Troen på Gud holdt mig oppe

FORTALT AF HARALD ABT

I SEPTEMBER 1940 blev jeg sendt til koncentrationslejren Sachsenhausen i Tyskland. SS-officererne gav mig en „varm“ modtagelse; jeg blev slået gentagne gange og truet. En af officererne pegede på skorstenen til det nærliggende krematorium og sagde: „Du stiger op til din Jehova derfra inden der er gået 14 dage, hvis du holder fast ved din tro.“

Derpå blev jeg ført til det sted hvor mine kristne brødre, Jehovas vidner, blev holdt fangne. Jeg blev beordret til at sidde på hug med fremstrakte arme. I fire timer måtte jeg indtage denne ubehagelige stilling. Hvor var jeg glad da jeg klokken 6 om aftenen så de andre Jehovas vidner vende tilbage fra deres hårde arbejdsdag!

Disse vidner — der havde tidligere været omkring 400 — fortalte mig at omkring 130 af deres brødre var døde den foregående vinter, på grund af den umenneskelige behandling. Havde dette skræmt de overlevende? Nej, de var, ligesom jeg selv, fast besluttede på at forblive loyale mod Gud.

Men før jeg fortæller mere om mine næsten fem år i koncentrationslejrene Sachsenhausen og Buchenwald, så lad mig kort forklare hvordan jeg var kommet i denne situation.

Kristne under vanskelige forhold

Jeg er født i det sydlige Polen, i en del af landet som tidligere hørte til Østrig-Ungarn, så jeg lærte både at tale polsk og tysk. I 1931, da jeg var 19 år gammel, begyndte jeg at studere ved det polytekniske institut i Danzig (Gdansk), som dengang var en tysktalende ’fristad’ ved Østersøen. Der mødte jeg i 1934 Elsa, en ung kvinde som skulle få stor indflydelse på mit liv.

I 1936, mens jeg forberedte mig til den afsluttende eksamen, begyndte Elsa at gå til Jehovas Vidners møder. De blev holdt i hemmelighed, idet nogle af vidnerne allerede var blevet arresteret. Jeg sagde til Elsa at jeg syntes det var tåbeligt af hende at have forbindelse med sådan nogle mennesker, men til sidst fik hun mig overtalt til at gå med til et møde. Jeg kunne ikke finde nogen fejl ved det jeg hørte, og jeg blev imponeret over den bibelkundskab vidnerne havde.

Da jeg havde afsluttet mine studier ved universitetet var der ingen gode tilbud om arbejde i Polen, så jeg overvejede at rejse til Tyskland for at få arbejde. Men Elsa sagde: „Hvis du rejser må du tage af sted uden mig.“ Jehovas Vidner blev kraftigt forfulgt i Tyskland, og Elsa ønskede ikke unødigt at blive udsat for dette. Det fik mig til at tænke nærmere over tingene, og jeg begyndte at studere Bibelen mere regelmæssigt. I juni 1938 blev vi gift, og i begyndelsen af 1939 blev både Elsa og jeg døbt som symbol på vores indvielse til Jehova Gud.

I mellemtiden havde jeg fået et godt arbejde som ingeniør ved Danzigs havnevæsen. Vi havde en nydeligt møbleret lejlighed, og den blev anvendt til bibelske møder. Omkring den tid begyndte vore bibelske bøger og blade, som blev sendt fra det polske afdelingskontor af Vagttårnets selskab i Lodz, at blive opsnappet i Danzig. Da jeg følte at jeg måtte prøve at gøre noget, skrev jeg til vore kristne brødre i Lodz og foreslog at de stilede forsendelserne til en adresse lige uden for Danzig. Der kunne Elsa og jeg hente dem og smugle dem ind i byen.

Elsa var gravid på det tidspunkt, og somme tider havde hun 100 eksemplarer af Vagttårnet bundet om sig, under tøjet. Engang sagde en toldfunktionær spøgende: „Ih, jeg tror mindst De skal have trillinger!“ Men hun blev aldrig visiteret. Vi fortsatte med at smugle bøger og blade indtil Tyskland angreb Polen den 1. september 1939, hvorefter vores frihed til at tage ind i og ud af Danzig blev begrænset. Vores datter Jutta blev født den 24. september.

Heil Hitler?

Efter at den polske garnison havde overgivet sig til tyskerne, kunne jeg igen vende tilbage til mit arbejde. Min hilsen „god morgen“ fik mine kolleger til at stirre på mig, for nu forventedes det at alle sagde „Heil Hitler“.

Jeg anmodede om at tale med havnevæsenets vicedirektør, og jeg forklarede ham at jeg var kristen og derfor ikke kunne bruge denne hilsemåde. „Jamen jeg er også kristen,“ svarede han. Jeg sagde at jeg tog min kristne tro meget alvorligt, og at jeg ikke mente det var rigtigt at give et menneske en sådan ære. Jeg blev fyret på stedet, og fik at vide at jeg ville blive fængslet hvis jeg ikke ville sige „Heil Hitler“.

Senere i september, efter at de tyske tropper havde besat Polen, kom Hitler til Danzig. Han holdt en opildnende sejrstale på byens største torv, nær det hus hvor vi boede. Det forventedes at alle havde et flag hængende ud af vinduet, men der hang ikke noget flag fra vores lejlighed!

Af hensyn til vores sikkerhed foreslog brødrene at vi skulle flytte til det østlige Polen. Det indebar imidlertid at vi måtte efterlade alle vore ejendele. Vi havde kun en kuffert, en barnevogn og Jutta svøbt i et tæppe med os da vi begav os ud på den lange rejse i december. Togene var overfyldte og afgangene uregelmæssige.

Endelig nåede vi frem til det hus i Lodz hvor afdelingskontoret lå. Søsteren som åbnede døren så det ubevægelige barn i Elsas arme, og løb grædende ind igen. Kort efter kom hun tilbage, så at barnet bevægede sig, og råbte: „Åh! Hun lever! Hun lever!“ Først da inviterede hun os indenfor. Mange børn var frosset ihjel under transporterne, så hun troede at Jutta også var død.

Arresteret og fængslet

Denne søsters mand var allerede i fængsel. Det var en hård vinter for os. Vi havde ingen kul til at opvarme huset eller koge den smule mad vi havde. Endelig lykkedes det mig at få arbejde. Men en dag i juli 1940 fandt nogle Gestapofolk os i huset, mens de søgte efter en anden. Elsa og jeg fik besked på at melde os på Gestapokontoret.

Næste morgen gik jeg på arbejde, samlede mine personlige ting sammen, og fortalte min chef at jeg skulle møde hos Gestapo og ikke ville komme tilbage. „Åh, det kan ikke passe,“ svarede han. „De er tilbage igen klokken 12. Bare tag det roligt.“ Få minutter senere mødte jeg Elsa foran Gestapokontoret, og sammen gik vi derop.

„Sid ned,“ sagde betjenten. „Vi ved hvorfor De er her.“ Han mindede os om at Polen var under Det tredje Riges styre, og om hvad der var sket med Jehovas Vidner i Tyskland. „Hvis De fortsætter med at tale om Deres tro,“ sagde han, „vil De blive sendt til en koncentrationslejr.“

Derpå gik han hen til en skrivemaskine og begyndte at skrive. Da han kom tilbage rakte han mig papiret. Der stod blandt andet: ’Jeg, Harald Abt, lover at holde op med at tale om Guds rige.’ Jeg sagde til ham: „Jeg beklager, men jeg kan ikke underskrive dette.“

Da han havde fortalt mig hvor tåbeligt det var af mig at nægte at skrive under, blev jeg ført bort. Elsa blev stadig forhørt. Under forhøret fik hun nævnt at vi havde et lille barn på 10 måneder derhjemme. „Ingen andre kan passe barnet,“ sagde Elsa, „for jeg ammer hende.“ Af hensyn til barnet sagde betjenten: „Så skal jeg snart blive færdig.“

Den erklæring han hurtigt skrev ned, var anderledes end den jeg havde nægtet at underskrive. Der stod at Elsa var klar over at hvis hun fortsatte med at følge sin tro, ville hun blive sendt til en koncentrationslejr. Elsa mente hun kunne underskrive erklæringen, da hun var klar over dette. Men da hun havde underskrevet den blev hun bange. Hvorfor? Jo, hvis hun blev løsladt, kunne jeg tro at hun var gået på kompromis. Så da hun forlod kontoret råbte hun højt til mig, som stod i den modsatte ende af hallen: „Jeg gik ikke på kompromis! Jeg gik ikke på kompromis!“

Da jeg havde været holdt i forvaring nogle få uger blev jeg sendt til et fængsel i Berlin, og derfra videre til Sachsenhausen.

Livet i Sachsenhausen

Efter den „varme“ modtagelse førte SS-officererne os hen hvor vi fik vore fangedragter. Vort hår blev barberet af. Så fik vi tildelt vore numre — jeg fik nummer 32.771. Jeg fik en lilla trekant, identifikationsmærket for Jehovas vidner, som jeg skulle sy på mit tøj. De andre fanger blev identificeret ved trekanter af andre farver — politiske fanger bar røde, jøder gule, kriminelle grønne, homoseksuelle lyserøde, og så videre. Jeg var det eneste Jehovas vidne i denne gruppe.

Jehovas vidner havde fået en barak for sig selv. Barakkerne i Sachsenhausen var placeret i en halvcirkel omkring den store mønstringsplads. På gavlen af de barakker der lå lige ud mod pladsen var der skrevet en sætning der lød nogenlunde således: ’Der er en vej til frihed: trofasthed, flid, arbejde og kærlighed til fædrelandet.’ På hver barak var der skrevet et eller to ord af denne sætning. Ordet KÆRLIGHED stod på Jehovas vidners barak. Det var her jeg sad på hug i kulden i fire timer.

Disse store barakker — der var over 60 — var hver inddelt i to soveafdelinger. I midten var der spiseafdeling, toiletter og vaskefaciliteter. Soveafdelingerne i hver ende af barakken var uopvarmede; og der var senge i tre etager over hinanden. Om vinteren kunne temperaturen falde til ÷18 grader celsius, og vi havde kun to tynde tæpper hver. Mændenes udåndingsluft dannede kondensvand på loftet, og vandet dryppede ned og frøs til is på de tæpper som mændene på øverste etage havde over sig.

Vore måltider bestod for det meste af kålrabisuppe, til tider med kogte hestehoveder. Af og til fik vi fiskesuppe som lugtede så frygteligt at hele lejren stank! Om aftenen fik vi lidt brød. Da morgenmaden kun bestod af lidt kaffeerstatning, gemte jeg altid en smule brød til næste morgen, da jeg ikke ret godt kunne tåle hungersmerter.

Vi skulle op klokken seks om morgenen, rede vore senge, vaske os og klæde os på; så skulle vi stille på pladsen til mønstring og derefter marchere ud til arbejdet. Meget af arbejdet blev udført uden for lejren. Min første opgave var at bygge veje. På grund af min erfaring som ingeniør blev jeg senere sat til at have opsyn med det tekniske arbejde ved bygningen af nye værksteder.

Mange SS-officerer var grusomme, og de var tit bare på udkig efter nye anledninger til at plage os. Af og til kom en af dem mens vi var på arbejde og så efter om der var støv i barakken. Som regel var han i stand til at finde noget på tagspærene, hvilket ikke var så mærkeligt, da der var omkring 80 halmmadrasser i ét lokale. Når vi kom hjem fra arbejde meddelte han os: „Jeg har fundet støv i jeres barak i formiddag, så I får ingen frokost i dag.“ Derpå tog de lågene af, så alle kunne lugte maden, hvorpå gryderne blev båret væk. Hvis nogen klagede ville det medføre dødsstraf.

Man kunne aldrig vide sig sikker i Sachsenhausen. Hvis man tiltrak sig vagternes opmærksomhed på grund af en eller anden detalje, kunne det medføre afstraffelse. Man kunne blive tvunget til at stå foran barakken hele dagen i vinterens isnende kulde. Hvis man fik feber — mange fik lungebetændelse — og ikke kunne gå på arbejde, sagde SS-vagten: „Nå, så han har fået feber! Ja, men så lad ham stå ude i kulden og køle af.“ Denne behandling dræbte mange fanger.

Andre blev dræbt på denne måde: de blev beordret til at sidde i en stor balje koldt vand midt om vinteren, og så blev der rettet en kold vandstråle mod deres hjerteområde. På grund af denne umenneskelige behandling kunne vi aldrig være sikre på om vi ville være i live det følgende forår.

Mange har spurgt mig: „Var du aldrig bange?“ Nej, når man er i en sådan situation, får man styrke gennem sin tro. Jehova hjælper én. Ved spisebordene, når andre var ude af hørevidde, kunne vi bede sammen og endog synge dæmpet. Når vi for eksempel havde hørt at en af vore brødre var død af brutal behandling eller sult, sang vi en sang som styrkede os. Vores indstilling var: vær stærk! vær modig! Vi vidste at vi selv snart kunne risikere at dø, og vi ønskede at give udtryk for vor faste beslutning om at være trofaste.

Åndelig føde og forkyndelse

I 1942 blev forholdene lidt bedre for os. Lejren fik en ny kommandant, og vi fik lidt mere frihed. Vi blev ikke længere tvunget til at arbejde om søndagen. Det var også omkring dette tidspunkt der blev indsmuglet syv numre af Vagttårnet, som behandlede Daniels profetier, og vi fik også fat i nogle få bibler. Søndag eftermiddag samledes vi så i den ene ende af barakken til bibelstudium; vi var omkring 200 brødre. Et par stykker blev posteret udenfor, for at melde hvis nogen af SS-vagterne nærmede sig. Det var nogle uforglemmelige og meget trosstyrkende møder for mig.

’Indsmugling af Vagttårnet?’ tænker du måske. Det er i sig selv et vidnesbyrd om tro og mod. Nogle af brødrene arbejdede uden for lejren og kom i kontakt med brødre som endnu ikke var blevet arresteret. Således kunne de hemmeligt få bøger og blade som de kunne smugle ind i lejren. Broder Seliger, der virkede som vores tilsynsmand i lejren, arbejdede i lejrens sygeafdeling, og dér kunne han skjule de indsmuglede bøger og blade bag en flise i badeværelset.

Efter nogen tid blev det dog afsløret hvor godt organiseret vi var. Der blev også fundet nogle bibler i vores barak. Omkring 80 brødre blev derfor overført til en arbejdsbrigade og sendt væk fra Sachsenhausen. De resterende vidner blev fordelt på lejrens øvrige barakker. Selv om dette satte en stopper for vore store møder, bød det på mange nye lejligheder til at forkynde for vore medfanger.

Der var temmelig mange unge russere, ukrainere og polakker som var lydhøre og selv blev Jehovas vidner. Nogle af dem blev hemmeligt døbt i selve lejren — i badekarret i sygeafdelingen. Jeg husker især to unge ukrainere. En dag hørte de en broder fløjte en af Rigets sange, og de spurgte hvad den hed. „Det er en religiøs sang,“ sagde broderen. Det gjorde et dybt indtryk på dem at høre at folk kom i koncentrationslejr på grund af deres religiøse overbevisning. Efter befrielsen førte en af disse unge mænd an i forkyndelsen i et område af det østlige Polen. Senere blev han dræbt af nogle fjender af Jehovas Vidner mens han var på vej for at lede et kristent møde.

Da jeg en dag i 1944 marcherede ind med min arbejdsbrigade til middagsmåltidet, så jeg mine kristne brødre stå på mønstringspladsen. Da jeg blev genkendt som et Jehovas vidne, fik jeg besked på at slutte mig til dem. På en eller anden måde havde SS-folkene fundet ud af vores hemmelige brevveksling med folk uden for lejren (og med andre lejre), og at vi plejede at mødes to-tre stykker ad gangen på mønstringspladsen for at drøfte et bibelsk skriftsted hver dag. Vi fik ordre til at ophøre med denne ulovlige virksomhed, men vi stod fast på vor beslutning om at fortsætte med at styrke hinanden åndeligt. Da broder Seliger, som var et hovedled i den hemmelige brevveksling, blev spurgt om han ville fortsætte med at forkynde i lejren, sagde han: „Ja, det er lige netop hvad jeg vil, og det vil ikke kun jeg, men også alle mine brødre.“ Det var tydeligt at den stærke tro og det urokkelige mod som Jehovas vidner havde, ikke var blevet brudt, og nazisterne måtte igen indse at der ikke var noget de kunne gøre for at bryde vor integritet over for Gud.

Buchenwald og befrielsen

I slutningen af oktober 1944 blev jeg sendt til koncentrationslejren Buchenwald, sammen med en brigade af byggeeksperter. Vi skulle genopbygge nogle værksteder som amerikanske fly havde bombet. Brødrene i Buchenwald kom hurtigt i forbindelse med mig og bød mig velkommen i deres åndelige fællesskab. I denne lejr fik jeg nummer 76.667.

I begyndelsen af 1945 stod det klart at det nazistiske regime var ved at bryde sammen. Når engelske jagerfly fløj hen over lejren hilste de os ved at vippe med vingerne, for således at opmuntre os. De sidste par uger før vores befrielse gik fangerne ikke engang ud på arbejde.

Onsdag den 11. april 1945 samledes vi for at høre en broder holde et foredrag som behandlede alle vore bibelske årstekster fra 1933, da Hitler kom til magten, til 1945. Som mødet skred frem kunne vi høre kamplarm der kom nærmere. Pludselig, midt under foredraget, blev døren revet op på vid gab af en fange der råbte: „Vi er frie! Vi er frie!“ Der var kaos i lejren, men vi bad en takkebøn til Jehova og fortsatte vort møde.

Der var stadig over 20.000 fanger i Buchenwald. SS-vagterne tog deres uniformer af og forsøgte at flygte, men mange af fangerne hævnede sig på dem. En af fangerne fortalte mig senere hvordan han havde stukket en kniv i maven på en SS-mand. Men Jehovas vidner tog selvfølgelig ikke del i voldsomhederne.

Omkring en måned senere fandt jeg endelig Elsa. Hun havde overlevet et ophold i Auschwitz og andre koncentrationslejre. I august 1945 nåede vi hjem og fandt vores datter hos nogle brødre som havde taget sig af hende. På det tidspunkt var hun næsten seks år gammel, og kunne ikke genkende os.

Vi gik aldrig på kompromis

Efter at Polen var blevet befriet for den tyske besættelse, blev landet en folkerepublik. Elsa og jeg ansøgte straks om at måtte arbejde på Vagttårnets selskabs afdelingskontor i Lodz. Dér arbejdede vi i fem år, og glædede os over at se antallet af Jehovas vidner vokse fra omkring 2000 i 1945 til omkring 18.000 i 1950. I årene efter 1950 har vi udført forskellige opgaver som Jehovas organisation har tildelt os, og det har altid været vor beslutning at forblive stærke i troen.

Alt i alt har jeg tilbragt 14 år af mit liv i koncentrationslejre og fængsler på grund af min tro på Gud. Nogle har spurgt mig: „Var din kone en hjælp for dig til at udholde alt dette?“ — og det har hun i høj grad været! Jeg vidste lige fra begyndelsen at hun aldrig ville slække på sin tro, og denne viden gav mig styrke. Jeg vidste at hun hellere ville se mig død, end vide at jeg var blevet løsladt fordi jeg var gået på kompromis. Det er virkelig en hjælp at have en så pålidelig støtte. Elsa udholdt mange trængsler under sit årelange ophold i tyske koncentrationslejre, og jeg er sikker på at det vil være opmuntrende for andre at læse nogle af hendes oplevelser.

[Illustration på side 9]

Koncentrationslejren Sachsenhausen

SS-barakker

Mønstringsplads

Gaskammer

Cellebygning

Isolation

Aflusning

Henrettelsesplads