Dommerne
2 Jehovas engel+ tog så op fra Gilgal+ til Bokim og sagde: “Jeg førte jer op fra Egypten og ind i det land som jeg havde sværget at give jeres forfædre.+ Jeg sagde også: ‘Jeg vil aldrig bryde min pagt med jer.+ 2 Til gengæld må I ikke indgå en pagt med dette lands indbyggere,+ og I skal rive deres altre ned.’+ Men I har ikke adlydt mig.*+ Hvorfor har I opført jer sådan? 3 Derfor sagde jeg også: ‘Jeg vil ikke drive dem bort foran jer,+ og de vil lede jer på afveje,+ og deres guder vil lokke jer væk.’”+
4 Da Jehovas engel sagde dette til alle israelitterne, begyndte folket at græde højt. 5 Derfor kaldte de stedet Bokim,* og der ofrede de til Jehova.
6 Da Josva sendte folket væk, tog hver israelit afsted til sit tildelte område* for at indtage landet.+ 7 Folket blev ved med at tjene Jehova så længe Josva levede, og så længe de ældste levede, de der levede længere end Josva, og som havde set alle de store gerninger Jehova havde gjort for Israel.+ 8 Så døde Jehovas tjener Josva, Nuns søn, 110 år gammel.+ 9 Man begravede ham i det område han havde fået som arv i Timnat-Heres,+ i Efraims bjergland, nord for Gaashbjerget.+ 10 Alle i den generation blev samlet til deres forfædre,* og efter dem kom en anden generation, som ikke kendte Jehova eller vidste hvad han havde gjort for Israel.
11 Israelitterne gjorde nu det der var ondt i Jehovas øjne, og tilbad* baalerne.+ 12 Sådan svigtede de Jehova, deres fædres Gud, der havde ført dem ud af Egypten.+ Og de fulgte andre guder, de guder som folkeslagene omkring dem tilbad,+ og de bøjede sig for dem og fremkaldte Jehovas vrede.+ 13 De svigtede Jehova og tilbad Baal og astarterne.*+ 14 Det fik Jehovas vrede til at flamme op mod Israel, og han overlod dem til røvere der plyndrede dem.+ Han overgav* dem til fjenderne omkring dem,+ og de kunne ikke længere klare sig mod deres fjender.+ 15 Uanset hvor de tog hen, var Jehova* imod dem og bragte ulykke over dem,+ sådan som Jehova havde sagt, og sådan som Jehova havde sværget over for dem,+ og de var i store vanskeligheder.+ 16 Så lod Jehova dommere fremstå der reddede dem fra røverne.+
17 Men de nægtede også at høre på dommerne og var utro med* andre guder og bøjede sig for dem. De forlod hurtigt den vej som deres forfædre havde fulgt. Deres forfædre havde adlydt Jehovas bud,+ men det gjorde de ikke. 18 Hver gang Jehova lod dommere fremstå for at lede dem,+ var Jehova med dommeren og reddede dem fra deres fjender så længe dommeren levede; for Jehova fik ondt af dem*+ når de jamrede på grund af dem der undertrykte+ og mishandlede dem.
19 Men når dommeren døde, opførte de sig igen langt værre end deres fædre ved at følge andre guder, tjene dem og bøje sig for dem.+ De holdt ikke op med deres handlinger og opgav ikke deres stædige opførsel. 20 Til sidst flammede Jehovas vrede op mod Israel,+ og han sagde: “Fordi denne nation har brudt min pagt+ som jeg befalede deres forfædre at holde, og de ikke har adlydt mig,+ 21 vil jeg ikke fordrive en eneste af de nationer som er tilbage efter Josvas død,+ foran dem. 22 Jeg vil nemlig se om Israel vil holde sig til Jehovas vej+ og vandre på den ligesom deres fædre gjorde.” 23 Jehova lod altså disse nationer blive boende. Han fordrev dem ikke med det samme, og han lod ikke Josva besejre dem.