1. del

Når man må lære at leve uden en af sine kære

DA LILLE Gregory kom til verden var hans moder ved at forlade den. Hun vidste at hun skulle dø. Den lægebehandling der måske kunne have forlænget hendes liv en kort tid, kunne have dræbt hendes ufødte barn. Det ønskede hun ikke skulle ske.

Anita Brown havde truffet sin beslutning. Hun nægtede at lade sig behandle og gjorde alt for at holde sig i live så længe at hun kunne føde sit barn. Fem timer efter fødselen, som fandt sted på et hospital i Californien, og efter at hun havde set sit barn og sagt farvel til sin mand og sin familie, døde hun. Nu måtte de efterladte leve videre uden hende.

Hvad kan man gøre?

Hvert år oplever millioner af mennesker den tragedie at miste en af deres kære i døden. Det kan være svært at overvinde det chok og den dybe sorg der ofte følger med.

Måske du selv, eller nogen du kender, har lidt et sådant tab. Hvad kan man da gøre for at lindre smerten og vende tilbage til en mere normal tilværelse?

Nogle har sagt at „tiden læger alle sår“, hvormed de mener at når blot man lader tiden gå, vil alt efterhånden vende tilbage til det normale. Men tiden i sig selv læger intet. Det er det man gør med sin tid der enten skader eller læger. Tiden efter et dødsfald kan enten bruges dårligt ved at man hengiver sig til selvmedlidenhed, eller den kan bruges forstandigt ved at man udvikler et tilfredsstillende livsmønster.

Der kan være forskellige problemer, men det væsentligste af dem er at man må lære at leve uden den man har elsket. De skridt man tager vil være afgørende for hvor stort arret bliver og hvor lang tid sorgen varer. Erfaringen viser at der er mangt og meget man rent praktisk kan gøre for at klare problemet.

Men der er også noget andet som kan være en meget stor hjælp til at lindre sorgen og som vil gøre det muligt for én at bevare en optimistisk indstilling til livet. Anita og hendes familie havde denne hjælp, og de læger og sygeplejersker der tilså hende, var forbløffede over den ro der prægede hende selv og hendes familie i nødens stund.

Men lad os først betragte nogle af de praktiske ting der har vist sig at være en hjælp til at overvinde tabet af en man holder af.

Genoptagelse af de daglige pligter

Et dødsfald i familien vil naturligvis betyde et afbræk i den daglige rutine. Nogle mener at det er godt med en lang sørgetid. Men det kan forlænge den tid det tager at overvinde sorgen, og gøre det vanskeligere at bekæmpe selvmedlidenheden.

Mange har derimod fundet det en hjælp at genoptage det daglige arbejde så hurtigt som muligt. Der var for eksempel et ægtepar der sammen havde en brødleveringsrute. Men så faldt manden ned fra et tag som han var i færd med at reparere, og blev dræbt. Hans kone siger:

„Delvis på grund af pengemangel måtte jeg hurtigt i gang med arbejdet igen. Inden der var gået to uger var jeg tilbage og leverede brød alene.

Men på en måde var det en velsignelse. Nødvendigheden er en god læremester. Jeg blev tvunget til igen at omgås andre, at lytte til deres problemer og at tænke på andre, i stedet for at sidde derhjemme og ruge over min egen triste situation.

Det at jeg så hurtigt måtte i gang med at arbejde igen, tvang mig til at klare de pligter som jeg vidste at jeg før eller senere alligevel måtte påtage mig.“

Livet må gå sin gang

Der kommer altså et tidspunkt hvor man må se realistisk på sin situation og erkende at livet atter må gå sin gang. Som en anden enke siger:

„Tiden kommer da man indser at man tænker for meget på det frygtelige tab man har lidt. Mange af mine tårer skyldtes selvmedlidenhed.

Jeg begyndte at forstå at jeg kun kunne holde op med at sørge hvis jeg tog en dag ad gangen. Jeg begyndte derfor bevidst at lægge planer, at tage på en rejse nu og da, og at få småting gjort som var blevet påbegyndt men ikke afsluttet.

En positiv tankegang kan være en hjælp til at overvinde smerten. Uden selvransagelse kan sorgen vare i årevis. Jeg har mødt enker der stadig græder hver dag efter fem år, og som derfor følelsesmæssigt og helbredsmæssigt stadig har store problemer.“

Dette minder os om en interessant beretning i Bibelen. Den handler om David, der var konge i fortidens Israel. Han sørgede over sin nyfødte søn der lå for døden. Mens barnet stadig levede sørgede han dybt. Men da drengen var død, genoptog David hurtigt sine pligter og fortsatte livet som før. Det overraskede hans tjenere. Da de udspurgte ham, sagde han: „Så længe barnet levede, fastede jeg og græd; thi jeg tænkte: Måske er [Jehova] mig nådig, så barnet bliver i live. Men hvorfor skulle jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen?“ — 2 Sam. 12:22, 23.

De efterladte kan ikke bringe de døde tilbage. Og den døde ville sandsynligvis ikke ønske at man holdt op med at leve et meningsfyldt liv. Forsøg derfor ikke at leve videre med en stærk tilknytning til et menneske der ikke længere er hos dig. Skab din egen tilværelse og lad livet gå sin gang, ligesom kong David gjorde.

Lev ikke i fortiden

Nogle der har oplevet et dødsfald i familien, har fundet det gavnligt at lade nogen tid gå før de gav visse ting bort eller gjorde store forandringer. Før eller siden må man dog tage stilling til om man skal skaffe sig af med den afdødes personlige ejendele. Måske finder man at det vil være den bedste løsning, men det kan også være at man får brug for nogle af tingene senere hen, for eksempel ens tidligere mands værktøj til brug ved reparationer i hjemmet.

Men hvad nu hvis de personlige ejendele er en stadig kilde til depression, fordi de minder en om det smertelige tab man har lidt? Hvis man gør alt for meget for at bevare alting som det var, eller forsøger at leve som om den afdøde stadig var der, vil det ikke hjælpe en til at overvinde sorgen. Det kan i stedet gøre hjemmet til et museum der rummer sørgelige minder.

Efter en vis sørgetid er det derfor bedst at finde ud af hvor mange ting der bør ændres for at opfylde de nye behov man har, så fortiden ikke griber forstyrrende ind i nutiden.

En ny ægtefælle

Den der har mistet en ægtefælle vil måske med tiden vælge at gifte sig igen. Men eftersom der ikke er to mennesker der er nøjagtig ens, vil ingen anden nøjagtigt kunne erstatte den afdøde. Det ville være meningsløst at prøve at finde en der kunne det. Men det nye ægteskab kan naturligvis blive fuldt ud så godt som det tidligere og være til stor glæde og tilfredshed.

I mange tilfælde vil en enke eller enkemand måske vælge ikke at gifte sig igen, eller i hvert fald at forblive ugift i længere tid. Den pågældende finder måske hurtigt ud af at det går bedre med at klare sig end han eller hun først troede. De ekstra pligter med børneopdragelse, madlavning eller andet som den anden før tog sig af, kan bringe skjulte evner for dagen. Selv børn opdager ofte at de, når de må tilpasse sig tabet af en fader eller moder, kan klare meget mere end de troede. De kan være til stor hjælp i forbindelse med varetagelsen af de huslige pligter og pasningen af de mindre børn i familien.

Selv om ens venner aldrig kan erstatte den man har mistet, kan de være til stor hjælp og trøst. De tilbyder måske at hjælpe med mange ting. Hvis det er nære venner kan man måske oven i købet bede dem om hjælp. Man bør naturligvis ikke gøre sig alt for afhængig af dem. Men en sand ven der vil lytte og ikke svigte ens fortrolighed, en ven der en tid vil bære nogle af ens byrder og som vil hjælpe en til at træffe forstandige beslutninger, er af stor værdi i nødens stund.

Alle disse praktiske ting kan lette ens tilbagevenden til en mere normal tilværelse når man har mistet en af sine kære. Men der findes endnu en form for hjælp som i høj grad kan styrke en. Det var den der hjalp Anita Brown og hendes familie til at klare det pres de stod over for og alligevel bevare et optimistisk syn på fremtiden.

[Tekstcitat på side 6]

Tiden i sig selv læger intet. Det er det man gør med sin tid der enten skader eller læger

[Tekstcitat på side 7]

Nogle mener at det er godt med en lang sørgetid. Men det kan forlænge den tid det tager at overvinde sorgen

2. del

Den forskel det gør at have et sikkert håb

’MAN måtte forbløffes. Hun var optimistisk og glad lige til det allersidste.’ Sådan blev der sagt om Anita Brown da hun døde af kræft efter at have født en dreng.

Dr. Ron Lapin, en af de læger på Esperanza-hospitalet der havde tilset hende, fortæller: „Dette skrøbelige menneske på 36 kilo har virkelig gjort indtryk på mig med sin tro og det Jehovas Vidner står for. Hun har været en sand humørspreder for hele hospitalsstaben.“

Hvor får man et sådant mod og en sådan optimisme fra når man er ved at dø? Hvordan havde dette at gøre med Anitas tro, som lægen hentydede til?

Anitas tro blev også kommenteret af en sygemedhjælper ved navn Cheryl Douglass. Hun sagde at det var meget værre for hende at komme sig efter chokket over Anitas død end det var for Anitas familie. Hvorfor? Hun svarede: „De tog det langt bedre end jeg gjorde, for de er alle sammen Jehovas vidner og det er jeg ikke. Deres tro er dem en stor hjælp.“

Et styrkende håb

Hvad var det ved Anitas og hendes families tro der gav dem en sådan styrke i den svære tid? Jo, deres tro indbefattede håbet om at de en dag vil komme til at leve i en ny orden, oprettet af Gud, hvor sygdom, sorg, smerte og selv døden ikke skal være mere. I denne nye orden vil de døde vende tilbage til livet i en opstandelse!

Det er nogle af de storslåede løfter som Gud har ladet nedskrive i sit inspirerede ord, Bibelen. Eftersom Skaberens løfter aldrig kan slå fejl, siger Bibelen ganske enkelt: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apg. 24:15) Anita vidste at Bibelen sammenligner døden med en midlertidig, dyb søvn som hun ville blive vækket af når Guds tid var inde. — Præd. 9:5; Joh. 11:11-14.

Da Jesus Kristus var her på jorden talte han om opstandelsen. Han viste endda hvordan opstandelsen vil foregå, idet han selv vakte døde til live igen. Da han for eksempel oprejste en enkes eneste søn, siger Bibelen at „han gav ham til hans moder“. (Luk. 7:11-17) Anita vidste at hun også en dag ville få lejlighed til at se sin søn igen, den søn som hun kun fik lov at tilbringe nogle få dyrebare timer sammen med før hun døde.

Ved en anden lejlighed oprejste Jesus en ung pige. Det bevirkede at pigens fader og moder, og andre som var til stede, blev „ude af sig selv af stor henrykkelse“. (Mark. 5:42) På samme måde vil der blive stor fryd og glæde når mennesker i Guds nye orden ser deres kære vende tilbage fra gravene. — Joh. 11:1-45.

I denne nye orden vil der under Guds ledelse fremstå et nyt menneskesamfund hvor alle vil kunne glæde sig over en fred, en tilfredshed og en lykke der langt overgår hvad noget nulevende menneske har oplevet. Bibelen siger: „Gud . . . vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere [onde] ting er forsvundet.“ — Åb. 21:3, 4.

Eftersom alle de bedrøvelige forhold der findes nu vil blive fjernet, indeholder Guds ord følgende løfte: „De sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“ Og denne glæde vil ikke blot være midlertidig, for Bibelen tilføjer: „De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.“ — Sl. 37:11, 29.

Dette sikre håb om liv i en ny orden her på jorden, hvilket indbefatter håbet om en opstandelse, er en mægtig kraft som hjælper dem der har den rette tro på Gud, til at holde modet oppe. Og de finder yderligere trøst og styrke i bevidstheden om at denne nye orden ikke er langt borte. Hvordan kan vi sige det? Fordi Bibelens profetier tydeligt viser at vi befinder os i „de sidste dage“ for denne onde tingenes ordning, og at den om meget kort tid vil blive tilintetgjort af Gud. — 2 Tim. 3:1-5; Dan. 2:44.

Dette håb sætter mange i stand til at være optimistiske og stærke i ulykkens stund. Derfor siger Bibelen: „Endvidere, brødre, ønsker vi ikke at I skal være uvidende om dem som sover i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ (1 Tess. 4:13) Selv om de der har dette sikre håb naturligvis vil være bedrøvede når de mister en af deres kære, vil de ikke nære overdreven sorg. De vil ikke føle at de nu har mistet enhver glæde i livet. De ved at døden er en „søvn“ hvorfra man kan vende tilbage til livet for at nyde godt af Guds løfter.

Endnu en magtfuld hjælp

De der har den sande tro véd desuden at den Gud der vil genrejse mennesker til liv, også nu i tiden kan hjælpe dem der ser hen til ham. Hvordan? Ved hjælp af sin virkekraft, sin hellige ånd. Denne hellige ånd er ubestrideligt den mægtigste kraft i universet. — 1 Mos. 1:2; Es. 40:28, 29.

Bibelen viser at oprigtige mennesker kan „tappe“ af denne kraft når de er i nød. Jesus sagde for eksempel at Gud ville „give hellig ånd til dem der beder ham“. (Luk. 11:13) Ved hjælp af denne ånd kan de der oprigtigt tilbeder Gud, gøre ting som andre mennesker ikke kan. Det er grunden til at Bibelen kalder det som Guds ånd udvirker i et menneske, for „den kraft som er ud over det normale“. (2 Kor. 4:7) Det var denne kraft der hjalp Anita Brown og hendes familie. — 1 Joh. 5:14.

De der har et sikkert håb om den nye orden og om opstandelsen, vil således have en helt anden indstilling til døden end de der er uden håb. Og Guds mægtige virkekraft vil styrke de efterladte, som forstår og har erfaret sandheden i det bibelske råd der lyder: „Kast din byrde på [Jehova], så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i evighed rokkes.“ — Sl. 55:23.

[Illustration på side 9]

Bibelens beretninger om hvordan Jesus vakte døde til live igen, styrker vort håb om den kommende opstandelse og hjælper os til at affinde os med døden nu

3. del

Hvordan familien forberedes til at klare sig efter et dødsfald

UNDERTIDEN ved et menneske i forvejen at han eller hun snart skal dø. Hvad kan man gøre for at forberede de andre familiemedlemmer på dette?

Mange har fundet det gavnligt ikke at betragte døden som et tabuemne i hjemmet, heller ikke når alle familiemedlemmer er sunde og raske. Dette kan være en hjælp hvis man har den rette forståelse af hvad døden er og hvordan den vil blive fjernet.

Man kan altså tale om døden når der er en passende lejlighed til det, for eksempel når nyhedsmedierne beretter om ulykker eller når venner og slægtninge dør. På den måde bliver familiens medlemmer, især de yngre, bedre forberedt på at døden også kan ramme dem de holder af.

Chicago-journalisten Jory Graham, der selv har måttet kæmpe med en kræftsygdom, siger: „Når en familie åbent kan tale om døden sker der noget storslået med denne familie, og jeg har set det gang på gang. Når familiens medlemmer virkelig er åbne og har omsorg for og støtter hinanden, opstår der en nær samhørighed som man ikke kunne opnå på nogen anden måde.“

En families erfaring

En australsk familie på fem gjorde samme erfaring. Moderen, der led af kræft, fik at vide at hun kun havde nogle få måneder at leve i. I den korte tid før hun døde, arbejdede hun på at forberede sin familie, så den kunne klare sig uden hende. Hun ville især gerne forberede sin ældste datter, der var 13 år, så denne kunne være med til at opdrage sine to yngre søstre. Og det gjorde hun på en meget realistisk måde. Den ældste datter fortalte senere følgende:

„Jeg husker med taknemmelighed at min moder selv fortalte os om sin kommende død og ikke holdt det hemmeligt for os. Hun forklarede os kærligt hvordan det forholdt sig, og gjorde så hvad hun kunne for at hjælpe os.

Derefter tilberedte jeg alle måltiderne, og hun vejledte mig hele tiden, selv om hun måtte holde sengen. Sammen nedskrev vi de almindeligste opskrifter. Hun lærte mig at bruge symaskinen bedre, for hun vidste jo at jeg skulle overtage det meste af familiens syning. Vi lavede en rengøringsplan, fordelte pligterne, drøftede de vigtigste former for førstehjælp og forskellige sikkerhedsforanstaltninger som man måtte være opmærksom på rundt omkring i huset. Min faders tillid til at jeg ville kunne klare det, tilskyndede mig i høj grad til at gøre mit bedste.

Seksten år efter min moders død fik jeg følgende brev fra den ene af mine yngre søstre, som nu er gift og selv har tre børn. Hun skrev: ’Det er så skønt at have to så vidunderlige søstre som du og Bev. Der findes intet som kan erstatte søstre der elsker én og forstår én, og som er loyale. Rigtig mange tak fordi du er som du er. Jeg tror ikke jeg nogen sinde har sagt dette før, og det er jeg ked af, men tak fordi du gjorde dit bedste for at opdrage Bev og mig, og fordi du trådte i moders sted. Jeg forstår nu hvor megen kærlighed og hvor stor en indsats og selvopofrelse det har kostet fra din side. Jeg har ofte tænkt på de år og bedt om at du måtte blive velsignet. Det ved jeg at du er blevet.’“

Tillid til Guds løfte

Den ældste datter fortsætter sin beretning: „Min moder lod sig aldrig overvælde af negative følelser, men viste os ved sit eksempel at hun havde absolut tillid til og tro på Bibelens løfte om en opstandelse.

Efter hendes død gav min fader os hver et brev fra hende. I mit stod der blandt andet: ’Min elskede Lynette! Jeg vil gerne efterlade dig et lille brev for at takke dig fordi du har været mig sådan en sød og kærlig datter. Det vil blive svært for dig, min kære, at klare dig uden en moder, men andre vil hjælpe dig, og din fader vil tage sig godt af dig. Hjælp dine små søstre — det ved jeg du vil gøre — for de vil se mere og mere hen til dig. Jeg vil gerne takke dig, min skat, for alt hvad du har gjort for mig og fordi du har været sådan en kær og lydig lille pige, der aldrig har givet mig grund til bekymring. Det er min bøn at Jehova vil huske mig og at vi alle må mødes igen i den nye verden. De kærligste hilsener fra din hengivne moder.’“

Ligesom Anita Brown, forlod denne moder ikke verden med en usikker og uklar forestilling om hvad der ventede hende. Hun havde tillid til at hun ville få livet tilbage i Guds nye orden. Og ved at tage visse praktiske skridt hjalp hun sine nærmeste til at forberede sig, så de bedre kunne klare sig efter hendes død.

[Tekstcitat på side 11]

„Min moder lod sig aldrig overvælde af negative følelser, men viste os ved sit eksempel at hun havde absolut tillid til og tro på Bibelens løfte om en opstandelse“