Fodnote
a Se sagen The United States v. George Wilson, som opstod fordi denne mand ikke ville modtage præsident Andrew Jacksons benådning den 14. juni 1830. De forenede Staters højesteret fastslog „at retten ikke kan lade fangen drage fordel af benådningen medmindre han gør krav på den og sætter sin lid til den, enten ved appel eller begæring. Den form hvori han anmoder om benådningen har ingen betydning i denne henseende, men han må gøre sit krav gældende på en eller anden måde. Det er en gave der skænkes ham; den er hans ejendom, og han kan tage imod den eller lade være, efter som han ønsker det. . . . En benådning kan tilstås på grundlag af en forudgående eller efterfølgende betingelse, og den anklagede er stadig hjemfalden til straf hvis betingelsen ikke opfyldes. . . . Lad os antage at benådningen skænkes på betingelser som fangen ikke kan gå ind på. Lad os antage at betingelsen er landsforvisning, og at fangen mener at dommen er lettere at tage. Lad os antage at han mener at det tjener ham selv bedst at modtage sin straf for at opnå en forsoning med samfundet efter en forbrydelse som er begået i et øjebliks svaghed. . . .“
Retspræsidenten, dommer Marshall, afsagde højesterets kendelse, hvori han mindede De forenede Staters regering om at „en benådning kan være betinget, og betingelsen kan forekomme den dømte mindre tiltalende end den straf dommen pålægger. . . . Domstolen er af den formening at der ikke kan tages hensyn til benådningen i den nævnte sag da den ikke er forelagt retten på den lovbefalede måde, enten ved appel, begæring eller på anden måde. . . .“
Den benådning som kunne have reddet George Wilsons liv fik derfor ikke lov til at påvirke den dom der var afsagt over ham. — 32 U.S. (7 Peters), side 150 ff.