Jehova har tålmodigt forædlet mig

Der var mange ting der imponerede mig, men det der gjorde størst indtryk på mig, var de mennesker der var der. Det var unge brødre og søstre der udførte et arbejde der kunne virke ensformigt, og som ikke var særligt synligt for andre. Men de var glade og tilfredse. Deres eksempel lærte mig noget om hvad det vil sige at tjene Jehova ydmygt og villigt.

Gennem årene har Jehova forædlet og oplært mig til at blive en bedre tjener for ham. Men lad mig først fortælle om min søgen efter sandheden mens jeg var buddhist.

JEG SØGER EFTER GUD SOM BARN

Jeg er født og opvokset i Chicago i USA som den ældste af fire børn. Mine forældre emigrerede til Chicago fra Japan i jagten på “den amerikanske drøm”. De ville gerne have at deres børn fik den bedst mulige uddannelse og succes i livet.

Mine forældre var meget troende buddhister. Min mor var vokset op i et hjem med et buddhistisk tempel. Hendes far og to af hendes brødre var buddhistiske munke. Buddhismen fyldte altså meget i min barndom. Det første jeg gjorde når jeg kom hjem fra skole, var at brænde røgelse og ofre ris og vand til vores buddhistiske gud. Om søndagen tog vi hen i et tempel og messede foran en lignende gud – den var bare større og dækket af guld.

Da jeg var omkring syv år gammel, stod jeg en dag og kiggede på vores afgud og tænkte: “Hvad vil der ske med mig når jeg dør?” Ifølge buddhismen ville jeg eksistere et eller andet sted i en åndeverden. Det gik op for mig at jeg en dag ikke ville være her mere. Måske ville jeg være en ånd, men jeg ville ikke længere kunne nyde livet som menneske. Hvor trist! Jeg fik følelsen af at det hele kunne være lige meget.

Som teenager begyndte jeg at føle at de buddhistiske ritualer blev mere og mere meningsløse for mig. Der manglede noget i mit liv. (Matt. 5:3) Dybt i mit indre følte jeg at der måtte være en levende Gud som havde al magt. Og ham ville jeg gerne lære at kende. Jeg tænkte at Bibelen måske havde svar på mine spørgsmål. Så jeg købte en brugt King James-bibel på en buddhistisk festival – af alle steder!

Da jeg var 17, var der en forkynder ved navn Wilson Bashou der henvendte sig til mig mens jeg var ude at gå tur med min hund. Han spurgte mig: “Ved du hvad Gud lover for fremtiden?” Det spørgsmål førte til en lang samtale ud fra Bibelen. På et tidspunkt læste Wilson Åbenbaringen 17:1 for mig og spurgte: “Hvad symboliserer de ‘mange vande’ som den prostituerede kvinde sidder på?” Det havde jeg ingen anelse om. Så viste han mig vers 15, hvor der står at vandene er et symbol på mennesker. Det gjorde et stort indtryk på mig at finde ud af at Jehovas Vidner lader Bibelen fortolke sig selv. Ved slutningen af vores samtale gav Wilson mig bogen Sandheden der fører til evigt liv. Den lille blå bog ændrede mit liv.

Ti dage senere kom jeg til mit første møde i rigssalen. Jeg vil aldrig glemme den varme modtagelse jeg fik. Jeg er kommet til møderne lige siden. Efter mit første møde begyndte Wilson at studere Bibelen med mig. Jeg elskede det jeg lærte. Ja, faktisk studerede vi nogle gange i op til otte timer! Mine forældre var dybt bekymrede og meget imod at jeg studerede. Men jo mere jeg studerede, jo mere overbevist blev jeg om at jeg havde fundet sandheden. Så i 1983 blev jeg døbt.

JEG STOPPER PÅ UNIVERSITETET FOR AT BEGYNDE SOM PIONER

Omkring den tid hvor jeg blev døbt, gik jeg på et prestigefyldt universitet og studerede medicin. Mine forældre havde ofret rigtig meget for at jeg kunne få den uddannelse, så jeg følte mig forpligtet til at fortsætte på universitetet. Men samtidig ville jeg gerne give Jehova mit bedste og tjene ham på fuld tid.

Min far havde advaret mig: “Hvis du dropper ud af universitetet, smider jeg dig ud hjemmefra!” Jeg var så ked af det og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg elskede mine forældre og havde ikke lyst til at skuffe dem. Så jeg gik ofte ud på universitetets område sent om aftenen og bad mens jeg kiggede op mod stjernerne: “Jehova, vil du ikke nok hjælpe mig til at træffe den rigtige beslutning?” Da jeg til sidst besluttede at forlade universitetet, sagde min far til mig at jeg skulle flytte hjemmefra. Jeg ringede til Wilson og fortalte ham hvad der var sket, og han var så sød at tilbyde at jeg kunne bo hos ham. Så jeg tog en bus hjem til hans lejlighed med alle mine ting i én taske. På det tidspunkt følte jeg en helt ubeskrivelig fred og ro indeni. Jeg vidste at jeg havde truffet den rigtige beslutning.

Jeg havde det som en fugl der var blevet sat fri fra sit bur. Endelig kunne jeg fokusere helt og fuldt på tjenesten for Jehova. Jeg begyndte som pioner i 1984.

Mens jeg var pioner, lærte Jehova mig nogle vigtige egenskaber, for eksempel udholdenhed. Der var en dag hvor jeg følte at jeg havde mange gode grunde til ikke at tage ud i forkyndelsen. Jeg var lidt nede fordi der ikke var nogen der havde mulighed for at følges med mig den eftermiddag. Men jeg tog ud alligevel. Efter nogle timer følte jeg mig træt og ensom, og jeg syntes også det lignede at det skulle til at regne. Jeg tænkte på om jeg bare skulle tage hjem. Jeg besluttede dog at tage de sidste besøg i et lejlighedskompleks, og da jeg slæbte mig selv op på tredje sal, mødte jeg en ung filippinsk mand. Jeg tænkte: “Han er helt sikkert ikke interesseret.” Men hvor tog jeg fejl! Jeg begyndte at studere med ham, og han blev min åndelige bror.

FORÆDLET PÅ BETEL I BROOKLYN

I 1985, da jeg havde boet hos Wilson i to år, blev jeg inviteret på Betel i Brooklyn. Som jeg nævnte i begyndelsen, fik jeg til opgave at være i bogbinderiet. En dag da jeg arbejdede ved prægemaskinen, kom jeg ved et uheld til at ødelægge hundredvis af omslag. Jeg blev bedt om at rapportere sagen for min tilsynsmand. Jeg gav ham alle de grunde der var til at fejlen var sket, men der var én ting der manglede. Venligt sagde min tilsynsmand til mig: “Det er altid godt at sige undskyld.” Den situation lærte mig hvor vigtigt det er at erkende sine fejl og sige undskyld.

Min indstilling til at gøre noget for andre er også blevet forædlet på Betel, nemlig ved at betragte trofaste ældre brødre og søstre i betelfamilien. Engang sad bror Milton Henschel, der var medlem af Det Styrende Råd, ved samme bord som mig til frokost. Den dag var spisesalen propfyldt, og tjenerne løb rundt for at få mad på alle bordene. Vi var nogle unge brødre ved bordet som brokkede os lidt over den langsomme betjening. Uden at sige et ord rejste bror Henschel sig op og begyndte at hjælpe tjenerne med at dele vand, brød og smør rundt på bordene. Den ydmyghed han viste i den situation, mindede mig om det Jesus gjorde for sine apostle, og det er noget jeg aldrig vil glemme. – Joh. 13:3-5.

“DU SKULLE TAGE AT LÆRE JAPANSK!”

I 1987 tog jeg til Japan, og jeg blev imponeret over at se hvor ivrige og ydmyge forkynderne dér var. Jeg ville gerne hjælpe dem, men problemet var at jeg ikke kunne japansk. En søster på Betel der hed Michiko Oda, så mig lige i øjnene og sagde: “Du skulle tage at lære japansk!” Så det gjorde jeg – uden at vide at hendes ord ville komme til at ændre mit liv.

Nogle måneder senere flyttede jeg til en japansk menighed i New York. Det at lære japansk gav mig mange muligheder for at gøre noget ekstra for Jehova. I 1989 overværede jeg mit første stævne på japansk. Det blev holdt i Los Angeles. Her fik jeg øje på en sød pionersøster ved navn Miwako Onami som spillede med i skuespillet.

Miwako og jeg blev gift i 1992, og vi fik mulighed for at tjene Jehova sammen på Betel i Brooklyn. Miwako er et omsorgsfuldt og kærligt menneske, altid klar til at hjælpe andre. Hendes eksempel har forædlet mig i forhold til hvordan jeg behandler andre. Hun er en gave fra Jehova, og hun får mig altid til at føle mig glad og godt tilpas.

PÅ BETEL I JAPAN OG UD SOM SPECIALPIONERER

På et tidspunkt blev begge Miwakos forældre, der boede i Japan, alvorligt syge. Så vi fik lov til at flytte til Afdelingskontoret i Japan så det ville være lettere for os at tage os af dem. Vi flyttede i 1999.

Betelfamilien i Japan tog rigtig godt imod os, og vi begyndte så småt at vænne os til vores nye hjem. Jeg blev igen forædlet, nemlig ved at efterligne de japanske brødre og søstres smukke egenskaber, som for eksempel deres enestående gavmildhed og gæstfrihed. På arbejdet er de meget seriøse og fokuserede, og de arbejder godt sammen i teams. Hvorfor det? Fordi den japanske kultur lægger vægt på harmonisk samarbejde med alles interesser for øje i stedet for det at arbejde alene med personlige ambitioner for øje. Deres fine eksempel motiverede mig til at arbejde ydmygt sammen med andre og være glad for mit lille bidrag i gennemførelsen af Jehovas store hensigt.

Men på grund af kulturelle forskelle havde jeg nogle gange svært ved at forstå hvorfor nogle ting blev gjort på en bestemt måde. Jeg var nødt til at lære at være tålmodig og ikke overreagere. Med tiden blev jeg igen forædlet og kom til at forstå at Jehova kan velsigne enhver beslutning så længe vi følger vejledningen fra ham og hans organisation. I sidste ende er det jo ham der får tingene til at lykkes for os.

Jeg sammenligner ofte den oplæring jeg har fået på Betel, med den oplæring Moses fik. Jehova hjalp ham til at udvikle ydmyghed i de 40 år han var hyrde. Ligesom Moses kom jeg fra en baggrund med højere uddannelse. Det betød at jeg var blevet stolt og stolede for meget på mig selv. Betel lærte mig at være ydmyg og stole på Jehova. Ligesom Jehova tålmodigt forædlede Moses, har han tålmodigt forædlet mig gennem årene.

Vi endte med at tage os af begge Miwakos forældre i omkring 24 år. Der var mange telefonopkald, bekymringer og hospitalsbesøg. Miwakos mor, Masako, blev til sidst så dårlig at hun næsten ikke kunne gå. Det var ikke let for hende at komme til møderne og ud i forkyndelsen. De sidste uger af hendes liv var hun nødt til at sidde i kørestol. Men hendes kærlighed til Jehova blev aldrig svækket. Hendes ansigt strålede hver gang hun talte om sandheden. Masako var et fantastisk eksempel i at tjene Jehova med tilfredshed og glæde uanset hvilke problemer man kommer ud for, og hun har været til stor inspiration for mig.

I 2024 oplevede vi en stor omvæltning i vores liv. Efter at have været i beteltjenesten i mere end 30 år blev vi bedt om at forlade Betel. Nu tjener vi som specialpionerer på øen Okinawa og har blandt andet den store glæde at forkynde for familier der er blevet udstationeret til en militærbase der ligger i nærheden. Den gode oplæring vi har fået på Betel, har gjort det nemmere for os at tilpasse os vores nye omstændigheder. Vi prøver at have en god rutine og bruge vores tid klogt ved at være fokuseret på at gøre alt hvad vi kan, i tjenesten. Jehova har velsignet os med bibelstudier der er blevet som familie for os. Vi forstår mere end nogensinde før hvor vigtigt det er at elske mennesker. Hver dag takker Miwako og jeg Jehova for den skønne opgave han har givet os.

BESLUTTET PÅ AT LADE JEHOVA FORÆDLE MIG ENDNU MERE

Min familie er ikke længere imod at jeg tjener Jehova, men de er endnu ikke selv begyndt at tjene ham. Men Jesus lovede jo at de der forlader deres familie for at blive disciple af ham, vil få 100 gange mere, nemlig en kæmpestor åndelig familie. (Mark. 10:29, 30) Sådan har det bestemt været for mig. Der er så mange brødre og søstre rundt omkring i organisationen der har vist mig kærlighed og taget sig af mig gennem årene, at det er umuligt for mig at nævne dem alle.

Jeg har stadig den lille blå Sandhedsbog som Wilson gav mig i sin tid. Den minder mig om at Jehova kærligt lod mig finde ham da jeg søgte ham. (1. Krøn. 28:9) Jeg er besluttet på at blive ved med at lade mig forædle af Jehova og hjælpe andre til at lære sandheden at kende så de kan få evigt liv.