Spørgsmål fra læserne

● Hvordan skal en trofast kristen forholde sig over for en slægtning der er udstødt af menigheden, når slægtningen ikke hører til den samme husstand som den trofaste kristne? — N. W., Canada.

Når en slægtning bliver udstødt af menigheden kan det blive en prøve for en kristen der ønsker at være trofast over for Jehova men samtidig nærer en naturlig hengivenhed for den udstødte slægtning. Vi kan være taknemmelige for at Gud i sit ord har givet klare retningslinjer for hvordan man skal forholde sig i denne situation.

Bibelen viser at Jehova er villig til at tilgive. Alle mennesker er syndige, men Jehova er villig til at tilgive deres synder på grundlag af Kristi offer hvis de angrer og omvender sig og søger tilgivelse. — Rom. 3:23; Ap. G. 26:20.

Hvad sker der nu hvis en der har søgt en sådan tilgivelse og indviet sig til Gud, senere begår en synd? Jehova anerkender menneskelig ufuldkommenhed og vil stadig tilgive hvis synderen indrømmer sit fejltrin og ved sin adfærd viser at han har angret. (1 Joh. 1:9) Men hvis en der gør krav på at være kristen gør synden til en vane og ikke vil angre og omvende sig, er de retningslinjer Gud har givet herfor, meget tydelige. Der opstod en sådan situation i det første århundrede da en mand i menigheden i Korint fremturede i umoralitet. Den inspirerede vejledning til menigheden lød: „Udstød det onde menneske af jeres kreds.“ Ja, udstød ham af menigheden. — 1 Kor. 5:13.

Det var vigtigt at de gjorde dette. Intet som kunne fordærve menigheden måtte forblive i den. Som apostelen Paulus skrev, ville ’en smule surdej syre hele dejen’. Hvis den umoralske forblev i menigheden, kunne hele menighedens gode ånd gå tabt. — 1 Kor. 5:5-7; Jos. 7:1-25.

Hvordan skulle de trofaste kristne i Korint nu forholde sig over for denne mand? Paulus skrev: „Men nu skriver jeg til jer, at I ikke skal have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan.“ (1 Kor. 5:11) Ved en sådan udstødelse af menigheden har den trofaste kristne ikke længere noget fællesskab med den der har fremturet i synd. I hvor vid en udstrækning kan han ikke længere have fællesskab med vedkommende?

Apostelen Johannes hjælper os til at få klarhed over dette. Den udstødte har måske gjort sig skyldig i frafald fra troen idet han har udbredt ubibelske lærdomme. Eller vedkommende har måske ved at leve et umoralsk liv i virkeligheden sagt at man godt kan være en kristen og samtidig gøre sig skyldig i ægteskabsbrud og utugt. Det er tydeligt at vedkommende ikke er forblevet i Jesu retfærdige lære. Om sådanne der engang har været kristne brødre og søstre skriver Johannes: „Enhver, der ’går videre’ og ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud; den, der bliver i Kristi lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, ham skal I ikke give husly og ikke byde velkommen [ham skal I aldrig modtage i jeres hjem, eller udtale en hilsen til, NW].“ — 2 Joh. 9, 10.

Det næste vers understreger alvoren heri: „Thi den, som byder ham velkommen, gør sig medansvarlig i hans onde gerninger.“ (2 Joh. 11) Det betyder ikke nødvendigvis at en kristen der taler med en der for eksempel er udstødt på grund af tyveri, selv gør sig til tyv, skønt det meget vel kan forekomme. Men ved at ignorere Guds vejledning og tale med vedkommende siger han i realiteten at han billiger tyvens adfærd, at det han har gjort sig skyldig i, ikke gør noget.

Vi har således ud fra Bibelen fastslået de grundlæggende principper for hvordan en trofast kristen skal forholde sig over for en der er udstødt — han skal intet fællesskab have med vedkommende, ikke engang tale med ham. Hvad nu hvis den udstødte er en slægtning?

Hvor den udstødte og den trofaste kristne hører til samme familie, bor i samme husstand, som for eksempel en mand og hans hustru, kommer andre bibelske faktorer ind i billedet. Hvis hustruen til en kristen mand bliver udstødt for at lyve, er han stadig gift med hende; Bibelen siger at de er ét kød. (Ef. 5:31) Han må stadig forsørge hende som sin hustru og som et medlem af husstanden. Det indbefatter at han må tale med hende om de almindelige daglige anliggender. Men af respekt for udstødelsen, som har overskåret de bånd der bandt dem til hinanden i åndelig henseende og i åndelig forstand gjorde dem til broder og søster, kan han ikke lede et bibelstudium med hende eller have noget åndeligt fællesskab med hende. (Yderligere oplysninger findes i Vagttårnet for 1. november 1963, siderne 498-500.)

Det indsendte spørgsmål drejer sig imidlertid om en slægtning der ikke hører til samme husstand som den trofaste kristne. Er det muligt at have nogen forbindelse med vedkommende?

Atter må vi sige at udstødelsen ikke ophæver blodets bånd, men i denne situation vil forbindelsen mellem dem blive meget sjældnere, hvis det i det hele taget er nødvendigt at de kommer sammen. Der kan dog være nogle absolut nødvendige familieanliggender som kræver at de taler sammen, som for eksempel visse juridiske spørgsmål i forbindelse med et testamente eller en ejendom. Men man må gøre den udstødte slægtning forståelig at hans situation nu er en anden, at han ikke længere er velkommen i hjemmet eller er foretrukket selskab.

Denne holdning er både fornuftig og bibelsk rigtig. Som vi har set råder Gud de kristne til ’ikke at have samkvem med’ en sådan, ja, ’end ikke spise sammen med ham’. Han siger også at de ’ikke skal give ham husly og ikke byde ham velkommen’. Kan man sige at den kristne adlyder Gud hvis han opretholder almindeligt selskabeligt samkvem med en slægtning der er udstødt, noget som slet ikke er nødvendigt eftersom de ikke bor under samme tag? I en lille menighed, der ofte består af nogle få familier som er i slægt med hinanden, ville en der er blevet udstødt næppe føle det som om hans trofaste kristne slægtninge virkelig hadede det onde han havde gjort (Sl. 97:10), hvis de fortsatte samkvemmet med den udstødte som om intet var hændt — hvis de stadig gik i butikker sammen, tog på udflugt sammen og passede hinandens børn. Udenforstående ville heller ikke kunne mærke nogen forandring, selv om de måske havde kendskab til synderens ukristne adfærd.

Man må stadig holde sig for øje at den omstændighed at den udstødte ikke kan nyde samværet med sine kristne slægtninge ikke er deres fejl, at de ikke behandler den udstødte dårligt. Nej, deres handlemåde er dikteret af principper, høje principper, Guds principper. Det er den udstødte selv der har bragt sig i den situation han nu befinder sig i; han er selv skyld i det. Lad den der har ansvaret, selv bære det.

Hvis den udstødte ønsker at komme tilbage og atter nyde fællesskabet med Jehova og de trofaste kristne, er dette muligt. Esajas skrev: „Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova], at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.“ (Es. 55:7) En udstødt der angrer og omvender sig kan få tilgivelse og blive optaget i menigheden. — 2 Kor. 2:6-8.

Indtil dette sker har trofaste kristne imidlertid pligt til at håndhæve udstødelsen ved at undgå at komme sammen med den udstødte. Hvis den udstødte er en slægtning der ikke hører til husstanden vil de prøve på slet intet fællesskab at have med ham. Og hvis et uundgåeligt og absolut nødvendigt familieanliggende skal bringes i orden, vil de holde samkvemmet nede på det mindst mulige, og de vil under ingen omstændigheder udveksle tanker om åndelige spørgsmål. På den måde viser de loyalitet mod Gud, hans ord og hans menighed.