Fodnote

b Som det fremgår af forskellige opslagsværker, krævede den romersk-katolske kirke efterhånden eneretten til at fastsætte love for ægteskabet, idet den opstillede sine egne bestemmelser og begrænsninger og fastholdt at den borgerlige myndighed skulle være bundet heraf. De protestantiske reformatorer gik til den anden yderlighed og overlod næsten fuldstændig de ægteskabelige anliggender til de borgerlige myndigheder. I England, Skotland og Irland indførte man borgerlig vielse i 1653 for at frigøre kirken for verdslige anliggender. Ved en fransk lov i 1792 blev den borgerlige vielse gjort obligatorisk for alle borgere ud fra det princip at „borgeren tilhører staten, uanset religion“. — The New Schaff-Herzog Religious Encyclopedia, bind VII, s. 199, 200.