovedkilde til proteinholdig føde. Fem firmaer driver forskning i forbindelse med stoffet for at gøre det velsmagende og salgbart. Man „camouflerer“ det ved at lave det til en dej der presses ud gennem de små huller i en spindedyse, så resultatet bliver fine fibre uden farve, lugt og smag. Man kan derpå give stoffet en kødsmag der tiltaler menneskets gane. Konsistensen kan ændres så fødemidlet virker som skinke eller fiskefilet. Denne køderstatning kan uden besvær opbevares, og det siges at den ikke behøver nogen egentlig tilberedning, men kun opvarmning.

Homoseksuel gejstlig grundlægger kirke

● En homoseksuel præst har grundlagt en kirke i Hollywood i Californien, og menigheden består overvejende af homoseksuelle. Halvfjerds procent af menigheden er mandlige homoseksuelle og femten procent er kvindelige homoseksuelle. De øvrige femten procent er heteroseksuelle. Hvordan mon Gud ser på en sådan kirke? Om dem der begår homoseksuelle handlinger siger Bibelen i Romerbrevet 1:32: „De kender Guds retsordning, at de, der handler således, fortjener døden.“

„Kunstigt blod“

● På en lægekonference i Atlantic City i den amerikanske stat New Jersey er det blevet oplyst at man har foretaget heldige forsøg med en syntetisk form for blod. Dr. Leland C. Clark, jun., sagde: „Man kan opbevare det på dåse, og man kan have en ubegrænset forsyning. Der er ikke behov for forligelighedsprøver og ingen fare for at det medfører infektioner som hepatitis.“ Lægens kunstige blod består af 60 procent saltvand og 40 procent af en fluorforbindelse der kaldes FC-43. Det hævdes at FC-43 transporterer ilt og kultveilte på samme måde som naturligt blod. Foreløbig er det hele på forsøgsstadiet, og lægen regner ikke med at væsken er klar til brug i mennesker før om tre til fem år.

Jehovas vidne 11 år i fængsel

● Et offentliggjort Reuter-telegram oplyser at et af Jehovas vidner i Spanien har tilbragt næsten 11 år i fængsel fordi han har nægtet at gøre militærtjeneste. Han har nu sendt general Franco en appel om at blive fri for at blive indkaldt på ny. Denne mand, som nu er 32 år gammel, er blot et af 149 Jehovas vidner der i Spanien har fået langvarige fængselsstraffe fordi deres kristne samvittighed forbyder dem at bære våben.

Kirke og tro

● Dr. theol. Johannes Aagaard, der er docent i teologi ved Århus Universitet, siger: „Før i tiden meldte man sig ind i kirken, når man fik troen. I dag må man forlade kirken for at beholde troen.“

Den ny religion: videnskaben

● Under sit besøg i Canada har Englands prins Philip advarende påpeget at der kunne ske en „underminering af den naturlige verden“ hvis den „ny religion: videnskaben“ fortsat fik lov til at være i konflikt med troen på Gud. Han bemærkede at videnskaben i mange henseender har overtaget religionens rolle, idet den hævder at kunne besvare alle de spørgsmål menneskene har stillet. Prinsen gav således udtryk for nogle tanker som kun få har indset rigtigheden af — at videnskaben her i vores generation er blevet en gud for et voksende antal mennesker.

Læbestift forbudt

● Ifølge det nigerianske dagblad Sunday Times har de anglikanske kirker i Nigeria meddelt at kvinder med læbestift for fremtiden ikke kan deltage i altergang. Det er sket at mænd har drukket af kalke efter kvinder, uden at disse kalke har været tørret af. Uforvarende har mændene herved fået læbestiftaftryk på læberne med påfølgende ubehagelige spørgsmål fra deres koner. — Kristeligt Dagblad, 7. januar 1970.

Utilfredshed trods materielle fremskridt

● I slutningen af 1969 blev Den internationale Arbejdsorganisation (ILO) tildelt Nobelfredsprisen. I denne anledning sagde organisationens generaldirektør, David A. Morse, blandt andet: „I vor tid er der sket det, at vi dyrker teknologiske fremskridt, samtidig med at vi er rystede over den voksende fattigdom i verden; at vi er imponerede af videnskabens resultater, men føler os urolige over samfundets manglende evne til at fordele disse resultater retfærdigt, både i og mellem nationerne, til gavn for det jævne menneske; at vi er rystede og forfærdede over udgifterne til krigsmateriel og masseødelæggelsesvåben . . . Frygt og fortvivlelse over disse skræmmende misforhold udgør en voksende social og politisk fare for menneskeheden.“ Videre sagde han: „Til trods for materielle og sociale fremskridt føler menneskene sig stadig utilfredse, fordi de ikke har fundet formlen for opfyldelse af deres moralske og åndelige behov.“

Overproduktion af madvarer i en hungrende verden

● Samtidig med at to tredjedele af verdens befolkning sulter, har de rige lande store problemer fordi der produceres for mange madvarer, hedder det i en rapport fra FAO. Mad som ville være redningen for mange underernærede, bliver liggende som overskudslagre eller bliver simpelt hen ødelagt med fuldt overlæg. De fattige lande har ikke råd til at købe denne mad, og det hævdes at det ville skabe store problemer for verdenshandelen hvis man forærede dem den. Enkelte eksperter mener også at man må have visse reservelagre i tilfælde af krig eller dårlige år for landbruget. Det oplyses at både Canada og USA sidste år havde et hvedeoverskud på over 22 millioner tons, mens Frankrig, Vesttyskland og England havde et smøroverskud på henholdsvis 151.000, 104.000 og 75.000 tons. Ifølge eksperterne må både landbrugspolitikken og landenes officielle politik omlægges før man kan finde frem til nogen løsning.

Kulturrevolution i Albanien

● I Albanien blev der i årets begyndelse iværksat en landsomfattende kampagne der minder om den kinesiske kulturrevolution. Dens motto er „ideologisk og fysisk hærdning“, og det er for det meste ganske unge der har tilsluttet sig den. Arbejdere, kontorister, skoleelever og soldater graver nu kanaler til overrislingsanlæg, planter frugttræer og samler gødning. Ifølge en ny undervisningslov kan de unge først blive optaget på universitetet når de har tilbragt et år med „ideologisk og fysisk hærdning“ på en fabrik eller et landbrugskooperativ.

Omkommer på grund af blyforgiftning

● Blyhagl som ikke rammer, dræber alligevel hundredtusinder af vandfugle hvert år, fortalte Science News den 10. januar. Hagl fra skud som affyres i søer og marskområder bliver spist af fugle som tror det drejer sig om frø eller småsten. Blyet påvirker nervesystemet, og fuglene dør få uger efter. Det anslås at to-tre procent af Amerikas bestand af vandfugle dør af blyforgiftning hvert år.

    Danske publikationer (1950-2026)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2026 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del