Troy Harrison/Moment via Getty Images
STÅR DER EN DESIGNER BAG?
Bæverens imponerende dæmninger
Man har fundet bæverdæmninger der er helt op til 850 meter lange og 5,3 meter høje. Hvordan laver bæverne så imponerende konstruktioner?
De starter med at fælde og beskære træer hvor omkredsen af træstammen typisk er mindre end 30 centimeter. Bæverne skubber store grene ned i bunden af vandet så de kommer til at stå som lodrette søjler. Derefter væver bæverne bløde grene eller siv ind mellem søjlerne. De bruger også store sten til at holde konstruktionen på plads, og hver ende af dæmningen fæstner de til for eksempel et træ eller en kampesten. For at forstærke dæmningen og beskytte den mod det tryk der kommer fra strømmen, placerer bæverne pæle der står skråt ned i bunden af vandløbet. På den modsatte side tætner de dæmningen med kviste, planter og mudder. Bæverne sørger også for at der er åbninger i begge ender af dæmningen så overskydende vand kan løbe væk, og de udvider åbningerne hvis der opstår kraftig regn.
En tegning af en bæverdæmning der viser (1) lodrette søjler, (2) grene vævet ind i dæmningen, (3) forstærkende pæle, (4) sten og (5) kviste og planter dækket af mudder.
Forskere har fundet ud af at bævernes dæmninger har en positiv effekt på miljøet omkring dem. For eksempel er dæmningerne med til at mindske nedslidning af jordoverfladen, forbedre vandkvaliteten og hæve grundvandsstanden. Derudover begynder der at være vand året rundt i mange af de vandløb som plejede at tørre ud om sommeren. Dæmningerne reducerer også risikoen for oversvømmelser fordi de skaber vådområder, som kan holde på store mængder vand fra kraftige regnskyl. Vådområderne kan også fungere som brandbarrierer. Ofte er de som grønne oaser midt i et område der er hærget af naturbrande. De vådområder der bliver skabt af dæmningerne, tiltrækker også et rigt dyreliv.
I et studie konkluderer nogle forskere at “bævernes dæmninger ligner konstruktioner som en ingeniør ville stå bag”.a Faktisk har forskere mange steder i Nordamerika lavet dæmninger der ligner bævernes. Det er altså ikke uden grund at bæveren bliver kaldt naturens ingeniør.
Se en bæver bygge en dæmning.
Hvad mener du? Er bæverens evne til at bygge dæmninger et resultat af en evolution, eller står der en designer bag?
a The engineering in beaver dams, G. Muller & J. Watling, 2016